Skinny Violet: Skinny Violet EP ***** (5/6)

0
2122
views

“The White Stripes onde tvilling” har P6 Beat åbenbart døbt den københavnske duo Skinny Violet, sammenligningen er ganske lige til og oplagt, men Skinny Violet er nu alligevel andet en bare end mere bister udgave af den kendte duo. De 4 numre på deres EP viser, at der måske er mere at komme efter her.

Netop bister er et ord der går igen når jeg lytter EP’ens 4 numre igennem, sammen med indebrændt, eksplosiv og skramlet – en potent lille blanding der snapper efter en med jævne mellemrum. Med 4 numre, der alle varer mellem 2.30 og 3 minutter, er Skinny Violet heller ikke et band der bliver hængende længere end de er velkommen, hvilket egentlig bare er med til at styrke den “fuck jer” attitude der hænger i luften. En luft der er tyk af skramlet garage-støj rock, med hårdtpumpet tromme basken fra Ulf Hove og Amaile Kruse’s rå og snerrende vokal- og guitar, som sidste ingrediens. Simpelt, og ikke specielt nyskabende rent musikalsk, men det slår gnister og virker som om musikken kunne selvantænde hvornår det skulle være, når duoen hakker og skurrer sig igennem de korte numre. En EP hvor en af styrkerne er begrænsningens kunst.

Skinny Violet kommer omkring både det afpillede og helt skrabede og numre med lidt mere melodisk tyngde på EP’en. “Wrong Direction” hælder mod førstnævnte, et nummer der bare snurrer olmt og små-dovent fremad over en simpel cirklende melodi, imens Kruse’s vokal holder sig i et flabet og afdæmpet leje – som om ordene let-skødesløst bliver tvunget ud mellem nogle sammenbidte læber. Kruse’s vokal balancerer fint mellem det flabede, konfronterede, “jeg er da ligeglad” attitude og som en man bare ikke ønsker at provokerer – helt overordnet er vokalen bare godt gammeldags cool, kammer aldrig over og kommer til at virke teatralsk eller forceret. Hun ruller lidt af det hele ud i løbet af “Ana”, der samtidig også viser duoens mere melodiske side, hvor de med deres ganske få og skrabede virkemidler alligevel får flækket en lille potent og kraftuld melodi sammen. Ikke at de skriver deciderede catchy “hits”, men denne her kan man sagtens stå og nikke med på – hvis man er til den slags!?

Jeg oplevede Skinny Violet live fornylig, da de spillede midt imellem Bob Sacamano og Vokadin på KB18 (musikalsk har de nok mest, og faktisk ikke så lidt, tilfælles med sidstnævnte), hvor jeg tænkte “glimrende live oplevelse, men er det noget jeg gider høre på plade?”. Ja, må jeg jo så kort konstaterer, den rå, ubarberede og sitrende energi som duoen besad på scenen, kan man heldigvis fornemme på EP’en også. “Just The Same” brøler dig både i fjæset med sin brummende rytme, men tager dig også lidt i hånden med sin knap så fjendtlige melodi – det er denne klassiske vekselvirkning og dynamik Skinny Violet har ret godt styr på. Det bliver ikke helt Pixies’sk, hvor højeskplosive vers følges op af poppede omkvæd, balancen mellem det skurrende og mere fredsommelige er i stedet rørt mere op og sammen, så balancen hele tiden ligger på vippen. Det giver numrene en sitrende og ulmende fornemmelse, og det er her Skinny Violet har fat i noget der virkelig fungerer. De behøver ikke konstant at tvære den musikalske pointe ud i ansigtet på dig, det er virkningsfuldt nok at antyde.

De hele går op i den der højere enhed på EPens glansnummer, den konfronterende “Fuck My Friends”, der lyder som en slet skjult hentydning (såfremt den er selvbiografisk), med sit “you fuck my friends” “omkvæd”. Trommer og guitar pumper løs så det hele sprutter og hakker, i en skøn forening af noget medrivende og noget der kradser godt hele vejen ned.

Som nævnt er der bestemt ikke noget banebrydende nyt at finde på nogen punkter hos Skinny Violet, men der er så meget kul på den gamle hostende motor, at det ikke betyder det store. Og så virker duoen forresten også pisse ligeglade med modeluner, originalitet og det at være nyskabende. Hvad betyder det også, når musikken som her oser af autencitet? Beskidt og rå-fed autencitet tilmed!

Nu har jeg som nævnt oplevet Skinny Violet live, og det kan selvsagt anbefales, og det kan ikke helt undgås at smitte af på denne bedømmelse af EP’en. For når man lytter de 4 numre igennem tænker man, “nå ja, det er sgu da herligt ukompliceret, lige til og rusker og rocker til 4 stjerner”, men ser man dem på scenen så får man den ekstra lille fornemmelse af at det her “kan et eller andet”. Skinny Violet rummer simpelthen noget x-faktor der skinner igennem på en scene, denne udefinerbare x-faktor, som også anes på EP’en, er med til at skubbe den samlede bedømmelse for denne lille EP op på 5 små, men slagkraftige, upcoming & rockin’ stjerner.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Skinny Violet på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.