De Frigjorte: Ja Tak! ★☆☆☆☆☆

2
1470
views

De Frigjorte knapper en bajer op, tisser lidt på deres sko og langer gammeldags “Erik Balling Rock” over disken. Men ligesom Balling hører fortiden til, så virker det også som om tiden er løbet fra De Frigjortes bodega paroler.

Dermed ikke sagt, at det ikke stadig kan have sin berettigelse, både bodegaerne og en solid dosis socialrealistisk 70’er rock og rul, som De Frigjorte leverer med stor indlevelse og kærlighed. Og trods den magre samlede karakter man kan se øverst, så hader jeg faktisk ikke det her. Det har både charme, passion og personlighed, hvilket også redder en stjerne. Men det er ikke nogen god, eller, for mig, vedkommende plade.

Det er klart, at når man kalder sin stil for “Erik Balling Rock”, og nævner navne som Gasolin’ og Magtens Korridorer som nogle musikalske forbilleder, så er det også en helt særlig tone man sigter efter. Den lille mand på gulvet, ham der godt kan lide en bajer eller ti efter fyraften, hvis han da har et job. Ham der måske aldrig helt lykkes, både fordi han ikke fik de bedste kort og måske heller ikke formåede, at spille dem han fik tilstrækkelig kløgtigt. Og han er sikkert også forfulgt af uheld og er generelt bare typen, der ikke kun pisser på sin ene sko, men begge, som beskrevet i nummeret “Begge To”.

Problemet er flerfoldigt. For det første er det hele hørt før, hvilket man kunne leve med, hvis det ikke var fordi det også var hørt meget bedre før. Mange gange. De bedste melodier lyder som om de er delvist planket fra Gasolin’ og Larsen, resten er glemt lige så snart de toner ud. Lyrisk er der helt klart noget på hjertet her, men, igen, så er det bare hørt bedre andre gange og det kommer hurtigt til at virke noget endimensionelt og begrænset, det der diskes op med tekstmæssigt. Man får historierne fra rendestenen og nærområdet, historier som det stadig er vigtigt bliver fortalt og får ørenlyd, men det bliver hurtigt en kende trivielt her og ender alt for ofte som “matter of fact” statements, uden nævneværdig refleksionsgrad.

Jeg pisser i håndvasken, mens mine ligeglade tanker de vandrer
Forleden dag fik jeg et brev fra min lejer, så er det ud, pak dit lort og kom væk
Lige for tiden er der mere røv… og nøgler end kaffe til fløden
Ja, ærlig talt så er jeg hamrende nedslidt, deprimeret har tyndskid og stress

Sådan lyder det indledningsvist på den tungt huggende “Intet at Vinde”, inden der skrues yderligere op for volumen og brøle-vokalen i et omkvæd der drukner i uskøn og rungende larm. Teksten er hvad den er, Allan Olsen har pisset i håndvasken på D’angleterre på noget mere elegant vis i “5 Under 0”, der på en måde er et nummer der handler lidt om det samme. Uden sammenligninger i øvrigt, men det udstiller lidt af problemet jeg har med De Frigjorte.

De vil gerne være “in your face” og råbe numrene ud, både med deres brølende instrumenter og deres brølende frontmand, det lyder bare ikke videre skønt nogen af delene. Ikke at det skal lyde pænt, men det må gerne lyde kantet og grimt på den fede måde, i stedet for bare højt og fuld knald på det hele. “servitricens reaktion når jeg klager min nød er lisså vild som Stavanger by night”, vrænger Olsen i ovennævnte nummer, sådan har jeg det lidt med det her…

Jeg medgiver gerne, at De Frigjorte bestemt lyder trætte af det hele og godt pisset af, men hvad vil de bruge den energi til? At klage deres nød i råbe-form for stampublikummet på den lokale? Det bliver for meget prædiken for de i forvejen omvendt til mig det her, paroler råbt til folk der mener og føler det samme og så kommer vi ikke helt videre end det…

“Der er nok at tale om, men hvem har mere at sige?” indledes der med i “Højt Til Loftet”, desværre ikke rigtig De Frigjorte, der går fra et roligt vuggende leje til ren RÅWE-ROCK inden der er gået et halvt minut og ryger noget syre i stedet for egentlig at sige noget. Måske er det en del af budskabet? At der netop ikke er mere at sige og at de heller ikke har noget at byde ind med? Er de nihilister?

Nææææh, de har en sang der hedder “Fuck Det Pis De Viser På TV”, et kontroversielt og banebrydende statement i 2018, her 70 år efter tv’et begyndte at snige sig ind i dagligstuerne. Det virker for letkøbt, bedaget og bare… uvedkommende? Der er lort i tv, nå, og hvad så, er det derfor du pisser på dine sko? Sebastian havde et nummer med på sin nyeste plade der handlede om, at kigge op fra sin mobiltelefon, det virkede heller ikke videre nytænkende, men det var i det mindste en mobiltelefon og ikke et TV. Hvem fanden ser tv i 2018 og orker at brokke sig over det?! Og så i en sang?! Videre, vi skal videre!

Måske ville jeg brokke mig, hvis jeg så Midt Om Natten i tv, indrømmet, den har stadig sin naive charme, er af sin tid og bringer minder om dengang jeg så den som knejt i 80’erne. Men tiden var løbet fra Balling på det tidspunkt, og Larsen og Clausens arbejderklasse romantiske manuskript virker også som om det stammer fra en svunden tid – eller en der aldrig rigtig har eksisteret. På den måde adskiller Balling (underholdende eller ej, og ja, jeg elsker også Olsenbanden) sig ikke væsentligt fra eksempelvis Morten Korch og hans univers. Hjertelig nostalgi, harmløs underholding eller noget der rent faktisk kan være lidt småfarligt i længden?

Inden jeg bevæger mig for langt ud på det sidespor og tillægger det her for stor betydning, eller ender i noget (endnu) mere fortænkt, så betvivler jeg ikke De Frigjortes hjerte og motiver på disse 10 sange. Men det er ikke noget der kommer til at bringe dem længere ud end værtshusene (hvor de sikkert kan fyre en fest af) og ud over at fungere som en ventil for dem selv og ligesindede, så kan jeg ikke se at det er musik og tekster der bringer nogen videre, eller løser noget.

Så må det være op til en selv, hvordan man synes det skal bedømmes og belønnes – jeg kan ikke give mere end 1 stjerne for de sikkert gode hensigter.

Af Ken Damgaard Thomsen

2 COMMENTS

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.