De sidste krampetrækninger på Roskilde Festival 2026 er ovre, nu venter virkeligheden… men inden fik man lige lov til at gå på irsk pub med Madra Salach, til fællessang på tværs af generation sammen med TV2 og fik et perfekt punktum med The Callous Daoboys. Det var nemlig noget værre lort!
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Og så kan man jo lige så godt tage hjem. Men nu tager jeg glæde/sorg over at have overlevet endnu en Roskilde Festival lidt på forskud. Selvom lørdag traditionen tro blev en af de kortere dage.
Først spoler vi tilbage til den sidste morgen i teltet. Der forløb uden overraskelser, der er åbenbart kommet en fast rutine i sagerne: vende-dreje-krampe søvn, indtil man ikke gider mere, op i bad, pakke taske, afsted og ankomst i Medieladen ved 8-tiden. Jeg er GOD til rutiner og tider!
Og så vil jeg i øvrigt, som min egen chef gerne rose om egen indsats og arbejdsmoral. Jeg er mødestabil af helvede til, kommer til tiden og får noget fra hånden! I en lade, der som altid var gabende tom kl. 8, som I: Jeg var vitterlig den eneste. Altså ud over de to, der havde vagten i garderoben/udleveringen af gear.
De sad og sov sødt op af hinanden på hver deres stol, og i hver deres sovepose. Og havde stillet en klokke frem, man kunne trykke på. BEDIENUNG BITTE! Ej, jeg synes det så hyggeligt ud at jeg prøvede med et “æhmm” og “undskyld”. Nå. Jeg overvejede bare selv at hente min laptop på reolerne bag dem, jeg ved hvor den lå og kender systemet – det virker dog også grænseoverskridende ikke?
“Ding”, et stille et… og et til og SÅ var der liv, godmorgen de herrer! Mægtig søde fyrer, der havde været på vagt siden kl. 01 og indtil kl. 09.00, så de var snart i mål. Efter kl. 02 havde der været forholdsvis stille, og sidste mand forlod laden kl. fem i morges. Så ikke lige primetime stress, der havde slået dem omkuld. Mere dødvande og kedsomhed, som også er en stor del af det frivillige arbejde for rigtig mange herude. Skud ud til jer, og alle frivillige selvfølgelig!
Der var endda sørget for frisk brygget kaffe på kanden, inden de tog et velfortjent hvil. Og så gik jeg i krig, tempoet for mine skriverier plejer at falde stille og roligt i løbet af sådan en uge. Og pauserne hvor man stener eller laver overspringshandlinger bliver hyppigere.
Det lykkedes mig dog rent faktisk at være klar til at forlade laden med 10 minutter til koncertstart. Madra Salach var programsat til kl. 12.30 på Gloria, stram tid og jeg når, som beskrevet i optakten, stort set aldrig de tidligste koncerter. Nu var jeg på tre dage i streg, hvor det lykkedes?!
Madra Salach, Gloria, kl. 12.30
Der var dømt tidlig happy hour på den fyldte pub, Gloria, da jeg trådte ind i mørket. Og det relativt unge irske band trissede på scenen, mens min sidemand glad konstaterede: “Ej, hvor ser de søde ud!”.
Nuttede på deres egen sammenbragte “ladies” facon, de lignede det de måske også var. Et forvokset barband, som man kunne være heldig at opleve sørge for underholdningen på den lokale. Bare liiige lidt dygtigere end gennemsnittet og med egne sange. Dem spillede de blandet med udvalgte covers af gamle arbejderviser og et The Pogues nummer – et af deres store forbilleder og inspirationskilder.
Det lagde forsanger Paul Banks heller ikke skjul på, da han introducerede “The Turkish Song of The Damned” fra The Pogues tredje plade og kaldte den “off kilter”. Det ved jeg ikke om det 6 mand store band på Glorias lille intime scene var. Musikalske var deres blanding af punket folkemusik og stedvis mere mørke og lidende, ikke banebrydende.
Det de vandt på var spilleglæden, og deres irske lune og ikke mindst humor. De, især Banks, var oprigtigt sjove. Uden at det blev fjollet eller tog overhånd, underholdt han med anekdoter og indfald mellem sangene, som var vi netop på pubben. Det var tydeligvis en frontmand og et band, der var vant til at stå på meget forskellige scener af mere eller mindre suspekt karakter.
Efter den rolige og stemningsfulde åbner “Blue&Gold”, der også åbner bandet EP fra tidligere i år, var det tydeligt at bandet og forsangeren allerede havde læst rummet og publikum. Fuldt hus, folk lyttede og tog godt imod bandet. Banks fremstod scenevant og klar til at gribe øjeblikket og improvisere.
Banks fik med bredt smil og drilleri i stemmen spurgt om vi var “early birds” i Danmark, for de var oprigtigt overraskede over fremmødet og modtagelsen. Og det lød faktisk oprigtigt ment. Da han bandt sløjfe på velkomsttalen ved at sige, at hvis det havde været i Irland, var der ikke mødt en sjæl op til en koncert. “Not even the return of Jesus Christ” ville være nok til at lokke irer til koncert kl. 12.30! Så var stilen lagt og den løsslupne og joviale stemning mellem sangene sat.
Der blev fulgt op med et covernummer af en gammel arbejdersang, der handler om de irske “fremmedarbejdere”, som gravede og byggede tunnellerne til undergrundsbanen i London. Det var med den på, både musik og tonen mellem sangene emmede af arbejderklassestemning.
“The second most handsome member of the band”, som Banks titulerede en af de andre medlemmer, havde foreslået de skulle på Harrys Place og “bygge” deres egen hotdog efter de landede i KBH i går. Banks syntes ærlig talt det lød “shit”, men de var taget af sted. Grundt lavvande i pølsebeholdningen var Banks dog endt med en “meatball sandwich”. Hvortil han på scenen med vidt åbne øjne og kæmpe smil, som havde han oplevet en frikadelle-åbenbaring, blot konstaterede “FUUUCK”! #frikadellefan
Så var det tilbage på fabrikken med endnu et arbejdernummer, inden der skulle snakkes lidt mere. Jack fra bandet havde bedt om ordet. Det var vist en in-joke, en de sikkert har gjort til en “ting”, som en del af showet. For Jack virkede uforberedt, han fik dog halv-tåget fremmanet, at han grundet beplantningen på Glorias scene følte sig som Marlon Brando i Apocalypse Now. At han var begejstret for de serverede Fritz Kola og at nu forstod han hvorfor man havde navngivet en stor hund “Great Dane”.
Thank you, JACK, sæt dig ned! Det bidrog bare til den joviale og nede på jorden følelse, man havde i selskab med Madra Salach. Det bidrog OGSÅ til følelsen af at de er et forvokset barband, men det er der heller ikke noget galt i.
Efter et par sange mere var der pludselig en “heckler”, der råbte et ellers andet mod Banks, som kvitterede med et “oh, I can’t say THAT on stage”. Hvad det var ved jeg ikke, men det udviklede sig til en længere udveksling og historie om Birmingham og bandets koncert der. Hvorefter Banks, da snakken var færdig, tiden fremskreden, hurtigt fik sagt i retningen af tilråberen: “got a lot of mileage out of that, thanks!”
Vi nærmede os også slutningen, som bestod af 2 af bandets lange numre. Først den blussende og konstant voksende “I Was Just A Boy”, der viser at bandet har styr på opbygning. Det får lov til at ulme, blusse op og stige og stige, når de kaster sig ud i de længere kompositioner.
Jack kom på banen igen, han havde bedt om ordet endnu engang. “Ahhh… yeah… sooo… ahh… well…. Keep on rocking… keep on rocking in the free world!”. Og så satte han sig igen. TAK, JACK.
Den episke, messende og bjergtagende “The Man Who Seeks Pleasure” lukkede i en version, der strakte sig op mod de 10 minutter. Det er et kvad, hvor der ikke er mange linjer, men de centrale linjer, “the man who seeks pleasure, is the man who seeks pain” gentages igen og igen. Så det både når at lyde opløftende, fortvivlet, desperat og som noget, der bare skal RÅBES ud. Stærk nummer, stærk afslutning.
Hvis Madra Salach kigger forbi en beværtning, eller et mindre spillested nær dig, så tjek dem ud. Eller næste gang de spiller på Roskilde, når de har udgivet mere end bare en enkelt EP.
De virker som nogle gode drenge, der har totalt styr på at stå på enhver form for scene og kan klare alle slags publikum. Lørdag var og følte de sig totalt på hjemmebane og lod os føle det.
Udenfor Gloria, da jeg lige sad og fik mig lidt til halsen efter koncerten, var der nærmest full circle. Indenfor 5 minutter fik jeg hilst på både min gamle folkeskolekammerat, Jonas, som jeg mødte torsdag inden Napalm Death. Og nogle af mine naboer fra Herlev, som senest løb på mig da jeg havde en madrelateret krise onsdag aften. Stadig en lille verden…
Apropos mad, der havde ikke lige været tid til rigtig morgenmad ud over müslibarer og et par stykker tør knækbrød i morges. Hmm, men orkede man, eller kunne den efterhånden let irritable mave tåle det? Måske noget mælk til at stabilisere den almene helbredstilstand. Og der var ikke kø ved koen hos Gutter Island.
Mit store glas mælk blev indtaget i den lille oase, som er indrettet på pladsen. Placeret ud mod hegnet mellem Fauna og Orange scene. Bænk, hængekøjer, rent græs og stilhed, sådan da. Så meget stilhed, som det nu er muligt at finde på Roskilde Festival. Andre havde fået samme idé og chillede i området.
Behageligt men også lidt “farligt”. Lige pludselig kan man stene helt hen på sådan en sidste dag. Forsvinde ind i egne tanker om alt og ingenting. Og pludselig miste tidsfornemmelsen. Har man siddet der i 2 eller 20 minutter?
Måske ikke så væsentligt, når der ikke lige var noget presserende i programmet. Ah, mad, OK, jeg var faktisk sulten. Men også påpasselig, også med pengene. Jeg har det med at blive nærig om lørdagen, når spenderbukserne har været på i nogle dage. Så strammer vi livremmen. Men måske en toast? Selvom Hjalte synes det er rimeligt at tage 49 kr. for en toast med skinke og ost i år.
Efter min mave accepterede indtagelsen af en lille toast, kom jeg i tanke om at Eee Gee skulle spille på Lagune kl. 14.30. 7 minutter til koncertstart, det passede lige at man kunne nå det fra start. Da jeg nærmede mig Lagunen stod det dog klart at jeg heller ikke denne gang var den eneste, som havde fået samme idé. Der var allerede proppet i og på pladsen rundt om teltet.
ØRK, nej tak, mennesker, ikke lige nu. Jeg stoppede ikke engang op, drejede blot til højre og slyngede mig selv om hjørnet i retning af Orange igen. Forward momentum, det skal udnyttes.
På et toilet nær Orange kunne jeg fra nabokabinen høre en ung kvinde sige: “Et eller andet sted er det ærgerligt, at der ikke længere er spejl herinde… På den anden side er der nok meget godt”. Ingen svarede. Sad hun og snakkede med sig selv, eller havde hendes veninde travlt med noget mere presserende?
Og jeg landede i græsset foran hovedscenen omkring mindelunden med et krus et eller andet. Mango… Mango Crush? Juice med sprut, ok?!
Lidt til at køle systemet på en efterhånden ganske varm og flot dag. Der var startet noget køligere ud, og belært af min frysende oplevelse i Medieladen fredag formiddag, havde jeg lange bukser på igen. Jeg undgår helst lange bukser. Især når det er over 20 grader.
Så sad jeg der i indre monolog og konflikt med mig selv. Sidste dag på Roskilde kan være en sær blanding af modstridende følelser. Lad mig være i fred, vent, jeg keder mig, hvor er de andre henne?! Måske skulle man overveje, at tage hjem eller begynde at planlægge exitstrategien. Jeg vil IKKE hjem! Jeg er sulten, nej mæt. På alle måder. Meeeen.
TV2, Orange Scene, kl. 15.30
Så kom den. Den store samlende og forløsende fest på tværs af generationer på Orange, som vi havde håbet og ventet på. Den, som The Cure og Gorillaz grundet forskellige omstændigheder ikke helt formåede at skabe.
Hvor The Cure, trods alt, nok er for indelukkede og “for de mange få”, og Gorillaz ikke helt klikkede, så var TV2 det rette band, det rette sted, i bedste og rette sendetid. At det var et dansk orkester med 45 år på bagen, der endte med at forløse det hele, var både forventeligt, glædeligt og måske lidt bekymrende.
TV2 leverede og gjorde nøjagtig det, de var hyret ind til. Fra de lagde land med “Lanternen” var der allerede gang i fællessangen, og de store smil fundet frem på den fyldte mark. Eller, fællessangen startede allerede under den obligatoriske introsang, “Bornholm, Bornholm, Bornholm”, sunget af Ib Mossin, oprindeligt fra “Far til 4 på Bornholm”. Så kan det næsten heller ikke blive mere dansk, inden det kammer over, vel?
Nuvel, den har Aarhus-bandet går på scenen til i hundrede år, og de har cirka lige så mange kendte sange at vælge imellem. Heraf 4 på DRs nyligt og meget omdiskuterede Top 100 Danske Sangen Nogensinde Ever I Verdenshistorien. Derfor kan man heller ikke nå dem alle på 1 time og 20 minutter.
TV2 havde klogeligt valgt et greatest hits vægtet sæt, hvor der ikke var overladt plads til mange nyere indlæg. Et af dem kom i form af Mumle samarbejdet, “Som Om”, som faldt som sidste nummer i hovedsættet med netop Mumle på scenen. Det var også et af de få tidspunkter, hvor TV2 fik sat festen lidt på pause. Både fordi man ikke helt kunne høre Mumle, og når man kunne lød det lidt “off”. Og fordi det bare ikke er en særligt god sang som udgangspunkt.
Heldigvis har TV2 noget af et arsenal, et bagkatalog så bugnende at de uden problemer kunne undlade landeplager og hits som “Kom Lad Os Brokke Os”, “Kys Det Nu Det Satans Liv”, “Kys Bruden” eller “Det Er Samfundets Skyld”. Savnede man sidstnævnte snakke-synge-“rap” fra Brandt, så fik man lov til at rappe med på den gamle traver “Popmusikerens Vise”.
Det er nok også en af de TV2 evergreens, som efterhånden virker mest bedaget og stivbenet. Bevares, den har altid været stivbenet, men den der Blondie-inspirerede “Rappers Delight” vibe, som strømmer gennem sangen, er sgu noget uddateret. Men hey, den har et fængende omkvæd, som kan skråles med på, så det gjorde masserne.
En skøn forsamling i alle, jeg mener alle, aldrer, der lystigt, velvilligt og momentvis voldsomt passionerede, brølede med. Selvom TV2, ærligt talt, også efterhånden som liveband fremstår en kende stive i deres lyd og levering. Men det blev tilgivet eller overhørt og gjorde egentlig ikke noget. Festen var der, TV2 og Brandt skulle egentlig bare svinge taktstokken og holde sangene kørende. Og det var i mange numre ikke kun i omkvædene folk var med, det var hele sange, der blevet sunget med på for fulde gardiner.
Meeeeen, Brandt er jo også en pædagogisk og dygtig entertainer, når han holder showet i gang mellem numre, som “Håbløst Fortabt I Dig” eller “For Dig Kunne Jeg Gøre Alting”, som ikke lige er favoritter i min personlige bog. “Meeeen” blev et live-meme for publikum, efter Brandt havde brugt det første gang til at bygge bro og komme videre i teksten.
Teksterne har altid, eller i hvert fald i de første mange år, været en af bandet og Brandts forcer. Ironi og sarkasme brugt i fornuftig grad til, at sætte ord på og sige ting, som var med til at definere os som danskere. Spidde folkesjælen på kærlig, men nogle gange lidt krads vis. Som så endte med at være noget alle står og brøler med på, som var der ikke en dag i morgen.
“We Are One”, som Zar Paolo synger i deres anti-fællesang, der lyder som en fællessang. Emil Vammen fra netop Zar Paulo havde tid til at afbryde forberedelserne til deres egen koncert på Arena lørdag nat og gæste scenen. “Hele Verden Fra Forstanden”, et af mine, hvis ikke mit absolutte yndlingsnummer med TV2, fik pladsen til at gå i selvsving.
“Gør dog noget, løb for livet, elsk hinanden”, folk skrålede så højt med, at de overdøvede Vammen, Brandt og bandet i omkvædene. Hele Roskilde fra forstanden i en kollektiv rus, hvor en tekst, der ikke burde være en opløftende fællessang, gav en gåsehud og vinger.
Eee Gee lavede en “omvendt Emil”, og kunne lige nå fra hendes egen koncert på Lagune og op på Orange. “Det Eneste Hun Ville Var At Danse”, men hun stod nu ellers mest ret stille og sang nummeret i en omarrangeret og mere følt version, hvor der kun blev givet slip i omkvædene. Der var måske lidt Toppen Af Poppen performance over det, men folket var sgu ligeglade. Især hende, der stod med et skilt i publikum med netop den sangtitel på.
Lige inden var det eneste reelle tidspunkt, hvor jeg blev lidt bekymret for Brandts vokal. Bevares, nok STOR sanger har han jo aldrig været, men det passer til TV2. Men i den ellers forrygende og spiddende satiriske “Rigtige Mænd” kneb det lidt i det karakteristiske omkvæd. Han måtte tilpasse og justere tempo og levering lidt, så sangen kom til at “hakke” en smule. Pyt, vi sang med for fuld kraft alligevel, den tager vi sammen, Steffen.
Det er jo ellers et lidt dristigt nummer, at have på sætlisten i 2026. Satiriske tekster fra en svunden tid er ikke altid det, som nutidens unge har nemmest ved at afkode. Tager man lyrikken bogstaveligt og meningen ryger over hovedet på en, så er der trykket på CANCEL og nogle skingre typer får deres krænkelsesforskrækkelse galt i halsen. Inden nogen bliver kvalt, lad os for en sikkerheds skyld slå fast: Mændene i “Rigtige Mænd” er nogle idioter.
Apropos “Nutidens Unge”, de er som bekendt jvf. teksten i “Ræven og Rønnebærene”, “som sure rønnebær”, men de sange nu gladeligt med og lignede ikke nogen, som var andet end nærmest lykkelige. TV2 er på en måde blevet “in” igen blandt de yngre. Som især har kastet deres kærlighed over “De Første Kærester På Månen”. Den er ellers 25 år gammel. Altså “kun” 25 år, i sammenligning med mange af de andre hits.
De ventede heldig- og tydeligvis ikke KUN på “Kærester”. Jeg blev faktisk lidt rørt og varm indeni, hver gang der blev filmet, eller jeg selv kiggede rundt, og man kunne se unge stå og synge med på linjer, på sange, der er skrevet, måske inden deres egne forældre blev født!
Nu er de måske lige blevet studenter. “De Første Kærester På Månen”, der landede som første ekstranummer, har et eller andet i sin lyrik og hele stemningen, der giver en følelse af en studenterfest en lun sommeraften. Den sendte også studenterhuerne, de ægte og de imaginære, helt op i sommerhimlen. Blæst op af lydtrykket fra dagens største kollektive skrålen med.
Der kom et stort pige/kvindekor på scenen og bar os mod afslutningen. Til sidst var der kun “Bag Duggede Ruder” tilbage at miste den sidste rest af stemmerne til. Og så kunne man rømme sig og lande til udgangstonerne af den ligeledes obligatoriske outro, “An Der Schönen Blauen Donau”.
Det var som håbet og forventet, lidt til og meget mere. 25 år skulle der gå, inden TV2 blev lukket ind i det fine Roskilde selskab igen. Ikke et sekund for tidligt, men på mange måder også på det helt rette tidspunkt. Tydeligvis!
Hvad gør vi så nu, lille Roskilde du?
Kim Larsen er død, ham nåede I aldrig at blive gode venner med igen. Thomas Helmig har I brugt. D-A-D er I åbenbart for snobbede eller bange for at booke? Og Gnags, tja? Hvad med Birthe Kjær, som flere har foreslået, efter hun gæstede Tobias Rahim på Orange tidligere på ugen?
De internationale navne, som kan skabe DEN her fest og stemning, findes enten ikke længere eller har været på Roskilde for tit. Jeg tror ikke der findes mange udenlandske navne, som i vores tid kan samle så mange på tværs af alder og generation. Det er nok nødvendigvis noget dansk, som trods alt kan være lagret i den kollektive hukommelse, eller nok til stede derude til at overleve fra generation til generation.
Og jeg siger ikke at man skal opgive tanken om den store samlende oplevelse på Roskilde. Det er DER den der lettere udefinerbare Orange Feeling i hvert fald kan findes.
Gnuerne var også ankommet. De var ellers lidt sløve ud af startblokken til dagens væddeløb på Roskilde trav- og galopbane. Jeg havde observeret at der var “problemer med bentøjet” og drypvis mandefald i løbet af de sene aftentimer og natten i fællestråden på Facebook. Men Kongen var naturligvis først kommet i seng omkring kl. seks i morges…
Derfor var det også en flok med vekslende og meget individuelt energiniveau og tænding, som jeg ramlede ind i ved Orange efter koncerten. Nedtur, optur, en ordentlig brandert og så i græsset. Der var rig mulighed for at hægte sig på den “fest”, som lige passede til ens eget tempo og temperament, da vi langsomt drev mod Fauna.
En milliard mennesker på pladsen, selvom de første allerede var flygtet hjem til virkeligheden. Det blev nok opvejet af nyankomne lørdagsbilletter. De frygtede festival turister! Der ikke er akklimatiseret og når at blive nulstillet/omstillet til Roskilde-mode. Alen lange køer, “far er på tur” fem-hestes branderter og “mor gider ikke lige se sig for hvor hun går”- typerne. I skal være hjerteligt velkomne, men vis lige hensyn til os andre- vi forsøger at gøre plads til JER.
Ved Fauna var der lagt op til et eller andet fra The Callous Daoboys kl. 18.15, en værre genrehybrid, som jeg enten har fundet ok interessant eller vildt enerverende under mine gennemlytninger. Det var et sats, men måske også det rigtige. Jeg kan godt lide at gå ud på noget lort, for så har man ikke lyst til mere bagefter
Og jeg vidste inden, at det blev sidste koncert for mig i år. Der var mulighed for et lift hjem ved 20-tiden i stedet for den lettere uvished om, hvornår man kunne komme væk. Den greb jeg.
The Callous Daoboys viste sig heldigvis at leve op til de værste forudanelser. Det var noget ræddi lård. Screamo/hardcore/Nu-Metal i en stor pærevælling uden meget struktur. De havde glemt at skrive sange, eller kan ikke. Måske er det meningen. Så var der da en mening.
Den ledte jeg ellers forgæves efter, da jeg stod på venstre fløj under Faunas efterhånden støvede teltdug. Der blev ikke hvirvlet meget mere støv op under den, efter at bandet var gået på til toner fra gamle popklassikere. De forsøgte ellers ihærdigt, eller på påtaget vis, at piske en stemning op. Det lykkedes i korte glimt at tvinge en lille pit eller to i gang midtfor. Imponerende var det ikke.
Især fordi det MEGET hurtigt kom til at virke anstrengt og anstrengende. Forceret og forsøgt fremtvunget af et band, der løb tør for værktøjer hurtigere end deres sange faldt fra hinanden. “Folk bider ikke på!? Fuck, hvad gør vi?! Vi kan jo ikke noget!!”.
Synge kunne han ikke rigtig, selvom han prøvede på “Lemon”, der trods alt nok er deres bedste nummer. Det lyder næsten som en sang. Til gengæld mindede han mig af udseende lidt om Rune Tolsgaard. Det var en desperate Henning Primdahl i gult tracksuit, der fik flået bukserne af på scenen
Jeg skal ikke udelukke eller afvise, at andre havde en helt anden opfattelse af koncerten og The Callous Daoboys. All power to you. For mig var det et sørgeligt maskefald og mit tegn til tæppefald for Roskilde Festival i år.
40 minutter senere havde jeg taget turen til teltet, pakket hele lortet sammen og stod på en parkeringsplads og ventede på mit lift. Boom, effektivt, over and out, hjem og lufte hunden.
Og om lidt er kaffe klar
Så sad man der med morgenkaffen foran skærmen i absolut stilhed. Hunden var luftet og vasketøjet sat over.
Det er altid en lidt underlig følelse, når man lander ude i den her virkelighed efter en uges tid på Roskilde. Ikke mindst følelsen af at være rigtig indenfor og så stilheden. Altså, når der er stille på Roskilde, så er der jo aldrig rigtig stille. Selvom om natten i ens telt en kilometer fra pladsen. Der er stadig et eller andet der konstant summer. Det er nok bare Roskildes puls, man fornemmer. Er naboens snorken.
Efter kaffen og lidt indledende skriveopvarmning måtte jeg bare ud. På med løbeskoene, ingen musik i ørerne for en gangs skyld og ud på de øde søndagformiddagsveje omkring Herlev. Stilhed og ro til hjernen. Det vil sige, der kørte en sand symfoni og kakofoni af lyde, melodier, billeder og glimt fra de forrige dage.
Nu skal systemet vist lige defragmenteres, renses og hviles lidt, inden jeg laver en afrunding og form for efterskrift for hele 2026 udgaven af festivalen. Det kræver nok en løbetur i fred og ro eller to!
Forresten, utroligt, at jeg følte, at jeg løb bedre efter en uge med smøger, alkohol og Roskilde livsstil, end inden jeg tog af sted?! Hvad fuck foregår der, har jeg simpelthen haft godt af en uges ferie i Roskilde – så må man vel hellere prøve det igen næste år, eller hvad?
De sidste ord lander om en dags tid eller to, når jeg lige har fedtet mig færdig. Der skal jo også lige lægges vasketøj sammen…
Af Ken Damgaard Thomsen
