GFR’s Favoritter: Danske EP’er/Minialbums 2018

0
897
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen. Det betyder, traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! I går lagde vi ud med et kig på vores favorit koncerter fra 2018, nu er turen kommet til udgivelser i kompakt størrelse: vores favorit EP’er og minialbums fra året der er gået.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Ken Damgaard Thomsen

1) Sort Mono: Sort Mono

Sort Mono, deres terrorpop, hemmelighedskræmmeri og måde at kommunikere på tog mig både med storm hvad selve musikken angår, men ikke mindst den samlede pakke som blev præsenteret.

Jeg er stadig ikke helt klar over, hvor meget af det der er leg med formerne og måden man kan kommunikere på i 2018, men, isoleret set var deres bud på hvordan dansksproget pop anno i år kan lyde også blandt årets højdepunkter. Deres gennemførte stil, som man blandt andet kan følge på deres Facebookside var så bare en ekstra dimension.

En skam de (endnu) ikke har fået råbt flere op med deres proklamationer, hensigtserklæringer, varslinger og mystiske musik. Danmark har brug for Terrorpoppen!

2) LY: Vi Fejrer Vi Bliver Glemt

LY kunne måske også fejre, at de blev lidt overset?

“Det er pop med en snert af shoegaze, og lyder samtidig umiskendeligt dansk. Der er noget lidt Loveshop’sk over noget af bandet udtryk, mens vokalen ligger et helt andet, mere lyst og højstemt sted, uden at det kammer over og bliver teatralsk eller skabagtig. Bandet trumfkort er dog, at de formår at frembring nogle virkeligt stærke melodier, der med sikker hånd væves sammen med den dejlige klang bandet har”.

Spillet af 4 københavnske gutter med kristen opvækst og baggrund, der skriver sange om livet og døden – det er et lyt værd.

3) The Beardy Durfs: Rocky III

Og så noget helt andet, The Beardy Durfs havde efter eget udsagn lavet verdens bedste EP, nogensinde, i form af den aparte betitlede Rocky III. Musikken, der er en blanding af avantgarde garage, punk og rock i bred perspektiv, er ikke mindre aparte end titlen. Men, trods dette på papiret lidt utilgængelige og over the top “kunst” flip, så formåede bandet at gøre det ret tilgængeligt og dragende alligevel.

Eller som de selv beskrev udgivelsen, så er det lyden af den musik, der kom ud af bilradioen i den Ford Cortina, hvor Captain Beefhearts lettere retarderede lillebror blev snuppet i at tage speedballs sammen med Frank Zappa, i 197hate.

4) Sons of Cain: Re:Sons Of Cain

Nyeste udgivelse på listen, og så alligevel ikke. Godt nok udkom RE: Sons Of Cain kun for en måneds tid siden, i hvert fald i denne from. Men numrene er over 20 år gamle og stammer fra soundtrack til Niels Arden Oplevs Portland film fra 1996, hvortil Aalborg-bandet Sons Of Cain leverede numre til.

Bandet gik hurtigt i opløsning, men musikken blev hængende, selvom den har været svær at opdrive, især i ordenlig lydkvalitet. Det var dog nok til, at blandt andet Kellermensch har ladet sig inspirere af de mørke, ildevarslende og knugende toner, som nu kan nydes på denne 7 numre lange EP. Der fungerer både som et tidsbillede, men, som jeg også synes har noget at byde ind med i dag – et lyt værd og lidt til!

5) Dying Hydra: Dying Hydra

Jeg runder af med et hæsligt lille bæst. Dying Hydra er både debutanter og rutinerede, i det de tidligere har spillet sammen i et andet sludge/hardcore band, men nu er genopstået som Dying Hydra.

“Det er sludge, det er tungt og det er ikke uden en vis portion melodisk flair. Og så er det bare forbandet veludført, så det er svært ikke at blive revet med”.

Giv åbningsnummeret “Mother Reptile” et lyt, hvis du skal have en effektiv appetitvækker.

Jonas Strandholdt Bach

1) You Work For Me Now: Hopes and Dreams

Det aarhusianske indie-band startede året med en glimrende EP, der viste at de spænder ganske vidt. Frontmand Leon Møller’s vokal er ét trumfkort, men bandet har flere i ærmet, og så kan de altså skrue nogle både fængende og spændende sange sammen, hvor en del af kunsten er at holde igen.

2) Boundaries: Boundaries

Man kan sikkert nævne forbilleder man kan høre i Boundaries’ musik til man bliver hæs, men bandet viste nu også på debuten at de kan variere udtrykket meget og både formå at støje og være melodiske. Gennemført debut-EP, og der er sikkert meget mere i vente.

3) Bonnie Cried: Bonnie Cried

En anden debut-EP kom fra det multinationale sammenrend i Bonnie Cried, som leverede beskidt, soulet rock med internationalt snit. Tag bare den fremragende ‘We Were Lovers’, hvor det svinger og kradser godt.

4) Karenina: Under tiden

Dunkelt poppede, trip hoppende Karenina hed tidligere Æter, og udgav under det navn en fin demo, som også udgør kernen på EP’en her. Det gør ikke materialet ringere og der er føjet nye facetter til lyden. Anna Halkjær’s vokal og lyrik gør fortsat indtryk, og det bliver spændende at følge hvordan Karenina udvikler sig.

5) Ellie: There She Goes

Jeg var måske lidt nærig med stjernerne overfor aarhusianske Ellie, der EP-debuterede ganske overbevisende med en lyd der trak på referencer som The Band og Neil Young. Numre som ‘Sobriety’ og titelnummeret viser hvor stort potentialet er for bandet, der ligeledes leverede en god koncert på årets Spot Festival.

Thomas Bjerregaard Bonde

1) I Am Bones: Oaf!

Oaf-ha for et comback af I Am Bones. For et par måneder siden smed jeg hele 6 stjerner efter Johannes Gammelby og Co., for deres helstøbte udgivelse Oaf!, og de stjerner løber jeg ikke fra. Det er stadig en fantastisk EP, hvor EP’ens 4 sange, alle er af uhyre høj kvalitet. EP’en er ganske varieret, men også balanceret. Den spænder fra det mere lette og melodiske, til dystert, hårdt og ja, vredt, og hele baduljen er eksekveret til perfektion. Grungen er ikke død!

2) Bonnie Cried: Bonnie Cried

Bonnie Cried er en beskidt, upoleret og velspillet blues-rockende perle, der lyder alt andet end dansk. Ep’en, og lyden, er autentisk og man bliver trukket ind i bandets beskidte og melodiøse univers, og lader sig rive med. Det er en helstøbt, original og meget overbevisende EP, bandet har begået, og jeg ser frem til et album fra deres hånd, hvis der da kommer sådan et.

3) Do Nothing Club: Through My Window

Det er faktisk lidt overraskende, at Do Nothing club hapser 3. pladsen på min liste. For ved første gennemlytning af Through My Window, var jeg ikke super begejstret, men det blev der så sandelig lavet om på. EP’en byder på det unge bands take på slacker rock, og er et originalt, friskt og positivt bekendtskab, der på trods af en lidt doven tilgang, trækker tæppet væk under kaffebordet. Bandet har begået en EP der emmer af overskud, spilleglæde og tilbagelænethed. Læg dertil sangskrivning, instrumentering og producering på et højt niveau og ikke mindst, en håndfuld gode varierede sange.

Troels-Henrik Krag

EP’er. Stadig en dejlig måde at blive introduceret til bands på og ofte skånet for ’fyld’. Og hvad sker der for, at både mine live- og EP-favoritter rummer punk? Punken er bestemt ikke død!

1) You Work For Me Now: Hopes And Dreams.

Ja, selv om de kalder sig selv kedelige, så er der noget på spil hos You Work For Me Now. Bandet har ikke bare styr på deres lyd og udtryk, men også en virkelig, virkelig stærk frontvokal som nærmest kun er blevet bedre.
Den eneste anke er, at der måske ikke som sådan er et radiohit på EP’en og den dermed kan være udfordret i at nå bredere ud. For det fortjener bandet i den grad – og på ‘Hopes And Dreams’ vises der en bredde, der egentlig burde kompensere rigeligt.

Det er noget af det mest velafmålte musik, jeg har hørt i år og at kalde det kedeligt er vidst bare det, man i gamle dage kaldte at holde sit lys under en skæppe.

2) The Many Worlds Interpretations: Pretty Much Something.

Slackerrock. Som jeg nævnte i anmeldelsen, så kom det totalt bag på mig, at det var dét her, jeg stod og manglede i mit liv. Men det er ganske fremragende og eksisterer i feltet mellem det genkendelige, det originale, det seriøst alvorlige og det ligegyldige. Ja, pretty much something…

Fascinerende er det i hvert fald – og bliver ved med at være det efter mange gennemlytninger.

Hvor You Work For Me Now kalder sig selv kedelige, så arbejder The Many World Interpretations indgående med en lyd og et udtryk, der kan virke som om de keder sig. Men da bandet opererer i spændingsfeltet mellem forskellige verdener, bliver det netop aldrig kedeligt at lytte til.

3) Sista Bossen: Tio Låtar Om Privilegierat Lidande

Og så! PUNK! 1-2-3-4, en lille EP med et frækt cover angriber vor tids ungdoms glæder, fascinationer, frustrationer og løben hovedløst efter mærkelige identitetsmærker og produkter.

Selvdestruktion dog lige udfordret af at man ikke er lige så stor en taber som de andre idioter, pakket ind på to, korte sider og numre, der til tider næsten er ovre, før de går i gang. Det er stakåndet, skånsk og skønt!
Og selvfølgelig også udfordrende, ikke rigtigt til at holde ud – men alligevel vender man pladen en gang mere, når den er løbet ud: For det var sq da meget skægt, dét nummer der…

Du når både at grine, hidse dig op og måske endda reflektere over vor tid – og det er sq da meget godt klaret for et punkband? Men de er for øvrigt allerede i gang med det næste nummer før dén tanke er tænkt til ende, og så må man jo bare følge med… (Troels-Henrik var så begejstret, at han helt glemte, at vi kiggede på danske favoritter. Sista Bossen er svenske, men vi lader dem komme med her pga. Crunchy Frog forbindelsen, red.).

4) Deadnate: Concrete Flood

Det er tydeligvis nogle populære herrer i Deadnate og jeg kan bestemt godt se hvorfor: Det er energisk, bredt og vredt på sådan en let måde. Og i hvert fald i mit sind hoppede jeg noget rundt i stuen til bandets bud på hvordan energien skal smækkes ud gennem guitarer anno 2018.
Jeg er ikke i tvivl om, at Deadnate med Concrete Flood har skabt sig en fin platform for at komme ud at spille nogle jobs – og det vil jeg glæde mig til.
Der er det rette mål desperation og afstikkere i forskellige retninger og selv om jeg er i tvivl om, hvordan det ville gøre sig på en hel plade, så er det i hvert fald en festlig, lille energiindsprøjtning, vi får på Concrete Flood.

5) The Hive Mind: Ghost Tapes

For the Hell of it tager jeg The Hive Mind med på den sidste plads: Det var godt nok en oplevelse at anmelde bandet og idéen om at lave en plade, der så mange steder er lidt for meget – uden at falde så langt ned i fælden, at det bliver decideret plat, er gal eller genial. Eller et sted imellem.

Det er muligvis mere legende end godt flere steder, men der sendes også musikalske løft på kasketten til bands, jeg holder meget af. På respektfuld og kompetent vis.

Man skal nok ikke tage The Hive Mind alt for alvorligt, og det er måske også en pointe her på falderebet på EP-listen: Anmelderi kan hurtigt blive noget forfærdelig selvhøjtideligt noget, og så er det jo befriende at bands også af og til byder ind til leg.

Det har været fremragende at løbe en tur til, for energien er åbenbar på Ghost Tapes. Og når man så oven i købet får en række fine guitarsoloer, så er det svært ikke at sætte et smil på læben…

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.