Repeat #28

0
405
views

Klar på en sving-om? Man kan nemlig danse til en del af ugens singler, der kommer fra Leander & Smith, Electric Hellride, Fastpoholmen, Terese, Still The Man, Skinny Violet og M Rexen.

Eller, jeg skal da ikke bestemme hvad man kan danse til – bare dans til det hele!

Leander & Smith – “The Gap”

Leander & Smith er en dansk/svensk duo, som snart er klar med deres fælles debutalbum, Du eller Aldrig. Danske Peter Smith og svenske Caroline Leander mødte hinanden på en sangsrkivercamp på Bornholm i 2017 men har tidligere lavet musik både solo og i andre konstellatiioner. Første singlen “The Gap” beskriver de som som en “popperle”:

“Sangen handler om to mennesker, der har kendt hinanden længe og har et tæt forhold. Hverdagen flyder relativt godt og smertefrit, men måske tager de hinanden for givet, måske er der gået leverpostej i forholdet og måske er det netop grunden til, at de føler en afstand mellem hinanden. Sangen er egentlig en opfordring om at huske at se hinanden i øjnene hver dag, holde i hånd og ikke tage hinanden for givet”.

Førstehåndsindtryk: Hmm, det er måske også lidt leverpostej det her. Solidt, men ikke videre spektakulært og mangler lidt smag og overraskelser.

Efter flere lyt: Det er det jeg i gamle dage ville kalde harmløs P4 pop. Det gør ingen fortræd, kan fint køre i baggrunden men mangler noget mere temperament og gennemslagskraft, hvis det for alvor skal sætte sig fast. Alt her virker ret afrundet og på mange måder tøjlet, hvilket virker helt overlagt men altså gør det lidt “nå ja” at lytte til.

Der måtte gerne være lidt flere kantet, noget der stikker ud uden at man behøver sætte den bløde popstil over styr. Der er lidt fine kontraster med lead mandevokalen som suppleres af en mere lyd kvindestemme men, kun i korte glimt og ikke nok til, at give andet en minimale udsving i det samlede, noget anonyme samlede billede.

Konklusion: Nydeligt eller en kende kedeligt? Det kommer nok an på ens temperament.

Electric Hellride – “Time Is My Enemy”

Metalbandet Electric Hellride har vi efterhånden anmeldt nogle gange, både på EP, album og live. For de uindviede så præsenterer de sig selv således:

“ELECTRIC HELLRIDE er en velkendt og respekteret metal kvartet fra den københavnske undergrund. CV’et tæller bl.a. optræden på Wacken Open Air, support for Overkill, anmelderroste udgivelser og en utrættelig energi på plade og live i en spændende blanding af thrash, død og traditionelt heavy metal”.

Førstehåndsindtryk: OK, her overrasker lyden og stilen i hvert fald fra start, det er næsten sådan lidt trucker-rocket inden der skrues op for metallen? Jeg ved ikke om det er YouTube lyden der gær det men, det er som om der ikke er så meget “omph” bag instrumenterne, tilgengæld er der en fin fornemmelse af fart og fremdrift.

Efter flere lyt: Det markerer et stilskifte i forhold til det Electric Hellride jeg sidst hørte noget fra, ikke at det er en dårlig ting. Der piskes en god stemning op sangen igennem, som bliver tiltagende metallisk og voldsomt, inden en solo får tøjlet sagerne lidt igen. Der hugges sateme også godt igennem på de trommer men, som nævnt i ovenstående, så er det som om selve lyden lige mangler en smule saft og kraft? Måske skal jeg bare skrue ENDNU højere op?

Hey, det hjælper at skrue op på max! Men det måtte stadig gerne smadres endnu mere igennem til min smag men, jeg bliver mere om mere glad for nummeret for hvert lyt, så det er måske bare en tilvænningssag? Tror man både kan køre råddent (på en øde markvej, naturligvis!) og moshe godt igennem på et dunkelt, lidt ildelugtende og fugtigt spillested til den her…

Konklusion: Electric Hellride trykker den godt af her og jeg trykker med (eller noget)!

Fastpoholmen – “Bounce”

Endnu et dansk/svensk samarbejdet i denne omgang af Repeat, denne gang et mere musikalsk spraglet et. Har man haft tændt for P6 Beat i år har man nok stiftet bekendtskab med de to første singler, “DuDu” og senest “Camping Orchestern”,

Kollega Andreas anmeldte deres seneste album for ganske nylig og skrev følgende om “Bounce”:

“‘Bounce’, som titlen hentyder til, er et dansenummer – det er vildt, det er gakket, men det fungerer! Hvis ikke du kan få foden til at vippe lidt til dette nummer, er jeg sikker på at der er flere der vil være imponere”.

Lad os se om jeg vipper med?

Førstehåndsindtryk: blip-blop, så kører den gamle arcademaskine, eller er vi  helt nede på 8 bit niveau? Jep, der vippes! Der er også lidt ompa-rytme over sagerne, så man kan også trampe fremfor vippe, hvis man ønsker det. Eller, nå ja, danse som en gal, skulle man have den slags lyster.

Efter flere lyt: Hvor forrige single, “Camping Orchestern”, var mere sommerligt festilig, så virker “Bounce” mere insisterende og “udknaldet”. Det er ikke en fest på campingpladsen, jo, så ville det være på Roskilde Festival og ikke på familiecamping. Det kunne sagtens blive en kende enerverende men, det virker helt klar som intensionen, da nummeret afbrydes af en stemme der siger “sluk så det lort”.

Den når dog ikke at gå mig på nerverne, dertil er det alt for smittende, og rummer, trods den maskinelle klang også en vis varme og uskyld. Det skyldes nok den gennemgående nostalgiske følelse blip blopperiet frembringer, der sender tankerne tilbage på mere enkel tider på børneværelset. Fastpoholmens fest er dog ikke “barnlig”, den rummer bare et legesygt og “gakket” niveau, som her kombineres fint med en sveddryppende dansefest.

Konklusion: Dans, for helvede! Det ER svært at lade være.

Terese – “Angstens Symfoni”

Terese havde jeg fat i tilbage i slutningen af marts, hvor jeg anmeldte singlen “Fantasy” i Repeat #10. En fin, lille pop-basker, der måske ikke var videre original men bestemt catchy. Forbillederne for Terese er de helt store, danske 80er sangerinder: Anne, Sanne og Lis. Nu er der en ny single (og et album) klar, hvor et gennemgående tema er usikkerhed:

”Man må gerne kunne spejle sig i mine sange. Jeg har ikke brug for at gøre det svært. Livet er svært nok i forvejen.”

Førstehåndsindtryk: Terese er bange for en masse ting! Usikkerheden bæres helt udenpå tøjet her, mens nummeret langsomt stiger i baggrunden. Hov, nu er det pludseligt vokset til en elektronisk dansepopsang? Terese er stadig bange.

Efter flere lyt: OK, det har lidt præg af at være en form for “mission statement”, hvor budskabet er meget klart. Bøjet i neon og hamret ind med 7 tommer søm, hvor der ikke overlades noget til fortolkning – men det gør egentlig ikke noget. Og den afsluttende konstatering, “jeg er bange for at være mig selv”, rammer egentlig ret effektivt efter godt 3 ½ minuts opremsning af alt det Terese er bange for.

“Jeg er bange for, at være mig selv”… hmm… det er vel egentlig meget relaterbart? “Jeg har ikke brug for, at gøre det svært”, var noget af beskrivelsen Terese gav af hendes musik. Det fungerer i denne omgang, hvor jeg ikke var helt solgt “Fantasy”-singlen, som jeg anmeldte i marts, så er jeg mere solgt på den her. Musikalsk synes jeg også nummeret er mere spændende med sin effektive opbygning og en lidt mørkere tone. Sangene beskriver to forskellige former for usikkerhed og indpakningen, der begge også ville fungerer på et dansegulv, er også vidt forskellige – i den forbindelse giver førstesinglen måske lidt mere mening for mig nu.

Konklusion: Terese fanger mig mere i denne omgang. Det er dansevenlig pop men, det er ikke dum og overfladisk pop af den grund.

Still The Man – ”Oikophobia”

Den ene halvdel af Still The Man, Ole Løhde, var på Copenhell i år og vendte inspireret hjem til Aarhus, hvor hans musikalske makker, guitarist Kristoffer Veirum, var med på løjerne. Løjer der nu lyder lidt tungere end dem den mørkt rockende duo præsenterede på deres debutalbum tidligere i år.

“Begrebet ”Oikophobia” stammer fra den britiske filosof Roger Scruton’s værk ”England and the Need for Nations” (2004) og bliver brugt til at beskrive, hvordan nogle mennesker
forsager deres egen kultur i forhold til fremmede kulturer. Begrebet blev brugt under
valgkampen af den yderste højrefløj, der fejlagtigt henviste til forfatteren George Orwell
som ophav, og det blev Løhde’s indgangsvinkel til at skrive en tekst”.

Nu skal vi via Still The Man se verden igennem en “højreorienteret persons bitre øje”.

Førstehåndsindtryk: Hold da op, Still The Man skruer bissen på denne gang. Det hugger og vugger tungt derudaf, mens guitaren får lov til at save løs. Breakdown? Er det metal? Tæt på, men i den dunkelt goth-rockende afdeling.

Efter flere lyt: Den gyngende fornemmelse der er nummeret igennem er egentlig ret “skæg”. Som om sangen, trods sin tyngde, ormer sig frem, eller bølger, frem mod en brølende afslutningen, hvor vi rent musikalsk læner os op af noget old school Metallica? Det kan virke som et lidt kuriøst stilskifte, eller svinkeærinde, fra Still The Mans side, stilen på deres debutalbum taget i betragtning men, ikke i en sådan grad at det virker påtaget.

Der er dog en følelse af “leg” med virkemidlerne, eller eksperimenter, over de kun 2 minutter og 38 sekunder. Der prøves en hel del ting af, som om mange af de indtryk Copenhell besøget efterlod skal fordøjes og prøves af på en eller anden måde. Det giver en kort sang, hvor det virker som om duoen har travlt med at få inkluderet så mange idéer som muligt. Det gør sangen lidt hektisk at lytte til.

Konklusion: Det er måske ikke den bedste eller mest sammenhængende sang Still The Man har lavet men, jeg synes om idérigdommen og den tungere lyd klæder dem egentlig. Gad vide hvordan (hvis overhovedet) det smitter af på deres kommende singler?

Skinny Violet – “Never Go Home”

Vi går aldrig hjem? Nå, er der en form for duo-tema i denne uge? Rent tilfælde men, Skinny Violet er altså endnu en single-aktuel duo, denne gang i den mere larmende og bistre ende. Eller, det var de i hvert fald helt tilbage i 2014, da jeg anmeldte en EP fra dem. Singlen “Leave My Head”, fra slutningen af sidste år (som var et af vores sidste Dagens Tracks) viste en lidt blødere side.

Lad os se hvor Ulf Hove og Amaile Kruse befinder sig rent musikalsk i 2019.

Førstehåndsindtryk: Uh, nu går det hurtigt, vi har under 2 minutter til, at nå målstregen! Så Skinny Violet fræser afsted med satan lige i hælene af trommesættet, lader det til. Kruse tager det lidt mere med ro og lyder cool og fucking ligeglad på vokalen.

Efter flere lyt: OK, det er en kort og på sin vis let fordøjelig sag, det her. Og ja, nogle samlede ord og indtryk kunne være “cool” og “fucking ligeglad”. Skinny Violet er tilbage i en mere hæsblæsende garage-støjende stil end den nævnte forrige single. De virker meget på hjemmebane her, hvilket også giver lidt en fornemmelse af “business as usual”.

Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting overhovedet, der er måske bare ikke så mange overraskelser i det. Eller så meget at sige til det. Kunne man lide Skinnuy Violets ældre materiale, og det kunne jeg godt, så kan man sikkert også lide det her. Der er bare noget elementært sejt og badass over den her lille, larmende duo. Og så giver de mig lyst til, at drikke alkoholiske drikke og ryge nogle af de der cigaretter!

Konklusion: No nonsens bidniz i komprimeret form, take it or leave it.

M Rexen – “Lumia”

Vi lukker og slukker med en ny single fra den musikalske globetrotter M Rexen, denne gang en hyldest til hans violinist og korsangerinde Liv Lumia Hurtigkarl! Den præsenteres med ordene: “Bær rødt, ryg hash og dans!”.

OK, 2 ud af 3 er vel meget fint, ikke?

Førstehåndsindtryk: Men jeg har lyst til alle 3 når jeg lytter til “Lumia” tøffe-danse afsted! Selvom M Rexen rent musikalsk iklæder sig mange forskellige udtryk, så er det tit som at kommer hjem, når man lytter til hans musik. Det virker på en måde trygt. Her er det som om en Beatles’sk melodi møder en dansetrold/laid back hippie dude på en “kulørt” beværtning i New Orleans…

Efter flere lyt: Hey, hvornår får jeg min egen goddamn hyldest sang?! Nuvel, der er et eller andet ved M Rexens univers, eller er det universer (?!), som gør at det både lyder helt oprigtigt og som en rolle han/de går ind i. Det er som et stort legebarn og hans ligesindede venner kaster sig over klæde ud kassen og lader fantasien få nærmest frit spil. “Selvfølgelig kan en sørøver kører brandbil med fuld udrykning” og “selvfølgelig kan en faun bærer balletskørt”. Det er spraglet, skævt og originalt men, samtidig velkendt, baseret på “virkeligheden” og en masse som kom inden, som støves af og sættes sammen på ny.

“Lumia” virker også velkendt og som noget man på en eller anden måde har hørt før, eller der er i hvert fald ekkoer af det. Men der er et hemmeligt “stof”, noget der gennemsyrer sangen, og M Rexens produktion i øvrigt. Er det hans fingeraftryk? Hans fantasi, fantasi, fantasien er god? Magi?? Nah. Illusioner? Måske? Hvad er tricket? Nå, pyt…

Konklusion: Endnu en varm, fængende og smittende sang fra en af de mere uforlignelige størrelser på den hjemlige musikscene.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Terese, “Angstens Symfoni” singlecover

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.