Så for selan, så gik vi direkte i the gutter!
Torsdag. Det er så godt at være på fortet og øen igen, og helt ærligt, hvorfor fanden skal der gå to år mellem hver Gutter?
Det er fantastisk at være tilbage. Mange andre festivaler ændrer sig år for år med nye scener, nye placeringer, nye koncepter og underlige navne, som ingen alligevel kan huske, så det er sgu befriende at vende tilbage til Gutter, hvor alt er, som det plejer. Ingen omrokeringer, ingen nye raffi scenenavne eller lettere noller tiltag, der lige skal genopfinde den dybe tallerken. Gutter er Gutter, fortet er fortet, og det er ganske enkelt sublimt.
Efter en fornem åbningstale og alt for mange giveaway-Fernet gik Jenny Don’t and the Spurs på Udescenen. Næsen var sat op efter en gedigen omgang in-your-face cowpunk, hvor støvet skulle hvirvles op foran scenen fra første akkord, men det skete desværre ikke helt.
I stedet blev man præsenteret for en gedigen omgang kontrolleret country-rock, der på sin vis og på fornemmeste vis fik åbnet festivalen. Jenny Don’t og co. kan selvfølgelig deres kram, og der var absolut intet at udsætte på håndværket, men man kunne godt have håbet på lidt mere energi, intensitet og fandenivoldskhed fra start. Når det så er sagt, var det en rigtig god åbner på Gutter 2026, og publikum var tydeligvis klar på tre dages ballade på Masnedø.
Bella and the Bizarre indtog Teltscenen umiddelbart efter Jenny og co. gik af Udescenen. Det startede en smule shaky, hvor det lige skulle finde sine ben, men stille og roligt blev skruen spændt, og det endte i en mere end godkendt Gutter-rocking-fest, hvor selv bagerste række fik testet nakkemusklerne. Energien voksede i takt med koncerten, og da først band og publikum havde fundet hinanden, var der ikke meget torsdagstræthed at spore i teltet.
Killer Kin. Ja, hvad skal man næsten sige. Galt eller genialt? Det er nok lidt afhængigt af, hvilken lejr man måtte campere i, men uanset hvor man slår teltpløkkerne i, kan man i hvert fald ikke skyde bandet i skoene, at de ikke gav den gas eller havde niveauet til at rykke folk rundt.
Energien sad solidt i førersædet, og sangene blev sparket ud over scenekanten i nogenlunde samme tempo, som de sidste freebie-Fernets blev tæsket i skallen rundt omkring på pladsen. Der var smæk på, der var attitude, og der blev ikke brugt unødvendig tid på at spørge, om folk nu også var klar. Det var de. Killer Kin er et band, der kan sit kram, og som passede som fod i hose på Gutter. Ikke så meget pis, bare fremad.
Og så rosinen i pølseenden: Toody Cole and her band.
Jeg har været ivrig gæst på Gutter siden 2010, og der er efterhånden røget en hel del koncerter gennem systemet på Masnedø, men jeg har sjældent oplevet så højt et niveau som det, der blev leveret torsdag aften. Det var uden tvivl en af de bedste koncerter, jeg har oplevet på Gutter.
Uden at kende hverken bagkatalog eller mere end en enkelt sang, som vores good ol’ sidekick har sunget de sidste 20 år – “It’s OK” – var forventningerne egentlig ikke skruet helt op gennem teltdugen på forhånd. Det blev de så undervejs.
For hold nu kæft, hvor var det godt.
Toody og bandet havde hele teltet med, og jeg tror faktisk ikke tidligere, jeg har oplevet Teltscenen så tætpakket en torsdag kl. 22. Der var nærvær og nerve fra første række til bageste teltstang, men vigtigst af alt var der en fornemmelse af, at det her var en af de koncerter, hvor alt bare ramte rigtigt. Bandet spillede røven ud af bukserne, Toody ejede scenen uden på noget tidspunkt at gøre et stort nummer ud af det, og publikum kvitterede med præcis den opmærksomhed og begejstring, koncerten fortjente.
Det var alt i alt en sublim koncert med nærvær, nerve og masser af energi, og den slags oplevelser, der er hele årsagen til, at man gider stå på en ø ved Vordingborg og få tæsket trommehinderne igennem hvert andet år.
Træls, hvis man ikke var der.
Vi giver ikke stjerner på GFR, men gjorde vi, havde denne koncert sprunget skalaen. Og det gør den faktisk stadig.
Toody rundede dermed en superfin åbningstorsdag på Gutter af, hvor barren allerede er blevet placeret irriterende højt for de kommende to dage. Koncerterne sluttede, men Gutter gjorde selvfølgelig ikke, og festen fortsatte med DJs inde i fortet og Fernet, øl, røverhistorier og hvad der ellers hører sig til, indtil den lyse morgen begyndte at blande sig.
Det var torsdag. Det var Gutter. Og det var fandeme godt at være tilbage.
Torsdag out. Fredag on.
Gutter se jer.
