Så for pokker, så gik den ikke længere. Roskilde Festival er for alvor i gang, this is not a drill! Musikken fyldte først fra aftenstid med koncerter fra Smertegrænsens Toldere, The Sophs og The Cure, inden var der fine receptioner, quiz og gakkelak. Det og en del andet, kan du læse om… her!
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Arrrgh, KRAMPE! Igen! Min natlige udfordring fra de senere år viste sit grimme ansigt, voldsom krampe i baglåret og hele vejen ned gennem læg. De der, hvor man kan mærke musklerne trække sig sammen og rulle under huden, mens man selv desperat prøver at strække eller rulle sig ud af krisen.
Nå, efter sådan en nat og morgenvækning kunne man jo lige så godt stå op og få noget fra hånden. Der var reception for Kongen og måske flere (der er altid en der har jubilæumsår i den lejr) kl. 13.00, så der var skarp bagkant for medielivet.
Rundvisning i Pressecenteret
Velkommen til, vi tager lige en lille hurtig rundvisning i Pressecenteret på Roskilde Festival. Måske er nogle nysgerrige, andre tror måske det er vil backstage luksus og kendisliv. Der er kendisser! Altså mediefolk, som skriver for andre medier og sårn. De kendte ukendte og så alle os andre pøbleskribenter.
De større medier har som regel deres eget kontor med eller låner en container. Til resten er der indrettet en lade til formålet. Og ja, det er ikke bare fis, jeg kalder det Medieladen. Det ER en lade. Ok, det kan også være en stald, men så mangler der båse, så vidt jeg kan se.
Placeret praktisk lige ved indgangen til Backstage Village (det er DER de kendte dukker op fra onsdag, og jeg holder mig på sikker afstand), hurtigt ind og hurtigt ud, tak. Der er opstillede campingborde på tætte lange rækker, og placeret stole af typen “overskud fra et mødelokale i midt 80erne”. Jeg tror de er ægte vintage med dårlig polstring og smudset betræk i, jeg ved ikke, lysebrun måske?
Forlængerledninger og stikbokse i en herlig blanding udgør borddekorationen. Samt folks ragelse og habengut. Der er en informationsskranke og opbevaring til ens udstyr, samt to hårdtpressede kaffemaskiner, hvor den ene altid er i gang med at brygge løs. Åh, og gratis vand!
Ingen mad, rygning, cykler(!) eller alkohol tilladt, så er det uden for området (der er bordbænkesæt med en rygeafdeling længst væk). Alkohol- og cykelforbuddet falder sikkert ind under kategorien “af skade bliver man klog”. Engang var der også gratis dåsesodavand, men grundet hamstring og manglede selvdisciplin og NOGLE er det for længst afskaffet.
Fine nok forhold, der er hvad der lige skal være, men absolut ikke luksuriøst på nogen måde. Hey, jeg skimtede lige at der var udgang til et toilet nede i det ene hjørne – har der altid været det? Så jeg behøver ikke gå ud og få kendis-baciller på mig ude i selve Backstage Village? DAMMIT, jeg skal da huske at kigge op – hvad har jeg ellers overset herinde?
Og kulørte lamper
Tidligt ind, tidligt ud, som nogen måske siger. Jeg var færdig med at “arbejde” (ha!) til middag og kunne dermed sagtens nå den vigtige og fornemme reception i anledning af Kong Bondes 30 år i streg på Roskilde Festival (Niels-Jacob fejrede 25 års, men han er ikke så vild med at være centrum, så… hej hej, NJ, heeeej!).
Der var endda tid til lidt sightseeing, som ikke skyldtes at jeg bare gik og tullede lidt rundt i min egen middagståge og lod min indbyggede old school Roskilde GPS lede mig ud af det lukkede medieland og ud gennem noget forskellig camping af en art. Det var naturruten med grusstier, beplantning og alt muligt.
Øl blev der også tid til at tage med efter en lille detour omkring Service Center East, fordi øl plejer jo at være en mangelvare i den Gnu Lejr, æhm. Men som gæst skal man jo lige have et eller andet med, ik?
Receptionen var udsat til kl. 14.30?! Nej, 13.30, måske senere. Nogen var inviteret til kl. 13, måske? Hvem havde fået besked om hvad og inviteret hvem?!
Nå, så var der jo god tid til at få indhentet det forsømte, hilse på de senest ankomne og få styr på væskebalancen. Og som den kære Mongo proklamerede, da han mod bedrevidende og første udmelding åbnede en kold øl: “Det er sikkert dumt, men nu gør jeg det alligevel”. Det kunne være en dækkende overskrift for mange ting herude, fra mange, mange år… 30 i nogle tilfælde.
Flere kom til, men de sidste hang i bremsen, eller var fanget i trafikken. Nabolejren voksede eksplosivt, og nu har jeg kaldt os “gamle”, men de var gennemsnitligt væsentligt ældre. Og mange flere! De holdt også noget reception af en art med borde og det hele?! Sådan ruller gnuerne ikke, det er low key og nede i skidtet. Plus, vi havde vist glemt at tage et bord med. Almindelig forvirring, tidlig demens, ingen ved det.
Der blev holdt en flot, hjertevarm og ydmyg tale fra Kongen. Uden os var han ikke på Roskilde, og der blev sendt tilbage uden ham, ingen Roskilde. Han er samlingspunktet i en eller anden forstand, knudepunktet for den her vidunderligt underlige sammenbragte Festivalfamilie, der er opstået de seneste 15-20-25 år.
Talen måtte gentages i redigeret form, da den blev leveret, inden Kongens søstre var ankommet i cykeltaxa. Der er tradition for let kaotiske receptioner her i lejren, hvor det falder fra hinanden fra start og så ellers styrer stille og roligt mod nærmeste hegn eller grøft.
Velkomstdrink! Mere øl! Nu øl som ikke udelukkende var Tuborg! Snacks, flæskesvær er obligatoriske, men ellers skal der bare salt til at opretholde funktionsbrandertbalancen.
QUIZ! Mike (Æ’ Lømmel), der er en del af gruppen der sørger for der er styr på telte på førstedagen, returnerede med en Roskilde Festival 1995 quiz. Kongen mod resten, hver deres tavle til at skrive svar. Og en flot, flot præmie i form af et originalt Roskilde Festival 1995 program, som Mike havde gravet frem af gemmerne i nydelig stand.
Pointsystemet, der blev administreret af Jens, en anden fra frontrunnerholdet, bestod i uddeling af shotsrør. Allerede her fornemmer man muligvis en ventende katastrofe i en quiz med 16 spørgsmål og mulighed for hemmelige bonusrunder. Der gik pænt lang tid med det, man skulle tro af en Konge i undertal er feje hold. Men han skulle kun diskutere svarene med sig selv, og han har altid ret, så…
Der gik opløsning i Hold Gnu og vi fik muligvis forvirret hinanden, Kongen tog føringen tidligt og endte også med at vinde. Knebent, men velfortjent. Selvom Jens på et tidspunkt glemte han skulle holde styr på point og uddele tilsvarende shotsrør. Det er noget ROD, Jens! Dommeren gjorde det godt igen med tilfældig uddeling af de resterende rør. Så det endte med at Kongen vandt med 19 point i en quiz med 16 spørgsmål. Imponerende!
Er der plads på pladsen?
Stille og roligt var der optræk til opbrud og musikkens start nærmede sig. Det gjorde den øvre tilladelige promillegrænse for Gnuer, der ikke har ramt pladsen endnu også. Det ender altid med en gruppe der eksploderer, flakker rundt, bliver afledt og almindelig skallerhjernesyndrom.
Afsted kom vi i nogenlunde samlet flok, og nåede endda ind på den alt for overrendte og pakkede onsdagsplads i forholdsvis samlet flok. Og så faldt det selvfølgelig fra hinanden lige efter indgangen. Hvem skal hvorhen og hvad skal I se?! Jeg skal tisse, jeg er sulten, hvor ham/hende/den/det, hvem har flaget og hvor går det hen?
Jeg skal have aftensmad i en fart. Men prøv at finde det lige efter onsdags-åbningen på den, der er notorisk mest crowded på pladsen. Alle skal ind, dagen er ret kort, så der er utroligt mange samlet på samme tid. Og mange er sultne på samme tid.
Min fobi mod ventetid og lange køer sendte mig over mod Eos området. Fin mad for mig er et sted med en overskuelig kø – jeg er ikke kræsen! Brazil et eller andet? Tjo, en gammel kending på pladsen, men har jeg nogensinde købt noget derfra? Og ER en kort kø egentlig et godt tegn??
Valget faldt på en burger med “kartoffelsnacks” til den alle andre steder fyrstelige sum af 130 kr, men på Roskilde er det efterhånden mid-budget. Og man fik da både en burger og en lille bakke stegte kartofler med godt med chili-mayo ovenpå. Det sidste var nok en fejlvurdering fra min side. Jeg er ikke stærk til chili, ligesom med for meget varme slår det mig helt ud. Men det smager jo godt det stads.
Godkendt burger med kylling, lidt lille i størrelsen, ellers fin. Kartoflerne var virkelig gode og helt tilpas stegte og saltede. Og så var der den der chili mayo. ALARM, skribent i krise. Puha. Kombinationen med tom mave + tung mad + chili = jeg skal lige sidde lidt. Vi ender på 4 value for money stjerner til Brazils combo, ikke noget fancy, men fint.
Da jeg endelig fik mig selv på benene igen efter at have prustet ud, rejste jeg mig nærmest direkte op i en krammer fra en af vores naboer derhjemme. Og hendes mand, der smilende kom dalrende lidt efter, begge i retning mod Lagune. Hej hej, hva?! Ja, nå, hva, nej jeg har lige spist, jeg er helt færdig. Hej hej så! What happened?
Jeg vaklede noget presset i retning af Fauna, på tværs af pladsen. For det var jo på Fauna, ikke LAGUNE, at Smertegrænsens Toldere skulle fræse scenen op.
Smertegrænsens Toldere, Fauna, kl. 19.30
Og fræst blev der. Efter en længere intro med et sample af et Peter A.G. citat om da Gnags ikke fik lov til at spille på Orange var det fuldgas, klampen helt i bund og fræs i lidt over en halv time. Ja, inklusive den sært hypnotiserende og provokerende lange Peter A.G. intro til bandet gik af scenen, gik der cirka 33 minutter.
Og det er faktisk længe, når vi taler om denne form for hysterisk hurtig hardcore punk. Smertegrænsens Tolderes numre er korte. Meget korte. Mange snuser ikke engang til 60 sekunders mærket, mens andre kan snige sig på et par minutter – hvis det skal være virkelig episk. Episk undergang!
Jeg har kun oplevet bandet en enkelt gang live på Stengade for en 10 års tid siden. Da varede hele deres koncert omkring 10 minutter. Så hvordan med en Roskilde koncert, hvor de nok ikke kunne slippe afsted med det? Mere af det samme i samme tempo og med samme fandenivoldske og furiøse energi.
Man kan ikke klandre Smertegrænsens Toldere for meget variation eller stilforvirring. Det kan være vanskeligt at skelne sangene fra hinanden, når det hvirvler og smadrer løs. Selvom der for kendere naturligvis er variation og nuancer i det bandet gør. Den del er heller ikke så væsentlig for mig, min interesse og tiltrækningen ligger i den smittende energi. Og en oprigtig benovelse over, hvordan fanden man kan flintre sådan af sted uden at dratte om.
Frontmand Mads Stobberup har en vanvittig udstråling på scenen. Og her mener jeg både som personlig udstråling og at han udstråler vanvid. Inden de første toner blev slået an gik han roligt rundt, hilste lidt på publikum (sikkert gamle kendinge) og havde et lille skævt smil på læben. En helt “almindelig” ydmyg midaldrende mand. Og så starter musikken.
Smertegrænsens Toldere lyder som en blanding af regulær bersærkergang og en psykisk nedsmeltning med Stobberups ekspressive ansigt og dens mimik, som den ultimative formidler og understregning. De spiller røv fedt og røv hurtigt.
Under 10 sekunder inde var der gang i den første mosh og circle pit. Lille og for de indviede, men der var fucking skrald på skidtet fra start. Og til slut.
Gnuflaget gjorde sin entre og nåede på et tidspunkt helt op foran, hvor det ellers ikke bevæger sig hen normalt. Suget ind af energien og kaoset, headbangende med Gnu-hovedet (flaget) og med livet som indsats. Gnuen brækkede halsen. Toppen af flagstangen knækkede grundet overdreven banging. Det må have ramt smertegrænsen.
33 minutter kunne være blevet for meget, Smertegrænsens Toldere er nærmest overstimulering af alle sanser. Og primale drifter. Men det slap kraftedeme fra det med livet i behold og satte en fed streg under, at de ikke kun er gode til korte koncertspurter.
Det er gnuen så til gengæld. Det sårede dyr blev båret op foran ved scenen efter koncerten. Hvor en venlig Fauna-vagt hastigt skaffede og udlånte en rulle Gaffatape til den nødvendige nødoperation af kræet. Om der er varige men må tiden vise, men Gnuen fik rettet nakke og hals og kunne efter lidt tid til sig selv og et hvil i “personal space” området feste videre.
Kongen tog en tur ind i det lille Personal Space ved Fauna, bare rolig, han har en diagnose, så han må gerne. Det er en fin tanke, men… der gik ikke lang tid, så havde forbipasserende med de bedste hensigter allerede givet ham et shot og en gratis burger. Det er da ikke at give folk deres personal space! Men måske en genvej til en billig festival for nogle?
Der gik tid med snak og samling, og spredning igen. Flaget havde kommet sig, men valgte at blive hængende ved Fauna til The Sophs.
The Sophs, Fauna, kl. 21.00
The Sophs er et relativt nyt indie/rock/altmuligt band fra Los Angeles, som har udsendt et enkelt album. Det er til gengæld momentvis rigtig godt om end en kende spraglet hvad retning og stil angår. Og jeg har en underlig fornemmelse af “one album wonder” band, der trods fin hype ikke når det næste skridt videre?
Nuvel, måske kunne man fange et kommende stort navn på vej op eller se et hypet band peake. Det blev så ikke ved denne lejlighed at de peakede. Håber jeg for dem.
Selvom de kun var på scenen i godt 35 minutter (og fedt at kunstnerne ikke bliver tvunget til at spille længere end de bør/kan), så fremstod det ærligt talt en kende rodet og ufokuseret. Både musikalsk, men også angående hvem The Sophs egentlig er og vil. Er det lidt arrogant, påtaget selvsikkert, tilstræbt semi-weird, sarkastisk? Det hele?
Da bandet et par numre inde i et sæt, der var genremæssigt strittende i flere retning fra start til slut, opfordrede til noget fællessang/råben med virkede det underligt halvhjertet. Men måske helt bevidst, som en form for sarkastisk kommentar til hele konceptet? Jeg er ikke sikker, og blev ikke sikker på The Sophs og deres besynderlige frontmand.
Det GØR heller ikke noget, det kan være en kæmpe force og hele pointe at det ikke skal være let at afkode. Men igen er jeg ikke sikker på om det netop var en del af pointen. For det virkede også distanceret og fjernt, selv forsangerens noget famlende kommentarer mellem numre fremstod instruerede eller tilstræbt “jeg er ligeglad/cool/lidt quirky rocksanger dudebro, man”.
“I just want to die”, lød det og blev fremført teatralsk med en lidende Ethan Ramon i front. Blikket mod jorden, så ud i ingenting, kroppen gestikulerende og flakkende på scenen. Da sang han. Næste nummer lød som sangfordrag/speed talk tilsat rockabilly-musik, mens Ramon lavede “aparte vælte forover dans”, som om han snublede med vilje mellem ordstrømmene.
Den del var faktisk interessant. Et besynderlig blanding af udtryk, men det fungere på en manisk måde. Stilen vendte tilbage for en kort bemærkning senere. Men der skulle også spilles noget der lød som tidlig The Strokes, og så en tur ud i det vilde vesten på “Sweetie Pie”, ren cowboyrock. Og så en ballade i form af den stærke “Death In The Family”.
Det var en klassisk on/off koncert, hvor bandet virkede som om det skødesløst med vilje spændte ben for dem selv og koncertens momentum. Lige når de havde publikum, så slukkede de festen med et retningsskift. Igen, var det bare noget godt gammeldags rod eller en bevidst kommentar og leg med et eller andet?
Prøver The Sophs på relativt kort tid og et begrænset antal numre at rejse meget af den amerikanske musikhistorie rundt? Og give rundvisningen deres eget lettere absurde twist ved at være bevidst utilregnelige tourguides?
De sluttede af med den fremragende “Sweat”, der viser at de sagtens kan skrive et stramt indie-hit. Hvis de gider. Men spørgsmålet er, hvad The Sophs gider og egentlig vil? Jeg fik ikke entydige svar, men blev efterladt med flere spørgsmål – det er måske godt?
The Sophs spillede som nævnt en relativt kort koncert, så der var tid til at nå op foran Orange og parkere flaget på det velkendte spot midt for scenen, lige bag pitten. Der var andre der havde planer om at se de britiske legender. Og det blev en af de velkendte tøffe-puffe turer gennem flaskehalsen til højre for scenen.
Jeg lod mig bevidst falde tilbage og tænkte, så pakket som det var til højre, så skulle min hjerne ikke lige på tur med igennem det mylder. Flaget mistede jeg aldrig af syne, men jeg parkerede min egen lille én-mands bus lidt længere bagud. Også med bagtanker om, at jeg efter koncerten nok gerne ville befinde mig til venstre for scenen, så jeg kunne komme ud og væk i den retning.
The Cure, Orange Scene, kl. 22.00
Flot så den ud i aftensolen, den nye scene. Omfangsmæssigt ser den ved første øjekast måske ikke væsentligt større ud end den forrige udgave. Men det snyder vist lidt, for den virker markant mere “rummelig” når man kigger ind på den. Der er højere til loftet, især inden i den Orange “mund”.
Og The Cure kunne sagtens fylde den og pladsen ud. I hvert fald sidstnævnte i første del af den over to timer lange seance med Robert Smith og co., der gik på i sort og helt sharp til tiden. Der var godt pakket der hvor jeg stod da bandet slog tonerne til “Plainsong” og Smith langsomt gjorde sin entre og lettere betuttet sneg lidt rundt. Jeg fik et lille smil på læben ved synet, det lignede en følsom ældre herrer, der stille og roligt fandt sin indre Robert Smith, mimikken faldt på plads og ansigtet i de rette folder.
Smith er blevet 67, og han synger stadig ganske enestående og fantastisk. Det er næsten naturstridigt, ud over at stemmen naturligt bliver en lille smule mørkere, så lyder han fuldstændig som “sig selv”. Og det kan man jo så være fan af eller ej, ligesom The Cures dystre, dunkle og emotionelle toner og univers.
Jeg vil ikke påstå at jeg er direkte fan, og slet ikke kender. Men jeg er blødt betydeligt op i de senere år, efter jeg som yngre ikke kunne udstå det der føle-føle tude emo/goth trip Smith havde kørende. Så faldt jeg for “Pictures of You”, den knækkede koden, selvom det vel næsten er en af de mest rørstrømske numre Smith har skrevet?
Den faldt “desværre” allerede som andet nummer. Desværre fordi, at da var lyden og især lydstyrken endnu ikke skruet op på max, det plejer at ske efter lidt flere sange på Orange. Så den ramte ikke helt så dybt og lige i hjertet som håbet. Det er dog stadig et så STORT og fantastisk nummer, at jeg sagtens kunne finde og møde det til en lille svingom med mig selv. Da fik jeg den første lille bitte snert af en Orange Feeling.
Foran mig var parkeret to ældrer herrer, som så sikkert var på min alder, måske start-50erne som havde den skønneste dansefest kørende for dem selv under samtlige numre. Bare rolig men vildt varm og lykkelig “vugge og danse på stedet”-stil, som man kun kunne blive glad over at se. Mens Smith og resten af slænget slingrede sig gennem numre som “Burn”, “Lovesong” og næste højdepunkt “Fascination Street”.
Da var jeg rykket lidt mod vest. I små ryk på tværs af pladsen og gennem mængden. Der var fordelt i lommer af forskellige grader af tæthed og nærvær omkring musikken. Unge, gamle og alt midt i mellem. Det var virkelig en på den måde samlende koncert. Graden af indlevelse og nydelse på pladsen varierede nok. Ganske naturligt, The Cure har mange kendte sange og hits, men det er jo ikke på DEN måde et hit-band eller festband for den sags skyld.
De spiller ganske løst og sjasket, men det bliver ikke sløset. Bare lidt løst i kanterne, det må gerne skvulpe lidt rundt. Mens Smith koncentrerer sig om at synge og spille og sige så lidt som muligt. “Good to be back again”, “thank you” og et skarpt “tak” et par gange, det var hvad det blev til for det elskelige væsen deroppe.
The Cure er kendt for at spille lange koncerter. Hvor deres mest kendte numre er godt spredt ud i sættet mellem mere dybere dyk i kataloget, fan favoritter og hvad har vi ikke. Men alle kunne vist være med på to-trinsraketten “In Between Days” og “Just Like Heaven”. Hov, der var et lille stik i den Orange Følelsen, som lige kildrede lidt mens publikum skrålede med. Altså der hvor JEG stod, var det svært at fornemme, hvor langt bagud folk reelt var med.
Publikum begyndte også så småt at sive, mens jeg fik mig en overraskelse i form af det efterfølgende, afdæmpede nummer “The Last Day of Summer”. Kendte den ikke, kunne lide hvad jeg hørte. Hvor var i øvrigt alle de nye numre fra The Cures seneste roste album? Var det det, der gjorde det til “en særlig Roskilde koncert”, som den vist er blevet præsenteret som et sted. Altså at The Cure kun spillede det gamle?
Efter godt 1 time og 30 minutter i selskab med Robert og gutterne var koncertens hovedsæt ved at rinde ud. Ha, de spiller altid vildt mange ekstranumre, surprise! “Lullaby” ledte an og så kom vi forbi de obligatoriske travere “The Lovecats”, “Friday I´m In Love og “Close to Me”, tilsat lidt for mig ukendte blandede bolcher. Med The Cures første hit, “Boys Don’t Cry” som sidste punktum.
Sådan skal det vist være.
Og det her var vel på mange måder, som man kunne forvente, håbe og som det netop skulle være? Der var lidt for alle, nye som gamle fans fik nogle lunser og de mere uindviede “turister”, der dryssede forbi, blev også tilgodeset. På den led er The Cure stadig et relevant og ret vitalt Orange-navn.¨
Var det bedre end sidste gang de besøgte Roskilde, eller gangen før eller næste gang, hvis de kan nå et ottende besøg, inden Robert parkerer bussen permanent? Det var en The Cure koncert med alt hvad der indebærer og som man kender, hvis man har set dem før.
Så der natmad
Og så skulle jeg lige drysse lidt rundt, meget mere for mig selv. Var jeg egentlig mere sulten? Jeg endte ved Lagune i et forsøg på at finde et sted at tisse i bare lidt fred og ro. Så tilbage igen. Stene lidt ved madboder. Kigge på folk. Store fester, små fester, solofester, folk der er gået kolde.
Jeg endte lidt modvilligt i kø ved “Food For Seventy”, den var kort, jo. Lige foran mig stod vores nye ven fra i mandags og underholdt en yngre dame. Nu ikke i lyserødt, men nærmest i glitter/sølv fra top til tå. Tror ikke han kunne kende mig, eller ænsede min selvudslettende tilstedeværelse. Hey, man, we used to be friends?!
Boller i karry som natmad for 70 kr, man ved hvad man går ind til og bør forvente fra den biks. Prisen er lav, smagen er so-so, portionen er skrumpet. Nu er vi nede på 2 boller i mindre ris og karry til gengæld virker konsistensen tyndere. Ikke uspiseligt og med prisen i mente får den 3 money for value stjerner. Men vi er da ikke helt tilfredse!
Således nogenlunde fornøjet og tilfredsstillet blev der sat kurs mod nærmeste udgang. Maven fyldt (sådan da) og mentalt fyldt. Det var sgu da en lang og afvekslende dag. I morgen gør vi det hele igen, der er sikkert en der har opdaget et jubilæum så der kan holdes en reception. Jeg har bare lidt travlt, men der er jo musik fra middag. Rigtig middag!
Melder de regn? Så skulle man alligevel have pakket den regnjakke…
Af Ken Damgaard Thomsen
