Det var så varmt søndag på Roskilde Festival, da musikken gik i gang til First Days at man kunne nå at tabe hovedet flere gange. Det blev så desværre ikke helt pga. musikken, som vi ikke nåede voldsomt meget af, men der blev dog budt på fine momenter med Ponny og Portal Pets, samt en sejrsrunde for Oskar Witt.
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Hvad får en voksen mand på 47 til at trække i løbetøjet kl. 08.00 en søndag morgen, hvor temperaturen allerede har rundet de 25 grader? En tordenskylle fra morgenstunden, så skal vi satme ud og have noget frisk luft til hovedet!
På den runde fik jeg vendt gårsdagens korte sviptur til Roskilde, programmet for søndagen og den første omgang torden, der ramte Herlev og omegn lørdag midnat. Holy hell, da lå jeg da i sengen og troede vinderne var ved at blive blæst ind pga. haglstorm, torden og lynild. Og skænkede de stakkels Roskilde campister en venlig tanke – bare det her tent and pavi killer vejr havde styret udenom campingområdet!
Morgenens update fra felten afslørede at det havde det. I første omgang. Men de var vågnet til en rusketur, der havde smidt rundt med pavilloner og andet habengut. Alt syntes dog under kontrol i den gamle Roskilde lejr i Get a Tent området. Selvom der efter sigende var blevet holdt en behørig indflytterfest i går af fortropperne.
Time for liftoff
Det kunne vi så ved selvsyn konstatere, da jeg ud af øjenkrogen spottede de to resterende Gnuer sidde under en repareret pavillon og nette sig, da vi var på vej mod First Days området. Forud var gået en noget lang udflugt, hvor man blev sendt godt ud på landet. En omvej for at få lov til at parkere et par kilometer fra destinationen.
Godt vi var kommet nogenlunde planmæssigt ud af starthullerne i Herlev lidt over kl. 13, eller var vi blevet presset på tid for at nå frem til Ponny kl. 15. Det tager en lille time at gå fra parkeringen på Øst til Eos og Lagune, de to scener som First Days programmet afvikles på. En time… 33 graders varme efter en biltur med kaput aircon… jeg var svedig fra start.
Og, som mange andre sikkert, så er jeg virkelig ikke bygget til eller god til varme. Over 20 grader, så kampsveder jeg og bliver en kende utilpas. Så med alle de andre skavanker, man har samlet op i løbet af 47 leveår, begynder det at kunne mærkes at tage på Roskilde.
Jeg skal også love for, at jeg lige skulle akklimatisere og vender mig til det igen. Lydtrykket, mennesker, larm, lugte (er dagens dyr “hest”?) og indtryk generelt, guf for en bogstavkombinationshjerne! Og vi er flere i familien (som er med på tur), der leger den slags bogstavsleg. Yngste pigen, der efterhånden er blevet 14, er kommet med i ADHD-klubben. Yes, med på moden, og det forklarer en del… og gør at man lige skal huske at hun er med på hendes vilkår. Campingpladsen er lidt vild for hendes hjerne, der bare sluger alle indtryk.
Nuvel, vi fik svedt, prustet og kæmpet os op til indgangen til Eos og Lagune sammen med vores to gæve gnuer. Der havde nydt udsigten til tordenvejret, der ramte KBH omkring midnat, suse udenom campingpladsen fra udkigsbakken med en stor drink i hænderne – levemænd.
Ponny, Lagune kl. 15.00
Tre unge kvinder (sorry hvis nogen betegner sig som andet, men vi sætter lige scenen fra en halv-gammel hvid mands perspektiv), der spiller skramlet punk. De fyldte ikke meget på Lagune, selvom teltet her i opvarmningsdagene ser ud til at være skaleret ned i halv, måske lidt mere, størrelse.
Det er nok meget smart, men er det ikke bare det gamle Avalon telt på en anden placering så? Altså umiddelbart… jo? Hvorfor så et navneskifte? Avalon startede med at ligge på denne placering, som Apollo overtog efterfølgende. Jeg forstår ikke helt pointen i at flytte to scener, give dem nye navne, men det ligner de samme telte?
Anyway, punkmusik! Da behøver man hverken at kunne spille eller synge. Faktisk kan det næsten være en fordel, eller bedre hvis det forholder sig således. Ponny kunne godt spille, i hvert fald til ungdomshusbehov, og fik byttet instrumenter i rask tempo og sang på skift. Sang, ok mjaaah, det lød som den slags skulle: Skrig, skrål og stedvis skingert. Det er ikke så vigtigt egentlig, det fremstod ganske autentisk og ikke mindst entusiastisk.
Den slags kan man komme et godt stykke vej med. Det gjorde Ponny også denne møgvarme eftermiddag i et kogende hedt telt. Men det var måske ikke så meget pga. selve musikken. Den var periodevis svær at høre og adskille fra hinanden, ikke mindst vokalerne. Det mudrede godt sammen, var uden nuancer, hvor især vokalerne druknede i rabalderet.
Så kønt lød det ikke. Ponny har ellers nogle habile numre, som man kan høre på deres EP fra 2025. Der er nogle gode, fængende melodier og masser af rå attitude. På scenen var de mere smilende end farlige. Det gør heller ikke så meget, det må være lidt af en oplevelse for et så forholdsvis nyt og uprøvet band at stå på en scene på Roskilde Festival.
Det forklarer måske også min egentlige anke med koncerten. Den fremstod rodet og usammenhængende, her tænker jeg især på opbygningen af sættet. Jeg synes de kom skidt fra start med 3 numre, der fumlede rundt og strittede i for mange retninger. En sjæler som tredje nummer efter 2 korte indledende larmende og støjende? Vi var ikke engang 5 minutter inde i showet og så røg tempoet helt i bund.
Og sådan bumlede koncerten strukturelt egentlig bare videre, men Ponny fik bedre fat, som de nåede til nogle af de bedre og mere mindeværdige numre. “Bender” og “Fuckheads”, deres måske stærkeste sange lå klods op af hinanden. Spred dem ud. Der blev skreget godt og effektivt igennem på den arrige “Bender”, mens ellers bedårende “Fuckheads” led under ovennævnte vokalmudder.
Bedårende? Ja, “Fuckheads” har trods titel og budskab en virkelig bedårende og smittende melodi. Klart Ponnys mest melodiske nummer, og det mest mindeværdige. Især studieversionens brug af dobbeltvokal er virkelig en lille riot grrrl øreorm, der borer sig ind i skallen på en. Desto mere ærgerligt var det, at den ikke helt kom til sin ret her.
Så røg lyden midlertidigt på lead-vokal mikrofonen i begyndelsen af næste nummer. Det understregede næsten bare følelsen af at det hele ikke helt spillede på scenen. Så kunne man stå der og prøve på at afkode, hvilken sang der kunne være tale om i det unuancerede lydbillede. De sang da et eller andet med “fuck” eller “fuck you”… pga… et eller andet?
Dummer lærer, gode lærer, fuckheads, skuffelsen over ham man ikke fik scoret og skuffelsen over den dårlige sex når man så endelig scorer – Ponny synger og skriger om lidt af hvert. Mest af alt virker det som en ventil. UD MED DET!
Publikum var nogenlunde med, i hvert fald efter den noget famlende start på scenen. Pludselig opstod der, hvad der lignede en god gammeldags conga-line oppe foran scenen. Conga-line i stedet for en circle pit? OK, tja, hvorfor ikke. Ponnys kradse toner og kantede melodier, der stedvis nærmer sig regulær smadret støj, inviterer egentlig ikke til circle- eller mosh pits. Men conga?
Efter folk fik danset af nærmede vi os også stille og roligt afslutningen for Ponny. Man kan ikke anklage dem for at de ikke fik prøvet noget forskelligt af. Der blev plads til endnu en sjæler, nu fremført på en enkelt guitar og de to resterende bandmedlemmer på vokal. Ømt. “Villan Era” viste at der ER bid i Ponny og så sluttede de af med en brunt støjende sag. Der endte med at summe og tone ud i knurrende larm.
Boom, slut, hej hej.
Der var en del, jeg virkelig kunne lide. Og en del, som beklageligvis blev ved med at spænde ben for den samlede oplevelse. Jeg savnede et gennemgående momentum af en art. Der ER meget af at synes om hos Ponny, de har nogle byggeklodser, der kan bruges. Det er lige med at få dem sat helt rigtigt sammen.
Så for satan, jeg dryppede bogstaveligt talt af sved under og efter koncerten. SÅ tæt stod vi ikke engang, jeg fik det bare kvælende varmt. Jeg var tilsyneladende ved at gå i opløsning. Til gengæld voksede flokken lidt og der kom også en kølig pilsner eller to i spil i skyggen. Og så gik snakken ellers. I en sådan grad at vi var lige ved at glemme…
Portal Pets, Lagune, kl. 16.45
Ind i den knap så svale og kølende Lagune igen. Det var dog et ret cool band og forsangerinde, der indtog og overtog scenen de kommende tre kvarter. Portal Pets har en enkelt plade ude med numre på både engelsk og spansk, der sammen med deres atmosfæriske rock giver et ret stemningsfuldt og personligt lydbillede.
Dog ikke et der er for alle. Teltet var ikke fyldt, og dem, der var troppet op, lyttede enten intenst, eller for hovedpartens vedkommende knævrede løs. Med de elegante og fine toner som baggrundsmusik
Det virkede det nu ikke, som om Portal Pets lod sig påvirke synderligt af. De fremstod alvorlige og helt bevidste om, hvad det er de prøver at skabe for et musikalsk rum. Så må folk være med eller lade være, det var ikke en koncert hvor man blev inviteret indenfor. Det er ikke helt det samme som at det var fjendtligt eller afvisende, mere en kølig distance som en del af udtrykket.
Hvilket nok kræver mere optimale rammer for helt at komme til sin ret. Der var ikke en finger at sætte på udførelsen på scenen, det skulle da lige være at det næsten blev FOR indelukket. Måske skyldes det også nervøsitet, eller er blot et resultat af personlighed, men der var ikke meget kontakt mellem band og publikum.
Portal Pets spiller ikke crowdpleaser musik, det er en lytteoplevelse. En der momentvis var medrivende på sin egen filmiske og atmosfæriske facon. Når man ikke lige blev distraheret af snakkehovederne – håber de der stod og lyttede, fik en god oplevelse og ikke fik den saboteret!
Igen vil jeg mene at lydforholdene heller ikke var helt optimale under denne koncert. Xenia Xamaneks ellers flotte vokal lå faretruende lavt i lydbilledet af og til, hvor hun var svær helt at nyde. Her var det dog tydeligt, at problemet ikke lå hos hende eller bandet generelt. De spillede stramt, koncentreret og upåklageligt.
Kan man kalde det godt, gennemført og overbevisende og på samme tid temmelig fejlcastet- og placeret?
Jeg må indrømme at jeg også selv stod og kogte noget (igen) under Portal Pets og allerede kunne mærke at energien svandt med hastig fart. Fuck, det er noller at blive gammel! Især i varmen. Man faldt lidt i snak igen inden i teltet, der var trods alt skygge. Og uden at jeg helt registrerede det, blev teltet stille og roligt mere og mere fyldt.
Oskar Witt, Lagune, kl. 18.15
Pludselig var det helt pakket og vi var “fanget”. The fuck… hvor kom alle de folk fra?! Nuvel, så tog jeg da en hiphop-koncert med, nu jeg alligevel stod her og muligvis havde slået rødder.
Jeg havde fået lyttet en smule til Oskar Witt op til festivalen, og var begyndt at bløde op overfor hans rap-univers. Der har en bismag af noget “klassisk” over sig, kørt igennem et moderne hardcore filter, ikke helt ulige følelsen hos den mere horror-rap orienterede Skt. DeLarge.
Der er i hvert fald noget hårdt over attituden og leveringen hos Witt, der også fik skridtet scenen godt af og lignede en, som ville fylde godt i bybilledet, hvis han kom væltende der.
Konfrontatorisk? Jovist. Ikke på en slagsbror måde, mere som en rå gaderapper, der spytter skarpe rim for at få luft og afreagere frem for at skabe konflikt. Dele af lyrikken er også et opgør med forskruede mandeidealer, man kan godt rappe om følelser og stadig lyde som en fandens karl. Hvis man så bare kunne høre ordene!
Den var gal igen, måske fordi teltet var proppet og folk bare larmede (og snakkede igen igen), men der var ikke mange sammenhængende gloser fra Witt jeg fik fat i. Jeg begynder at tro at der kan være noget galt med min hørelse? Kunne I der var til stede høre hvad han rappede om? Eller hvad der blev sagt, når han sporadisk adresserede publikum?
Pisse ærgerligt, for der er fandeme ellers smæk på Witts lyrik og hans levering af den. Han ejede scenen med sin selvsikre udstråling og skarpe timing. Han har ellers et nummer der hedder “Uskarpt” (som jeg ikke er sikker på blev spillet, men den er på pladen). Sådan fremstod han ikke. Og selvom han har et andet nummer, der bærer den hiphoppede titel “Tracksuit”, så var han ulasteligt klædt i sort og hvidt.
Stor sort jakke, sorte bukser og en stor hvid t-shirt. Jakken røg klogeligt hurtigt. Da var den hvide t-shirt allerede våd på ryggen. Der blev svedt for sagen, og ikke kun pga. den ulidelige varme i det fyldte telt. Witt har en udstråling af den slags, der gør, at han stikker ud. Hvis man mødte ham på gaden, ville han sikkert fylde det hele, så man tog cykelstien i brug for at komme uden om.
Og han havde sin “gang” med. Bandet spillede røvfedt, det svingede på den seje måde og gav Witts toner den nødvendige bund. Der er bare et eller andet ved et liveband, især trommer, der giver det sidste til en hiphop-koncert
Et nummer som “Nærvær, Hærværk” er lyden af et slagsmål under opsejling. Budskabet er det modsatte. Det vakte genklang i teltet da den ret karakteristiske intro og grundrytmen satte i gang. Sejt nummer, sej gut, ham Witt. Der til med sluttede af med sit selvbetitlede nummer, “Witt”, hvor scenen blev fyldt op med maskerede danser. Et nummer, der fremstår som en art mission statement og selverkendelse/udlevering.
Witt virker ikke som en sej gangster eller bad boy. Den hårdtpumpede musik, de pumpende rytmer og de sylespidse rim lyder som afmagt. Noget der skal ud. Lige på nippet til at blive råbt eller skreget – er der nogen, som kan høre mig?!
Jeg ville gerne høre dig Witt, alle ordene, tak. Det er lige før man genvinder troen på dansk rap pga. denne unge knægt på 19!
De sidste 20 minutter måtte jeg tage fra kanten af teltet. Da var min ellers tynde hawaiiskjorte så gennemblødt, at man kunne vride en grydefuld ud af den og koge let over-saltet pasta på indholdet. Kan man drikke 1 ½ liter vand og 3 øl uden at skulle tisse?
Taktisk tilbagetrækning og rettidig omhu
Jeg fandt bagtroppen aka fotografen og junior. Sidstnævnte var tjekket ud og begge var møre. Der truede en aktiv dag for damerne forude mandag, hvor de af samme årsag tager en lille Roskilde time out. Jeg var også træt af at svede for min sparsomme sag og gruede lidt for morgendagen.
Da venter offentlig transport til festivalen og en potentielt meget lang og travl dag. Trigger alert! Jeg har jo måttet sande, at kræfter og hovedet ikke helt er, hvad det har været i disse situationer. Så der må tilpasses og findes et passende tempo. Pace yourself. Så vi begyndte at tøffe mod udgangen og parkeringen.
Det tog knap en time at vandre derude inkl. en lille detour, hvor vi glemte at dreje af. Lige hvad man havde brug for. Mere sved. I morgen ser heldigvis mere tålelig ud med “kun” 25 grader. Så er der måske en chance for at man ikke bliver helt kogt – især i teltet. For fra i morgen er det point of no return og all in ugen ud.
Hvis mit telt overlevede det der tordenvejr i morges?! Det finder jeg ud af i morgen aften.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
