Repeat #2 (anmeldelse af singler)

0
507
views

Så er det igen tid til, at kigge på en håndfuld singler fra indbakken, i denne omgang er der nye toner fra Asger Techau, M Rexen, Christian Hede, Casquette, Modest og Still The Man.

Vi er kun nået til anden udgave af vores bud på anmeldelse af singler, så den endelige form er nok stadig under udvikling, men ingen nye tiltag i denne omgang. Hvis du vil vide mere om tankerne bag, så kan de læses i indledningen af den første artikel HER.

Alright, lad os ikke trække tiden yderligere denne gang og kaste os ud i det.

Asger Techau – “Trash It”

Første marts udsender Asger Techau albummet Descendence, skabt i samarbejde med Casper Hesselager (Palace Winter), singlen “Trash It” er første smagsprøve derfra. Den har du måske allerede hørt på P6, jeg har i hvert fald både hørt sangen og hørt Techau fortælle om nummeret i radioen, så det har måske en lille fordel hvad første håndindtryk og eksponering angår. Techau forklarer om sangen:

Der er klart et element af hjælp til selvhjælp over ’Trash It’. Den handler om at være i et usundt forhold, hvor man, i stedet for at reagere, lader tingene gå sin gang, og spiller efter spillets regler, indhyllet i frustration og krakeleret selvtillid

Førstehåndsindtryk: Hmm, ikke helt så catchy som de singler jeg har været vant til fra Techau i radioen. Den er mindre poppet og umiddelbart iørefaldende, og mere ovre i noget melodisk rockende, der lige skal have mulighed for, at arbejde sig ind på en.

Efter flere lyt: I like it! Jeg holder fast i, at den ikke er akut fængende og catchy, men, giver man lige melodien tid og plads til, at vokse og vise hvad den kan, så er det fængende “nok”. Her mere som en stille sniger, hvor man pludselig tager sig selv i, at nynne med på omkvædet, mens foden er begyndt at vippe. Det er heller ikke en dårlig kvalitet, hvis den eksempelvis ender i betydelig radiorotation, så skal man helst kunne holde en sang ud i længden og ikke bare som et hurtigt fix.

Jeg har nok været mere blæst bagover og taget på sengen af de foregående super-poppede numre fra Techau, fordi man tænkte “tidligere trommeslager i alvorlige Kashmir? Hvor kom den her sjove popeksplosion fra?”.

Konklussion: “Trash It” viser nye sider af Techaus musikalske univers og lover godt for pladen, hvor der nok bliver plads til lidt af hvert. Hesselager virker også som et godt match for Techau, der er i hvert fald en god balance i lyden her. God single!

M Rexen – “Red Hot Fire”

M Rexen ligger ikke på den lade side, sidste efterår udsendte han sit fremragende debutalbum, United Kingdoms Part 1: An Endless Sea of Honey, til marts udkommer United Kingdoms Part II – Animals of the Frozen Clouds. Det kan virke som lidt af en selvmordskurs, at oversvømme markedet med musik på den måde, men, nu har jeg smuglyttet til Part II og den er i hvert fald radikalt anderledes end Part 1!

Den over 6 minutter lange “Red Hot Fire” er første single derfra, helt i tråd med den lange første single, “Three Stages of Love”, fra debutpladen. Denne gang synger M Rexen om ensomhed og kærlighed, som har nået frysepunktet, “the silence is the killer”, som det lyder i første linje.

Førstehåndsindtryk: Slow burner! Helt i Rexens ånd, hvor han går sine egne musikalske veje og ikke er bange for, at udfordre og kæmpe imod den gængse opfattelse af, hvordan man gør tingene. Det her er ikke hvad jeg ville kalde en oplagt single, har man hørt den radioaktuelle “Henri” fra Part 1, så er det her nærmest det modsatte. Langsom, stille dansende i skyggerne og et nummer der kræver opmærksom lytning.

Efter flere lyt: Så er det jo godt, at det her hedder Repeat! Det er en slow burner, ja, men også en grower, og heldigvis en der ikke kræver specielt mange lyt, inden man er indhyldet i og grebet af stemningen. Den har noget dunkel bar-crooner over sig, hvor Rexens afdæmpede vokal får stærkt modspil fra en lysere og mere ekspressiv kvindevokal, så det kommer til, at virke som en samtale mellem de to stemmer. Eller, om man vil, en dans.

Det er virkelig elegant udført og leveret, gribende ligefrem, hvis man lader nummeret få lidt plads og ro, men, stadig ikke det jeg ville kalde en oplagt single. Men, jeg er efterhånden ret sikker på, at M Rexen går lige nøjagtig de veje han vil og fornemmer er det rigtige i den givende situation, så jeg læner mig bare tilbage og nyder turen!

Konklusion: Stærkt nummer, umiddelbart et modigt og satset valg som single


Christian Hede – “Søster”

Man kender måske Christian Hede under kunstnernavnet Bellhound Choir, eller som en del af hedengangne Pet The Preacher. Nu er han aktuel med en single på dansk og der skulle være et album i støbeskeen.

Førstehåndsindtryk: Umiddelbart ikke det mest oplagte valg som sin… halløj, hvad har vi her? Nok er “Søster” afdæmpet, i hvert fald indledningsvis, men der går ikke mange sekunder inden lydbilledet og Christian Hedes vokal har fanget min opmærksomhed, selvom sangen ikke kommer væltende med store armbevægelser.

Efter flere lyt: Det her er et fremragende nummer, kort og godt! Og selvom det burde være for krybende og nedtonet som single, så pakker jeg lige de forbehold væk. I musikvideoen følger man Hede mens han vandrer rundt i en skov, tilsyneladende uden nogen fastlagt destination, hvilket harmonerer godt med den glimrende tekst, hvor det lyder som om han driver væk fra noget/nogen… men hvorhen?

De indlagte peaks, hvor nummeret stiger i intensitet og musikken kortvarigt blusser op er enormt effektive og sørger for, at nummeret ikke bliver for stillestående eller kommer til, at sejle rundt i cirkler.

Konklusion: Det her har noget, noget jeg gerne vil høre meget mere til. Det danske sprog klæder Hede og hans vokal, så man er sulten efter, at høre pladen. Det  er vel noget af det en god single skal kunne?

Casquette – “Løver Uden Manke”

Casquette er dansksproget rock, hvor man fornemmer både en lidt punket energi, men også en snert af en beatmusik vibe? Selv kalder de sig for et DIY alt-muligt-rcokband, der har en EP på bånd på trapperne, hvilket jo som bekendt er det fedeste medie at udgive på, medmindre du kan skaffe en mini-disc. Spøg til siden, lad os lytte…

Førstehåndsindtryk: God energi og fremdrift, tilpas balance mellem noget upoleret, lidt nonchalant/henkastet “sjusket” og ruskende og noget der virker ret kontrolleret alligevel. Jeg ved ikke helt om teksten fanger mig, men, jeg ved heller ikke helt om det gør så meget?

Efter flere lyt: Næææh, det gør det egentlig ikke, her er dømt fest, fart og farver, endda på en ret smittende måde, så man får et ungdommeligt sus i de gamle stænger… og måske også underlivet? Det er ikke en sexy hanky panky rocksang på den måde, men den har en fræk, frisk og flabet attitude over sig, på den gavtyvagtige måde. I kender typen, ham der havde svært ved, at sidde stille i skolen, var lidt en rod, men på en ret harmløs og i hvert fald ikke ondskabsfuld måde – og tøserne elskede det.

Det er den fornemmelse det her nummer giver mig, og så smitter skidtet, så det er svært ikke at sidde og rocke med. Er det den dybe tallerken eller nyskabende? Nej, men derfor kan det stadig føles som et frisk pust.

Konklusion: Super charmerende single, catchy, men ikke FOR catchy, så den bliver enerverende. Hør den på Karrierekanonen, inden den (måske) ryger i rotation på P6 – den kunne godt have en chance for det.

Modest – “Keep Your Cards”

Aarhusianske Modest har allerede været “på vej” i et par år, deres anden EP er netop udkommet, i 2017 var de at finde på Rising Scenen, på Roskilde Festival og P6 Beat har også vist lidt interesse. Om deres nye single, “Keeps Your Cards” lyder det:

“Det er i blandingen af de catchy klicheer og det smukke i musikken at sangens styrker ligger. Den er mere afdæmpet og mere melankolsk end mange andre numre vi har lavet.”

Mhmm mhmm, og hvordan lyder det mon så?

Førstehåndsindtryk: “There is a light that never goes out, there is a light that never go…”, hva’? Nååårh, det mindede mig bare en del om The Smiths, men, the queen is dead, så andre må gerne komme til fadet. Og det gør Modest så… minder det FOR meget om en mulig inspirationskilde? De spiller ellers godt…

Efter flere lyt: Jeg kan godt lide sangen, men jeg har godt nok, hvor meget jeg end prøver, lidt svært ved at komme ud over sammenligningen med The Smiths. Det er jo bestemt ikke det værste man kan blive sammenlignet med, jo, altså, barren bliver jo sat ret højt på indieskalaen. Og her synes jeg faktisk at Modest kommer fint over forhindringen, både hvad angår stil og udførelse af sangen.

Sangen er med sine lidt over 5 minutter i den længere end for en single, men den findes sikkert i en edit, hvor man skærer i anden halvdel af sangen – altså der hvor bandet for alvor får foldet sig ud… Samtidig er den lidt, jeg vil ikke sige kedelig, men… måske lidt for høflig?

Konklusion: Velspillet og vellydende nummer, men, ikke et der sådan helt fejer benene væk under mig, eller for alvor rammer mig.

Still The Man – “Sacrificial”

Mere mørkemandsrock fra Still The Man, stod der i emnefeltet på mailen med seneste single fra de den aarhusianske duo bestående af Ole Løhde og Kristoffer Veirum. Vi har allerede hørt et par numre fra duoen, der indspillede deres kommende debutalbum, Myth, på kun 10 uger, bevæbnet med en god portion gåpåmod og learning by doing attitude. Men, “Sacrificial”, er første egentlige single og musikvideo, hvorom de herrer forklarer:

“Sacrificial” tager sit udgangspunkt i myten og dens cykliske tid. Nummeret er inspireret af Eikoh Hosoe’s fotografi af den japanske forfatter Yukio Mishima, der poserer som den kristne martyr Sankt Sebastian, bundet og blødende opad et træ. I videoen skildres en indre kamp mellem to distinkte personligheder, en kamp som også tager sit udspil i den fysiske virkelighed med grumme konsekvenser. Kan Dæmonen sejre over den blide helt? Vil han lade sig narre?

Førstehåndsindtryk: Nu er det her jo ikke anmeldelse af videoer (det kommer sikkert!), men, “Sacrificial” er værd lige, at give et kig, ud over et lyt. Videoen viser meget fint, hvad man kan udrette med en god, lille idé, trods et begrænset budget.

Nå, sangen! Jeg kan sgu lide den, men, kan også konkludere, at Bowie vist ikke levede forgæves? Det anede man måske på forhånd? Nuvel, jeg får i hvert fald en Bowie møder Nick Cave mørkemandsrock følelse, når jeg lytter til det her nummer.

Efter flere lyt: Bowie mig her og Bowie mig der, sikkert en lidt irriterende sammenligning for duoen, men især vokalen sender tankerne i den retning. Heldigvis ikke så det bliver distraherende og Still The Man har masser af andet at byde på. Indrømmet, jeg har været pirret af deres halv-dunkle og urovækkende rocklyd siden de første numre de sendte til os, så jeg er ikke helt neutral på forhånd.

“Sacrificial” er dog, hvordan man end vender og drejer det, et rigtig stærkt nummer og også en effektiv single. Det er ikke musik der i sin grundessens er super catchy og “hittet” (men atmosfæren er tillokkende), så det er andre parametre det vinder på. Stemning, opbygning, udførelsen og fornemmelsen af, at man lytter til et musikalsk univers, hvor der er balance og tænkt over tingene.

Konklusion: Still The Man har stadig min opmærksomhed og singlen giver mig lyst til, at høre mere. Stærkt nummer!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Mads Hededal, Still The Man pressefoto

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.