Gutter Island 26 – fredag
Efter en veloverstået og meget lang torsdag startede fredagen på den eneste nogenlunde fornuftige måde, man kan starte dag to på Gutter: en dukkert i Storstrømmen, efterfulgt af en mindre campfest med et lettere tvivlsomt udvalg af alt fra bourbon til pastis. Så var bunden ligesom lagt til mere end 12 timers rock og rul.
Og rock og rul blev der dæl-skisme smidt ud over scenekanterne i løbet af fredagen. Faktisk i en sådan grad, at det til tider var lidt svært at følge med, både musikalsk og på alle mulige andre måder. Derfor var dagens musikkontor strategisk rykket ind i Gutterbaren, der ligger lige midt mellem de to scener. Tæt på det hele, kort til fadøl og med nogenlunde optimale arbejdsforhold, hvis man altså ser bort fra, at arbejdsdisciplinen blev dårligere, som timerne gik.
Første band, vi havde på menuen, var The Rokets, der på fornem vis fik tændt op under Teltscenen med deres energifyldte take på garagerock. Der blev ikke brugt meget tid på at varme motoren op, og fra start blev der leveret præcis den slags rock og rul, der fungerer fremragende på Gutter. Højt niveau. Højt band. Ja, generelt bare højt. En glimrende måde at få banket fredagen i gang på.
Fredagen var i det hele taget præget af VM i catching up, cirka 1.000 mexishots, højt humør og den tilbagevendende erkendelse af, at man ikke kan nå det hele på Gutter, uanset hvor meget man prøver. Og selvfølgelig et væld af rock og rul.
Efter The Rokets gik Gutter en tur i grillbaren, hvor Powergrill smed deres hårdtslående retter ud til publikum. Det var et perfekt match til Gutter, og der blev i den grad tændt op under løjerne foran scenen. Ingen fine fornemmelser, bare en gedigen omgang smæk i hovedet, der fungerede som en ganske glimrende opvarmning til de mange timer, der stadig ventede.
For det var en lang fredag. En meget lang fredag.
Og niveauet var imponerende stabilt hele vejen igennem. The Monsters, Muck and the Mires og The Kids var alle mere end godkendte og sørgede for, at der stort set konstant var noget at slæbe sig fra Gutterbaren og ud foran en scene efter. Selv japanske Smallspeaker, der havde lidt startvanskeligheder og lige skulle have maskineriet til at makke ret, fik dælen-dytme også skabt en regulær rockfest på Teltscenen, da først det hele spillede.
Dagens musikalske overraskelse leverede MFC Chicken.
Jeg havde på forhånd mere eller mindre afskrevet dem. De har nemlig valgt at smide en saxofon ind i mixet, og det ender i min bog oftest træls, fordi sådan en saxofon har det med at mase sig ind foran alt andet og insistere på at være festens midtpunkt. Men hvor er det dog rart at tage fejl.
Det er meget længe siden, jeg har oplevet et så vildt og medrivende band, der samtidig havde så meget styr på deres shit. MFC Chicken formåede fra start at få mere eller mindre hele Gutter med på deres kyllingeløjer, og selv de mest skeptiske måtte efter ganske kort tid overgive sig. Ja, det er lidt noller at synge om kyllinger og sovs, og det burde på papiret måske ikke fungere ret meget længere end de første fem minutter. Men når man leverer det med så stort et overskud, så meget energi og så høj musikalsk kvalitet, er det meget svært ikke at lade sig rive med. Og det gjorde vi så.
Man har en plan, lige indtil man ikke har den mere. Sådan fungerer Gutter åbenbart også.
På forhånd var der sat et kæmpe kryds ud for Sweatmaster, som indtog Teltscenen kl. 00.00, og planen var helt klart at overvære hele koncerten. Men eftersom Orgelheimers skulle spille inde i selve fortet senere på natten, og fortets fysiske rammer begrænser kapaciteten ganske gevaldigt, begyndte den sædvanlige festivalmatematik. Hvor længe tør man blive? Hvornår går man? Hvor mange andre har fået præcis samme idé?
Så Sweatmaster blev desværre en noget kortere fornøjelse end planlagt. Ikke på grund af bandet, for det, vi nåede at få med, var en virkelig fin koncert, men Gutter-programmet tager ikke mange gidsler, og nogle gange må noget ofres for noget andet.
Tilbage mod fortet. Tilbage til orgel. Tilbage til alt for lidt plads til alt for mange mennesker.
Orgelheimers.
Hvad skal man næsten sige? Hold nu kæft en koncert!
På trods af det lettere vanvittige kickoff kl. 02.00 var både band, publikum og stemning helt oppe at ringe. Det intime rum inde i fortet fungerede perfekt til Orgelheimers, og den begrænsede plads, der på forhånd havde været årsagen til vores lettere stressede exit fra Sweatmaster, blev samtidig en kæmpe del af oplevelsen. Folk stod pakket sammen, temperaturen steg støt, og det var fuldstændig umuligt ikke at lade sig rive med.
Det var beskidt, svedigt, intenst og hamrende godt. Præcis sådan en koncert, hvor tidspunktet på døgnet pludselig bliver fuldstændig ligegyldigt, fordi bandet har fat i hele lokalet, og ingen rigtig gider være den første, der giver op.
Sublimt, intimt og helt klart festivalens højdepunkt indtil videre. Orgelheimers kl. 02.00 inde i fortet var ganske enkelt en af de der Gutter-oplevelser, som er svære at kopiere ret mange andre steder.
Men videre skulle man også efter lidt over en time i fortet. Batteriet var efterhånden ved at blinke faretruende rødt efter en fredag, der havde budt på alt fra morgenbad i Storstrømmen og bourbon i campen til mexishots, kyllinger, saxofon, grillbar, garagerock og natteorgel.
Det blev derfor til en stille og rolig IPA, inden sidekick Aussie fik hevet undertegnede i retning af teltene og noget, der med lidt god vilje kunne betegnes som søvn.
Fredag var lang. Fredag var høj. Fredag var lettere uansvarlig.
Fredag dag var fandeme god. Lørdag venter. Det bliver Gutter.
