Sidste dag på årets udgave af Gutter Island var lige så tætpakket musikalsk og oplevelsesmæssigt som fredagen, og efter to dage på fortet var kroppen så småt begyndt at sende de første signaler om, at den måske ikke nødvendigvis var bygget til tre døgn med rock og rul, Fernet og alt for lidt søvn. Men det må den jo lære.
Inden turen gik mod pladsen, skulle der lige catches up med de gæve folk i lejren, vores rare naboer og selvfølgelig skulle vores gode ven John Bola en tur rundt på campingpladsen. Et efterhånden fast indslag fra vores lejr, primært fordi det er noller, men også fordi det på en eller anden måde formår at skabe en super stemning på tværs af telte, pavilloner og mere eller mindre ramponerede festivalgæster.
Der var igen i år lagt op til den helt store tombolering, hvor præmiebordet bød på alt det, man ikke vidste, man stod og manglede. Carmencurlers, Rød Aalborg, en ABBA-biografi og andet godt fra gemmerne. Hvem kan ikke bruge det? Det er den slags ligegyldige genialiteter, der på papiret ikke giver ret meget mening, men som passer perfekt ind på Gutter. John Bola fik sin tur, præmierne skiftede hænder, og så kunne vi efterhånden begynde at koncentrere os om det, vi trods alt var kommet til Masnedø for. Rock og rul.
Første musikalske indslag på mit program var samtidig et af dem, jeg havde set allermest frem til. The Tremolo Beer Gut var klar med en ordentlig omgang surf på Udescenen kl. 16, og selvom vinden efterhånden havde fået godt fat i Masnedø, skulle der ikke mange toner til, før der blev tændt godt og grundigt op under eftermiddagsfesten.
Tremolo er på mange måder indbegrebet af Gutter. De spillede på den allerførste udgave af festivalen helt tilbage i 2000, og lørdag var fjerde gang, de stod på fortet. Samtidig havde de timet udgivelsen af deres nye album, Ask Not What The Tremolo Beer Gut Can Do For You…, ganske glimrende ved at smide det på gaden dagen før koncerten. Bandet har efterhånden omkring 28 år på bagen, og ifølge dem selv bruger de stort set ingen tid på at øve og spiller endda uden fast sætliste. Det gjorde ikke ligefrem præstationen mindre imponerende.
Der blev serveret bredt fra det efterhånden enorme bagkatalog, helt tilbage fra de tidlige dage og frem til et lille udvalg fra den spritnye plade, og selv om bandet angiveligt havde lidt nerver på over at skulle spille det nye materiale live, var det ikke meget, man kunne mærke foran scenen. Tværtimod.
Tremolo spillede, som var det første gang, de stod på Gutter. Masser af energi, spilleglæde og selvfølgelig røg. Helt åndssvagt meget røg. Til tider så meget, at man reelt ikke kunne se bandet på scenen, hvilket i sig selv må betegnes som lidt af en bedrift, eftersom det samtidig blæste noget, der mindede om en mindre orkan hen over pladsen.
Det var surf, western, twang og Tremolo på den helt rigtige måde, og foran en godt fyldt Udescene fik de endnu en gang understreget, hvorfor de passer så forbandet godt ind på Gutter. En af den slags koncerter, hvor relationen mellem festival, band og publikum nærmest kan mærkes. Tremolo hører til her.
Klokken 17 fortsatte Highway Child på Teltscenen, og man kunne liiige nå forbi Gutterbaren, inden der igen blev fyret op under en rockfest. Highway Child opfinder ikke nødvendigvis rockmusikken på ny, og der blev ikke uddelt mange point for originalitet, men det behøver der altså heller ikke altid at blive. Nogle gange skal rock bare spilles højt, godt og med det nødvendige overskud.
Og det gjorde Highway Child. Bandet leverede varen, publikum var med, og oven på Tremolos surfudladning fungerede den mere ligefremme rock ganske glimrende. Ingen dikkedarer, ingen grund til at analysere det ihjel. Bare en god koncert.
Efter Highway Child stod den på et nødvendigt pitstop i lejren. En lille øl og ikke mindst mere tøj var påkrævet, for vinden var efterhånden gået fra at være et irritationsmoment til at være en reel medspiller på festivalen. Tilbage på pladsen gik turen mod Teltscenen, hvor The Lords of Altamont kl. 19.00 var klar til at spille op til dans, og det gjorde de så.
Et godt fyldt telt fik lov til at opleve et veloplagt og særdeles rutineret band fra Los Angeles, der tilsyneladende havde lagt en ganske simpel plan: Gutter skulle ruskes endnu mere rundt, end vinden allerede havde formået.
Planen holdt stik. The Lords of Altamont smed det ene hårdtslående nummer efter det andet direkte ud i skallen på publikum, og det var tydeligt, at vi havde med et band at gøre, der har prøvet det her mere end et par gange før. Ingen tøven, ingen slinger i valsen, bare fuld skrue fremad. Min i forvejen relativt store forventning til bandet blev absolut ikke gjort til skamme, og Teltscenen viste endnu en gang, hvor godt den fungerer, når band og publikum kommer helt tæt på hinanden.
Okay. Hydrationbreak.Gutterbaren kaldte, og ørene havde efterhånden også fortjent et par minutters pause, inden The Ringo Jets skulle have fornøjelsen af den stadig mere vindblæste Udescene.
Der gik dog lidt Gutter i den undervejs. Der skulle snakkes med folk på pladsen mellem scenerne, drikkes lidt, og samtidig kom der information fra lejren om et telt, der havde valgt at kapitulere i kampen mod vinden. Så planen om også at nå en tur forbi Teltscenen og Pjolterguys gik desværre i vasken. Dem må jeg fange en anden god gang, men det, jeg fik med på afstand, lød umiddelbart som en fest.
Det samme kan i øvrigt siges om Chavs, der havde åbnet lørdagens musikalske ballet tidligere på dagen. Man kan ikke nå det hele på Gutter, og efter tre dage holder man på et tidspunkt op med at have dårlig samvittighed over det. Næsten.
The Ringo Jets havde jeg til gengæld set frem til. Sidste gang jeg hørte dem på Gutter, havde de æren af at lukke og slukke festivalen, og der er sådan set ikke så meget andet at sige, end at de i hvert fald ikke er blevet dårligere siden, tværtimod.
Men hvor Teltscenen med sin tætte, intime og atmosfærefyldte ramme kan give et band det sidste lille skub, var forholdene på Udescenen denne lørdag aften noget anderledes. Vejret var efterhånden blevet så voldsomt, at vinden nærmest krævede sin egen plads på plakaten, og det tog desværre noget af opmærksomheden fra det, der foregik på scenen.
Det var på ingen måde bandets skyld. The Ringo Jets leverede varen, men helhedsoplevelsen manglede lige den sidste smule intensitet, som jeg ved, de kan skabe. Nogle gange vinder rocken over vejret. Andre gange ender det nogenlunde uafgjort.
Og så var vi pludselig nået til rosinen i pølseenden – good ol’ The Flaming Sideburns havde fået æren af at lukke og slukke for livemusikken på Gutter Island 2026.
Jeg må erkende, at undertegnede på dette tidspunkt af festivalen var begyndt at stene lidt mere musik, end jeg reelt hørte efter. Der blev drukket en drink eller to med de gæve folk fra lejren, snakket om de foregående dages koncerter og sikkert også fortalt de samme historier et par gange. Sådan bliver lørdag nat på Gutter også. Men The Flaming Sideburns var svære helt at ignorere.
Det store fremmøde til årets sidste koncert talte sit tydelige sprog, og det finske band med argentinske Jorge Eduardo “Speedo” Martinez i front havde tydeligvis ingen intentioner om bare at liste Gutter Island 2026 stille og roligt i seng. Der blev givet maksimalt gas fra scenen, og den sidste rest energi blev vredet ud af et publikum, der efter tre dage egentlig burde have været klar til dyne, elektrolytter og en uges rekreation, but no…
For da Teltscenen var lukket og slukket, var Gutter selvfølgelig ikke færdig. Der var stadig liv og glade dage inde i fortet, hvor størstedelen af vores lejr fik den geniale – og set i bakspejlet måske lettere tvivlsomme – idé, at vi selvfølgelig skulle blive, indtil DJ’en havde pakket sammen. Man går jo ikke bare hjem, fordi livemusikken stopper, og da DJ’en så endelig havde givet fortabt, kunne man selvfølgelig heller ikke bare gå direkte i seng.
For lige at sige sådan rigtig godnat skulle der jo lige drikkes en øl eller to og høres en sang eller 10 i lejren. Den slags tager tid. Især når ingen rigtig har lyst til at være den første, der siger, at nu er Gutter slut.
Efter en nat med regn og endnu mere blæst vågnede campingpladsen langsomt til live søndag morgen. Der blev drukket kaffe, kigget lidt opgivende på telt og alt det andet ræs, der på mystisk vis altid fylder dobbelt så meget, når det skal pakkes ned, og så begyndte den mindre muntre del af festivaloplevelsen, at pakke hele molevitten sammen igen og sige Mojn til alle gutter og gutinder.
Herefter stod den på verdens længste køretur tilbage mod 6100 Hatesville, komplet med alt, hvad man kunne ønske sig af kø, politispærringer og obskure omveje gennem dele af Danmark, man ikke anede eksisterede.
Tak for kaffe, så var man sgu da først Gutter-grundigt smadret.
Men det ændrer ikke på konklusionen at Gutter Island gjorde det igen.
Tre dage på Masnedø med alt det, der gør festivalen til noget helt særligt. Bands man glædede sig til, bands man ikke kendte, bands der overraskede, bands man desværre missede, alt for mange mennesker man skulle nå at snakke med, mærkelige traditioner i lejren, Fernet, mexishots, John Bola, vind, regn, røgmaskiner på overarbejde og selvfølgelig enorme mængder rock og rul.
Det er stadig svært at finde ret mange festivaler, hvor rammerne, musikken, publikum og hele den lettere afslappede tilgang til tingene passer så godt sammen. Der bliver ikke forsøgt at gøre Gutter til noget, det ikke er, og tak for det.
Tak for en sublim festival, mon ikke turen går mod Masnedø igen om et par år.
Det var sgu Gutter at se jer igen!
