GFR’s Favoritter: Danske Albums 2018

0
1203
views

Endnu et musikår er ved at være i bogen. Det betyder, traditionen tro, at man får lyst til at kigge tilbage. Også os. Og alle elsker jo lister! Vi har været omkring vores favorit koncerter og i går kiggede vi på de danske EP’er og mini-albums, som vi godt kunne lide. Nu er turen kommet til album kategorien.

Vi har valgt betegnelsen “favorit”,  for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet.  Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for vores favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.

Ken Damgaard Thomsen

Endnu et år og endnu en uoverskuelig bunke plader er blevet lyttet til og anmeldt (omkring de 100 album og EPer i alt), den samme “klagesang” som altid. Man kan godt blive lidt lam i bægeret af den mængde musik man tvinger igennem skallen, hvilket, desværre, også gør, at ikke alle ting hænger ved – der er bare ikke plads på harddisken.

Så her følger et bud på nogle af de udgivelser, som lykkes med, at blive hængende. Af boblere kan nævnes glimrende udgivelser med navne som Crocell, ØYA, Sunless Dawn, Vokadin, Grusom, Mythic Sunship og Strangers On A Train (som jeg næsten lige har anmeldt, så de har ikke haft så meget tid til, at bundfælde sig).

1) Slægt: The Wheel

To år i træk, det er vist ikke sket før her på siden. Sidste år udsendte Slægt Domus Mysterium, som endte øverst på favoritlisten hos mig, i år gentager de så kunststykket med deres 3. album, The Wheel.

Her forsætter de med at smede og bygge på mens hjulet er brandvarmt, man fornemmer en stadig udvikling i bandets lyd, nu lidt mindre black og endnu mere heavy metal. Farten synes at være sat op, samtidig med at sangskrivningen er blevet endnu skarpere og mere fokuseret, ligesom numrenes spilletid er slanket.

Uden at de vel at mærke mister noget af de svimlende og ambitiøse i deres udtryk. Slægt fyrer simpelthen afsted på samtlige cylindere for tiden, og forstætter den rivende udvikling, så tør jeg ikke skyde på hvor det ender. Ud over et vist forventningspres, naturligvis, men det er de nok skide ligeglade med!

2) LLNN: Deads

Deads virker på mange punkter som en logisk konklusion på LLNNs udvikling over EPen Marks og albummet Loss, hvor deres post-apokalyptiske scifi hardcore har fået lov til, at folde sig ud.

Deads er det stadig er øredøvende og sønderlemmende sansebombardement, som løber med en del af fokus. Helt naturligt, det føles vitterlig som om man overfaldes af en flåde af rumskibe, eller lyder som hele kloder der bukker under, når LLNN giver los. Men det er samtidig som om den atmosfæriske synth del, som hele tiden har været tilstede, nu endelig er blevet integreret i det samlede lydbillede, at det finder en mere naturlig balance.

Men trænger du til, at få renset ører og sind, så er det her stadig en effektiv løsning

3) Alkymist: Alkymist

“6 numre på 44 minutter og ikke et sekund af dem virker som spild af tid. Elementerne er sådan set velkendte nok, sammen og hver for sig. Der hænger en dunkel doom-stemning over hele udgivelsen, der ubesværet blandes med en god dosis atmosfærisk metal af alkymisterne, som hælder tilpas med prog og sludge oveni. Jeg ved ikke hvad den hemmelige ingrediens er, men bandet har tilsat en eller anden gennemsigtig væske, der binder det hele sammen til en ikke så lidt kraftfuld mikstur”.

Sådan lød det blandt andet i min anmeldelse af Alkymists’ debutplade, og det ridser egentlig meget godt mine følelser op. Der er ikke så meget at sige til det, udover, at skal du have dansk doom anno 2018, så er det Alkymists’ sorte mikstur du skal indtage.

4) M Rexen: An Endless Sea of Honey

Årets spradebasse udgivelse, en endeløg sø af musikalsk honning, fra globetrotteren M Rexen, der på dette album nægter at lade sig diktere af gængse forestillinger om, hvad et album skal være.

Det stritter i utallige stilistiske og stemningsmæssige retninger, det virker som om tracklisten er mere eller mindre tilfældigt sat sammen og KAN sættes sammen i den rækkefølger man lige føler for. Har det en begyndelse, har det en ende, dette værk, ud over, at det, naturligvis, har en albumform i den forstand at der er et fastlagt antal numre.

M Rexen kan måske være svær, at blive helt klog på, både hvem han er og hvad han egentlig vil, men musikken flyder på så forførende vis, at jeg gerne tager med på turen, bare for turens skyld. Så er de endegyldige svar ikke så vigtige. Men det er nok ikke alle, der vil synes om sådan en tilgang.

5) Marc Facchini: Himmelmekanik

Himmelmekanik er tredje album fra sanger og sangskriver Marc Facchini, på cirka lige så mange år og jeg har været ret begejstret for alle, på hver deres måde. Kigger man først i et lidt bredere perspektiv, så virker Himmelmekanik også på en logisk “konklusion” på en udvikling. Hvor første plade var mere spraglet og lettilgængeligt rent musikalsk, og egentlig også hvad lyrik angår, så blev det mere opdelt på opfølgeren, der stille og roligt gled i retning af noget mere udsvævende og poetisk.

dette album er der på overfladen ikke meget tilbage af de catchy melodier og fængende citater, der i første omgang var det der tiltalte mig hos Facchini. Det her er på alle punkter mere kompromisløst og meget lidt leflende, det er sange der forlanger, at man hører efter. Gør man det, så opdager man også, at melodierne stadig er tilstede, de er bare mere “gemt væk”, mens lyrikken virker endnu mere eftertænksom, uden at forsvinde op i numsen på sig selv.

Det er en slow burner!

Jonas Strandholdt Bach

Det har været sværere for mig at vælge på albumfronten i år end sidste år. Faktisk er der et par fine 4-stjernede albums, som jeg også kunne have hevet op i top 5, men vi holder os til dem, der har fået 5 og i et enkelt tilfælde 6 stjerner. Blandt dem, der ikke klarede cuttet, har vi blandt andre stærke udgivelser fra Mellemblond og Marie-Louise Munck, og så er det måske værd at bemærke at fire ud af fem af mine favoritter faktisk er dansksprogede albums. Så et godt år på den front? Og så er det i øvrigt et jævnbyrdigt felt i top 5 og lige udenfor.

1) Singvogel: Uh Ulvehånd

Singvogel høstede godt nok ikke 6 stjerner i min anmeldelse, men jeg tror, det er det album, jeg har lyttet mest til, selv om det udkom relativt sent på året. Andreas Hansn’s både vrisne, humoristiske og ind i mellem halvfilosofiske og kapitalismekritiske linier gik rent ind hos mig, og så er der en herlig, skramlet energi parret med at bandet også leverer nogle af deres mest fængende melodier på Uh Ulvehånd. “Invalid af begejstring danser jeg rundt med åbne arme!”.

2)  Black Book Lodge: Steeple and Spire

En anden contender til årets album var Black Book Lodge’s svanesang, Steeple and Spire. Et glimrende album, hvor mange ting går op i en højere enhed, men måske mangler lidt flere af de hooks, der graver sig ind i øregangen for at komme helt til tops. Men det er nu altså stadig et ganske imponerende homogent, både tungt og melodisk værk, Ronnie Jønsson og resten af bandet slap løs tilbage i maj.

3) Vilde Græs: Vilde Græs

Morten Aron fortsatte med at udsende kvalitetsmusik i 2018. Vilde Græs er måske ikke genrefornyere, men der er så meget kvalitet i de folk-rockede kompositioner og den levende og stærke udførelse, at det er et album, der bør kunne tale til flere generationer af musiklyttere. Samtidig er det fremført med stort overskud og gennemsyret af naturlig musikalitet. En nydelse at lægge ører til.

4) De Efterladte: Synger dagen ind

Ja, jeg har en faible for Peter H. Olesen og hans ofte bitre og mavesure tekster. Men nu synger han pludselig dagen ind og lyset er mere fremtrædende på De Efterladte’s fjerde album?! Eller, der har været tegn på at det var på vej, så måske var det ikke så overraskende. Men lidt overraskende er det måske at De Efterladte virkede revitaliserede musikalsk af at lege med analoge synthesizere etc., og at det udtryk faktisk klædte Olesen’s rustikke vokal. Synger dagen ind har flere stærke sange og der er selvfølgelig også plads til lidt sortsyn og melankoli.

5) Bersærk: Jernbyrd

Bersærk blæste ind over den danske hård rock/metalscene for et par år siden med deres hedninge hegn, og siden er der bygget på i kompositioner og udtryk. Fimbulvinteren lurer om hjørnet og vi skal kæmpe for alt hvad vi har kært, og man har lyst til at brøle med når Casper Roland Popp medrivende brøler sine linier på en svingende bund af stoner-rock møder helte-metal, hvor bandet ind i mellem også var modige nok til at skrælle lyden ned til et helt enkelt udtryk. Der er nogle udsving undervejs, men den rå energi gør albummet til ét man glædeligt vender tilbage til.

Thomas Bjerregaard Bonde

Fuldstændig som i 2017, er det desværre ikke blevet til super mange anmeldelser i 2018, derfor har jeg været nødt ti at skære min top 5 ned til en top 3. Ikke så meget snak, let’s get to it…

1) Bisse: Tanmaurk

Bisse gør det han gør bedst, på seneste album Tanmaurk. Han er en overraskelsens mester, og ikke bange for at kaste sig ud i vanvittige projekter, og han slipper oftest godt fra det. Tanmaurk er et ambitiøst, smukt, overraskende og originalt værk, som på trods af symfoniske indslag på de to andre albums i trilogien, adskiller sig enormt fra dem. Der er meget langt fra det univers Bisse normalt vælter rundt i, til dette symfoniske, dramatiske og modige album.

Bisse aka. Thorbjørn Radisch Bredkjær, Adi Zukanovic og producer Mads Brinch Nielsen ved roret, har de tilsammen begået et mesterværk, intet mindre. Der er ingen tvivl, Tanmaurk er årets danske album.

2) Mom & Bear: Bury Your Dead

Bandet, eller studieprojektet som det rent faktisk er, har Jens Rahbek ved roret og som omdrejningspunkt. Lyden på Bury Your Dead er indie/alternativ/folk-rocket, med en dyster og melankolsk tilgang, og det er et rigtig godt album Mom & Bear har begået. Det er afvekslende uden at sammenhængen ryger. Det er intelligent, uden at blive arty farty. Det er dystert og introvert, med små lysglimt hist og pist.

Ja, det er kort og godt et blændende album Mom & Bear har fået skruet sammen, et album der på alle parametre er på et højt niveau. Der er intet at sætte på sangskrivning, produktion, fremførsel – det er faktisk, uden at træde nogen over fusserne, et meget udansk album, der har et internationalt skær over sig.

3) The Sledge: On The Verge Of Nothing

Da Hjortene blev sluppet fri opstod The Sledge, og på trods af at det er lidt sørgeligt at Hjortene ikke er her mere, så er de på trods at lidt ændringer hist og her, stadig at finde i The Sledges DNA. På The Verge Of Nothing er dansk lagt på hylden, og engelsk er blev det primære sprog.

Og, der er ingen grund til at trække det. On The Verge Of Nothing er plain and simple, et røvhamrende-kickin’-fedt fuzz-stoner album. At slippe Hjortene fri var absolut ikke en skidt idé. Ja, det er blevet noget mere engelsk og ikke mindst seriøst, men hvis gutterne vil noget mere med deres musik, så er The Sledge og On The Verge Of Nothing, i den grad den rette løsning, og vil helt sikkert ramme fans af genren i hele den ganske verden.

Troels-Henrik Krag

Når jeg kigger over listen med albums, jeg har været igennem er listen egentlig ret lang. Læg dertil at jeg også har investeret i to discografier, jeg synes jeg manglede (islandske For A Minor Reflections og belgiske Balthazar), og man begynder at overveje, hvordan jeg har fundet tid til det hele.

Men de mange albums betyder også, at der har været en vis kamp om pladserne i top-5eren. Første er dog uomtvistelig.

1) Speaker Bite Me: Future Plans

Ja, det kan vel ikke komme bag på nogen, at den vil havne øverst hos mig. Jeg er helt enkelt af den opfattelse, at der ikke findes bedre – hverken herhjemme eller internationalt.

Som med så meget anden, rigtig god musik, så bliver der ved med at dukke detaljer og stemninger op for hver gennemlytning – og forventningens glæde til at gen-fange detaljer, allerede opdaget, bidrager også til oplevelsen.

Det er lykkedes at lave en plade, der skriger ind i samtiden men samtidig også er dybt personlig. Vi taler ikke om mesterværker på GFR. Her er jeg dog ret sikker på, der er tale om en klassiker, som dog i sin natur vil ligge og ulme i mange år uden for mainstream.

2) Mute Swimmer & Own Road: Old Love

Og så til noget helt andet: Tid, ro og behag. Mute Swimmer & Own Road udfører en master class i håndholdt musik, fremført følsomt og uden store armbevægelser. At kalde det lo-fi vil være forkert, for det trækker i højere grad på folk(e)musik. Bliver den slags ikke kedeligt? Nej, pladen er helstøbt i hele tiden at have et gran af ironi og luftighed.

Det er en ret stor udfordring i dag at beslutte sig for at lytte til en plade, hvor pauserne betyder så meget, som de gør på Old Love. Men TAK for at MS&OR har lavet denne plade, der minder os om, at nogen gange skal man slukke telefonen og ikke gøre andet, end at lytte.

3) Simon Lynge: Deep Snow

Underfundigt nok er det også ét af temaerne hos Simon Lynge. Her kommer opfordringerne dog ikke fra byer som Berling og København, men fra den grønlandske natur.

Der er virkelig mange ting at holde af ved Deep Snow og som jeg nævner, så er det som at høre nok en udgivelse med Eliott Smith – og opdage, at man har savnet stemme, stemningerne og koropsætningerne.

Det er også en plade, der vokser med gennemlytningerne og tager man sig tiden, kan både musik og tekst tage én væk fra alle de der skærme, forfærdeligheder og måske, bare måske, give én mod på at gøre noget godt.

4) Double Moon Mirage: Double Moon Mirage

Uh, ægteskabsmusik er så fyldt med farer. Men her er det lykkes at skabe en plade med stærke stemninger og sindige sange.

Flere gange får jeg associationer til Twin Peaks’ Roadhouse hvilket vel må være en stor accept af parrets evner til at skabe stemninger. Igen lytte-musik, som også kunne gøre sig til morgenægget en søndag morgen – men stadig gøre, at man lige må stoppe op i avisen (I know, I know) for at lytte lidt.

Tipper det over med en fransk sommerkammers-ballade? Næsten. Men hele essensen af denne, stille plade synes at være at balancere på kanten af lidt-for meget med meget få midler. Og det gør den mesterligt.

5) Eigengrau: Radiant

Så blev det tid til et fuldlængde-album af post-rockerne/post-metallerne. Og med så dygtige folk så vil resultatet altid blive godt – Radiant er en god plade. Som lytter skal man dog lige vænne sig til, at det er et ret ’pænt’ lydbillede, hvor der aldrig bliver åbnet portaler onde steder hen.

Til sammenligning kan ovennævnte For A Minor Reflection ofte virke mere voldsomme i deres post-rock.

Men når det så er sagt, så kan Eigengrau også her og der vise tænder. Og den komprimerede, tætte, moderne lyd bliver ofte også et udtryk for at noget, verden måske har bedst af aldrig bliver sluppet løs, bliver holdt tilbage. Og det i sig selv er noget af en kunst.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.