Go Go Berlin, Voxhall, 30/3 2019 ★★★★☆☆

0
620
views

Endnu en GFR-liveanmeldelse af Go Go Berlin? Ja, sgu’. For der er muligvis noget på spil her: Med den stærkt radioroterede ‘Here Comes The Darkness’ indikerer bandet, at de er i udvikling: Tangenterne tager en ny, mere central plads. Eller hvad?

Jo, jo, GFR er som bekendt ’More than rock’, men Go Go Berlin har – sikkert lidt uforvarende – gjort sig til bannerførere for rocken hos det yngre publikum. Der har altid været mange gymnasie-og-deromkring-publikummer til bandets koncerter og i en verden, hvor såkaldte DJs headliner festivaler og synes at have godt fat i ungdommen, er det en stor fornøjelse at have et band, der bare spiller rock. Og ikke alle mulige under-genrer. Men rock. For ungdommen.

Derfor gås der også til aftenens koncert med et vist mål af bævende hjerte: For hvad nu hvis de har ændret sig? Ikke længere er rock? Ikke redder ungdommen fra mænd, der bærer hat indendørs?

Det er selvfølgelig fuldstændig op til bandet, men heri ligger altså en retfærdiggørelse for igen-igen at anmelde Go Go Berlin på Voxhall på deres hjemmebane i slutningen af en tourne.

Inden da skulle vi dog stifte bekendtskab med et band, der skulle vise sig at være indbegrebet af ’opvarmning’.

Leoniden

Der blev klappet, peget og generelt gjort alt hvad der kunne gøres for at varme op fra Leoniden. Og det virkede!

Og hold da op! Fra Kiel var der mødt et elektronisk-rock-soul band op med fem energiske herrer, der ikke havde i sinde at lade publikum følge med med et halvt øre og øje:
Nej, der blev gået til den fra første taktslag og selv om musikken nok er lidt svær at placere genremæssigt, så var udtrykket elektronisk og vokalen soulet – dog uden alle de klassiske soul-skala-fraseringer, som ofte giver mere indtryk af teknik end idé.

Skal jeg sammenligne med noget herhjemme, må det blive Saveus, men forskellen ligger nok i at Leoniden især i front havde en indpisker af den anden verden. Produktionen af numrene synes at være meget bygget op en en stram afspilning, hvor pauserne spiller en stor rolle, så udtrykket bliver en art stop-and-go (forzando/staccato) – uden at det ødelagde flowet i musikken, som var sikret ved en ’levende’ trommeslager.

Centralt på scenen stod en stak keyboards og allerede i andet nummer er alle pånær trommeslageren henne ved disse i et huddle, hvor der grooves og improviseres – i hvert fald til en vis grad. Alle på scenen boogier som om der ikke er nogen i morgen, bassist og guiarist kører rundt med deres instrumenter og det hele er meget…tændt.

Oven på dette ligger så vokalen som ikke kan kaldes andet end afsindig stærk. Ikke mindst når den lægges op i en skarp falset må man imponeres over, hvor skarpt styret det er og hvor fedt udtrykket fungerer.

Jeg er ikke sikker på, jeg vil synes så godt om Leoniden på plade. Men her live er det vilje, energi, indpiskning, kejtet glæde – og det virker utrolig nok ikke som for meget, da forsangeren under næstsidste nummer tager sit percussion-stativ ud blandt publikum og gennemfører en chase dér.

Skulle der have været en publikummer, der var mødt træt op, er jeg sikker på, Leoniden fik fjernet trætheden. Og var der nogen, der formåede at stå stille under opvarmningen, så må det bestemt siges at være deres egen skyld! For det her? Det var en fed live-optræden, hvor energien holdt hele vejen og jeg oprigtigt overvejede om aftenens hovednavn ikke var blevet overhalet indenom her…

Så. Ja. Ikke noget rock her – men masser af begejstring!

En halv time synes perfekt for Leoniden og de kunne såmænd godt have givet et par numre mere – især fordi der gik godt 20 minutter før Go Go Berlin gik på. Men måske var det også OK at køle lidt af oven på kielerne?
Leoniden vender tilbage til Århus til september – hvis nogen har lyst at danse, kan det anbefales!

Go Go Berlin

Rock er stadig hot – i hvert fald, når Go Go Berlin udfolder sig på hjemmebane

Al angst for at Go Go Berlin skulle have mistet rocken, kunne jeg såmænd godt pakke væk. Underligt nok var Voxhall ikke udsolgt, og publikummet var også noget mere blandet med en del i mere mondæn alder var dukket op. Og mange havde en fest!

Jeg må sige én ting om Go Go Berlin: Jeg tror aldrig, jeg har hørt så velproduceret og velfungerende live-lyd før. Især bassen og trommerne spillede virkelig fedt, men generelt var det bare en mesterklasse i, hvordan man laver effektiv, stærk livelyd. Fedt!

Det gav dog også den udfordring, at det hele kom til at fremstå lidt pænt – men rock er det! Jo-jo, altså med fire slag i gulvet, når det er dét, der er brug for, som vi fik at høre i andet nummer, ‘Go On (Forever)’.

Og da der følges op med ‘Kill Me First’ er det cementeret at det er en rockkoncert og at Go Go Berlin sådan set også kunne have spillet på et stadion.

Dog er der i al den fede lyd og den effektive sætliste en konstant, nagende fornemmelse af, at den ikke HELT får 100%. Og når et band som Go Go Berlin gør brug af så mange rock-klichéer (breakdowns, repetitioner, små ture over i nye temaer for at ”finde hjem” til et power-omkvæd), så kommer dele af koncerten til at virke lidt indstuderet. Ikke at det egentlig gør så meget, for det er et dygtigt band. Men der er lige et hint af ’en dag på kontoret’ – selv om bandet blev ved at omtale aftenen som ’finalen’ på deres turne.

‘Gimme Your’ leveres maskinelt, skarp og bliver lidt en magtdemonstration i hvordan man med dygtighed kan skære en rocksang.

Ballader kan de også, og i et sejt tempo leveres ‘Electric Lives’ og da nummeret afsluttes efter et breakdown med en gang larm, bliver det næsten helt voldsomt. Næsten.

Det nye nummer ‘Here Comes The Darkness’ skiller sig ikke på nogen måde ud fra den øvrige lyd på koncerten og al angst om at rocken skulle være nedprioriteret er nu væk. Ja, den spilles lidt ’som på pladen’, men det er jo også et nyt nummer der har hit-status i radioen: Folk skal jo kunne kende den.

‘Maybe Tomorrow’ startes langsom med guitar, keys og sang, men bygger op og Vium i front får lov at vise, at han er en mester i udtryk, når han stiller sig op på en kasse og gestikulerer overfor publikum. Er hjertet virkelig med? Ligemeget. Det fungerer!

‘Love Me’ bliver lidt et lavpunkt da balladen trækkes ud, bønnen om kærlighed i sangen kommer bare aldrig rigtigt til at fremstå helt troværdigt, selv om der gøres en brav indsats. Heldigvis kan bandet så følge op med ‘Castles Made of Sand’ i et sejt tempo hvor der både går sing-along og Rabalderstræde-afslutning i den. Klicher? Ja! Effektivt? Også det!

Men netop som der er genvundet momentum, daler det lidt igen: ‘See The Light’ bliver lidt svingende i tempoet i starten og kommer med sin 80er-agtige feeling til at stikke lidt ud og være et niveau under de øvrige sange.

Selv om rockklicherne står i kø, så vælger bandet alligevel at tage deres encore uden at gå af scenen, og ‘Kids’ og ‘Raise Your Head’ tager fine stik som afslutning. Igen synes jeg dog, der mangler – hmm – ét eller andet. Om det er publikum eller bandet, ved jeg ikke, men det virker flere gange som om Vium fisker lidt efter noget energi, der ikke rigtigt kommer tilbage til bandet. Og tricks med at sige ’neeeej, I råber slet ikke højt nok!’ falder lidt til jorden. Men det er jo imellem numrene og med undtagelse af et enkelt, så holder de virkelig høj kvalitet.

Jeg er i hvert fald ret sikker på, at ung som gammel har fået sig en dejlig koncertoplevelse om end det måske ikke er den største koncert, Go Go Berlin har spillet.

Og hurra! Rocken lever endnu!

Af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.