Moon Loves Honey: Bubbleburst ★★★☆☆☆

0
172
views

Moon Loves Honey har på Bubbleburst bevæget sig i en mere elektronisk, poppet retning. Konsekvensen bliver at pladen fremstår totalt uden kant og spørgsmålet om, hvad den vil, blafrer i vinden. 

Én af Danmarks mest karismatiske anmeldere, Ole Michelsen, erklærede på et tidspunkt, at en film med Richard Geere maksimalt kunne takseres til tre ud af seks hatte – og ofte kun til én klaphat. Helt så kategorisk vil jeg ikke være, men som jeg har anført andensteds, så har jeg svært ved at se pointen i drømmepop; man har fjernet poppens hooks og melodiske appeal, nærmest alt der er distinkt og generelt mest synes at låne ønsket om ikke at forstyrre lytteren for meget fra poppen.

Det er til dels i denne kontekst, jeg anmelder Moon Loves Honeys Bubbleburst. Beklager, men udgivelsen er lidt strukturelt bagud på point. Inden for genren er der dog styr på sagerne.

Åbneren, ‘Not Only In My Dreams’, leverer en fin call/response mellem falset og normal-register – med et koket stemmeknæk – og tekster, der cirkler rundt om besættelsen i forelskelsen. Trommerne er som alt andet sovset ind i rumklang, men bliver i deres meget enkle udtryk på åbneren så maskinelle, at jeg overvejede om det var en trommemaskine snarere end et instrument. Det flyder stille derudaf og der ligger en ottendedels-rasler som bidrager til luften i udtrykket. Det er pladens mest distinkte melodi, hvilket du nok har regnet ud ikke siger så meget.

Vi får dog etableret den lækkerhedsfaktor, projektet er båret af, og luftigt og fint lyder det med synths – og en overraskende levende bas. Og på nær på fjerde nummer, ‘Aflutter’, syvende, ‘December’ og niende, ‘Juli’, som ikke har bas, så er bassen det eneste instrument, der synes at prøve at stikke lidt ud og gøre lidt væsen af sig.

Afslutteren, ‘Crystal Clear’, har en my drive og kommer sammen med åbneren til at stå bare en smule ud på en plade, hvor instrumentale passager blander sig decideret umærkeligt med dém med vokal.

Nu bliver jeg muligvis lidt grov, men dreampop – og dermed også Moon Loves Honey på Bubbleburst (selv om de selv kalder det drømmerock) – bliver altså alt, alt for let til en form for tapet: som loungemusik. Noget, der ligesom skal køre i baggrunden og aldrig rigtig tåler for meget opmærksomhed.

Der er etableret lækker lyd på Bubbleburst og dermed bliver analogien måske, at det er et storblomstret tapet – hvor dét, der tager opmærksomheden bliver stænglerne på blomsterne. Altså bassen i MLHs tilfælde. Og dermed åbner det også for spørgsmål om, hvor spændende tapet er – og om det er stænglerne på blomster på et tapet, der skal fokuseres på? Jeg må medgive, at det kan være mig, der kigger det HELT forkerte sted her…

Jeg har prøvet forskellige ting for at få skovlen under Bubbleburst: Lyttet som jeg plejer, men også forsøgt at sætte mig til at lytte med en god whisky, lukke øjnene og tænke tilbage på da jeg sad på en strandbar. Heller ikke her giver det ret meget. Men whiskyen var god. En tur i skoven med MLH i ørerne gav heller ikke det store.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Moon Loves Honey kan indspille, etablere et lydbillede og sikkert også har idéer om, hvad der skal udtrykkes. De vedhæftede tekster indikerer en drømmende længsel som fælles tema. Og denne stemning er fint underbygget af de instrumentale numre, Aflutter og Juli.

Drømme er selvfølgelig også noget udefinerbart, flydende noget. Rock bliver Bubbleburst aldrig. Jeg anerkender evnerne til at indspille og forsøgene på at skabe stemninger. Men må også som lytter indrømme, at jeg keder mig ret meget i genren. Og Moon Loves Honey her ikke gør ret meget for at ændre på den sag.

Der er lavet flere animationsfilm til pladen. Måske er det dét, der skal til for at skabe lidt mening i projektet.

Som plade er det et pænt, men noget kedeligt værk.

Anmeldt af: Troels-Henrik B. Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.