Hybridmetal lyder egentlig meget godt:
”Metal” er efterhånden en ret bred paraply og idéen om at blande ting er for så vidt ikke ny:
– Konkret har industrial manifesteret sig over mange år i blandingen af elektroniske elementer og metal, vi har også folk-metal og alle mulige andre initiativer.
I hybridmetallen kan man så håbe, at det beskidte udtryk fra nogle af de tidligere genrer og noget nyt, friskt og et stærkt udtryk…
Men hvad så med PRETEXT? Hvad tænker de, når de beskriver sig som hybridmetal?
Det beskidte udtryk er i hvert fald ikke det, der står først. Det er i langt højere grad tydeligt, at der er kigget mod NU-metallen, men heldigvis i den tungere ende: Der er laaaaangt mere Slipknot-potens over udtrykket end de mere hair-NU-bands, der giver naturlige aversioner.
Det er faktisk ret fedt. Som Slipknot åbnes der med noget spoken word, der framer temaet om krig, civilisationens fald og dystopi på Defcone One.
Megafon-stemme afløses af scream/growl oven på en ultra-komprimeret underlægning med masser af digital gain.
De digitale gains tegner i høj grad udtrykket, men det kobles op på energi, fræsersoli og variation mellem egal, skrål, skrig og growl – endda til tider ganske grum growl, her også til tider med meget digital komprimering.
Ja. Og så er der selvfølgelig noget helt ’nyt’: En spids, indigneret kvindevokal får flere gange lov til at råbe, synge – næsten rap-spytte vokaler ud.
Tydeligst er det på titelnummeret, hvor strofer snuppes af denne vokal.
Det er ikke noget, de fleste bands vil entrere med og i et udtryk, hvor der arbejdes med at brække med genrene, så er det bestemt et friskt pust.
Jeg er måske ikke helt overbevist om, at jeg synes det er sådan rigtig-rigtig fedt, men jeg elsker at der på den måde arbejdes med hvad der vel trods alt må siges at være et utraditionelt udtryk.
Nok så væsentligt for hele oplevelsen er, at der ret ofte er optræk til en ganske festlig tilgang og der gåes hårdt til værks med skarpe barrages og boogie-growes, man som lytter med stor lethed kan stemple ind i. Det er sværere end man tror at skabe noget, der på den måde emmer af fest på plade.
Mod pladens afslutning går der (næsten) ballade i det: Skywomb er en fin lille, stille vignet på godt et minut og den derpå følgende Force the Hand That Creates har Alice In Chains-agtige tætte vokalharmonier i stroferne, mens der skråles fint igennem på refrænet – bakket op af den spidse kvindevokal.
Cool produktion!
Når pladen så lukkes ned med den festlige (!) The Sixth Extinction (!!), så spiller PRETEXT til sine fordele. Det er nok også der, metallen trods alt har sin force: Dynmik er fint, men fræs nu lidt derudaf, vær vred, smadr, kør på!
Der er tænkt fine tanker på PRETEXTs Riot of the Ruined. Coveret er oven i købet en flot underbyggelse af de det dystopiske tema og minder lidt om det danske spil Limbo.
Stærkt.
Jeg er som lytter gået igennem adskillige følelser i mine gennemlytninger:
Fra irriteret over de NU-metal agitige elementer og lidt-for-hård studsning over den spidse kvindevokal. Så over anerkendelse af at det jo i hvert fald i glimt er en meget festlig plade, der trækker på nogle stærke ting fra metal-paraplyen. Til endelig en prisning af, at man ikke både på den ene side kan fremhæve hybrid-udfordringen af genren og så blive ærgerlig, når den rent faktisk udfordrer ørerne og ’normalen’.
På den konto er jeg blevet rykket rundt af Riot of the Ruined.
Jeg er ikke sikker på, det som sådan er en plade jeg vil vende tilbage til. Der har jeg trods alt andre alternativer, der vil passe ind i det tids-slot i min stramme kalender. Men jeg vil virkelig, virkelig gerne anerkende en plade, der udfordrer men også har godt styr på de mere klassiske, festlige elementer af metallen!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
