Home Anmeldelser Copenhell ‘24: Torsdag 20/6

Copenhell ‘24: Torsdag 20/6

303
1
Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Torsdag bød igen på lidt af hvert på Copenhell, hvor vores mand (som nu har lært lektien og ikke længere tør uddele stjerner til koncerter!) i helvede fangede Khemmis, Nakkeknaekker, Lack, Deathbyromy, Mr. Bungle og Cradle of Filth.

Anden dag på Copenhell begyndte med planer om et par rolige øl i solen på bakken. Når redaktøren passivt-aggressivt bruger gårsdagens mellemrubrik til at tugte en for fejltrin som at give karakterer for koncerter, har man brug for at pleje både sind og korpus. Det fik Deathbyromy hurtigt rådet bod på, og så var dagen i gang.

KHEMMIS, Gehenna

Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Khemmis åbner tungt og højtravende, men mangler fra starten noget energi. Et stykke inde i koncerten fortæller den ene forsanger, Phil Pendergast, at Copenhell er første show på deres europatour, som har været udsat siden pandemien.

Et senere kig på setlist.fm viser også, at Khemmis tilsyneladende ikke har spillet live siden december. Måske de stadig skal finde formen, for ud over de første rækker får Khemmis aldrig rigtig tag i publikum, som ellers er mødt frem i pænt antal. Mængden tynder dog løbende ud som koncerten skrider frem. Selv tæt på scenen står vi ikke tæt, og man kan sagtens finde store lommer.

Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Opfordringer undervejs som “let me hear you fucking scream” vinder ikke rigtig gehør blandt de fremmødte. Klapsalver og tilråb mellem numrene forbliver spredte og lidt høflige uden den store entusiasme og djævlehornene virker nærmest pligtskyldige.

Det kan man ikke klandre publikum, for Khemmis leverer ikke rigtig noget ud over det absolut nødvendige. Melodierne overbeviser ikke, showet kommer ikke ud over kanten det hele føles lidt uopfindsomt og tamt.

Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Khemmis, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Næstsidste nummer – The Bereaved – får vi at vide, er den første sang, bandet skrev sammen. Med mit kun overfladiske kendskab til Khemmis var det mest påfaldende, hvor lidt gruppens lyd har flyttet sig siden da. Alt i alt en lidt skuffende eftermiddagskoncert.

 

NAKKEKNAEKKER, Pandæmonium

Nakkeknaekker, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Nakkeknaekker, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Mens skydækket trækker ind over Refshaleøen, indtager Nakkeknaekker scenen foran et forventningsfuldt publikum.

Som med Plaguemace dagen inden tropper det danske metalpublikum talstærkt frem for danske bands. Når Nakkeknaekker samtidig på få år har fået ry for at være et af de bedste livenavne, er forventningerne skruet godt op. Vi er klar til at blive slået igennem og de fem knægte i Silkeborgbandet har planer om lige præcis det.

Festen starter fra første strofe. Forsanger Christoffer Kofoed er veloplagt og hans ansporinger til publikum om at hoppe, klappe i takt eller crowdsurfe omsættes straks til handling af en beredvillig skare.

Hvis Kofoed er centrum for festen, er trommeslager Anton Bregendorf fremdriften. Han skubber uafladeligt på, banker både os dobbeltpedalen i rigt mål og at dømme efter reaktionen omkring mig skaber han egenhændigt flere nye fans i dag.

Nakkeknaekker, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Nakkeknaekker, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

En lille halv time inde sætter Kofoed gang i den første circle pit, og det skal ikke blive den sidste. Vi får også en wall of death, hvor Kofoed vil skille menneskehavet så langt, at han kan se sin lydmand. Selvom splittelsen ikke helt kiler sig så dybt, er det altid imponerende at se hundredevis af folk tonse mod hinanden og ramle sammen til fælles moshing, hop og vild dans.

Nakkeknaekker, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Nakkeknaekker, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Nakkeknaekker får godt en times koncert til at flyve af sted, og der var tydeligt appetit på mere blandt publikum efter en overbevisende præstation. Hvis fem circle pits og konstant moshing ikke kan udmatte de hårde oppe foran, har bandet knækket formlen. Som Baest og Orm før, må Nakkeknaekker snart være at finde på større scener.

 

LACK, Gehenna

Lack, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Lack, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Punk og hardcore er ikke de største genrer på Copenhell, men mastodonter som Offspring, koryfæer som Biohazard og danske favoritter som Lack har afgjort fortjent deres plads på programmet.

Inden Lack stoppede i 2008 nåede gruppen at slå sig fast med energiske liveshows og tre album med meget skiftende udtryk. Pladsen foran scenen er godt fyldt med folk, der ved selvsyn vil undersøge, om det kan passe, at undergrundslegenderne i er genopstået?

Lack spiller op til intens punkfest med direkte riffs, en vrængende, snerrende vokal og tempoet skruet op.

“Those fuckers make me feel like / clubbing baby seals and killing dying species” lyder det på Bombing the Moon. Den følelse kastes overbevisende i hovedet på os fra først til sidst. Håret er måske blevet tyndere og grånende, men Lack har ikke tabt det rebelske, skælmske eller vrissende, og de kan stadig skrive fængende numre på tre minutter.

Lack, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.
Lack, Copenhell 2024. Foto: Rasmus Petersen.

Lack har ikke megen tid til sniksnak mellem numrene. Først inden de to sidste sange kommer der et “tak” for bifaldet samt et fromt ønske om at se noget crowdsurfing, når man nu er på metalfestival.

Herefter kører det igen derudaf for fuld fart og vi kan gå tilfredse fra Gehenna efter et tight og aggressivt 45 minutters set.

 

ØVRIGT

Mørke er ikke bare hård metal. Man kan sagtens være dyster og brutal uden at smadre løs på stortrommen. Deathbyromy leverede en rå og indfølt koncert, der inviterede ind i sangskriver Romy Flores’ inderlige og personlige univers og gav det tidlige publikum på Hades en god start på dagen. Skulle Copenhell få blod på tanden i forhold til det blødere, omfavnende mørke, man kan håbe de bringer Deathbyromy tilbage på et senere tidspunkt og eller kigger i retning af King Dude eller lignende.

Mr. Bungle kom for at spille på Hades. Det var legesygt, udfarende og masser af spilleglæde. Supergrupper kan være en blandet fornøjelse, men det er Mr. Bungle ikke rigtigt, selvom man har trukket legender i egen ret som Dave Lombardo og Scott Ian med ind nu. Mike Patton er stadig en førsterklasses entertainer, og folk fik den lovede fest.

Cradle of Filth på Pandæmonium nåede jeg halvdelen af, og det var ikke synderlig imponerende. En mere stillestående Dani Filth, der ikke rigtig kan ramme de høje toner længere, og særligt ikke længe ad gangen, med en skiftende opstilling af habile, men uinteressante bandmedlemmer. Mellem lidt snak om EM-kampen Danmark-England og dyk ned i bagkataloget fik Mr. Filth også startet en mosh pit, men det var kun en bleg efterligning af det spektakel, Nakkeknaekker leverede to timer tidligere på samme scene.

Af Mikkel Lanzky

Foto: Rasmus Petersen

Previous articleCopenhell ‘24: Onsdag 19/6
Next articleRF’24: På tur i programmet fredag d. 5/7

1 COMMENT

  1. Hold da op sikkert noget vås, jeg var med til Cradle fra start til finish og at Dani kunne ramme de høj noter var en dejlig overraskelse så ved ikke hvilken koncert hr. Lanzky var til men det var bestemt ikke Cradle og kan ikke kende den kommentar han kom med. Mosh pitten var fint men når det er ikke die hardcore fans så var den det bedste man kunne håbe på.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.