Det blev en lang dag på Roskilde Festival med hygge og dejligt vejr, og sørme om der ikke også blev tid til noget musik. Her er lidt om lidt af hvert og musik fra navne som 100%Wet, Demersal, A Good Year og ikke mindst Morild, der holdt midnatsmesse.
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Men først skulle man jo lige derude igen… Efter den tidlige exit søndag, ikke mindst for at undgå en tropenat i teltet, måtte jeg sande, at hvis det var hovedårsagen til at tage hjem… ja, så kunne jeg lige så godt være blevet. Det var KOGENDE varmt og lummert i lejligheden i det ydre Herlev søndag nat.
Så jeg vågnede op lige så gennemsvedt, som efter mine strabadser på pladsen søndag. Yrk.
Nå, kaffe kaffe, skrive skrive og lave gårsdagens reportage færdig og så vente vente. Jeg hader ventetid. Planmæssig afgang 11.30 blev overholdt, efter jeg havde gået i cirkler og prøvet at pakke det sidste færdigt. Regnjakke eller ikke regnjakke?? Ikke regnjakke!
Ud og se på perroner med DSB
Hvorfor dryppede det så lidt, da jeg gik mod min bus? Nå, smådryp, det køler. Ganske behageligt vejrlig i øvrigt! Og min bus kom til tiden, nothing is fucked, det kørte som smurt. Jeg havde valgt den lidt langsommere rute i bus til Hellerup og så et regionaltog med stop i Roskilde derfra.
Turen KAN klares lidt hurtigere, hvis man er frisk på at skulle skifte 2-3 gange mere. Det er jeg ikke. Det er major trigger for mine mentale udfordringer at skulle på tur. Især med det offentlige. Tidspres, stress og tider der skal holdes, som er ude af mine hænder. Jeg ville hellere cykle til Roskilde, men 35 km med oppakning virker alligevel lidt dumt.
Måske man skulle have gjort det. Havde i hvert fald været hurtigere. For jeg ramte først en indgang til pladsen omkring kl. 14.45. Det tog godt 3 ½ time at nå frem!
For toget jeg skulle med fra Hellerup var forsinket. Og forsinket. Og blev ved med at “ankomme om få minutter” på perronen. Indtil det pludselig var aflyst. Og det næste tog også. Da havde jeg stået og glanet en halv times tid. Alternativ rute eller wait it out? Information var der ikke meget at finde af nogen steder.
Jeg valgte at satse, hoppe på et S-tog mod hovedbanen og håbe på at der var flow i trafikken derfra. Så fik jeg et tip på vejen fra wingman Mongo, der var på vej mod Roskilde fra KBH H, at han havde set, at der stod en afgang mod Holbæk, som var lidt forsinket. Regne regne, den kunne jeg måske nå, især hvis jeg interceptede toget på Østerport i stedet for at køre helt til hovedbanen? Succes, forsinkelsen var til min fordel og SÅ rullede det mod Roskilde.
På Roskilde Station var det meet and greet med den gode Mr Mongo, der underholdt med hyggelige fortællinger om sit nye job som kirkegraver. Det er da ret metal? Især da han fortalte en gruopvækkende historie om gravning af en, ja, grav, hvor hans kollega i hullet havde ramt en obduktionspose, der var blevet begravet i afdøde for godt 60 år siden… skulle hilse at sige at de kom op af hullet i en fart, 60 år gamle indvolde og organer på pose lugter åbenbart helt afsindigt ubehageligt!
Således opløftet prajede vi en vogn, som Mongo havde spenderbukserne på. Heldigt, for chaufføren var lige ankommet fra Viborg, som del af en firmaudflugt, hvor der skulle laves penge på dovne festivalgæster som os. Mægtig flink fyr, snakkesalig og interesseret, men vej kunne han ikke finde. Vi var usikre på kørselsforhold ved indgang Øst, der er spærret og ensrettet osv. for at lede trafikken rundt om Roskilde By og ikke skabe kaos ved indgangen.
Jeg er dog RET sikker på at vi ikke havde behøvet en udflugt til 350 kr. ud på landet, rundt og tilbage igen for at lande i Vor Frue og møde en vejspærring. Så vi kunne få lov til at gå de sidste 1½-2 km, vi kunne nok være gået fra stationen til indgangen på samme tid som taxa- og gåturen samlet set varede. Oh well, så kan vi lære det. Og turen kostede mig KUN en guld øl på en bænk ved stationen.
Tak Wingman!
Friluftsliv med andekald og anekdoter
Nu var min tidsplan gået helt i fløjten. Det oprindelige mål var Kayak på Eos med start 14.45. Da vi gik langs hegnet mod indgang Øst kunne jeg svagt høre tonerne af deres hit “Ind I Solen” blafre i vinden. Nå.
Fuck it, ny plan og taktik, op i røven med DSB, så tog jeg da bare lidt forsmag på lejrliv, som jeg ellers kun nipper til onsdag. Når hele flokken er ankommet og tørstige.
Så jeg tilbragte eftermiddagen i sol og under pavi med en lind strøm af kolde øl. Og fik hørt gamle og hidtil uhørte anekdoter fra de udholdende få Gnuer, der havde været på græs siden lørdag. Niels-Jacob (den praktiske gris, som helt ukarakteristisk har glemt at pakke stort set alt i år) underholdt med blandede highlights fra Roskilde – han har 25 års jubilæum i år. Mens Andreas (der har ramt “dag 5 på Roskilde” form efter 2 dage fordi han var på Copenhell inden) kunne berette at han havde et andekald med i oppakningen.
Jeg glemte vist at spørge hvorfor og til hvad, men formoder til at tilkalde ænder. Eller som musikinstrument? Hvem ved!
Der startede en fodboldkamp ved siden af på det åbne område. Klub Bar Kas’ mod Dem Med Trøjer, klassisk opgør og derby på Roskilde. Jeg fik ikke lige med, hvem der vandt, men kunne konstatere at mange unge mennesker ser utroligt trimmede ud og ligner nogen der passer på dem selv?! Og mange yngre mænd har opfundet en ekstra række mavemuskler, så de har 8 i stedet for 6-pack? Mens vi sad med hver vores ølanker… fucking hell, det er da unfair konkurrenceforhold!
Hov for pokker, tiden fløj, som en gør i godt selskab. Belært af tidligere år, så kan en vandring fra Get A Tent til First Days scenerne, der burde tage 15-20 minutter, godt trække ud. Især når der er tale om en lille flok delvist gangbesværede og/eller nemt afledte Gnuer. Afsted ud over stepperne, første nye mål i den reviderede plan var Lagunen.
100%WET, Lagune kl. 18.15
Hypergaze eller drum’n’gaze, kær duo har i hvert fald to selvopfundne navne! Og de passer i dette tilfælde ret godt, som et pejlemærke for, hvad det var 100%WET kunne byde på i det godt fyldte telt.
Bag navnet og genre blandingen består kernen af 100%WET af de to producere og guitarister Jakob Birch (The Lost Weekend, Lovespeed) og Casper Munns (Himmelrum, Drop, Splitscreen). De har skabt en ret original blanding af støj, indie, breakbeats og noget mere drømmende. Det stritter i mange retninger, men bandet har formået at strømline lyden tilpas inden for deres ramme.
Det var altså ganske potent live, hvor det vekslede mellem mere sarte og drømmende indie/gazer passager og pludselige drum’n’something nedbrud eller retningsskift. Og det var noget som fik godt fat i de fremmødte, hopperne fik noget at bevæge sig til, drømmerne noget at forsvinde ind i. I så tilpassede doser, at ingen blev helt smidt af, når der blev foretaget en musikalsk u-vending eller drejet kontra på scenen.
Lyden var igen lidt op og ned på Lagune, noget der tilsyneladende er et gennemgående problem i år? Bedre nogle steder udenfor teltet ind indenfor, hvor det igen blev lidt skingert og skar i ørerne visse steder – især helt oppe foran. Andre tidspunkter, da jeg dryssede lidt rundt i kanten af teltet, kunne det skifte fra nummer til nummer.
Jeg synes især trommelyden i perioder var diskant og lidt “dåset” i det. En forbandet skam, når der blev serveret noget, der ellers lød som smittende og velspillede tribalrytmer. Men overordnet var 100%WETs genre mashup så effektivt og sangene så fint konstrueret, at man kunne leve med at det skar lidt i øregangene.
Her blev de to herrer bakket kompetent op af livebassist, trommeslager og en sangerinde, som løfter det hele. Lidt underligt, at de ikke officielt er en del af bandet, som jo ret beset “bare” er en duo. For især sangerinden og hendes lyse, drømmende vokal var en væsentlig del af det samlede lydbillede. På den dreampoppede “Elenors Dream” var der næsten noget Twin Peaks bare med masser af trommer over 100%WET.
De havde også gemt et par virkeligt stærke numre, som “ether” og “Delete Forever” til koncertens sidste del. Fornuftigt, det gav en god følelse af opbygning og at vi arbejdede os frem mod et naturligt peak. Ikke at det ændrede meget ved udtrykket på scenen. Det var gazer mentalitet, der dominerede på scenen. Ikke så meget snak og publikumskontakt, blikket mod snørebåndene eller ud i luften mod det uendelige et eller andet. Og så lade musikken tale.
Det gjorde 100%WET på ganske overbevisende manér. Live fungerede hypergazen efter hensigten, hvor jeg ikke har været helt grebet af studieudgaven af duoen. Måske de bare manglede den livenerve i tonerne, som var tilstede på Lagune?
I mellemtiden var de pokkers Gnuer for alvor blevet tørstige og betalingskortene sad løst. Kander på omgang! Allerede? Pyha. Det var tidligt på ugen , synes jeg nok. Men lige her var der ikke tid til flydende svinkeærinder, næste koncert var allerede ved at gå i gang på Eos.
Demersal, Eos kl. 19.00
Desperation, skrøbelighed, vrede og kærlighed, der er mange følelser i spil hos hardcore/metal hybridbandet Demersal. De ramte mig dog kun rigtigt på følelserne, da de 3/4 inde i deres sæt dedikerede et nummer til den nyligt afdøde Kollapse frontmand, Peter Klement.
Klement havde nøgternt og åbenhjertigt delt ud af sit privatliv og hans sygdomsforløb, ikke mindst da det blev tydeligt at det desværre lakkede mod enden i en alt for ung alder. Han stillede beredvilligt op til interviews, hvor han på meget værdig og forbilledlig vis snakkede om livet og døden – og i sidste ende hans egen. Som indtraf ganske få uger efter han tog afsked med bandkolleger og publikum med hvad han vidste blev hans sidste koncert.
Stærke og vigtige sager. Og det passede på en meget fin og klædelig måde inde i Demersals emotionelle musik. I dagens anledning opgraderet med strygere og blæsere på scenen. De kom dog først for alvor til deres fulde ret, da koncerten nærmede sig sin afslutning. Her føltes det som en integreret og vedkommende del af musikken og ikke blot pynt eller en gimmick.
For det var en koncert, der ud over det nævnte emotionelle gut punch, som svingede lidt i kvalitet. Ikke at Demersal spillede dårligt, de spiller bare meget forskelligt, og ikke alt klæder dem lige godt.
De startede som et ret traditionelt hardcore/metal band på udgivelsen Less i 2019. Siden er de stille og roligt gået væk fra sange på engelsk, og er gledet over i at synge på dansk. Samtidig er musikken stedvis blevet mere atmosfærisk, storladen og drømmende. Det er i glimt nærmest indie-poppet?
Som på seneste single, “Som Sendt Fra Himlen”, der gæstes af Emil Vammen fra Zar Paulo. Vammen kom også på scenen, da sangen blev skudt af sted ret tidligt i sættet. Den faldt bare lidt til jorden. Publikum virkede lidt afventende og forvirrede, Vammen blev først introduceret, efter sangen sluttede. Måske var folk ikke helt med på hvad der skete, eller den ellers iørefaldende sang kom til at fordufte en kende uskønt i et lydbillede der flagrede noget i starten.
Det er ellers en sang, hvis særegne udtryk og miks af genre peger fremad for Demersal. Når de skuer tilbage og “bare” gerne vil være et hardcore band, så bliver det lidt ordinært og småkedeligt. Der blev spillet med hjerte og sjæl, det kunne man høre og se, og følelserne blev skreget ud, men det fængede mig ikke rigtig.
Lige så snart det flirtede med de højere luftlag, fik Demersal virkelig fat i mig. Da har de noget, som rammer og river en med. Måske er blandingsforholdet ikke helt optimeret endnu, måske hænger de stadig lidt fast i deres egen fortid – de burde cutbait, gå planken ud og bare skue fremad. Man fornemmer, at der kunne ligge noget virkelig interessant og velfungerende derude og lurer et sted.
Der sagt, så var koncertens afslutning vanvittig effektfuld og ramte et næsten perfekt klimaks. Det væltede ind med skrigende og skrålende gæster, der overtog mikrofonerne. Mens forsanger Viktor Ravn kastede sig ud i publikum og lod sig bære rundt på en sidste sejrsrunde. Musikken steg og steg i lydstyrke og intensitet, der blev virkelig arbejdet for sagen og for at få de aller sidste presset ud af kroppene deroppe.
Bravo! Vælg at følge den retning til dørs I allerede er slået ind på, så er den der fuldstændig!
Og SÅ blev det tid til at puste ud i skyggen og få fyldt depoterne. Jeg synes i hvert fald at jeg kunne tillade mig en pause på to koncerter i programmet. Der var jo den der kande, som gik på tur, og den blev hele tiden tom?!
På en bænk ved Lagune blev vi pludselig antastet af en ung fyr i spraglet lyserødt outfit. Han henvendte sig angående, om han måtte stille os et spørgsmål. Det måtte han, ask away young friend: “Ville vi helst cykle på arbejde i regn og blæst tidligt om morgenen en kold vinterdag ELLER tage S-toget og være tvunget til at smalltalke med medpassagerne”. Cykle, duh!
Hvorfor, fulgte han op: “fordi vi er fra Sønderjylland. Vi smalltalker ikke”. Og det var sjovt nok starten på først lidt smalltalk om hans “dilemma”, han ville gerne have tips til forbedring af spørgeteknik. Dernæst gled det over i en længere og noget dybere snak og filosoferen om, hvordan vi interagerer osv… så man kan sige, at vi eller han fik tricket os til smalltalk, der ledte til eftertænksomhed og et godt minde? Clever boy. Hvis det var hensigten? Jeg fik aldrig helt gennemskuet hans motiv, men han var en sød fyr, der endte med at blive hængende i laaaang tid, indtil han pludselig var væk. Ses derude!
Åh for helvede, alt det her såkaldte small talk (løgner!) førte jo til at man mistede tidsfornemmelsen Det skyldes i hvert fald ikke indholdet af de der forbandede kander. Var der hul i bunden?
A Good Year, Lagune kl. 21.15
Var klokken allerede kvart over 9? Om aftenen?! A Good Year gik i gang, jeg forsøgte at genvinde fokus og kalibrere lytteapperatet og få stillet ind på deres frekvens. Det var IKKE min mest fokuserede indsats, det indrømmer jeg gerne. Godt man ikke er professionel eller får løn.
A Good Year startede egentlig med udgangspunkt i et filmprojekt og et soundtrack til denne. Trommeslager Tobias Laust (Liss) og filminstruktør Albert R. Hildebrand samarbejde om begge og har senere ført projektet videre som A Good Year, hvor de fortsat forsøger at fusionere musik og film. Her kommer de nye storskærme på Lagune og en LED-skrærm som bagtæppe til visuals virkelig til sin ret.
Publikum lyttede og kiggede med. Jeg forsøgte det samme, men gled lidt ind og ud af det filmiske lydbillede. Det var, trods et ihærdigt forsøg med teknikken på og omkring scenen, måske ikke de helt optimale rammer til A Good Years’ ambitiøse projekt. Lagune ser måske ikke SÅ voldsom ud i den nedskalerede First Days version, men teltet er bredt og det er som om det kan sluge nogle af de mere afdæmpede stemningsfulde momenter.
Der kom nogle gæstesangerinder på scenen i udvalgte numre, de gjorde det rigtig fornuftigt og fik sat et aftryk og skabte noget variation i A Good Years’ brede lydlandskab. På et tidspunkt var det sgu vist endda selveste MØ, der kom snigende ud af røgen og lyset og bidrog med gæstevokal? Min koncentration drev lidt ind og ud af koncerten, mens jeg tøffede rundt og “sansede” og fiskede indtryk.
Der var NOGET her. Jeg skulle lige finde det og forsøge at fastholde det. Muligvis ville det her faktisk fungere bedre på en lille intim scene, eller i en biografsal, noget hvor man er tvunget til at sidde og lytte og kigge? Det kom ikke 100% til sin fulde ret på Lagune, men bestemt ikke uinteressant eller mislykket!
Så begyndte Alice AI at dunke og danse den svedige hyperpop polka ovre på Eos. Det havde jeg ikke lige energi til og sulten var for alvor begyndt at melde sig. Jeg tog et taktisk valg, et der måske er en kilde til overlevelse herude: ingen alkohol efter kl. 22. Nå ja, og mad, husk mad. Og gerne spredt ud over dagen.
Skandaløs Dixi deroute
Vi snupper en madpause og madanmeldelse. Dixi Burger er død og borte, som du kender den. Imens Alice AI gentog mantraet “I love me but I hate my brain”, hvilket kunne være titlen på min selvbiografi, på Eos skyndte jeg mig ud fra pladsen for at smage årets Dixi Burger for første gang.
Og sidste. Den har haft gode og dårlige år, og de skal altid pille ved konceptet, også når den virker. I år er det gået for vidt. Oksekødet er udskiftet med kyllingekød. Der er så vidt jeg kunne se ikke noget alternativ. Og prisen er bøffet op til 100 kr. plus 10 kr. pr. add on som ost eller bacon. Var det inkluderet i de 100 kr., så kunne vi måske snakke om det som gamle venner.
Jeg har intet imod en kyllingeburger, men det er IKKE en Dixi Burger. Og efterlod en ikke-eksisterende smagsoplevelse i munden på en. Den kedelige og flade bolle hjalp ikke. Tilgengæld var der rigeligt med en eller anden udefinerbar måske lys dressing i den døde Dixi. Det var noget snask og griseri at spise og hele oplevelsen gav kun en blivende smag: bitterhed. I was robbed! Det giver 1 stjerne på Money For Value skalaen. Fy!
“loser” bragede ud fra Eos da Alice Ai var ved at takke og dakke af. Der var gang i det forreste område, men bag lydpulten var der relativt tomt og øde. En fest for de få og indviede? Det kunne dansk blackmetal på Lagune også blive. Heldigvis var det den helt rette fest med de rette værter.
Morild, Lagune kl. 23.00
Blackmetal og First Days har næsten altid været et rigtig godt match af en eller anden grund. Det lokker de forsvindende få “rigtige” metalhoveder ud af busken, og de nysgerrige bliver ofte lokket til at de episke og dragende toner. Fra noget, de måske normalt ikke vilde lytte til.
Om Morild fik mange NYE fans ved jeg ikke. De overbeviste i hvert fald de i forvejen omvendte om at de er et særligt og virkelig stærk liveband. Ikke et, som jeg egentlig har de store bevingede ord og lange udredninger at knytte til – det er atmosfærisk black med en god portion post-metalliske elementer. Det er STORT.
Og Morild lød gigantisk i det kradse men endeligt omsluttende lydbillde. De BLÆSTE ud fra den kun svagt oplyste scene, bakket op af et 4 hoveder stort kvindekor, der stod som ildevarslende silhuetter bagerst til venstre på scenen. Ellers var det Morild og musikken i fuldt fokus. Ingen fancy tricks, gimmicks eller unødig snak. Bare fuld blæs og brag.
Jeg TROR de spillede sig igennem hele deres seneste udgivelse Disse Fulge Får Ingen At Se, der kun består af 4 relativt lange sange. Måske var det i virkeligheden “kun” 3 numre, der var en længere passage, hvor musikken blev taget helt ned, inden den blussede op igen. Det kan have fucket med min opfattelses- og måleevne. Heller ikke så vigtigt, seancen fremstod i virkeligheden som et langt nummer opdelt i kapitler.
Hvert med deres eget særegne udtryk og fortælling, men del af en større helhed. “Retten Til Resterne” gled over i “Træt” og dernæst den fantastiske “1000 kroppe”, hvor det hele kulminerede for mig. Det var også deromkring, at jeg for alvor mistede orientering og stedsans.
Jeg stod bare og tog imod kaskaderne af massiv lyd og knusende emotionel nerve. Morild er musik, som du kan forsvinde helt ind. Sammen med et band, der så ud som om de gjorde det samme på scenen. Det er følelsesladet, meget udtryksfuldt og opslugende. Fucking EPIC.
Mod slut vågnede jeg af min døs og begyndte stille og roligt at sive ud af teltet og tilbage i virkeligheden. Jeg kan godt lide at glide væk fra den slags koncerter lige når musikken er ved at ebbe ud. Så den får lov til at stilne af, mens jeg langsomt bevæger mig væk og vågner igen.
Det her var årets Roskilde koncert indtil videre.
Og så drev jeg stille og roligt mod udgangen. Fyldt og tilfreds, måske mæt, men stadig lidt bitter. En lang dag, der startede i Herlev, rummede en tur i Hellerup helvede og endte i en form for katharsis tur i metalhimlen. Mens midnatten tog over og jeg bevægede mig ud i det tiltagende mørke og stilheden på den anden side af motorvejen, hvor mit telt ventede i Restricted camping.
Mit telt! Nå ja, shit, der havde jo været tordenvejr og alt muligt siden jeg forlod det lørdag formiddag – stod det endnu og var det tørt?!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Fotografen var forpligtet andetsteds i dag, så der er fede mobilskud fra undertegnede
