Home Anmeldelser April 2024 Glimtvis: Weren’t We Just Dancing? (EP/Anmeldelse)

Glimtvis: Weren’t We Just Dancing? (EP/Anmeldelse)

467
0

Sejt rockende Glimtvis tager os på tur i den primært kvindevokalbårne rock over country og slutter på Weren’t We Just Dancing? af med et glimt af noget genialt. 

Når Hurricane Wall åbner med sejt rockende guitarer og en stærk kvindevokal, så giver det mindelser af power-piger som Stina Stina fra 90erne. Som nummeret folder sig ud og pludselig eksploderer i et storladent grand refrain står det klart, at det er et band, der både kan spille, synge og producere. 

Det står klart, at det er kvindevokalen, der er bærende – men konsekvent støttet af en tilsvarende stærk mandevokal. Nåh, ja. Måske på nær afslutteren, som vi vender tilbage til senere.
Men lad det stå klart, at har man et band, der kan spille rock og to stærke vokalister til at synge med stærkt udtryk ovenpå, så står man stærkt!

Alligevel bliver der taget kalorier ud af projektet med de to næste numre, der har præg af country-ballader. Helt fint leveret og eksekveret, men ikke så stærkt som åbneren. Så da titelnummeret falder med et groove og en støvet mundharmonika er vi måske nok stadig i noget americana, men bare lidt lettere i trinnet – lidt mere boblende, lidt mere sejt. 


Det er ellers et meget aktuelt emne, pladen drejer sig om; den handler om at blive voksen og lyden er udtrykket er da også decideret modent. Men pladen handler også om splittelse i det voksne, ikke at falde på plads i de roller, man forventes at indtage – og at stå i en ny situation efter en skilsmisse og prøve at finde sine fødder i det. 

I et samfund hvor ungdom stadig er et ideal og det ret beset nok også er blevet nemmere at nægte at være sådan ’rigtig voksen’ – uanset hvad det må betyde – er det en ganske relevant sag, vi sidder med. På rock og country. Den havde jeg ikke set komme. 

Noget, jeg heller ikke så komme er afslutteren, der er en decideret perle:
– Wonder er helt anderledes i sin æstetik i et lægge et elektrisk beat under en akustisk guitar-figur og for første gang rykke mandevokalen frem i billedet, så den næsten bliver fronten.
Der er overskud, der er noget umiddelbart appellerende i den akustiske guitarlyd og dette nummer rummer ro, refleksion og en rigtig fin konklusion på en plade: Temaet er, at livet tager én steder hen og nogen gange må man bare stoppe op og tænke hvordan man dog havnede der?

Det kunne meget vel gå hen og blive lidt et hit – selv om der ikke er voldsomt meget gang i nummeret. Men i så fald vil folk næsten have svært ved at kende de andre numre, hvis interessen i hittet medfører at man hører hele pladen. 

Alene på baggrund af afslutteren må jeg give den kraftigste anbefaling til Glimtvis. Men der er også mere her end et one-hit-wonder (no pun intended):
– Der er tale om et band, der har noget at fortælle som ikke bare kommer i ord, som kan spille og som formår at disponere perfekt over hvad de har at gøre med. Det betyder i denne udskæring, at én vokal sjældent eller aldrig står alene, hvilket jo godt kunne synes dogmatisk, men som helt tydeligvis er et valg. Noget så sjældent som et smagfuldt valg. 

Vil du kun have rock derudaf, kun have country-sange med grødet stemme og kun have dine ballader stille og pakket ind i inderlighed, så skal du nok kigge andensteds.
Men vil du have en særdeles smagfuld blanding af de tre tilgange – og i øvrigt tilsat et stærkt øre for pop-hooks, så kan du glæde dig til at lytte den voksne plade fra Glimtvis.

Anmeldt af: Troels-Henrik Krag

Previous articleHasse Åbner Ild: … en af dagene (Album/Anmeldelse)
Next articleBlodmåne: Spektakulære Morgenfugle (Album/Anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.