Det årlige rotteræs til Roskilde Festival blev skudt i gang i stegende hede lørdag. Masser af sved, ingen tårer (endnu!) og en forbløffende glat check in?! Festivalen er startet på en positiv note og med en lurende Orange Feeling.
Ikke kun pga. ens hudfarve, der efterhånden er gået fra fin orange til overkogt hummer. Dette er den første “lille” reportage fra optakten til festivalen, vores tur til det forjættede land og check in til medielivet.
For det nye, uindviede eller folk, som måske har glemt det. Og for at undgå for mange klager over min dækning, og krav om at jeg skal have klippet mit armbånd, så følger lige en genudsendelse fra de forrige år. Efter den følger en kort reportage fra en lørdag, hvor der blev svedt godt igennem på kort tid.
Vores dækning er temmelig flydende og følger kun lyden af vores egen pibe. Der skal opfyldes nogle krav, som vi sådan set selv opstiller og skal leve op til, og på den baggrund tildeles presse-akkreditering. Hvis man så ikke lever op til det man har lovet, så kan det koste året efter.
Eftersom vi har fået akkreditering hver år siden første år vi søgte, som vist var i 2013ish, så vil jeg tror at vi har leveret som lovet. Forhåbentlig lidt mere?!
Jeg skriver det her som en lille introduktion til det, der venter den kommende uge. For eventuelt nye læsere, eller gamle som har glemt, hvad pokker vi render rundt og laver på Roskilde.
Det har ændret sig lidt over årene, vi startede med to skribenter (undertegnede og Jonas) i felten, men ingen fotograf. Og kørte i en årrække en form, hvor vi berettede om løst og fast fra den foregående dag i en uhøjtidelig tone. Vi skiftedes til at skrive kortere og længere anmeldelser fra Rising, og senere selve festivalen. Jævnligt krydret med interviews.
Jonas hoppede fra efter 2017, da familieliv, karriere og lysten til at bruge tiden på andet end Roskilde Festival hver sommer pressede sig på. Jeg fortsatte som soloskribent og fik hæftet en fotograf på. Formen blev tilpasset og har med årene fundet sin egen rytme og niveau.
Den falder lidt i to dele, samlet i én reportage. Der er den løse, nogle gange rablende og løsslupne del, som forsøger at beskrive Roskilde Festival, de daglige oplevelser, udfordringer og alt der kan give et billede af livet på festivalen. Inklusive forhold, logistikken, maden, stemningen, what ever. Og så er der anmeldelserne af koncerterne, af korte og længere slags.
Da jeg er alene om det, så kan jeg logisk nok kun være et sted af gangen. Det er MINE oplevelser, holdninger og indtryk, ikke nødvendigvis den ultimative sandhed. Ting kan godt blive sat lidt på en spids, og tonen bør også opfattes som om at en del bliver sagt med et glimt i øjet. Det er risikabelt på skrift, noget kan misforstås og gå tabt i oversættelsen.
Så hele rammen lægger egentlig op til, at være en slags “dagbog fra Roskilde”. Er det ikke mest interessant for dem som i forvejen kender mig? Jo, det er endnu en risiko. Men forhåbentlig lykkes jeg med at fortælle et eller andet alment, eller bare semi-underholdende, om Roskilde Festival.
Hvor F*** er min luftmadras?!
Det var det helt store spørgsmål og det eneste der fyldte, da jeg stod med en fod ude af døren fredag eftermiddag og en pakke ankom. Jeg havde tilladt mig lidt luksus og online indkøbt en ganske hæderlig luftmadras med indbygget pumpe, samt andre småting. Småtingene var i pakken. Men der var tydeligvis IKKE en luftmadras!
Jeg var som sagt på vej på eftermiddagsarbejde, der var planlagt afgang mod Roskilde kl. 08.00 lørdag morgen. Hvad så nu?! Satse på at kunne nå forbi Harald Nyborg og købe en skodmadras på vej hjem fra arbejde – time to panic.
Og der VAR panik før lukketid da jeg storsvedende ankom på jernhesten ved discountbiksens afdeling i Søborg. Det lignede faktisk en mini-udgave af Roskilde Festival, bare med mere kamp om campingudstyret. Og nærmest mere beskidt i butikken end på campingpladsen. Men de havde en madras med indbygget pumpe… med 230 volts tilslutning. Hmm, jeg har ikke lige en generator jeg kan tage med.
Nuvel, den billige model til håndkraft blev indkøbt, men alle pumper var udsolgt, Nå, vi har en derhjemme et sted. Det vil sige, det tror jeg, for jeg kunne ikke finde den. Men liiiige nå i en anden Harald Nyborg, nu endnu mere svedende. Hvor de havde 2 pumper tilbage – score!
Det var lige nøjagtig den slags stress på falderebet, som jeg forsøgte at undgå. Og grunden til at jeg indleder med denne lille sikkert for de fleste ligegyldige anekdote er ikke kun for at sætte festival-stemningen og bringe hverdags genkendelighed ind i reportagerne.
Den store bogstavleg
Vi er nemlig en samling tosser her i firmaet (familien) med alle mulige diagnoser og hele og halve udredninger efterhånden. Jeg har før skrevet lidt om mental sundhed i forbindelse med mine egne oplevelser, når hjernen pludselig begynder at vise alvorlige tegn på slitage og manglende rettidig omhu, hvad den slags angår.
Det vil jeg ikke kede jer med igen. Og det skal ikke blive dødssyg bekendtelseslitteratur af særdeles tvivlsom karakter og kvalitet. Men det spiller ind, i alt sådan set selvfølgelig, og er en følgesvend – også på GFR og Roskilde Festival.
Nå ja, og så synes jeg bare at det er vigtigt at snakke om. For og til folk i lignende situationer eller som ikke har fået lyttet til faresignalerne.
Så på tværs af generationer her i den lille regnbuefamilie har vi efterhånden samlet en bunke bogstavkombinationer. Og onde tunger påstår der er tegn på nogle autistiske træk hos visse individer. Det er herligt.
Det gør også at der er visse situationer, som kan være ekstra udfordrende og direkte “trigger” symptomer og truer med at overtage styringen af ens adfærd. Når jeg skal ud af døren eksempelvis, til hvad som helst, så skal det hele køre som smurt og uden forstyrrelser eller overraskelser. Eller kan jeg både glemme ting eller bare blive slået ud af kurs – og så bliver jeg udmattet og humøret svinger.
Roskilde Festival er dermed også en højrisikosituation for mig. Især den første tur derned, som inkluderer Medie Check In og opsætning af telt osv., da sidder nerverne lidt ude på kroppen. Selvom det jo altid går på en eller anden måde. Jeg er bare ikke helt herre over hverken situationen eller hvordan min hjerne opfører sig i sådan et scenarie.
Smooth sailing Herlev-Roskilde tur/retur
Klokken er ikke engang 12 og jeg sidder på sofaen og tænker tilbage på en meget vellykket tur?! Hvad fanden foregår der? Der plejer da altid at gå et eller andet galt, men de småting der gjorde var små bump på en velsmurt vej??
Der var ellers tændt for grillen fra morgenstunden med 27 grader da vi hoppede i Herlev-ekspressen og tøffede mod Roskilde. Men ingen nævneværdig ferietrafik på vejene, der var næsten flere studentervogne end turister på langfart og alt gled så man ramte Roskilde på lidt over 20 minutter? Allerede Maglegårdsvej, det var satans.
Medie Check In (og Check In til frivillige) er placeret ved Handelsskolen i Roskilde, hvor man plejer at kunne score sig en parkeringsplads med lidt held og snilde. Vi var tidligt ude i år, belært af sidste års fadæse, hvor vi kom for sent ud af døren og endte i et værre rykind af frivillige lige op til åbningen. Hvilket resulterede i lange køer og ventetid. Nej tak til den slags potentielt 30+ grader.
Der var ikke skyggen af kø ved indgangen til Check In? Da fuck… og man kunne gå lige til skrankerne. Jo jo, der var den obligatoriske forvirring hos personalet, hvor der altid er “ny på jobbet” placeret på åbningsdagen af uransagelige årsager. Men i år under opsyn og med supervision til stede – tak!
Og tak til lad os kalde hende “Line” fra festival akkrediteringen, som kunne “genkende os fra sidste år” (jeg føler mig som en slags kendis!!!) og kunne hjælpe med nogle check in ting der drillede. Der er altid et eller andet, som kokser i systemet, som man har udfyldt forkert eller ikke vidst man kunne/skulle. Ofte fordi fremgangsmåden justeres fra år til år, eller der er fejl i systemet. Det har medført panderynker og sved i samme mange andre år, men i år blev det løst med det samme.
Så var der kun sved pga. af den tiltagende varme. Klogeligt havde vi IKKE slæbt alt mig gear med i Check In i år. Det kunne man så sagtens have gjort nu der ikke var kø, men det var varmt nok uden rygsæk og andet pikpak, så… tilbage til den i nærheden kamuflerede Herlev-ekspress, hanke op i oppakning og afsted mod medie camping.
Restricted area, please leave us alone!
Som medie kan mod betaling medbringe eget telt til et lille lukket område på en boldbane i forlængelse af handelsskolen. Hvor der også er et baderum (på skolen) og et vognsæt festivaltoiletter med i prisen.
En lille oase for os, der forsøger at gøre, som om vi arbejder under festivalen og har brug for skønhedssøvnen. Luksus er det ikke ligefrem, men nattero (medmindre en fra et andet medie har drukket sig en kæp i øret og skal holde morgenfest!) er det hele værd. Især når man nærmer sig de 50 med lidt for hastige skridt.
Jeg dryppede sved på mit indertelt, da jeg forsøgte at få teltet op, mens mine hjælpere dampede af i skyggen. Skygge er der ikke noget af på selve boldbanen, som efterhånden var godt svedt af og stenhård. Godt jeg havde taget et sved-håndklæde med og trukket i det svedtransporterende løbetøj! HA, total life hack…
På vej tilbage mod bilen driblede jeg forbi LEDELSESKONTORET for at få mit laminerede skilt til teltet. Alle telte skal have skilt på, så der ikke sniger sig nogle suspekte typer ind på det “lukkede” område. Som plejer at være “bevogtet” af to ensomme frivillige, der måske/måske ikke skal tjekke om man har lyserødt Restricted Camping armbånd, når man kommer vaklende i mørke og håber man kan spotte sit telt på den ikke oplyste boldbane.
“Nå, dit skilt er blevet tjekket ind og afhentet af en Ditte Kjær”, var beskeden, da de bippede min chip på kontoret. Hende kender jeg ikke, og jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre, når købet er registreret i mit navn og på min chip, men altså… jeg fik bare et andet skilt og så håber jeg at Ditte ikke ligger i mit telt, når jeg kommer tilbage søndag aften – så er det fandeme ud, dame. Også selvom jeg har købt en dobbelt luftmadras…
Ude foran Medie Check In var der nu begyndt at danne sig de første længere køer. Mission fuldført.
Positive vibration og den der orange følelse
Det var ligegodt satans? 2 ½ time inkl. transport og så sad man og svedte af på sin sofa. Endda så meget ovenpå, at man satsede butikken med en sort kop kaffe. Og slap levende fra også dette?
Er det her den BEDSTE og mest gnidningsfrie start på en Medie Festival i mands minde?
Det giver jo forhåbninger og tro på en god festival generelt. Men også helt personligt giver det bare ro i krop og ikke mindst hjerne. Det “værste” er overstået og det var faktisk overhovedet ikke slemt. Nærmest stille og roligt og ligefrem… hyggeligt? Hvilket jo burde være en selvfølge, det er det bare ikke for os med hjerner med løse forbindelser.
Nu kan jeg bruge dagen på at lade op, lade af og fylde forskellige depoter. Den bliver møglummer derude igen imorgen, husk at drikke masser af vand INDEN det går galt. Selvom det er rart at klare det hele i et snuptag, og sidde hjemme i skyggen, så kunne man da i et svagt øjeblik godt blive misundelig.
På de unge, der sidder og venter på at campingpladsen åbner kl. 16 og skal feste resten af en sommervarm lørdag. Eller på fortroppen fra den gamle Roskilde Lejr, der i skrivende stund er på vej til venteområdet for at claime telte i Get-A-Tent. Nuvel, fra i morgen spiller musikken, jeg får brug for kræfterne der.
Og få så lyttet til noget musik folkens. Der er masser af den. Noget af den giver endda den der Orange følelser eller kunne blive et Roskilde Moment i år.
Bliver det mon en af de gode i år? Starten var mere end lovende. Og nu kører vi. Det er all in fra i morgen.
Vi ses derude!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: diverse fra Roskilde-arkivet
