Sidste af de første dage på Roskilde Festival bød på masser af blandede toner, alt fra nordisk folk, over K-town og kunst punk med Pistol Pistol Pistol og Salver til den store popfest med Berg. Og så var der royal ankomst i Roskilde Lejren.
Lige en venlig reminder inden man brokker eller konkluderer, at det var da den værste omgang sniksnak og navlepilleri. Det er stilen for min Roskilde dækning, den er forklaret nærmere her. Musik snakkes der også om. Ønsker man kun anmeldelser, så kan jeg anbefale man kigger forbi Gaffa, Soundvenue, Undertoner, Devilution og mange andre glimrende medier. Her snakker jeg om Roskilde Festival som samlet oplevelse.
Jeg sluttede reportagen i går på den vildeste cliffhanger: havde mit forladte telt overlevet tordenstorm 2026 søndag morgen? Mandag midnat kunne jeg konstatere at… ja. Ja, det havde det. Der var intet bekymrende at berette.
Nå, det var jo egentlig lidt kedeligt og ikke så dramatisk. Mandag morgen forløb også ganske udramatisk efter en lidt urolig første nat på luftmadras. Vågne konstant, vende dreje, you know the drill. Finde naboens snorkerytme og lade den lulle en ind i en ok døs. Og så skal man pludselig tisse, og det er noget ROD at komme ud og ind af sådan et telt. Især når man ikke længere er smidig som en kat. Medmindre vi taler om Garfield.
Morgenmad på sengen, rugbrød og knækbrød uden pålæg. Tørt. I bad og så mod Presseladen for første gang i år.
Vi vil gerne lidt mere ud!
Presseladen (som ER en lade) er placeret lige i udkanten af det sagnomspundne Backstage Village så man slipper for at skulle igennem pamperzonen. Ikke at der sker noget spændende på den front mandag morgen, den er som alt andet på pladsen under opbygning. I dette tilfælde var de ved at hænge kulørte lamper op i træerne ved indgangen – Johnny Reimar tema i år, tør man håbe?
Laden var gabende tom. Jeg var også mødt ind i god tid, inden de åbnede. Ved ikke om det gjorde nogen forskel, men jeg ventede høfligt udenfor indtil på slaget 9, når der officielt var åbent. No stress, no rush… yet.
3 kopper kaffe og 2 toiletbesøg senere var klokken næsten op på 13, inden jeg fik fedtet mig færdig med skriverier, upload af billeder og andet praktisk. Så var jeg også ved at få trang til frisk luft, en bid mad af en art og græs under fødderne.
Målet var Lagune, hvor folk-bandet Diket skulle på som de første kl. 13.30. Det kunne jeg sagtens nå. Hvis jeg altså kunne finde over til Lagune fra den afspærrede indre plads!?
Alle andre år, har der været 1-2 interimistiske gennemgange fra den stadig lukkede indre plads til Rising-området. Så frivillige, festivalfolk, presse og andet godtfolk nemt og hurtigt kan komme ud af indelukket. Ikke i år tilsyneladende. For jeg kunne IKKE finde nogen smutvej efter at have patruljeret langs hegnet, der adskiller den stadigt lukkede del af pladsen og friheden.
Jeg zig zaggede mellem nogle gange ind i madboder, barer og andet, som var under opbygning. Endte i blindgyde efter blindgyde eller lukkede veje. Måtte cirkle tilbage adskillige gange for at komme ud af små lukkede områder igen. Blev anråbt af to unge piger på den anden side af hegnet, der forsøgte at komme IND. Luk os ud/ind!!!
Endelig fandt jeg et skilt ved en spærret vej (tæt på Lagune på den anden side forresten), hvor der stod, at man skulle benytte Gate 1 eller 6 for at komme ud/ind whatever. Gate 6? Lå den ikke på den anden side af det hegn jeg ikke kan komme igennem ovre på Østcamping? Gate 1, er det hovedindgangen bag Orange? Goddammit.
Tilbage mod og forbi Orange! Hvor de traditionen tro var ved at teste lydanlægget med “Killing In The Name Of”. Nu inkl. mosh pit?! Ja, der stod en lille flok herrebredde håndværkere i forreste pit og moshede løs til musikken. Jeg blev nysgerrig og fascineret og opdagede ikke, at jeg var vandret ind i pitsystemet og dermed ikke kunne gå på tværs af Orange længere. Pludselig spottede en af håndværkerne mig, pegede MEGET BESTEMT på mig og UD af pitten. Ja ja ja for helvede, ud, jeg forstår, det er DET JEG PRØVER PÅ. Jeg VIL UD!
Ud af pitten, rundt om Orange på den lovlige side og mod udgangen til højre for scenen Det var Gate 1. Ok, fuld fart langs vejen mod camping øst, hvor jeg fra dagen før vidste der var mulighed for at dreje af og komme ind til Lagune og Eos. Da var Diket lige gået i gang efter mit flugtforsøg fra Fort Roskilde.
Flydende morgenmad af forskellig karakter
Jeg styrede direkte mod Lagune, hvor de rolige og nydelige indie/folk-toner fra Diket strømmede ud af teltet. Det var som at blive ramt af en behagelig sonisk sommerbrise, hvilket passede perfekt til det hæderlige og tålelige sommervejr.
Mit øje fangede en biks ved siden af scenen, der havde mad. Ikke mad jeg ville indtage som morgenmad, men der var en såkaldt Mango Lassi. Noget most mango/yoghurt agtig plæver, der lige kan tvinges gennem et sugerør. Den var god! Det mættede faktisk? Jeg er ellers betænkelig ved at skulle drikke min morgenmad, jeg er trods alt kun 47 og nogenlunde rask.
Der var plads i solen lige i kanten af teltet til mig og min mangoven, mens Diket stille og roligt sendte den ene nydelige brise efter den anden ud fra scenen. Mellem numrene var forsanger Levina Storåkern meget talende og virkede veloplagt. Samme energi forplantede sig ikke helt ud i det sparsomme publikum.
Diket spillede i det hele taget nydeligt, sange som den langsomt driblende “Ge Tilbaka”, lyder godt men der manglede måske noget smittende energi i leveringen? Det var også tydeligt under den ellers glimrende “Där Löken Gror”, som er det nummer jeg har fået lyttet mest til inden Roskilde. Det blev leveret, folk stod og stod, eller sad og sad. Og så videre til næste nummer.
Var det kedeligt? Mjaaah. Hyggeligt? Joooh. Det var nok bare en koncert, der af forskellige omstændigheder gled i baggrunden og blev fin underlægningsmusik.
Under koncerten blev der etableret kontakt til de standhaftige blandt Gnu-folket fra den gamle lejr. 2 man standing, sådan da. Den noget udkogte Andreas så noget ramt ud. Wingman Mongo var til gengæld flyvende. Han var stået op kl. halv 6, gik sig en tur på pladsen et par timer og virkede i det hele taget i foruroligende fin form.
Så måtte dagsformen jo testes med noget øl. De der Hazy Days 6.5% på dåse, ik? De smager altså lidt for meget af mere.
Et sted på Vesterbro
Der har unge Augusta Schackinger siddet og smedet nogle fine, små singersongwriter popnumre på hendes akustiske guitar. Der er lidt af et spring op på den firkantede klods af en scene som Eos stadig er. Dog med ny beklædning, så den ikke ligner en væltet malerforretning.
Jeg var en kende bekymret for Schackinger og hendes sarte udtryk og toner inden. Det virkede som at smide et lille lam for løverne at ofre hende til Eos. Hun overlevede. Med hjælp fra band og en gæst eller to. Og hun var lige så meget popsanger som singersongwriter, det var faktisk det mere poppede element, som var i fokus under det meste af koncerten.
Vi mistede dog selv lidt fokus. Jeg går hurtigt lidt død i denne form for pæn singersongwriterpop, og Schackingers ellers fine lyriske univers er bare heller ikke rette mod en mand på 47. Derfor kan man selvfølgelig sagtens undertrykke subjektiviteten og anmelde koncerten. Det ville bare ikke være helt fair, når min koncentration var lidt ude af sync på dette tidspunkt på dagen.
Jeg havde jo været tidligt på arbejde i morges for pokker!
“Et Sted På Vesterbro” blev leveret i en alternativ version fra den jeg kendte i forvejen. Mere tilpasset et “pop”-univers og Schackingers samlede udtryk på Eos. Det fungerede fint. God sang. Mod slut blev der flirtet lige lovligt med en “hvid fyr spiller funky guitar” lyd på scenen, men vi kom i mål uden at det kammede helt over.
Kapitulation, knæveri og mere folkedansmusik
Det nåede heller ikke at kamme over for den kære kogte Andreas, der valgte en taktisk tilbagetrækning. Ned og ligge lidt i skyggen i lejren og samle kræfter. Kongens ankomst nærmede sig.
Kong Thomas I af Roskilde Festival, der i år kan fejre 30 i streg. Kongen var på vej, Kongen forventede, at hans følge var klar til at slæbe og give ham den ærbødige velkomst, han fortjener.
Inden der blev holdt hof, daffede jeg videre med den kampdygtige Mongo til Pumpegris på Lagune. Mere norsk folk af en art? Var det mon en pakkeløsning Roskilde havde fået booket, så det kunne betale sig at hive flere norske kunstnere ind fra Norge på samme dag?
“Du kan roligt medbringe danseskoene”, skrev Roskilde Festival i bandpræsentationen af Pumpegris. Ahhh, ok, måske ikke helt for vores vedkommende, dem fik vi dog midlertidigt brug for senere på eftermiddagen. Hvad skal jeg sige? Det var folk og det var fint! Og groovede på sin egen meditative facon, så man kunne blive vugget lidt ind i egne tanker.
Pumpegris er mere “hakkende” rent rytmisk end eksempelvis Diket, som fremstod mere flydende eller luftig. Det tøffer fremad hos Pumpegrisene, men stadig på en måde, hvor det virker oplagt at stå og småtrippe på stedet til. Og det gjorde man så. Indtil man ikke gjorde og var trippet lidt bagud og ud af teltet igen for at hvile bentøjet lidt.
“Jeg har det USÆDVANLIGT godt”, proklamerede Mongo veltilfreds. Og tilføjede heldigvis på eget initiativ, “famous last words??”. Jeg ville belært af erfaring i hvert fald være påpasselig med sådan en udmelding.
Pistol Pistol Pistol, Lagune kl. 16.30
Godt man havde sparet lidt på kræfterne og kørt i nedsat tempo, for NU kom det sgu fut i løjerne. Der var SMÆK på fra start, da Pistol Pistol Pistol væltede ind på scenen og lagde ud med et kort, støjende instrumentalnummer af en art.
Det var nok mest bare for at vække publikum, varme instrumenterne op og sætte stemningen. Fuld smadder og speederen i bund og derudaf i hæsblæsende ungdomshuspunk tempo. Det kunne nemt og hurtigt være blevet lidt ensformigt eller udmattende, men bandet her viste sig at indeholde en del mere end “bare” anarkistisk op-på-barrikaderne parolpunk.
Frontperson Lea Kidde kom sprintende ind på scenen iført studenterhue og viftende et palæstinensisk flag. Så var rammen ligesom sat. Det er ungt, politisk, samfundskritisk og helt som den slags nu skal være. Man har også set og hørt det mange gange før.
Dog har Pistol Pistol Pistol et es eller to i ærmet. De skriver nogle ret medrivende sange og glemmer ikke den gode melodi i al fræseriet og hoppen rundt. Og så er der en ikke uvæsentlig bund af noget helt gammeldags klassisk rock, der fylder en del i mange af deres numre. Punk med helte guitar og 70er vibes? Ja tak, det fungerede vildt godt!
Efter de nærmest obligatoriske fælles “FREE FREE PALESTINE” råb, havde jeg helt uprovokeret lyst til at følge op med “FREEBIRD!”. Spil “Freebrid”, jeg tror I har det i jer, navnligt guitaristen til venstre på scenen. Af frygt for repressalier holdt jeg dog lysten i hu, og det blev ved tanken.
Vi skulle selvfølgelig have en forsanger ud i publikum og op igen. Der blev råbt, svedt som bare pokker, moshet og fyret potente salver af fra scenen i et rasende tempo. Jeg nåede ikke engang at kede mig eller kigge på uret. “Seksløber” blev fyret af, plaff plaff plaff. Numrene mudrede lidt sammen i Lagunens glubske lydforhold, det gjorde ikke så meget. Det bidrog nærmest lidt til den hærgede stemning.
Det kan være lidt on/off for mig om denne form for energiudladninger smittet. Det gjorde den her. Både pga. det melodiske flair bandet ikke kan overdøve, helterocken og endda en antydning af noget semi-boogierocket stedvis? “Nu kommer der en dansesang, I skal daaaaanse”. Det gjorde folk så.
Guitarhelten snuppede en smøg sammen med os andre, mens han kastede sig ud i en form for solomellemspil. Nu VAR det i hvert fald 70er agtigt! Og så tilbage til at hjerne derudaf uden at det virkede formålsløst.
Sidste sang, allerede?! “Den er bedre end ABBA. Vi mener det!”, tror jeg, Lea Kidde fik råbt. Det var den nok ikke, men god nok til at den skulle spilles en gang mere. “Vil I høre den igen?”, lød det kækt fra scenen. Så fyrede Pistol Pistol Pistol afslutningsnummeret af igen og tømte magasinerne helt.
Sikke en fest!
Ned I gear og op igen
Mens Will begyndte at lyde følsom ovre på Eos, fandt vi en plads i skyggen og fik forplejet lidt. Og styr på resten af flokken, der var jo den der royale ankomst. Damerne fra Herlev, fotografen og teenagerne, var også landet efter en fridag i går.
Så der skulle lige catches up, lægges en lille køreplan og sniksnakkes. Der køres efter den ADHD klassificerede teenagers rytme og velbefindende når hun er med. Hun var SÅ klar på Berg senere på Eos.
Inde på Lagune var det tid til mere norsk, efter at Will blev færdig på Eos. Nej vent, de er sgu da svenske, sorry! Kvoten for norsk folk var vist også opbrugt for i dag. Fauna har også nogle folk elementer, men pakker det noget anderledes ind i deres psykedeliske univers. Det er nærmest tale om en slags… Tribal Dance Folk?
9 mand/kvinde høj på scenen, heriblandt 3 på diverse trommer og percussion. Fløjter, bas, guitar, ikke så meget sang. Faunas sange er båret af de smittende rytmer og det instrumentale, vokal bliver hovedsageligt brugt til sporadisk messen, underbyggende kor eller et “ekstra instrument”. Det gik lige i kroppen og var umuligt at stå stille til.
Hvis det forrige var til the punks, så var Faunas farverige og frodige verden til hippierne. “Det er ligesom at høre Vanilla Ice første gang”, fabulerede Mongo pludselig, da et nummer med tydelig basrytme gik i gang. Der kommer nogle ret specielle vinkler i spil og betragtninger ud, når man har Wingman ved sin side.
Fauna er det jeg vil betegne som rigtig “vibe” musik. Du finder og fanger bandet vibe, og lader dig rive med og se hvor den fører dig hen. Fanges man ikke, så bliver det muligvis et trip, man ikke rigtig orker at forholde sig til. Jeg var på a good trip, maaaan.
Berg, Eos kl. 19.00
Så tog vi til fest med og til tøserne! Sorry, ingen negative konnotationer eller noget, men Berg er da tøsemusik, ik? Det er bekendelsespop med store følelser, hjerte kan rime på smerte, gode omkvæd og girl/woman power/empowerment energi. Det har jeg absolut intet imod.
Faktisk er det nok rigtig sundt og godt, det en kunstner som Berg har gang i. Det fænger især de unge piger, der får en stærk figur at kunne spejle sig i. En voksenveninde, der forstår dem og synger til og for dem, mens hun selv får renset ud i gemmerne af dårlige minder og erfaringer. Og hun synger virkelig flot, skal det lige tilføjes.
Selve showet og musikkens indpakning var måske en smule “maskinel”. Det kradser i hvert fald ikke pga. en rå lyd, det er ret glat og let fordøjeligt pakket ind. Men det skal den slags nok også være, radiovenligt ville man kunne kalde det.
Det kræver så at man har nogle stærke sange og bangers til at bære og løfte en koncert som denne. Det har Berg. Overraskende mange. Og ret mange, som jeg kunne genkende uden helt at kende titlerne. De må have sneget sig ind i min underbevidsthed grundet passiv lytning, når teenageren har skrålet med på værelset eller i badet.
Et nummer som “1000 timer” er med sit dansende groove bare nemt at synge med på. Det emmer af stå foran spejlet og synge i hårbørsten vibes. Leveret med scenetække og en umiskendelig star quality, der ikke kammede over i arrogance fra Berg. Der fandt et godt leje mellem professionel performance og nærvær. Men det var også et show, som kørte på skinner.
Svea S kom på scenen og overtog Tessas rolle i “Ta’ Det Af”, og nu hun var her, så kunne de to seje damer jo lige så godt invitere “lillesøster” Sofie1998 ind på pigeværelset til deres fællesnummer “Slår Op”. (Tessa delen fik jeg forklaret af teenageren, så den kan jeg ikke tage æren for! Eller skylden, hvis det er forkerte oplysninger!).
Og slå op, det kan jo ske. Eller man kan blive dumpet, måske endda af en virkelig noller fyr. Er der nogen, som har oplevet det, altså at have en fyr, der ikke var værd at samle på? Det var der sjovt nok og nummeret “10 Ud af 10” blev indledt med at Berg fik Luna fra publikum til at råbe navnet på stodderen op til hende. “Jacob”. Berg skrev Jacob på spejlet på scenen og det blev blæst op på storskærmen. Udskamning af Jacob, fin gimmick eller et øjeblik mange kunne spejle sig i og projicere deres dårlige minder ud? Lidt det hele.
Det var healing og udrensning for pigerne med knuste hjerter. Noget der betyder noget for NOGEN og folk skrålede med og lettede hjerterne, mens Berg ledte an med sikker hånd. Hun har styr på sit shit. Situationsfornemmelse og crowd control.
Hittet “Koldblodet Killer” blev punktum og den forventede forløsning på 45 minutters velsmurt og medrivende popfest.
Nogle medier har haft travlt med at postulere, at det og det navn skulle/kunne have åbnet Orange i år i stedet for stakkels Pil. Jeg vil ikke tage noget fra Pil, men der lader til at være relativt bred enighed om, at der var flere alternativer eller mere oplagte valg til at åbne Orange. Jeg kan ikke kommentere på de andre navne, som er blevet nævnt, da jeg ikke har set pågældende koncerter. Men jeg så Berg.
Og jeg vil smide hende i puljen efter det samlede indtryk hun efterlod i aftensolen på Eos. Berg kunne godt have åbnet Orange i år.
Flere salver og så en salut for Kongen
Salver kommer ikke til at spille på Orange. Det tør jeg godt melde ud. Ikke fordi de ikke har evnerne, men art-punk, der ret beset nok gør sig bedst på et mindre, mørkt og lidt lurvet spillested, skal selvfølgelig ikke stå og smelte i solen på Orange.
Lagunens mørke måtte så være nok i denne omgang.
Der kan være noget let prætentiøst og påtaget over den form for post-punk, som Salver opererer indenfor. En snakke-syngende vokalist, 80er æstetikken og følelsen af “forpint digter” hænger i luften. Slaver er bare rigtige gode til at ramme og levere den stil, så det går mig ikke på, som det kan gøre ved beslægtede navne.
“Jo mindre de skaber sig, jo mere de bare spiller, jo bedre er det”, lød visdomsordene fra Mongo i denne omgang. Han havde muligvis fat i noget, hvis han med “skaber sig” mente det der let-enerverende “forpint poet” -element.
Det var ellers faretruende tæt på fuldstændig at overtage koncerten, da en barytonsaxofonist overtog scenen og mikrofonen og begyndte at recitere et digt. Åh nej, er vi til digtoplæsning tilsat saxofon? Nej, ikke helt. Der kom gang i saxen, en mere, men mindre version kom på scenen og Salver begyndte at lægge en tung bund. Det flirtede med metal… saxofon doom? Det var fedt.
Lidt distraherende at jeg ud af øjenkrogen spottede en vagt foran scenen, der var iført spraglet hawaii-skjorte under den orange vest. Det fuckede af en eller anden grund lidt med min hjerne.
Tilgengæld blev jeg helt varm om hjertet ved synet over et par, som stod dansede sammen og hver for sig, lige foran hegnet koncerten igennem. Der blev løbet på stedet, når musikken fra Salver inviterede til det. Hoppet når det var den tid. Mod slut omfavnede de bare hinanden og stod og nød koncerten i et langt, tæt kram. Kan man blive forelsket i et pars energi og glæde?
Salver er jo ellers ikke ligefrem glad musik. Men de formåede at være en ventil for mange ting på Lagune. Om jeg selv fik ventileret noget, ved jeg ikke helt, men man kan ikke klandre bandets indsats for det.
Og dermed lakkede musikdagen og Rising dækningen for i år også mod enden. På en måde. For vi blev hængende ved scenerne, selvom der ikke var mere på programmet, som jeg havde valgt at dække. Men Roskilde er jo et dejligt sted til mange ting. Kongen og hans følge var ankommet på pladsen med fane og pomp og pragt.
Når man kun ses en gang om året efterhånden, så skal der samles op og bullshittes. Og holdes en Roskilde/funktions-buzz ved lige. Jeg glemte gentagende gange at gå efter mad. Heldigvis havde damerne haft en lille madpakke og lidt snacks med til min rygsæk, no worries.
Så stod og sad vi der og vendte verdenssituationen og vores egne. Mens folk dryssede forbi, fester blev fyret af og musikken bragede løs fra de nærliggende scener. Musikken stopper aldrig på Roskilde, sådan helt. Jeg trængte dog til ro og akklimatisering da vi nærmede os midnat.
En ny dag truer. Og en ny festival. I morgen er det onsdag, det bliver det sædvanlige gedemarked på en kompakt musikdag. En milliard mennesker på pladsen og en helt ny, større og vildere energi.
Og der er reception for Kongens 30-års og Niels-Jacobs 25-års jubilæum allerede kl. 13.00 i Camp Gnu. Fucking hell.
Af Ken Damgaard Thomsen
Pæne billeder: Lene Damgaard, Mobilskrammel: mig selv
Igen en fed anmeldelse ! Tak, Ken !