En lang og varieret dag med indtag af norsk folk fra ULD, slovenske Širom , Napalm døden open air, noglede animerede gorillaer var noget af torsdag på Roskilde Festival bød på. Der var også masser af afstikkere, smagsprøver og et afbrudt horrorfolksamleje.
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Milde himmel, jeg var i live til at opleve endnu en dag på marken trods syndig onsdagsadfærd. At det på en eller anden vis lykkes mig, at undgå indtagelse af alkohol da pladsen åbnede var vist en vinder. Jeg fik også rigeligt til receptionerne i lejren hos Gnuerne om eftermiddagen.
Jeg var unaturligt tidligt oppe og foruroligende frisk, så allerede kvart i 8 tjekkede jeg ind i den tomme Medielade. I en sovende Backstage Village, hvor de måske var ved at skrabe omkuld faldne kendisser sammen i et fjernt hjørne? Der blev i hvert fald hentet storskrald…
Arbejdsdagen forløb godt, kun op mod middag kom der grus i mediemaskineriet. Begge kaffemaskiner var tomme på SAMME tid! Og udenfor var toiletterne midlertidigt lukket grundet “tekniske vanskligheder”. En stakkels ung servicemedarbejder fandt tilsyneladende problemet. Der kunne i hvert fald høres et højt, “EJ, Aaaad for HELVEDE”, da hun undersøgte en af kabinerne. Kan også have været en sovende Kesi, der sad derinde, jeg tjekkede ikke lige.
Der var udsigt til regn, dvs. det begyndte allerede da jeg sad i laden. Og min regnjakke havde jeg efterladt hjemme i Herlev, og regnede med (pun intended!) at det enten gik, eller at mine assistenter kunne have den med herud inden evt. regnvejr. No such luck.
Så jeg brugte mit “hack” fra sidste år, hurtigt en tur i Røde Kors biksen ved Orange. De havde igen tykke regnfrakker til 100 kr, endda i Orange/rød så man kunne ligne et stykke af Orange Scene. Score!
ULD, Lagune, kl. 12.00
Klokken 12 på Roskilde Festival med silende regn udenfor teltet. Av, man kunne godt være en smule bekymret på den unge norsk folk-trios vegne på forhånd. Ikke blot spilletidspunktet og en halv-stor teltscene. Men regn holder enten folk væk ELLER sørger for et fyldt telt, hvor mange bare har søgt læ og er mere koncentreret om snak end musik.
Og ULD er tyst musik, næsten selvudslettende tyst i visse passager. Hvor der skal lyttes for at føle noget. Snakken var på et faretruende højt lydniveau lige op til koncertstart, åh nej.
Der blev mussestille på et splitsekund, da de tre unge kvinder og deres liveband slog de første sarte toner an. Som i “er jeg på Gloria?” stille! Og det holdt i lange stræk stort set hele den time lange koncert ud. Jeg bøjer mig i støvet, eller den regnvåde pluddermudder, Roskilde. I tog røven på mig der og viste jeg fra jeres smukkeste side. Bravo, vi KAN jo godt!
At holde så stor en forsamling i sin hule hånd med så rolige toner i en time kræver også sin kvinde. Kvinder. I uldstrik, naturligvis. Det var som om, at vi straks ramte den der sjældne, små-magiske tilstand, hvor publikum bare VIL et band. Og vil bære dem frem og over målstregen. Når bandet så også fanger og fornemmer det med det samme, så har vi symbiosen, hvor begge parter får og giver energi til hinanden.
ULD var ydmyg, virkede benovet og taknemmelig, men ikke hylet ud af den. I hvert fald ikke mens de spillede følte sange som “Jeg skal finne deg” eller “Jeg følger deg i havn”. Når der så blev kvitteret med taktfaste og lange bifald og stor jubel efter hvert nummer, kom der smilende sprækker i ansigterne deroppe.
Det er numre om forlist kærlighed, savn og søgen. Og musikken med klaver, harmonika, kontrabas, violin og trommer lød som man kunne forvente den slags gør. Det var ikke musikalske landvindinger ULD vandt på Lagune. Jeg savnede også en smule variation i tempo og udtryk, men den kom stille og roligt, som sættet skred frem. De byggede op og ovenpå.
Da vi var lidt over halvvejs og ULD tydeligvis følte sig trygge i Roskildes selskab, gav de helt slip. De havde luret stemningen og fangede momentet, det var norsk hjemmebanefordel. Så vi skulle da ro lidt ala det norske fodboldlandshold og tilskuerne. Og det virkede. Det karakteristiske ro ro ro blev modificeret til Ro Ro Ro skilde. Efterfulgt af fælles fodbold/nationalslagsang med kæmpe Roskilde kor.
Det var skønt at se noget spontanitet. Og huller i det ellers alvorlige og hjertelige udtryk hos ULD. Der var plads til at fange øjeblikket og lege lidt.
Resten af koncerten var ubesværet sejrs- og æresrunde. ULD havde for længst vundet hjerter da de lukkede med “Vondt å Vende”. Tror også vi vandt deres og de tager en følelse af at være vokset et par centimeter med videre.
Var det en koncert, der steg de sidste par grader grundet publikums gunst og bemærkelsesværdigt velopdragne opførsel? Ja. Men ULD kom ikke sovende til succesen på Lagunen. Det var en fælles kraftpræstation. Rørt helt inde i mit hjerte af musikken blev jeg ikke, men jeg var glad. På alles vegne.
Øst, vest, regn og blæst
Gnuerne var også vågnet. Sådan da. Ikke dem alle selvfølgelig. Men en lille flok havde nået Lagune og haft en fantastisk koncert længere nede bag i teltet. Der var kærlighed og magi i luften da jeg stødte til gruppen. Kongen var smuttet til Dean Johnson på Fauna med start kl. 13.00. Da jeg dermed havde, lad os se, minus 3-4 minutter til at nå tværs over pladsen, blev den koncert droppet.
I stedet vandrede den amputerede Gnu-flok over til Lagunes nabo, problembarnet Eos, hvor Adrian Quesada (Black Pumas m.m.), band og gæstesangerinder skulle prøve kræfter med skrumlet. Under åben himmel i silende regn og tiltagende sidevinde.
Ikke de mest optimale rammer for varme toner ala dem Quesada leverede. Et miks af soul, rock, “verdensmusik” med et psykedelisk strøg. Noget blev sunget på spansk, andet engelsk af de 3 skiftende sangerinder Quesada havde i centrum på scenen. Det fungerede faktisk ganske glimrende trods rammerne, og alle sang stærkt og satte deres aftryk på lyd og stil.
Et velspillende band i ryggen og Quesada, der tilsyneladende upåvirket af det magre fremmøde og vejrets luner, bare lod fingrene og strengene tale.
Det var en typisk “vi står lige her og kigger på og er delvist med” koncert. Der skulle købes regnjakker til andre uforberedte Gnuer. Jeg havde købt i large, andre købte ved et uheld medium, vi skulle nok have byttet – men gjorde det naturligvis ikke. Det ville jo give mening, så… duuuh!
Hov, morgenmad! Flokken gik i opløsning ved Eos, vi skulle hver vores og jeg var sulten. Efter at have set sagerne lidt an, sonderede markedet, faldt valget på en klassiker: Spaghetti Bolognes fra Spaghetti Boden.
Det kan man IKKE kalde falsk varebetegnelse. Det er hvad man får, ikke mere og ikke mindre. Jo, altså du kan købe ost for en ekstra 5er. Et fingerbøl størrelse bæger med revet ost. Det var så også det eneste minus i bogen, eller er der fuld tilfredshed herfra. 75 kr for en god solid og mættende størrelse, der faktisk havde smag. Ingen scam, ingen overraskelser, men en lille 5er på Money For Value skalaen.
Den lander dog ret tungt sådan en portion pasta på tom mave. Puha.
Naturen kaldte, jeg vaklede noget proppet mod Fauna. Her var der fornyet samling, de resterende “andre” Gnuer var stadig parkeret inde i teltet efter Dean Johnson. Der blev samlet op på dagen fra i går, og rundet af på The Cure. De fleste var positive, det var en god The Cure koncert. Men også en “The Cure koncert”.
Det næste var meget langt fra The Cure. Og meget andet.
Širom, Fauna, kl. 15.00
Jeg har ved tidligere lejligheder brugt udtrykket en “vibekoncert”. Det var lige hvad de tre slovenske multiinstrumentalister leverede på Fauna.
En velvalgt scene til Široms timelange seance. Fauna… når naturen kalder, back to nature, kan du høre Moder Jord? Følelser og stemninger af noget fundamentalt og forbindelsen til vores planet og dens indbyggere af alle slags.
Der var ikke meget snak eller kontakt med publikum, bandets talsmand på scenen fumlede sig igennem behjertede korte forklaringer og taksigelser på gebrokkent engelsk. Mens der blev præsenteret 4 numre fra deres nyeste album In the Wind of Night, Hard-Fallen Incantations Whisper. Smag og tyg lige lidt på den.
Bandets tre medlemmer Iztok Koren, Samo Kutin og Ana Kravanja bringer traditioner og kulturelle og musikalske stemninger fra hver deres del af Slovenien med på scenen. Her smeltes det sammen til særegne og originale lydlandskaber og musikalske fortællinger i nogle lange sange og forløb. Numrene varer alle i omegnen af eller over et kvarter. Så man når vidt omkring i hvert nummer, der føles opdelt i mindre kapitler.
Vi kom fra vand og lyden af noget dryppende, ind i tætbevoksede skove og ud i øde bjergegne. Indre film og billeder strømmede gennem hovedet på en, mens musikerne skiftede instrumenter og andet habengut i en lind strøm gennem de omskiftelige sange. Lange, dronende og mediterende passager blev afløst af kraftig tromme og percussion. Ned på jorden igen, guidet af violon. Så ud i skoven og følge sirenens kald og sang i få passager med lokkende vokal.
Du kunne forsvinde helt ind i dig selv, der hvor det bliver mystisk og sært. Men også sært beroligende. Så urovækkende. Dernæst trippe over, hvad det var Koren lå og hamrede og bankede på på scenegulvet. Grydelåg, bækken, en gong gong, endda en rulle tape, hvis lyd når den rulles ud blev brugt til at frembringe en høj knitrende lyd.
Og det var virkelig HØJT og detaljeret det lydbillede bandet frembragte. Dog stadig med utrolige detaljer og nuancer, du kunne høre hvert et lille pling, plong og knitren fra eksempelvis en taperulle. Den lød som fyrværkeri, der sprang på scenen, mens muslingeskallerne lød som kampesten, der rullede ned af bjergskråningen. Det må have været “miket” voldsomt godt og præcist op.
Alle medlemmer var placeret i gulvhøjde, på lave stole eller direkte på gulvet, alt efter behov og om der skulle rasles, knitres, rystes eller bankes på et eller andet. En hurdy gurdy lignende kasse/strengeinstrument blev brugt til at frembringe en betagende, vemodige og sørgmodige klange. Som en klagesang fra naturen? Vores tab af uskyld?
Koren proklamerede, at deres ønske med musikken var at bringe glæde i en på mange måder negativ tid. Så på trods af mine billeder og sanseindtryk af lyden af en planet i krise, så er budskabet muligvis det modsatte?
Koncerten peakede for mig efter 3 kvarter, da de brugte lang tid på at lade et nummer rinde ud og dø helt hen. Lige når man troede de var færdige med at slå på, kaste med ting og rasle løs med perler og muslinger livede det op igen og fortsatte.
De kunne have stoppet her, det virkede som et naturligt punktum. Men der kom et nummer mere, der handlede om de andre dyrearter vi deler planeten med. Det fangede mig ikke helt i samme grad som de tre forrige. Det kunne de for min skyld have udeladt, eller placeret et andet sted i sættet.
Det var ikke ødelæggende for den samlede oplevelse, men gjorde at den indre film lige knækkede lidt mod slut. Da havde jeg så også fået rigeligt med indtryk til at fylde hovedet op.
To plus to giver jo 4 øl!
Efter sådan en omgang “WTF is happening” ville det nok være klogt af rense og lufte ud i øverste etage. Hvad med mere musik!? Wingman Mongo tog mig under sin beskyttende vinge og fløj os på tværs af pladsen igen. Destination Eos med en mellemlanding hos To Øl.
Ja, øl-kæden ved Lagune hedder bare To Øl. Men det er totalt snyd på en måde. Det dækker over at det bedst kan betale sig at købe 4, hvis man er til Hazy Days på dåse. Så er man to, så er der to til hver. Og så skal den anden give næste omgang, så man ender på 4 til hver. De smager fantastisk, frisker op og leverer en fin kickstarter med en procent på 6.5.
Napalm Death, Eos, kl. 17.00
OK, ikke mere snak om vind og vejr, det var Napalm Death der blæste publikum og Eos omkuld og ikke omvendt assisteret af sidevinden. Holy shit.
Jeg er kun perifert bekendt med Birmingham bandets bagkatalog og historik. Har prøvet med pladerne, men har aldrig helt fået dem under huden. De er endt med at ryge lidt under radaren og syltekrukken hos mig. My mistake! Kæmpe undskyldning til Barney Greenway og co., de flåede bukserne af mig, gav mig en velfortjent røvfuld og en kæmpe krammer.
Trods bandnavn, den fjendtlige lyd og det kradse indhold er Napalm Death og deres selebærende frontmand det modsatte. Budskaberne er kærlighed til mennesker – gode mennesker. Ned med onde systemer, samfundsnormer der holder visse grupper udenfor og kærlighed og rum til alle. De pakker bare deres anti-fascistiske, religionskritiske og snæversynethedsnedbrydende paroler ind i noget, der lyder som lyden fra en krigsskueplads.
Med udgangspunkt i tidlig grindcore over i noget punkfræsmetalklingen er det en heftig cocktail. En som jeg frygtede kunne fremstå lidt søgt, sørgelig, forpustet og bedaget, når den skal leveres af et aldrende orkester med rødder tilbage i midt-80erne. Bekymring gjort til skamme. De blæste af sted med den aparte “danse-vælte-sprællende” Barney i front.
Fra organiseret ragnarock til vedkommende, korte og præcise monologer mellem nogle af numrene. Hvor Greenway med sin britiske accent, fremtoning og kropssprog mindede mig om en blanding af Steve Coogan og Eric Idle. Tilsat bevægelsesmønstre fra en ung udgave af den danske komiker Geo, når han spankulerede og viftede rundt på scenen.
Greenway fortalte at han har brugt lange perioder på at studere organiseret religion, og det viste sig at være “a fucking waste of my time”. Hvorefter “Suffer The Children” forsøgte at uddrive religion for altid. Det lykkes næppe, men Napalm Death gav det da et ærligt forsøg.
“Scum” kom selvfølgelig også, samt deres lige så obligatoriske cover af Dead Kennedys “Nazi Punks Fuck Off”. Dem kendte jeg. Men de for mig ukendte numre tog bestemt også kegler på det sjappede underlag. Bandet spillede højt, stramt og præcist, men Barney fægtede rundt deroppe uden at miste pusten. “I need a towel”, råbte han på et tidspunkt. Det forstod man godt og det var ikke pga. regnen – den var stoppet.
Det er nok nemt at misforstå hvad et band som Napalm Death kan og vil. Eller undervurdere frontmanden og hans budskaber. Han er ikke en dummy. Det her er ikke musik for dummies. Jeg tror, at man kunne lære noget af at lytte til Napalm Death eller tage til en af deres koncerter. Jeg kommer helt sikkert igen. Og så fik jeg DEN velfortjente lærestreg. Eos KAN besejres i dagslys.
Blast from the past
Inden koncerten dukkede min gamle folkeskolekammerat, Jonas, pludselig op ud af ingenting foran Eos. Jeg har tidligere berettet om vores gamle venskab fra way back when i Sønderjylland. Hvor han som tilflyttende københavner med en lesbisk mor, der var leder af den kvindehøjskole som lå lige udenfor byen, skilte sig NOGET ud.
Efter et par år flyttede de igen, og Jonas “forsvandt” indtil vi helt tilfældigt løb på hinanden ved Arena under en koncert og kunne genkende hinanden efter 30 år?! Siden blev det en næsten fast tradition, at vi tilfældigt løb på hinanden herude år efter år. Indtil vi aftalte rent faktisk at mødes med vilje og hænge ud en aften på festivalen.
NÅ, der var han så igen. Egentlig skulle han ikke afsted, men så var der dukket mulighed for en “gratis” torsdagsbillet op gennem lidt frivilligt arbejde gennem en handicapforening. Inklusive overnatning i telt på medarbejdercamping lige ved siden af Arena. Kender I de typer, der bare altid kender nogen, der kender nogen, eller tilfældigvis lander på benene efter at være drattet ned fra et tag?
Jonas skulle videre, det skulle vi også, vi ses jo senere! Eller næste år!
Effektløst hekseri på Gloria
“Hvis de ikke flyver på kost, så går jeg”, proklamerede Mongo da vi var nået ind i mørket på et godt fyldt Gloria. Okkult hekse/horrorfolk med The New Eves lokkede. Desværre var det, som jeg havde som en Must See-koncert lidt en fuser.
Jeg var, indrømmet, lidt mentalt forpustet efter Napalm Death kun en halv time tidligere. Gloria virkede pludselig som et energimæssigt sort hul i stedet for et pusterum. Publikum derinde virkede også en kende mere ufokuserede og “summende”, da bandet gik i gang med åbningsnummeret og videre over i “Cow Song”.
The New Eves gjorde det måske heller ikke nemmere for dem selv. De virkede mere ufarlige og nuttede end mystiske og dragende. Ikke ligefrem en horror/hekse okkult kult, som man troede på kunne suge en ind. Øv altså, jeg vil da gerne være kultmedlem! Bare ikke i en musikalsk lidt ordinær en, vel?
Musikken fik simpelthen ikke rigtig fat. Om det var manglende udstråling fra de 4 medlemmer eller mangel på gennemslagskraft i musikken ved jeg ikke. Den var der bare ikke rigtig.
Efter der var blevet serveret et nyt nummer, med den stående trommeslager på lead, der havde underligt svært ved at trænge igennem og komme ud på bare de forreste rækker, skulle vi tisse. Der var godt nok buske og bevoksning rundt omkring og på scenen, men det virkede trods alt lidt uhøfligt.
Vi valgte at gå ud, lette ben med henblik på at gå ind igen. Så var der kø og lukket for adgang indtil flere kom ud. Nå. Vi satte os, ventede lidt, faldt i snak og fik afledt os selv. Det var måske en forsinket eftervirkning af de der Hazy Days?
Almindelig forvirring i felten
Måske derfor vi heller ikke opfattede lidt tidligere på vej mod Gloria, at vi vadede på tværs af en Little Simz koncert på Orange. Med udvekslinger, som “hvem er det lige der spiller”, “det lyder da skide godt” og “fed bassist”. Og så gik vi bare videre mod de ikke kosteflyvende hekse. Roskilde skallerhjerne.
Den satte også ind ved Fauna, hvor der var Gnu-samling og Truck Violence på scenen. Da var jeg sat på pause, ikke plads til mere musik lige nu. Manglende lagerplads, fjern ubrugte filer, genstart! Det spillede også kun 35 minutter inde i Fauna, endnu en af de korte på den scene. Videre.
Næste levende billeder derinde var thailandske Khana Bierbood. Bier? Beer?? Mere øl, det lød som en god idé. Af uransagelige årsager (men sikkert økonomiske) er Gutter Island, der er presset op i et hjørne ved Fauna, eneste sted de også sælge fadøl ved den scene. Formodentlig for at booste Gutters salg, nu de blev snydt for indtjening de første tre dage grundet sceneflytningerne.
Det medfører bare alenlange ikke-bevægende køer ved Gutter. Meget kan man anklage dem for de kære Gutter-mennesker, men det går ikke hurtigt med udskænkningen. Ofte fordi der sælges drinks og de er populære. Mens øl-slaverne skal stå samme kø… laaaaaange køer.
Jeg valgte af strategiske årsager at gå mod Orange, købe to kander øl der og slæbe dem med tilbage til Fauna. Var det hurtigere? Ja. Havde det været mere logisk at flokken bare var gået med til Orange og havde slået lejr der. I stedet for alligevel at bisse derned lidt senere, da pladsen var ved at være pakket til Gorillaz? Måske!
De psykedeliske rocktoner fra Khana Bierbood blev overdøvet af udenfor-teltet-strategimøde og mindre hjerneblødninger. Inden vi trak mod Orange og forsøgte at holde trit med flaget, der pludselig havde fået det lange ben foran. Det parkerede nede foran, midt for, som traditionen byder. Mongo og jeg var blevet hægtet lidt af og ramte en midlertidig trafikprop og fastlåst publikum lidt længere bagud.
Gorillaz, Orange Scene, kl. 22.00
Derfra kunne vi så indtage åbningstonerne og nyere numre fra Damon Albarn og legekammeraterne. Tilsat det forventelige sceneshow/animationsfilm og visuals på storskærmene.
Jeg har aldrig været kæmp fan af Gorillaz, det er nok det Damon projekt som taler mindst til mig musikalsk. Selvom jeg kender hitsene og også synes der er nogle virkelig gode sange imellem. Men at sætte et helt Gorillaz album på, eh…
Live har jeg oplevet bandet to gange tidligere på Roskilde, og også været lidt forbeholden overfor konceptet som liveband. Det er jo “bare” Damon og musikere foran animerede videoer? Men musikken fungerer faktisk live, og med Damon Albarn som tovholder, har det virket ganske organisk og levende.
På den led var det den forventede Gorillaz liveoplevelse, som man kender den fra Roskilde. Og Damon elsker jo som bekendt festivalen og omvendt, det er bare et godt match. Alligevel var et eller andet lidt off torsdag aften i længere perioder. Som om band, Albarn og publikum aldrig for alvor fandt hinanden til den store samlende oplevelse. Den var der i glimt, bevares. Især da hitparaden blev rullet ud i sidste del af de 90 minutter.
Vi kom måske for roligt fra land? Gorillaz sejlede ud i aftenen på rolig vis med titelnummeret fra seneste plade, The Mountain. Sådan set en fin og stemningsfuld sag, men den slog muligvis en stemning an, som var mere efter frontmandens hoved og vision end publikums. Der var godt fyldt foran Orange, og folk ville nok bare gerne have en fest.
Albarn lod dog til at have andre ambitioner. I hvert fald i længere perioder i første del af showet. Iklædt kampuniform var han i felten for at lede tropperne igennem et eller andet koncept. Derfor fremstod han måske også ukarakteristisk grumpy og sammenbidt. Det var ikke loose festabe Damon, der var klar til at gå i kamp. Albarn kan til tider udstråle en vis arrogance, men det meste af tiden virker han trods alt som en hygge onkel.
Bare ikke i dag. Efter stemningen havde virket noget flad de første 20-25 minutter, adresserede kaptajn Albarn pludselig lyden fra en anden scene. De kunne kun høre psykedelisk rock oppe på scenen. De kunne sagtens stoppe koncerten og lytte til den, ingen problem, hvis de alligevel ikke kunne høre dem selv. Jeg ved ikke om Damon fejltolkede situationen og troede at publikum blev forstyrret i samme grad som ham selv? Der var nok nærmere tale om at de nye numre bare ikke fængede skaren.
Efterfølgende kom det frem at “larmen” stammede fra Lagune og Uncle Acid and the Deadbeats. Hvis koncert blev stoppet efter en halv time grundet “tekniske vanskeligheder”. Rygtet siger at det var fordi lyden fra Lagune netop forstyrrede Orange… Det var så vidt jeg ved IKKE Damon Albarn, der fik den anden koncert stoppet. Det ville virke lettere bizart nu han stod i militærgear og Gorillaz havde spillet et nummer kaldet “The Happy Dictator”. Dårlig signalværdi, Damon!
Om det var derfor ved jeg ikke, men koncerten begyndte at live op. Den dejlige “On Melancholy Hill” ramte plet. Pladsen vågnede. Momentum flagrede lidt frem og tilbage, og så kom det folk havde ventet på.
“Stylo”, Dirty Harry”, “Feel Good Inc” og stadig potente “Clint Eastwood” som festligt punktum. Og så var det slut for et lettere punkteret og slingrende abegilde. Reddet i land på de bedste og mest genkendelige numre, Albarns drengede charme, når han ikke lige fremstod som en små-knotten morfar.
System opdatering klar, genstart påkrævet
Så var jeg kraftedeme også musikalsk og mentalt mæt for den dag. Efter den tidlige opvågning, arbejdsformiddag og musik og indtryk fra middag var der lukket i øverste etage. Jeg dryssede lidt rundt på må og få i mørket. Skulle lige finde ud af hvilket ben jeg stod på, mere, mindre, hjem? Mad?
Skiburger, den har jeg aldrig rigtig brugt tid og penge på. Kunne være en fejl for den 360 burger jeg købte for 110 kr. var faktisk pengene værd. Ok, lidt FOR mange penge, få den ned på en hund eller yderligere en 10er, så er vi rigtig gode venner. Lækker bolle, god bøf, masser af smag, lidt greasy men ikke slimet og klistret. Jeg kvitterer med 4 store Value For Money madstjerner.
Det var også det sidste søm i min selvbyggede kiste. Madmave og al energi sat ind for at fordøje. Jeg søgte mod udgangen. Hov, der kom da Cobrah på Lagune, man kunne da lige… svensk dansemusik og fest? Ok, uoverskueligt! Væk. Ud. Genstart systemet.
Folk strømmede i samme retning over motorvejen og broen, følg strømmen og husk at dreje af til venstre ved anden afkørsel. Der var spredt larm og “fest” i Restricted området. Hallo, skal I ikke arbejde eller tidligt op i morgen?! Nuvel, man kunne da lige ligge og system opdatere lidt på nettet og koble hjernen fra inden genstarten.
Hvad synes Treo om det hele? Og vigtigere endnu, hvad med vejrudsigten for fredag? Blæsevejr? Åh nej, mit hadevejr på Roskilde: blæst og køligt. Systemet genstarter, vent venligst.
Af Ken Damgaard Thomsen
