Repeat #10

0
602
views

Så nåede vi udgave nummer 10 af vores anmeldelser af singler og denne gang skal vi en tur på landet med Tom Bjerg, ud i skoven med Christian Hede Madsen, være sammen med venner hos Saint Kodiak, på dansegulvet med Terese, forbi The Roadhouse hvor Ida Wenøe gir’ et nummer, inden vi runder af med en guldbajer sammen med De Frigjorte.

Jubilæumsudgaven! Eller noget… så nåede vi allerede til udgave nummer 10. Nogen vil måske vide, at en del af disse singler allerede har været ude i noget tid, men, det kan ikke rigtig gå hurtigere, hvis det ikke skal blive noget hastværk. Men jeg håber ikke, at anmeldelserne virker alt for uaktuelle, selvom nogle af de her singler har nogle uger på bagen.

Lad os skynde os videre, inden de bliver endnu mere uaktuelle!

Tom Bjerg – “Landet”

Vi lægger ud med en gang traditionel sangskriver folk-pop fra Svendborg, hvor Tom Bjerg holder til. Han har været aktiv siden slut 90’erne, men er først nu ude med sin første udgivelse i eget navn. Om nummeret “Landet” forklarer han:

“Hvis man finder et punkt i landskabet som er højt nok, så kan man se både frem og tilbage. Man kan se både kort og langt, og nogle gange kan man se tingene helt klart. Nogle gange kan man nærmest falde over sådan et punkt ved et tilfælde. Så kan man, næsten uden at anstrenge sig, danne sig et overblik, over hvad man med tiden har samlet op og hvad man savner…”.

Førstehåndsindtryk: Det matcher også meget godt stemningen i det 4 minutter lange nummer, der cykler fint og ubesværet ud af den lige landevej. Solid, men måske ikke videre opsigtsvækkende.

Efter flere lyt: Den rolige melodi er rigtig fin og nummeret flyder utvivlsomt godt fremad, men det er også som om den forsætter ud af det andet ører uden, at der er så meget der hænger ved. Det efterlader et ret stort pres på lyrikken som det bærende element og det der gør, at “Landet” er et nummer man gider vende tilbage til.

Jeg vil sige, at jeg synes teksten er fin (jeg synes jeg bruger det ord ofte om denne sang?), især åbningslinjerne, “Er det okay hvis jeg lige ringer hjem // Og hører hvordan det går // Er det okay hvis min stemme er lidt slidt // Mere end sidste år”, får slået tonen fint an. Da var det igen, “fint”. Men, det fanger mig bare ikke rigtig…

Konklusion: Fint nummer! Ikke noget der ryger på repeat hos mig (men Jonas anmelder pladen snarest og virker lidt mere begejstret!).

Christian Hede – “Hele Tiden”

Så har vi en art premiere, nemlig første kunstner der får en single anmeldt for anden gang her i Repeat-serien! Christian Hede Madsen (eller bare Christian Hede) har været ude med single nummer to under eget navn i over en måned, men jeg skulle lige have første singlen, som jeg anmeldte her, lidt på afstand. Videoen, hvor Hede sidder i skoven med sin guitar, virker i øvrigt som en art forsættelse på første video. Musikalsk er det da også igen den mørke, ildevarslende og atmosfæriske rock der er i højsædet.

Førstehåndsindtryk: Han har måske den fordel, at jeg kunne lide første single, så på det punkt var der allerede kredit på kontoen. Og den er ikke faldende efter, at have lyttet en enkelt gang til “Hele Tiden”.

Efter flere lyt: Det er jo egentlig også ret traditionelt, det Hede leverer rent musikalsk på “Hele Tiden”. Dunkel, dommedagsvarslende og stemningsfyldt rock, der har noget filmisk over sig. Det er atmosfærisk musik, som skaber billeder, kort og godt.

Der hvor han skiller sig lidt ud er de lidt kryptiske danske tekster og vokalen, som jeg finder ret så dragende. Der er noget mystisk over det hele, noget der virker lokkende, selvom man måske fornemmer, at der lurer nogle farer lige om hjørnet… eller en smerte? Stemmen er udtryksfuld uden, at han behøver at gøre særligt meget, eller gøre den unødigt teatralsk. Det er meget tiltalende.

Konklusion: Det er sådan et nummer der bare lyder sejt uden, at det bliver “flashy” og blærerøvsagtigt… hvilket egentlig bare gør det endnu mere sejt.

Saint Kodiak – “Gutter”

“Pas på dine venner, og de passer på dig, er budskabet i Saint Kodiaks nye single ’Gutter’. En sang som med enkle midler og med Gunnar Holm-Lintermanns ekspressive stemme bærer fortællingen om venskab, broderskab og fællesskab frem”.

Sådan lyder det blandt andet om “Gutter”, hvis titel spiller på dobbeltheden i ordets danske og engelske betydning.

Førstehåndsindtryk: Stortrommen får lov til, at diktere rytmen og dominerer sangen i verset – det er næsten altid effektivt. Også her. Løftet i verset, hvor vi når en art forløsning på opbygningen fungerer ret godt, men det er næsten som om sangen virker for kort og aldrig når det sidste, ekstra løft?

Efter flere lyt: Det er næsten også mit eneste kritikpunkt for, der er virkelig meget der spiller for Saint Kodiak på denne single. På den ene side er det bestemt ikke en dårlig ting, at man begrænser sig og skærer ind til benet og med en spilletid på lidt over 3 minutter må man sige, at det lykkes. Men, som nævnt, så savner jeg faktisk, at sangen lige får det sidste løft op mod indie-himlen, bare 30 sekunder mere og nummeret havde stadig virket relativt kort.

Måske er det bare fordi, det man får, er så flot eksekveret, at man vil have mere? Det er jo heller ikke en dårlig ting! “Gutter” minder mig et eller andet sted om The Rumour Said Fire og “The Balcony”, både med stortrommen og den indie-folkede klang, men dét nummer har netop et ekstra gear mod slut.

Konklusion: Det lille forbehold til trods, så er det her en rigtig god single og, om ikke andet, så smager den af mere.

Terese – “Fantasy”

Overskriften i det tilsendte materiale lyder “popdebut uden skam og ironi”. Med dette menes der, at Terese Skovhus har kigget mod 80’ernes poplyd efter inspiration, og leverer den uden ironisk distance:

“Jeg er vokset op med navne som Anne Linnet, Lis Sørensen og Thomas Helmig, og selvom de for nogle i en periode har været betragtet som corny, er det alligevel dem, vi har sat på og danset til, når vi holdt privatfest. De har formået at skabe noget, som vækker fællesskabet, som vi kan skråle med på og som samtidig giver associationer til noget super privat og intimt. Det er også den følelse, jeg gerne vil skabe. Jeg vil gerne være din guilty pleasure.”

Førstehåndsindtryk: Når singlen er på dansk, hvorfor hedder den så “Fantasy” og ikke “Fantasi”? Anyway, det undrede mig bare lige, mens jeg sad og nikkede med og bobbede lidt med skuldrende til den semi-funky dansepop. Det er da i hvert fald 80’er! Og ganske effektivt.

Efter flere lyt: Velsmurt – og eksekveret er det og rammer ret godt den klang og stemning der sigtes efter. Selvom nummeret er catchy og iørefaldende på en måde, så man næsten kan nynne/synge med under første lyt, så når det måske ikke helt forbillederne da de var på toppen.

Det er måske også for meget forlangt, trods alt, 80’erne VAR et stort popårti, også herhjemme. “Fantasy” virker på samme tid tidløs og fuldstændig fanget i en tidslomme. Det er både godt og lidt skidt. Godt fordi det bare fungerer på et helt elementært plan, man rocker lidt med, fødderne vipper og der er en duft af lidt for meget hårlak i luften. På den anden side så, bliver det måske også en lille smule anonymt, med duften af hårlak følger også en duft af pastiche. Ikke at det nødvendigvis er en skidt ting, men, jeg savner måske lidt mere personlighed fra Terese? Hvem er hun? For at stille et lidt irriterende spørgsmål.

Konklusion: Hun er måske “bare” en 80’er begejstret poptøs? Det skal der også være plads til, og bør være plads til på en platform som P7? Effektiv, men lidt uoriginal, lille popbasker.

Ida Wenøe – “Another Kind of Love”

Mere pop, men af en lidt anden støbning, Ida Wenøe er aktuel med en singleforløber til et album der udkommer d. 12/4. Folk-pop noir, der “udforsker kærlighedens væsen”, tak skal du have… og så er lyden inspireret af The Roadhouse i Twin Peaks, bare lige for, at bygge forventningerne yderligere op!

Førstehåndsindtryk. Jeg fanget fra omkring ”I have tried being with a lover just to find another”, tidligt i sangen. Stemningsfuldt, opbyggende, smagfuldt og elegant udført og forløsende. Flot, flot single.

Efter flere lyt: Jeg er sgu’ blevet lidt tryllebundet af det her nummer, ikke så meget fordi jeg kan relatere til teksten, det der kærlighedshejs bider ikke særligt tit på mig, på et personligt plan. Men jeg tror på Wenøe’s ord, følelser og det der udtrykkes i teksten og musikken – det er næsten lige så godt.

Opbygningen er tålmodig, langsomt svæver vi gennem nummeret, med Wenøe og hendes klare røst stort set alene i spotlyset, mens musikken danser rundt i baggrunden og vokser på de helt rigtige tidspunkter. Og rammer toppen lige når den skal i løbet af de 4 ½ minut. Vel at mærke uden, at det kammer over i melodrama eller bliver for udkrænkende storladent, der er selvkontrol og en dosering af virkemidlerne her.

Konklusion: Lidt af en fuldtræffer, selvom stilen er meget klassisk og der sådan set ikke sker noget overraskende, eller nyt. Det er bare virkelig stilfuldt og flot leveret.

De Frigjorte- “Forpulede Møgliv”

De Frigjorte udsendte sidste efterår debutalbummet Ja Tak!, som jeg var så flink, at sende 1 stjerne efter. Og ja, jeg prøvede faktisk at være flink, selvom jeg ikke syntes albummet var specielt godt, så hadede jeg det ikke! Nu er bandet aktuelle med den første af 2 singler (den anden er vist egentlig udkommet mens det her blev nedfældet), der fungerer som det de kalder en “mellembøvs” inden album nummer to.

Klar til, at se hvordan den socialrealistiske bodega-rock bøvs lyder i mine ører i 2019?

Førstehåndsindtryk: På godt og ondt får jeg lyst til at skrige “HÆTTEMÅÅÅÅGE” af mine lungers fulde kraft, når vi rammer omkvædet i “Forpulede Møgliv”, fed titel i øvrigt, fordi stemme- og tonelejet hos forsangeren sender mine tanker i retning af Roben og Knud. De var jo mægtig populære i start-00’erne, hvor jeg, måske, også ville have sat mere pris på den her højlydte omgang bøvse-med rock?

Efter flere lyt: “Der er pissekoldt i mit sommerhus, min hund er skidegrim og har sikkert lus // Jeg er ligeglad bare du er her, selvom dem du kalder dine venner kalder dig en mær”. Jeg må indrømme, at det her får mig til at smile lidt, ligesom vendingen “jeg tror det ender galt, som en snapseskid” også kan et eller andet… om ikke andet er den næsten, i overført betydning, en slags billede af hvordan jeg har et med De Frigjorte.

De skal have, at de giver den hele armen og tager chancen når det rumler i tarmen, og trykker til. Så må det briste eller bære. Her med RÅWE-OMKVÆD og “WÅH ÅH ÅHHH” kor, der, trods det hele føles lidt bøvet, er svært ikke at blive smittet af og synge med på. Den obligatoriske guitarsolo er også helt OK…

Tror bare, at jeg befinder mig et andet, ikke bedre men andet, sted i livet end De Frigjorte. De sidder og skråler og skåler på de brune værtshuse, hvor jeg gerne gav en omgang, hvis jeg stadig orkede at slæbe mig ned på et – det gør jeg bare ikke. Derfor bliver det her også lidt som, at være tilskuer til en fest, som man måske gerne ville have været med til… engang.

Konklusion. Jeg hader stadig ikke De Frigjorte, jeg synes modsat heller ikke, at “Forpulede Møgliv” er en fantastisk single, men, brøle-med kvaliteterne skal ikke fornægtes.

Sangen kan høres her, på Karrierekanonen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Terese, pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.