Det store Roskilde Festival 2026 Award Show! Hvad var bedst, hvad var værst og var der andet end bare en masse fint eller midtimellem?! Og priserne går til…
OK, det er ikke et rigtigt prisuddelingsshow, beklager. For det første kan man slet ikke vinde noget ud over den tvivlsomme ære. For det andet er det bare min sædvanlige evaluering og afrunding på årets festival med lidt ekstra pynt og tweaks af konceptet. Så jeg ikke brækker mig over at skrive de samme ting igen og igen.
Både om de enkelte koncerter og andet, som jeg kommer omkring i det følgende og festivalen generelt. For jeg sidder med en følelse af at ris og ros overordnet set falder i de samme kategorier, som de fleste festivaler. I hvert fald efter corona-pausen.
Mindre omvendt-FOMO eller hvad?
Den omvendte FOMO har været et af de begreber jeg har berørt mest de senere år, og også i optakten. Fornemmelsen af at der er lidt for mange navne, der nok ser spændende ud på papiret, men som man når man ser dem live ikke ville gøre den store forskel om man havde misset dem. Eller set noget andet i stedet for.
Det har ikke så meget med kvaliteten af de enkelte navne at gøre. Mere måden Roskilde booker på, og de “ukendte” navne, samt mængden af dem, de henter ind. Kontra noget man som publikum kender bedre på forhånd, eller har følelsen af, er noget reelt mindeværdigt. Fremfor “blot”: “det var da interessant nok, næste!”.
Derfor overvejede jeg også seriøst bare at copy/paste teksten fra sidste eller forrige år. Dovent, men hvis de nu er stort set det samme jeg har at sige? Dog er der jo forskelle, når man lige får kigget og mærket efter og tænkt tingene igennem. Og programmer er trods nogle generelle strømninger og følelser omkring dem forskellige. Ligesom meget kan afhænge af, hvad man lige får set naturligvis.
Roskilde Festival er 180 koncerter på 7 dage, du kan og skal ikke være alle steder. Den enkeltes opfattelse og indtryk af den samlede festival er individuel og kan være meget forskellig afhængig af en lang række faktorer. Derfor er det selvfølgelig også i bund og grund håb- og/eller formålsløst eller i hvert fald meget generaliserende og unuanceret at forsøge at koge det hele ned.
Nu gør jeg alligevel forsøget, jeg har trods alt forsøgt at komme lidt rundt. Roskilde Festival 2026 var på mest godt og lidt ondt en “typisk post-corona” festival. Jeg oplevede flere højdepunkter og endda nogle mindeværdige øjeblikke i forhold til sidste år. Men der er stadig nogle problemzoner, som den lurende omvendte FOMO og nogle af de større sceners mangel på store headlinere.
Prisen for årets “omvendte-FOMO oplevelse” går til…
Alle de koncerter jeg med vilje sprang over eller kom til at glemme i farten.
Dem med stort og småt på plakaten
Plakaten er en collage af stort, småt og alt midt imellem, som man kan udfærdige og sammensætte på lige den måde man har lyst til. Eller som tingene nu lige falder ud, man skal også lade tilfælde rode, selvom man måske har forberedt sig grundigt.
Det tilstræber jeg, selvom jeg ved at det stort set altid forløber på samme måde i praksis. Jeg får set de fleste af mine “hovednavne”, misser nogle stykker og har ellers været lidt for ambitiøs, hvad især de mindre navne angår. Der er jeg nødt til at indse, når jeg står på marken, at jeg ikke helt har den ønskede/håbede energi som tidligere. Musikpauserne mellem koncerter bliver lidt længere og jeg er nødt til at gå til køjs, inden nattefesterne tager over.
Til gengæld var jeg virkelig effektiv/tidligt oppe i år og nåede mod forventning en del af de tidligste koncerter. Cat Clyde var fint, om end lidt forglemmelig, en klassisk “tidligt på dagen på en af de mindre scener”-oplevelse. Det er ofte country-relaterede navne, som får lov til at få den potentielt blandede fornøjelse af at vække/holde styr på the early birds.
Dem havde Madra Salach styr på da de holdt tidlig happy hour på Pub Gloria. Irsk arbejderklasse stemning og sange med et godt barband og en forsanger, der var i hopla og tydeligvis ferm til at læse og føle et rum og publikum. Og agerer derefter.
ULD var på adopteret hjemmebane da de vandt publikums hjerter (og sikkert omvendt!) på Lagune tidligt torsdag, hvor de mange der trodsede regnen bar den lille folk-trio frem til sejr. Og det længe inden koncerten overhovedet nærmede sig målstregen.
Det var blot tre små eksempler på forskelligartede på, hvad man kan opleve på de mindre scener på festivalen. I dette tilfælde omkring middagstid, på scener hvor der spilles musik til langt efter midnat. Hvad jeg vandt i den tidlige ende går nok op med, hvad jeg missede senere på dagen.
Gloria, som har været en favoritscene de senere år pga. dens respektfulde publikum, nåede jeg kun at aflægge to besøg. Nævnte Madra Salach og så The New Eves, som jeg havde som en anden “must see”. Den skuffede dog noget, og jeg valgte af daffe/opgav at stå i kø for at komme ind på Gloria igen. You win some, you lose some, i dette tilfælde kan det også være min egen musikmæthed, der lige viste sig som en bøvs i systemet.
Årets “so ein ding muss ich auch haben” pris går til…
Slovenske Širom, der havde tømt køkkenskabe og skuffer, slæbt det med på scenen sammen med en lang række traditionelle folkemusik instrumenter fra svunden tid: Og fik inkorporeret det i deres særegne og betagende musikalske rejse på Fauna. Jeg skal klart lære at spille på taperulle.
Som man måske kan ane, så er der også en form for underliggende struktur i den måde Roskilde planlægger og laver spilleplan på. En der virker logisk og sådan set fungerer, men som også resulterer i en vis forudsigelighed. Dean Johnson (som jeg igen missede) har eksempelvis spillet to Roskilde koncerter i streg (ikke samme år) på et tidligt tidspunkt.
Og du ved at du ikke kommer til at opleve metal eller punk tidligt på dagen. Slet ikke på de store scener, og kun sjældent, hvis overhovedet ikke – som i år. Roskilde måtte gerne ryste posen lidt, så det ikke føles som et næsten fastlagt genreskema, eller dage opdelt i segmenter.
De prøvede at bryde det lidt i år ved at sende “festscenen” Apollo på pension, og sprede festen ud på de andre scener. Men mest om sen aften eller nat. Det var jo ikke fordi der var techno på Arena kl. 13. Det ville nok heller ikke være en god idé, men jeg tror I ved hvor jeg vil henad. Og nu vi er ved det store scener og formodede headliner koncerter.
Årets “man skulle nok have været der” pris går til…
Angående Migs teaterkoncert på Lagune onsdag, da valgte jeg nok forkert. Blandt dem der var til stede og anmeldelserne lyder det som en ganske overvældende og anderledes oplevelse.
Det tilbagevendende kritikpunkt og problematik, der er for få RIGTIGE HOVEDNAVNE på Roskilde Festival. Den sang er sunget så meget, at den må hænge en ud af halsen. Som jeg selv har forsøgt at belyse og diskutere (med mig selv), så hænger de store navne (af MANGE grunde) ikke længere på træerne. Og dem der gør er dyre eller vælger at spille deres egne koncerter, eller et andet marked. Der er ikke frit valg på alle hylder.
Lad os i stedet kigge, hvad vi egentlig blev budt på i år? Lidt for alle sådan set, hvad Orange Scene angår. Bevares, Eminem (igen), AC/DC (for sent!) eller Taylor Swift (dream on, hun var booket i 2020 inden Corona) havde da pyntet, men lad os være realistiske.
Jeg vil ikke lade det trække ned at jeg har været så mange gange på Roskilde, at jeg har set nogle af disse navne før. The Cure spillede for 7. gang (min tredje The Cure Orange koncert), og det var både den korteste og bedste. Folk brokkede over, at de “kom for sent i gang”. Øh, de er kendte for at spille 27-28 numre og koncerter på langt over 2 timer, ja, det bliver langt. Og inden hitparaden mod slut havde de allerede spillet en masse klassikere.
Gorillaz fik ikke helt fat, i hvert fald først mod slut (de blev nok forstyrret, derom mere lidt senere). Tessa fik delvist kronet sig selv og TV2 blev DEN koncert, som mange nok havde håbet på: Den Orange ´koncert, der samler en fyldt plads på tværs af generationer i fælles ekstase og sang.
I den anden ende af skalaen blev Lily Allen både hyldet og kritiseret for en konceptkoncert. Nogle havde popfester med Addison Rae og Zara Larsson, andre havde det modsatte. Little Simz fik ros over hele linjen for hendes Orange debut og så var der danske nattestunder og studenterfester til de unge med Tobias Rahim og Apacha. Malk De Koijn kom også forbi. Plus det løse.
Altså en ret alsidig blanding og lidt for alle aldre og smagsløg, medmindre du kan lide rock og rul eller metal. Så skal du nok bare holde dig til Copenhell efterhånden, i hvert fald hvis du vil se et navn af den slags som headliner på en stor scene. Ville det pynte og forhåbentlig udfordre de unge? Ja.
Orange Lifetime Achievement Prisen går i år til…
Robert Smith. 67 år gammel, synger stadig som en forvokset teenager med hjertesorger. 7. gang på Orange Scene, så har man gjort et eller andet rigtigt og betydet noget for mange.
Nå ja, og så hørte jeg at Kpop-fænomenet Jennie faldt helt igennem på Orange? Eller gjorde hun det ikke som forventet? Mimede og dansede med hendes dansere til et backtrack i en times tid. Og når hun en sjælden gang tændte for mikrofonen, havde det tilsyneladende været bedre, at hun holdt den slukket? Skal livemusik være live? Jeg har mange holdninger, dem tager vi en anden gang, men Soundvenue har lavet en kommentar.
Jeg vil dog sige, at for mig KAN man mærke forskel når musikken så endelig er helt live og håndspillet. Både Sierra Ferrell og hendes vildt velspillende band og uforlignelige David Byrne og hans gøglertrup (for anden gang) lod os føle det med deres Arena-koncerter.
Navnligt Byrne og holdet. Det var umuligt for de mange fremmødte at stå stille og lade være med at danse og skråle med. Det hjælper selvfølgelig at manden har et imponerende arsenal af klassikere, især fra Talking Heads tiden. Men den organiske levering gjorde det sprællevende og smittende, på en måde, som jeg sjældent oplever efterhånden. “Rigtig musik spillet af rigtige mennesker”, skrev nogen et sted. Det var i hvert fald levende.
Det tog mig 2 1/2 festivaldag at besøge Arena første gang og så fik jeg to klassekoncerter i rap. Og det var så også min eneste udflugt til den del af pladsen. Resten af programmet var ret alsidigt og vel sådan set ret fint, men der var ikke lige noget jeg skulle/fik set.
Igen fornemmer man et mønster, Arena har det med at blive åbnet af populære danske navne torsdag og fredag, og ofte er der en dansk lukker lørdag nat. I år blev det henholdsvis Guldimund, Mille og Zar Paulo.
Årets “den tog mig med bukserne nede” pris går til…
Napalm Death, torsdag kl. 17 på Eos. Jeg havde på forhånd sat spørgsmålstegn ved fornuften i at smide metal på open air skrumlet Eos og så i dagslys (og regn og blæst tilmed). Myyy mistake, det fungerede og jeg fik mig tilmed et glatbarberet numsehul.
Det blev så også et af de få besøg på Eos efter First Days/Rising-dagene ud over et par svinkeærinder. “Værre” stod det til med Lagune, som jeg kun besøgte en enkelt gang (tidligere omtalte ULD) efter First Days. Måske jeg bare havde fået nok af lige de to scener efter 3 kompakte dage med en del koncerter på den del af pladsen?
First Days Rising igen igen
Samme fremgangsmåde som de senere år? Samme fremgangsmåde som “altid”. Nu bare med en lille omrokering, hvor Lagune (New Avalon) erstattede Gaia (nu Fauna) og flyttede op på Apollos plads.
Det blev nogle First Days som den slags (heldigvis?) er flest. En række velspillede og vellykkede koncerter, en del der faldt lidt i baggrunden for sniksnak og socialisering (jeg arbejder jo ikke i døgndrift vel!?) og et par virkelig gode, som eksempelvis midnatsmetalmessen med Morild. De får lige en af de mindre priser:
Årets “De kunne sagtens have spiller under de sidste dage First Days-prisen”.
Jeg har tidliger “brokket” mig over, at det næsten er ærgerligt at ingen falder helt igennem længere. Måske et underligt ønske, men det hele virker så sikkert og velbooket at man sjældent er reelt bekymret for de udvalgte navne. Nok er de upcoming i større eller mindre grad, men det er ikke lallende amatører eller vilde sats – skal de så være det? Njaaa, meeeen, jeg ved ikke… vi er nok tilbage ved at det føles lidt som om der er en bagvedliggende strategi og skabelon. Og hvis den følges, går det aldrig helt galt.
Det sagt er der masser af variation og godter at komme efter. Om man er til dans og fest, punket energi som Ponny eller Pistol Pistol Pistol, pigepop som Berg eller den ovennævnte blackmetal. Og her er der også ros til publikum, der er generelt virkelig flot fremmøde og opbakning til og ved langt de fleste koncerter. De unge ligger ikke KUN i deres losseplads på campingpladsen og brækker sig!
Lagune var heller ikke for stor til upcomingnavne, nu den havde erstattet den lidt mindre Gaia/Fauna. Og lad os da så tale lidt om pladsen og logistikken i år.
Årets “det kunne blive stort/større” Rising Pris går til…
Oskar Witt. Den unge rapper havde styr på sit shit, sin attitude og scenetilstedeværelse, samt teknik og lyrik. Der er håb for den danske hiphop endnu!
Nyt år, ny plads, nye forbedringer og udfordringer
Roskilde Festival bruger altid meget tid og mange kræfter på at forbedre festivalpladsen. Optimere ting, flytte rundt, udnytte pladsen bedre og generelt gentænke, hvis det føles nødvendigt. Det kan selvfølgelig ALTID blive bedre, men alt i alt fungerer pladsen jo.
Det er næsten selvsagt også imponerende, hvor meget der bliver bygget op og tænkt over, når pladsen planlægges og etableres. Fra det åbenlyse som placering af madboder, bar det ene og det andet, toiletter, adgangsforhold, hvilepladser, kunst og alt muligt andet tænkeligt og utænkeligt. Er der nogen, som sidder med hele det forkromede overblik over det puslespil?!
I år var tanken vist at der skulle et endnu bedre “flow” på pladsen, og at publikum skulle “tvinges”/anspores/inspireres til at flyde endnu mere rundt mellem de forskellige scener og områder. Man kan jo opfatte hver scene og dens tilhørende område, som hver deres lille festival-i-festivalen eller øer med hver deres stemning og særpræg. Igen skal og bliver der tænkt over virkelig mange ting og store og små detaljer.
Eos-pladsen er og bliver bare ikke videre charmerende, men i det mindste var scenens tidligere spraglede farver erstattet af noget mindre skingert. Men selve pladsen omkring er… underlig. Man går ligesom ned i en “gryde” og så ligger den der store kvadratiske klods. Men jeg har efterhånden vænnet mig til den så….
Som nævnt var en scene sløjfet og to “nye” havde byttet plads. Det fungerede vel i bund og grund “fint”, selvom man også stod tilbage med en fornemmelse af, om det gjorde den store forskel. Og så skabte det uforudsete udfordringer i løbet af festivalen med lydforholdene (ja, jeg skal nok komme til det!).
Fauna var Gaia bare på Avalons plads inkl. at Gutter Island Bar var rykket med. Dermed var den først i brug fra onsdag, tabte Gutter Festivalen dermed ikke tre dages indtjening? Til gengæld var køerne så lange efter kl. 14 hver dag at jeg holdt mig væk.
Lagune var som sagt fin til First Days, og selve pladsen omkring den fungerede rigtig godt. Der var sgu groet græs på sletten, så man slap det støv der tidligere gjorde området irriterende at besøge. Navnligt da Avalon oprindeligt lå på samme placering. Og så var der gode muligheder for siddepladser og skygge i nærområdet og rigeligt med adgang til drikkevarer og mad. Godkendt.
Men selve scenen/teltet? Var det ikke bare en lidt bredere, men noget kortere nedskalering af Avalon? Jeg synes Lagune virkede for lille efter First Days. I forhold til at det er det næststørste telt og de bookede navne på Lagune? Ved ikke om det var indbildning fra min side. Den VAR da mindre, ikke??
Og så var der jo lige…
Gorillazgate og stakkels Onkel Syre
Som det nok er gået de færrestes næse forbi, så blev koncerten med Uncle Acid and the Deadbeats afbrudt og stoppet efter godt en halv time torsdag aften. Den var startet og blev afviklet samtidig med Gorillaz på Orange Scene, hvilket ikke burde være eller blive et problem. Og i hvert fald ikke et, som på en eller anden vis ikke kunne være håndteret/løst og efterfølgende kommunikeret bedre ud.
Min personlige oplevelse var i kort form: Jeg stod til Gorillaz og lagde ikke mærke til nogen nævneværdig larm fra Lagune. Som JEG husker og hørte det, så italesatte Damon Albarn mellem to numre, et par og 20 minutter inde i sættet, at de KUN kunne høre musik fra en af de andre scener oppe på Orange. Og ikke dem selv eller andet. Og at det var fint med ham, at stoppe koncerten og bare lytte til den anden, hvis det var sådan.
Det var det. Og så spillede Gorillaz videre og det blev så vidt jeg husker ikke nævnt igen. MÅSKE faldt ovenstående af to separate omgange med et par sanges mellemrum. Men pointen er den samme, jeg hørte ikke Damon Albarn FORLANGE den anden koncert stoppet eller TRUE med at stoppe selv. Jeg opfattede det som en lettere irriteret/henkastet bemærkning, som måske endda var sarkastisk ment.
Der var i hvert fald ikke noget “STOP THAT SHIT OR WE STOP PLAYING”. Hvis det blev sagt til nogen, nogen steder, så må det satme være sagt hurtigt og uden man som publikum opdagede det. Hvordan det skulle kunne blive kommunikeret fra Albarn videre til festivalen, måske via noget management, videre til Lagune og deres crew og videre til… og så… indenfor så få minutter ved jeg heller ikke.
Så beslutningen må have været festivalens egen. Og de kaldte den med politikersprog/corporate talk “grundet tekniske vanskeligheder”. Hvad? Vinden? Som tilsyneladende under uheldige omstændigheder og forhold blæste op på Orange Scene? Det skulle man nok have tænkt over inden man erstattede en lukket scene (Apollo) med Lagune, der trods alt er mere åben.
Det var åbenbart helt umuligt at leve med (eller nogen var bange for) at ven af huset Damon ville blive virkelig PISSED, hvis det fortsatte? Og lige så umuligt at sætte Uncle Acid på “pause” og udskyde koncerten til lidt senere? Ja, der kan have spillet noget logistik ind der, som ikke kunne løses. Kunstnere på Lagune med deres egen stramme tidsplan osv., eller andet rod?
Jeg har forståelse for at man i toppen af ledelsen skulle tage en hurtig beslutning. Og hvis det her var den rigtige, så skulle kommunikationen efterfølgende have været meget bedre og mere klar i spyttet.
Der kørte (og kører, nu også internationalt) kort tid efter vildeste historier i medierne om “hissy fit” og trusler fra Damon Albarn. Hvis det passer, og man ikke tør sige det for ikke at blive uvenner med Damon, så find en søforklaring der lyder mindre spin agtig end “tekniske vanskeligheder”.
Det virker som en sag, der er blevet blæst ud af proportioner, hvor det kunne og burde være undgået. Og så er det ikke mindst temmelig respektløst overfor Uncle Acid (som også burde holde igen med deres egne kategoriske udmeldinger uden mere konkrete beviser) og deres fans. Var det bare en no win situation?
Årets “Flovmand” – Pris går til…
De ansvarlige for den samlede håndtering af Gorillazgate, som ikke behøvede blive nogen “gate”. Og til Damon Albarn (I love you, man) hvis han har ladet sig tirre på scenen. SPIL.
Og mig selv for at ende foran Orange til Gorillaz i stedet for på Gloria til Krøyer!
Er Roskilde Festival blevet for kommerciel?
Lød det hvert år siden den første festival, hvor hippierne holdt stædigt fast i deres principper og idealer. Det er nok blevet nævnt lige så mange gange, som der har været kritik af programmet eller at festivalen er blevet erklæret død.
Men er festivalen så endelig blevet for kommerciel? Ja og nej. Det er andre tider, og tider har det med at skifte. Roskilde Festival, hvis den vil være moderne og tiltrække over 100.000 mennesker år efter år er nødt til at ændre og tilpasse sig løbende. Du får ikke 100.000 glade hippier til at bo på en primitiv mark uden for Roskilde i 2026. Det gjorde du forresten heller ikke for 50 år siden, da var antallet af besøgende væsentligt lavere…
Jeg har efterhånden vænnet mig til det beskæmmende antal aktører på festivalpladsen. Kønne er de fandeme ikke, men jeg kan prøve at kigge den anden vej eller handle andre steder – så vidt muligt. Selvom det kan være svært at gennemskue i kampens hede. Og Tuborg undgår man selvfølgelig ikke, hvis man vil have noget som helst at drikke.
At man så også kan gå på champagne bar, spise østers eller hvad pokker ved jeg er komplet overflødigt for mig personligt. Jeg skal fandeme ikke… Men andre vil gerne, forventer måske endda muligheden og er dumme nok/villige til at betale for det. Hvem er forresten dummest, dem der sidder og høvle champagne i baren på pladsen eller i Backstage Village, mens musikken spiller, eller de unge der ikke kommer ud af deres camp? Der er forresten kun ét rigtigt svar.
Så køb for min skyld en flaske god vin på festivalpladsen, jeg holder mig til pap. Som koster 95 kr for en liter nu til dags. I forhold til prisstigningerne ellers på væske og mad på pladsen er det næsten en overraskende lav stigning. For der er godt nok nogle priser der er kommet på himmelflugt, især maden over det meste af linjen.
49 kr. for en flad toast, 125 for pasta carbonara, burger det ene og det andet, der løber op i 120 kr. eller mere?! Dixi Burgeren er oppe på 100 kr. på campingområdet, plus 10 for både ost og bacon, hvis du skal have det med. Og den smagte forresten rædselsfuldt i år.
Jeg tager snakken hvert år. Og jeg forstår prisudviklingen ude i det virkelige samfund påvirker priser alle steder. Var krisen i øvrigt ikke ved at være overstået? Nå men, hvis man handler de rigtige steder på pladsen, så går pengene til lokale foreninger. MEN. Det virker som om der er langt færre af dem efterhånden. Så hvem handler jeg så med? Og hvorfor er de lokale foreninger ved at blive presset ud?
Når den sidste Mor Toves lignende biks er blevet erstattet på pladsen, så ER noget af Roskildes DNA dødt. Det må vi lige kigge på.
Prisen for årets “madkup” går til…
Spaghetti Boden for at formå at holde prisen på acceptable 75 kr for noget man rent faktisk kunne smage og blive mæt af.
Og nu vi var ved, “jamen hvis folk er villige til at betale priserne, så…”, så gælder min anke især alle de add ons og tilkøb, som efterhånden findes på Roskilde. Parkering koster, selvfølgelig, 500-600 kr. for en uge. Det kan der være et miljømæssigt motiv bag: højere pris, giver færre biler. Sjovt nok er parkering altid udsolgt.
Der tilbydes special camping, det ene og det andet, get-tents whatnot i alle tænkelige kategorier. Du kan købe dig adgang til tidligere adgang. Køb køb køb, og ja, det “hele” går til godgørende formål. Desværre med en bismag af profitmaksimering på gæsternes bekostning efterhånden. Jeg støtter Roskilde Festival fordi den er Non-Profit, og flere penge til fattige og udsatte verden rundt, jo bedre. Men man skal godt nok passe på, at man kommer til at virke som om man plukker sine egne gæster.
Det ene med det andet kan det give en uheldig signalværdi. Som om gæsterne bare skal til kasseapparaterne mest muligt og svinge kortet. Samtidig er det bare ærgerligt for dem der ikke længere har råd, eller synes nu strammer man den godt nok. Det risikerer på sigt, hvis det ikke allerede er tilfældet at skabe en festival udelukkende for dem, som har råd . Eller i det mindste en mere markant opdeling af et A- og et B hold på festivalen.
For al Roskildes snak om godgørende formål det ene og det andet, så er de stille og roligt, hvis de ikke passer på, ved at lave en klam kulturelite festival for de bedrestillede. Måske har det altid været sådan i en eller anden udstrækning. Det virker bare som det var nemmere at være fattig på festivalen tidligere.
Jeg siger ikke det ER sådan, og at jeg ikke generaliserer og overdriver, men det kan FØLES sådan. Det er i sig selv ubehageligt og bliver det en realitet, så ændrer det dynamikken og stemningen på Roskilde til noget der ikke klæder festivalen.
Fattigdom tilbage på pladsen!
Prisen for årets “koncert med plads til alle, rig som fattig, unge og gammel” går til…
TV2 på Orange Scene lørdag eftermiddag. Bedste eller mest kunstnerisk udfordrende Orange koncert nogensinde? Nej, men det var en kæmpe fest. Og glæde kan også noget, hvis man giver sig selv lov til at føle den.
Alt i alt, sådan cirka…
Så kom vi endelig til det. Efter sidste års festival efterlyste jeg en lidt bedre balance i programmet, så det ikke blev en fest udelukkende for bestemte segmenter. Om det så er de unge der “bare” vil feste foran scenerne, eller dem der kun går efter det ukendte. En sådan balance er pissesvær, det ved jeg. Og kan skifte fra år til år alt efter, hvad det lige lykkedes at booke.
I år synes jeg balancen var bedre. Der er mange, som drømmer om en Roskilde plakat som i “de gode gamle dage”. Hvornår det så end var og indebærer. Alt var selvfølgelig bedre før i tiden, især da man selv var ung. Det er i hvert fald en ting, der aldrig kommer til at ændre sig – heller ikke for JER, der er unge nu!
Men, jeg synes alt i alt, at der var lidt for alle. Det er nok det bedste man kan håbe på som markedet, branchen og tiderne er. Jeg synes stadig det er en skam, at regulær rock og større metalnavne bliver negligeret eller ikke-eksisterende. Som om man bare har sagt “fuck it”, og lader Copenhell støvsuge markedet for den slags navne. Det behøvede altså ikke være sådan.
Angående koncerter og anmeldelser, der vist ved at gå lidt inflation i 5-6 stjerner og brugen af ordet magisk visse steder? Kan vi liiiige slå lidt koldt vand i clickbait blodet, inden dette devaluere anmeldelser og kritisk dækning yderligere. I har stadig noget kapital på den konto, sæt den ikke over styr – for vores alles skyld
I gør det ellers godt, kære “kolleger”, men jeg talte eksempelvis 11 6-stjernede anmeldelser hos Gaffa. 11 til topkarakter? Jeg udelukker ikke at det kan være “sandt”, og jeres mening er lige så valid som min, men…
Jeg har selv været med(skyldig) til at udvande 5-6 stjerner ved at være for rundhåndet. Man får på en måde presset sig op på de høje nagler, fordi man gerne vil understrege at man synes noget var virkelig godt. Og for at hævde sig i forhold til de andre medier. 4 var altså godt engang, pludselig betød det middel. Derfor droppede vi også at give stjerner for adskillige år siden. De havde mistet enhver mening for mig.
I den anden grøft har vi naturligvis Thomas Treo og hans evige kamp for den selvopfyldende profeti og kliks for EB. Han gav Roskilde Festival 2 stjerner for programmet på forhånd, og det bærer hans anmeldelser fra festivalen præg af. Det nærmer sig en forudsigelig selvparodi. Kan vi ikke bare mødes i midten et sted?
“Den koncert har jeg allerede næsten glemt”-prisen går til…
The Sophs, der spillede på Fauna onsdag aften. Det var næsten det nærmeste man kom et “rigtigt” rocknavn, og så alligevel slet ikke. Og den koncert er så selvfølgelig allerede gledet i glemmebogen.
Afviklingen er næsten så gnidningsfri, som den slags kan være med alle de bolde der er i spil. Minus den der Uncle Acid blamage. Hey, er det forresten rock? Den koncert kunne jeg jo så også være taget til i stedet for Gorillaz. HÅRH, nå nej.
Det meste af det drevet, holdt sammen og i gang af 30.000 frivillige, der lægger utallige timers mere eller mindre hårdt arbejde for deres armbånd. Jeg mødte, stort set, over hele linjen, ikke andet end smil, gode vibrationer og nogen der prøvede at gøre deres bedste i den givne situation. Fra madboder, folk der har fået skodtjansen med at holde toiletter rene, over vagter til dem der står og scanner folks chip ved indgangene. Eller samle affald.
Et lille ekstra shout out til en ældre herrer, der gik og samlede skrald i området ved Spaghetti Boden lørdag eftermiddag. Selvom festivalen var ved at gå på hel, brugte han tid og kræfter på sirligt at prøve at samle et lille stykke salat op, som havde klemt sig fast mellem brædderne i en bænk. Iført gummihandsker og “gribeklo” måtte han dog give fortabt efter en længere kamp.
Salaten ville ikke op og han måtte slutteligt kapitulere med ordene, “ah okay, det gider jeg altså ikke bruge mere tid på”. Det er sgu dedikation til sin opgave, hr!
Det er på en måde også et tegn og eksempel på den Roskilde Ånd, som heldigvis stadig trives på dele af pladsen. Lad os holde fast i og værne om den.
Årets “og så går jeg sgu hjem” stinker koncert” pris går til…
Det kan jo kun være The Callous Daoboys og deres temmelig desperate optræden på Fauna lørdag aften. Som også blev mit punktum for i år.
Ekstra shout out og personlige taksigelser og refleksioner
For folk der har orket læse med hele ugen (og tidligere år), så er det ingen overraskelse er personligt vinklet. Og til tider kan minde om dagsbogsnotater, alt det her jeg prøvet at forklar i min introduktion til dækningen.
Det betyder at jeg forsøger at inddrage og bruge mig selv i reportagerne, mens anmeldelsesdelene er mere gammeldags i form og indhold. Dermed er jeg også så fræk at inddrage folk jeg møder på min vej, og i ikke så uvæsentlig grad indbyggerne i “min” gamle Roskilde lejr, Camp Gnu, der i en eller anden inkarnation har bisset rundt på Roskilde siden 2003. Nogle af indbyggerne har jeg været på festival sammen med helt tilbage til 2001.
Ikke for at udstille dem, men bruge dem til at fortælle lidt om hvad Roskilde også er. Jeg forsøger at berette om hvordan det ER og føles at være på Roskilde Festival, fra stort til småt og det åndssvage.
Tak til jer ALLE i Camp Gnu. I er altid en fornøjelse at løbe på, hænge ud med og følge med i “snakken” på den fælles Facebook-tråd, der kører for fuld damp. Inden, under og lidt efter festivalen. I bidrager alle på hver jeres måde til at gøre Roskilde Festival til noget unikt, og et årligt fikspunkt og fest for den vidunderligt underlige sammenbragte familie.
Og så forstår de altså stadig at få det maksimale ud af løjerne, trods det efterhånden bekymrende aldersgennemsnit. Nogle er med fra starten, lørdag og til den bitre ende, andre popper op i løbet af ugen. De bevæger sig, trods ganske massivt alkoholforbrug, rundt på pladsen, ser MANGE koncerter og holder den kørende til den lyse morgen.
Da kan jeg ikke være med længere. Eller ønsker det. Derfor er det også skønt, at jeg bare kan komme og gå, som det lige passer mig. Der er jo også et “arbejde”, der skal passes under Roskilde.
Jeg nåede overraskende mange af de tidlige koncerter i år. Det betød så også, at batterier og især hovedet var henholdsvis tømt og fyldt lidt tidligere end de forrige år. Jeg holder ikke til de sene koncerter længere, når jeg har været i gang i en eller anden form siden kl. 7 om morgenen. Det er også OK, så må man bare tilpasse sig, hvis man stadig gerne vil være med og VIL Roskilde.
Det vil jeg. Formen på det hele skal nok gentænkes eller justeres inden for overskuelig fremtid, den klarer vi også. Forhåbentlig med rettidig omhu…
Roskilde nummer 26 er i bogen, ikke en top 5, men bestemt over gennemsnittet. Og sammen med 2024 den personligt bedste efter corona. En der gav blod på tanden efter mere, især når koncerter med David Byrne (nå ja, og TV2!) viste at de store fælles oplevelser stadig ligger derude og venter blandt alt det andet, man så skal forsøge at navigere i.
Årets “helt sikker objektivt set BEDSTE koncert på Roskilde” pris går til…
David Byrne. Igen. Han gjorde det i 2018 og gentog kunststykket igen i år.
Tak for denne gang, næste år gør vi sgu det hele igen. Er Damon Albarn forresten inviteret igen, eller får han lige et pause år at køle af i?
Af Ken Damgaard Thomsen
Dækning: Lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag.
