Fredag på Roskilde Festival blev en dag præget af strid vind og kølige temperaturer. Heldigvis kunne man få varmen til koncerter med navne som Cat Clyde, The Savage Rose og Tessa. Og så var der to store højdepunkter i rap på Arena med Sierra Ferrell og uopslidelige David Byrne. Han gjorde det igen.
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Nå det er med DEN på, Roskilde? Brat opvågning da man fik bentøjet og resten af den begyndende nedbrudsramte korpus ud af teltet. Køligt og blæsende, yrk, min og sikkert manges absolutte hade-vejr på Roskilde Festival.
Regn kan man på en måde holde i skak, selvom det kan være træls at skøjte rundt i. Blæst saboterer nærmest alt. Alt, der ikke er tøjret fast flyver væk på den vindblæste mark, inklusiv lyden til koncerterne. Især hvis scenerne ligger i sidevinden. Det gjorde Orange eksempelvis. Og det bliver ikke ligefrem varmere, når det blæser.
Heller ikke i den pivåbne Medielade, der har en vestvendt port, der altid står åben. Vinden stod lige ind hele formiddagen, hvor jeg kæmpede med at holde varmen. Mine fingre blev simpelthen iskold, og til sidst op mod middag klaprede tænder og kæbe. Jeg havde ikke lige regnet med at jeg skulle have skrive-handsker med?!
En anden krise var akut krampe på tønden. Nej, ikke bagi, eller jo, men i baglåret. Fik simpelthen vild krampe i venstre baglår, da jeg havde sat mig for at læse avisen så at sige. I en sådan grad at benet fløj op og jeg var bange for at sparke døren til kabinen ud. Det kunne lige passe…
That’s a wrap…?
Efter krisen og frostskaderne var jeg færdig med lidelserne tidligt nok til at nå en bid morgenmad INDEN første koncert – nye tider! Det blev en falafel “wrap” fra “Rabbit something or other”, Wild Rabbit? White Rabbit? Funky Rabbit? Den ligger tæt på Gloria, ok?
“Wrap” og “wrap”. Altså, det var en tallerken med et fladbrød med indhold fra en falafel rulle arrangeret ovenpå. Det var så vist op til en selv om man ville forsøge at bruge det træbestik, man fik med eller forsøge alternative metoder. Jeg opgav at bruge kniv og gaffel til andet end pynt og forsøgte at wrappe min wrap.
Det lykkes så man kunne spise nogenlunde anstændigt. Hvis det ikke var for vinden, der prøvede at blæse mine falafelkugler og salat i retning af Køge. Fin smag, lækkert omend lidt besværligt brød, rimelig størrelse og en relativt fair pris på 95 kr., det bliver en 4er på Money For Value Skalaen.
Cat Clyde, Fauna, kl. 13.00
En efterhånden “Roskilde Classic” med en stille start fra et country-relateret navn på en af de mindre scener. Cat Clyde og hendes lille band var det næste i rækken, som skulle prøve at bide skeer med middagspublikummet. Det går som regel en af to veje: snakkekoncert eller en lille stjernstund.
Nuvel, der er så også mellemvejen eller kombinationen.
Clyde synger rigtig godt, bandet spillede godt om end lidt anonymt og publikum var lidt on/off mellem koncentration og snak. Indledningsvis kan man ikke helt fortænke det hæderlige fremmøde i at holde varmen med snakketøjet. Clyde og co. kom noget slingrende fra start, ikke så meget musikalsk, mere at koncerten i første del kæmpede med at finde momentum og fodfæste.
Der blev stemt og stemt i de hyppige og lidt lange pauser mellem de første 3-4 sange. Det gjorde at man ikke rigtig fik fornemmelsen af, at vi for alvor var i gang eller at koncerten havde et flow. Det blev markant bedre, som sagerne skred frem.
Clyde hyggesnakkede, men ikke for meget* og det ene nummer tog det andet. Klassisk country/cana med en vibe af noget blues. Det er ikke ligefrem banebrydende, men sikkert leveret og, som nævnt, kan Cat Clyde synge.
*Ud over da hun kastede sig ud i en længere snak om hendes kærlighed til månen. Der kunne være skåret ned til: “I love the moon”. Men hun var også “a big fan of the… moon”… fordi… hun godt kunne lide månen… fordi hun var fan af den! OKAY, we get it, Cat, videre!!
Ind imellem tog jeg mig selv i at fundere over om det var lidt pænt og kedeligt eller bare pænt kedeligt?! Jeg parkerede den indre samtale da der kom mere tempo i sagerne, især med et ægte røvballe og halm i støvlerne country nummer. Det kunne folk sgu lide og Clyde kvitterede efterfølgende med et “Woooow, Denmaaaaaaaark”.
Det var en velkendt “vugge-vippe-lytte-stene-snakke”-koncert. Selvom Clyde mod slut kaldte det “an absolute joy to share music with you”. Og så rundede hun af med den fortræffelige “Mama Said”.
Hippier i sidevind
Af sted mod Gutter Island i sidevind, det virker bekendt hvis man også har besøgt den skønne festival. Her var der dog tale om vandingshullet helt oppe i det fjerneste hjørne ved Fauna. Der var ingen kø modsat alle andre tidspunkter, stort set. Tid til morgenmaden skulle skylles efter med en Gutter-Mælk. Dobbelt, tak!
Efterhånden var der også kommet liv i de kære Gnuer, der faktisk var til stede (i hvert fald fysisk) under Cat Clyde. Bemærkelsesværdigt i det de havde været til norsk punk-nattefest med Honningbarna og først var kommet i seng engang efter kl. 5 i morges… fucking maniacs. I er over 40 år gamle, alle sammen, en del faretruende tæt på de 50 og et par stykker over! Så gå dog i seng!
Det havde også sat sig sine spor. Gnuerne var ikke lige spændstige, rørige og/eller sammenhængende alle sammen. Dog ved godt mod, der var jo en ny dag med masser af musik. Dog kom fortidens synder til at indhente dem en efter en i løbet af Langfredag.
I løbet af mit meet up med tosserne var der kontakt med damerne hjemmefra, fotograf + afkom. De var ankommet tids nok til at se popkomenten Mille på et fyldt Arena kl. 13.00 og nu skulle der arrangeres møde. Jeg havde lovet yngstepigen at se Tessa på Orange sammen med hende og mama. Det kom også til at gå lidt ud over The Savage Rose desværre.
Da damerne fra Herlev kun var her i en begrænset periode, prioriterede jeg samværet med dem, og lod musikken passe sig selv lidt. Derfor fik jeg heller ikke lyttet intenst nok, da The Savage Rose indtog Eos og jeg fulgte med med det ene øje og øre fra sidelinjen ved trægrænsen til scenen.
Der var ellers gang i en ny omgang Roskilde-terapi fra Annisette og hendes velspillende musikalske kollektiv. De tog sig tid til at nurse os og massere koncerten i gang, Annisette er stadig en lille vokalmæssig vulkan, der pludseligt kan gå i udbrud. Men det er næsten mere en samlet følelse af hendes væsen, der giver en gåsehud og suger en ind. Som om hun er en ekstra naturkraft?
Hun er på mange måder indbegrebet af Roskilde Festivalens ånd, i hvert fald den “gamle” af slagsen. Et stykke af dens DNA. Et levn fra en svunden hippietid, hvor troen på kærligheden var drivkraften. Annisette har den stadig. Det stråler ud af hende, forplanter sig i band, musikken og slutligt publikum. Det er vildt rørende, hvis man får og giver sig selv lov til at mærke det.
Det kan nemt blive noget påtaget eller frelst “bla bla”, når der prædikes peace, love and understanding. Hos Annisette er jeg ikke det mindste i tvivl om at det kommer fra et oprigtigt og dybfølt sted. Hvis alle var som hende, så…
Den herlige 70er-gøgler “Byen Vågner” blev desværre de sidste toner jeg fik med, da vi daffede fra Eos mod Orange. Kærlighed er også at holde, hvad man lover!
Tessa, Orange Scene, kl. 16.00
Skulle vi have kåret en Dronning af Orange, tronen var der for Tessa til at bestige. Mjah, måske blev det ikke helt en kåring af historisk dimension. Men dog et lille triumftog, ikke mindst for Tessa selv og hendes mange dedikerede fans: Sjakalinas. Der endda havde deres eget “sjakalina cam”, når de blev filmet på de forreste rækker.
Tessa, hendes musik og måske især hendes egen personlige historie og budskaberne betyder tydeligvis noget for mange. Især unge piger. Det kan jeg ikke have det mindste imod. Og jeg synes Tessa som person, når paraderne sænkes lidt og attituden pakkes væk virker som en hjertelig og cool person. Der vitterlig bekymre sig om hendes Sjakalinas.
Min teenagepige stammer heldigvis fra en generation, hvor det ikke længere er noget kuriøst eller ikke-eksisterende med stærke kvindelige forbilleder. Eller kunstnere. Også på de største scene. Det giver mig tro på at det hele nok skal finde det leje, hvor det er noget lige så naturligt som alt muligt andet. Og ikke noget vi behøver fremhæve eller italesætte. Sådan som det burde være og skulle have været for længst! Girl power!
Nu er jeg selv en mand på 47, så jeg er trods alt nok ikke lige målgruppen og står i kø til et Sjakalina medlemskab. Men jeg overvære gerne fest i klubben.
Tessa marcherede mod og op på scenen som var hun en dronning af Orange. Start i løbegraven mellem pits’ne og så trampede Tessa og hendes følge af dansere mod scenen mellem de jublende tilbedere der skrålede med på tonerne af “Ben”. Ret “boss”.
Og koncerten kom rigtig stærkt fra land generelt. De første par og tyve minutter VAR faktisk et mindre triumftog, hvor Tessa og danserne helt i hvidt, men filmet udelukkende i sort/hvis lyste op på både scene og storskærm. Akkompagneret af et liveband, der dog var understøttet af noget backtrack til især gæstevokalisterne fra Tessa mange samarbejder på sange.
Det var Queen Tessa der var hovedperson og ingen gæst skulle få lov til at stjæle rampelyset. En fin tanke, men det gjorde også, som koncerten skred frem, at der var ret mange sange, hvor Tessa rappede med og op mod en båndet featuring. Det kom desværre til at give det ellers strømlinede og stramme show et stedvis discount agtigt præg. Måske bare en enkelt gæst af kød og blod eller to?
Den mest oplagte havde nok været Orgi-E fra Suspekt, der er med til at bære “hjemstavnshymne” “Blæstegnen”, der i forvejen lyder som et Suspekt nummer med sit wannabe gangster beat. Han var ingen vegne at se, men blot at høre, som en af mange.
Det var også her, at jeg begyndte at stå lidt af. Efter de første overlegne tyve minutters tid, hvor vi glædeligt fik sangen i fuld længde og ikke det ellers lidt for brugte “hiphop”-trick med et potpourrie af numre hakket i småstykker, faldt Tessa for fristelsen. Der gik medley og/eller TikTok-størrelse bidder af sange i den. Øv.
Sammenholdt med de “manglende” gæster virkede det nu i en lang periode, som “hit shuffle og tryk skip inden sangen slutter”. Det er Sjakalina-generationen sikker vant til og har det fint med. Der kommer noget, de kender, hele tiden, og der sker hele tiden noget nyt! Hvis man ikke havde ADHD eller lignende i forvejen, så kunne man da få det.
Og så har jeg et mindre “problem” med et nummer som “Til Banken”, hvor Natasja er med. Hun har som bekendt været død i næsten 20 år, og er ret sikker på at hun ikke er blevet spurgt. Det behøver ikke nødvendigvis være problematisk, og det er sikkert ment som en hyldest til et af Tessas egne forbilleder. Men alligevel, ehhhh, det virker også lidt som lånte fjer og at man tager ejerskab over noget, som ikke helt er sit eget. Det er så også samtidig en indgroet del af hiphoppen, så…
Så vil jeg hellere have et nummer, som den super flabede “Glo På Mig”, der blev braget i fjæset på os tidligt og i fuld længde. Der blev også plads til Tessas allerførste single, den eneste sang hun havde udgivet, da hun spillede hendes allerførste koncert overhovedet på netop Roskilde Festival i 2019. Full circle ved at indtage og eje Orange?
Lad os kalde det et delvist ejerskab. Klubben fik deres velfortjente fest med forbilledet, Tessa gjorde hvad fuck hun ville og lukkede som det startede med “Ben”. Nu i fuld version.
Jeg skulle også have det lange ben foran, næste koncert truede da jeg kridtede mod Arena med “Ben” bankende som mit eget exit nummer. Var det egentlig underligt at se sin 14-årige stå og synge og rappe med på Tessas lyrik? En del af det er bestemt ikke for børn! Nuvel, jeg var barn i 80erne med fri adgang til videospil og VHS-film, det tog jeg jo ikke på nogen måde skade af…
And now for something completely different.
Sierra Ferrell, Arena, kl. 17.30
Der var da masser af plads foran og i den gigantiske Arena, da jeg rundede det skarpe hjørne og styrede mod venstre side og pitten. Den skulle jeg ikke i, den var også pænt fyldt, men jeg kunne følge front hegnet og finde en passende plads. Og så lige et par skridt tilbage.
Sierra Ferrell spillede senest på Roskilde Festival i 2022, en koncert jeg fik lidt saboteret da snakkeklubben forsøgte at kuppe den. Det lykkedes delvist. Den var også mødt op fredag sen eftermiddag, men Ferrell havde fuldt band i ryggen og taget arena-lydstyrken med fra West Virginia, eller hvor hun nu opholder sig til daglig.
Ferrell har været en omflakkende musikalsk sjæl og førte i lang tid en noget rakkerpak livsstil. Tidligt ud af traileren, ud på landevejene og lære hendes “craft” og kæmpe med vraggods fra opvæksten og fristelserne ude på disse snoede veje. En late bloomer, hvad ståsted og karriere angår, men nu er hun i en alder af 37 på sikker kurs.
Mod countrystjernehimlen, som et af forbillederne Dolly Parton? Nok ikke helt. Ikke at musikken ikke er god. Den er faktisk ganske glimrende. Synge kan hun også, som hun understregede fra start, da der blev lagt ud med “Dollar Bill Bar”.
Der blev truttet til samling, toget kører, “ROSKILDE ALL ABOARD”, gjaldede det fra konduktør Ferrell og så rullede “Money Train” usvigeligt sikkert ud fra scenen. Det var også den eneste reelle kontakt til publikum i lang tid. Og her er en del af det lille, men måske ikke uvæsentlige, aber dabei jeg har ved Sierra Ferrell på en scene. Hun kan virke fraværende eller distanceret.
Hendes blik vandrer rundt og flakker, så det ser ud som om hun er et andet sted, når hun synger og spiller. Det kan komme til at virke som performance og ikke ægte nærvær. Dermed er det svært at føle den sidste kontakt til HENDE. Musikken kan man ikke sætte mange fingre på, den leveres usvigeligt sikkert.
Jeg er dog i tvivl om det dækker over noget nervøsitet, koncentration eller bare “hendes måde at være på”. I de mange livevideoer jeg har set med hende, er det en helt gennemgående ting. Det er dog heller ikke ødelæggende for koncerterne, men det er måske en af de små ting, der gør at hun ikke når helt op i stjernehimlen.
Til gengæld kommer vi så godt rundt i det amerikanske landskab og ned i mulden. Fra det støvede på “Kickin’ Up Dust”, i kirke på “Bells of Every Chapel” eller ind i sjælen på den smukke “In Dreams”. Bakket op af et mildt sagt velspillende og kompetent band var det i lange stræk en rundtur i det amerikanske, som jeg havde håbet og forventet.
Lad mig dog lige dvæle ved det band. Det var ikke bare et backing band, men en reel medspiller, der også truede med at stikke af med hele opmærksomheden. Alle klædte, som noget der lignede en blanding af høstbal-band fra 1800-tallet og et 50er rockband. Og så spillede de ellers bagdelen ud af bukserne til kæmpe begejstring for det medlevende telt. Ægte musikere, der spiller ægte håndspillet musik på Roskilde Festival? Ja dak.
Sierra selv er en spøjs fugl, måske er hun en fugl, eller fri som en? Hun har altid skiftende outfits, make up og tilbehør på, i alt jeg har set med hende. Som et stilmæssigt sammenstød mellem Dolly, Janis Joplin, hippie, country og smagfuld tackiness. Ring i næsen, og alle mulige steder i ørerne, tusser der ligner kruseduller på armene. Glitter, glimmer, fjer, you name it.
Og det samme fornemmer man også i musikken. Der er traditionerne, som holdes respektfuldt i hævd, og så spædes det op med alle mulige større og mindre elementer samlet op på turen rundt i Amerika. Den højstemte “American Dreaming” er næsten pop, mens “I Could Drive You Crazy” er ren vintage country.
De to numre var blandt de absolutte højdepunkter. Da havde Ferrell vundet publikums gunst, og også ladet os komme lidt tættere på under et par numre, hvor hun smed instrumenterne og gik helt frem på scenekanten med hendes glimmerbelagte mikrofon. “I Could Drive You Crazy” er dog drevet frem og båret af Ferrell på insisterende violin, en selverkendende sang om at hun nok ikke altid er den bedste partner.
Der blev lukket på behørig vis med den obligatoriske “Fox Hunt”, hvor den fik alt hvad den kunne trække. Og dermed fik Ferrell, det fede band og publikum i fællesskab hævet det samlede indtryk op på de høje nagler.
Down on the corner
Så gik jagten på noget at ryge på , halsen skal holdes i skak. Corner hedder cigaretsalget herude i år, svære at spotte og der er få. Men fandt dog et hjørne, hvor de havde gemt biksen ved Arena. Og nogle gnuer, stadig stående, delvist mobile. Men jeg skulle også have noget mad i maven, inden David Byrne skulle forsøge at gentage sit kunststykke fra 2018.
Ville det være en fejl med mad? Man risikerer en hård landing, når kroppen så småt er gået i ren survival mode. Måske noget letfordøjeligt. Som toast!
Hjaltes er en institution på pladsen, en som har flyttet lidt rundt i årenes løb. I år ligger den på vejen mod højre side af pladsen foran Orange. Det er også en institution, der har været ramt af heftige prisstigninger gennem de senere år. 49 kr. for en toast med skinke og ost! Yikes.
Den smagte dog af noget, altså skinke og ost (som der heldigvis ikke var sparet på) og landede tilpas blødt. Men 49 kr for en standard størrelse toast?! Det kan kun give 3 madstjerner.
David Byrne, Arena, kl. 20.30
Da David Byrne og band spillede samme sted i 2018, var det en total triumf af en midnatsdansefest. Det var som en del af hans evigt udviklende koncertformat koncept, denne gang under “American Utopia” banneret. Som senere helt logisk blev en Broadway forestilling.
Logisk fordi det var et “show” med visuelle hjælpemidler, et “narrativ”, dansere, musikere og Byrne selv i en stram koreografi med trådløse instrumenter og mikrofoner. Hele scenen blev taget i brug, mens den livsbekræftende musik levede, åndede og fik folk til at danse og synge med fra start til slut.
Ventede der “bare” en genudsendelse? Ja og nej. Løseligt var rammen og konceptet det samme, men “American Utopia” og dens mere eller mindre stramme fortælling var afløst af noget mere flagrende. Og måske håbefuldt? I stedet for gråt var alle klædt i blåt – håbets farve? Og strukturen blev løst op, så det virkede som nedslag i Byrnes budskaber og sange, frem for noget, der skulle fortælle en samlet historie.
Det er også mit eneste lille “kritikpunkt”, det var ikke en genudsendelse, men havde man set Byrne i 2018 så manglede overraskelsesmomentet måske. Livsbekræftelsen og bekræftelsen af følelsen af kraften ved at føle sig i live var den samme. Og det er der, når man giver slip og omfavner den en enorm kraft i.
Fra den stille start med “Heaven”, over i den nyere “Everybody Laughs” og videre til den herlige Talking Heads popbasker “And She Was”, var det umuligt at stå stille eller uberørt fra start. Folk sang og dansede, for sig selv, med hinanden, med folk man kendte og vildt fremmede. Selvom musikkens levering kan fremstå en lille smule låst i koncepterne, så er den så elementært medrivende at det ikke gør noget. “The world was moving, she was right there with it and she was”, pludselig stod man og bumpede hofter med den ældre dame ved siden af en.
Byrne pegede mod en bag-projektion af vores planet i koncertens begyndelse. Der er den, der er vores hjem, det eneste vi har. Det skal vi passe på synes at være et helt overordnet og gennemgående tema i Byrnes produktion og et liveshow som dette. Banalt, ja, men når det kommer igennem Byrnes absurde filter, så sker der noget.
Der er underlige over- og undertoner, “Strange Overtones” var endnu en fuldtræffer. Det kan lyde naivt, men “This Must Be The Place (naive melody)” er stadig et skønt og vedkommende nummer. Der er alvor, som “Life During Wartime” med gyselig aktualitet sent i koncerten. Da havde festen været helt oppe og kysse undersiden af teltdugen under en vital udgave af “Psycho Killer” lige inden.
Folk ville Byrne, og han fik det at føle. To gange blev bifald efter sange så stort, vedholdende og buldrende fra publikum at Byrne gik “off script” og bare stod og tog imod, takkede (også på dansk med hans bedårende “man-ge TAK”) og grinede ydmygt. Begge gange måtte han viske ud i kulissen “are we on time/have we got time for this?”. Det havde vi heldigvis.
Der var tid nok til at få festen i the house Byrne built til at peake yderligere med “Once In A Lifetime”, “Everybody’s Coming To My House” og slutteligt brænde det ned med “Burning Down The House”. Den aparte “Once In A Lifetime” er nok mit favoritnummer fra Byrne, hvis man ikke havde lov til at danse grimt og sært med Byrne og gruppen inden, så var det da bare med at give go full retard (sorry!) der.
Byrne er sær. Han er også særlig. Det samme er musikken. Måske var budskabet her at musik kan være en helende kraft, en der kan overvinde alt og redde planeten. Det er jeg for kynisk til at tro på. Men oplevelser som denne, giver mig i hvert fald en følelse af lykkerus og glæde. Og måske et kortvarigt glimt af håb?
Hvad der kommer op, kommer ned igen
Jeg forlod Arena med mit store, dumme smørrede smil og øjne på vid gab og lod mig bære ud på opdriften fra en post-Byrne rus. Gnuerne var samlet ved teltåbningen midt for og i gang med en varieret nedsmeltning og rus af deres egen. Hvad så nu?
Mens glæden fik lov til at boble ud indvendigt pressede erkendelsen sig også på. Den her blev svær at toppe. Både Byrne og det foregående. Egentlig var jeg fuldt ud tilfreds og fyldt op, kan man forlange mere af en Roskilde dag efterhånden? Ville det være grådigt?
Man er jo tilbøjelig til at jagte sin næste rus herude. Ofte finder man den ikke, når man har været helt oppe. Men så da noget musik eller andet at falde ned på? Vi begyndte at vandre med spredt samling i retning mod Orange. Der var K-POP stjernen Jennie gået på kl. 22.00, det kunne man da måske lige runde. Og så sætte kurs mod Fauna.
Her var der afrikansk besøg kl. 23.00 fra Kin’gongolo Kiniata. Det nåede jeg ikke frem til. Jeg tog en udflugt på egen hånd for at få noget rigtig aftensmad, stadig med ambition om at runde Fauna efter min detour. Det blev til en lille deroute i stedet.
Pasa Pasa havde Spaghetti Carbonara. Det vil sige, de var løbet tør for spaghetti, i stedet var der pasta penne. Javel, det betyder ikke noget for mig, men… havde man så indkøbt penne til en nødsituation? Kunne man så ikke bare have, I ved… købt mere spaghetti som reserve på forhånd? Eller var der tale om et leveranceproblem, hvor der i nødens stund ikke kunne skaffes spaghetti, men penne?
Den slags småting kan jeg sagtens bruge alt for meget tid og plads på. NÅ, penne! Det var en god carbonara med rigtig dejlig smag og fin portionsstørrelse. Velsmagende og sådan set også mættende eller ej, pasta carbonara skal simpelthen ikke koste 125 kr. Vi er ikke på restaurant, men på en mark udenfor Roskilde. Jeg er dog villig til at snige mig op på den mindste 4er på skalaen, fordi den smagte så godt.
Og minus 4 stjerner for at slå bunden ud af systemet! Var jeg ikke mæt af musik og indtryk inden, så blev jeg for alvor mæt nu. Det sendte kroppen på overarbejde, energiniveauet og viljen faldt i drastisk tempo. Og jeg konkluderede, hvis jeg skal nå herfra til mit telt i dag, så er det ud over stepperne.
I en fart, en slags fart. Følg med strømmen. Hægte sig på det menneskelige bumletog ud, væk, op over motorvejsbroen og så ud i mørket mod Restricted Camping. Der var en luftmadras, som skulle pumpes op igen, som jeg ikke orkede at bakse med i morges. Da det var lyst og man kunne se hvad fanden man foretog sig.
Jeg skulle bruge tre forsøg på at gøre min seng klar, da jeg gentagende gange fumlede med proppen. Det giver varmen inden sengetid, men hjælper ikke nødvendigvis på fordøjelsen. Jeg kom i skjul og kunne ligge og fordøje det ene og det andet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: En blanding af Lene Damgaard og undertegnedes skud fra dagen
