Slægt: The Wheel ★★★★★★

0
1775
views

Slægt hviler ikke på de sortnede laurbær og er allerede klar med opfølgeren til deres forrygende anden album, Domus Mysterium, fra maj 2017. Hastværk er heldigvis ikke lastværk, selvom hjulet måske ikke bliver genopfundet på The Wheel er det mere end rigeligt.

Tværtimod, faktisk. The Wheel virker mere kompakt og på mange måder mere skåret ind til benet end forgængeren, der er endda et nummer der lige klemmer sig under de 5 minutter! Uden at den mister den slagkraft eller den mystik man kunne finde i de mere langstrakte passager på Domus Mysterium.

Den tildelte jeg topkarakter, så hvad gør man så nu? Sender endnu en topkarakter efter bandet? Ja… For det fortjener de for The Wheel. Domus Mysterium var måske en lidt “vildere” plade, hvis man kan bruge det udtryk, hvor bandet virkede som om de lod ideerne og kreativiteten flyde og måske ikke skar så meget fra. Det har de gjort på The Wheel, hvor numrene er kortere og måske også en kende mere fokuserede, i hvert fald i en bestemt retning der nu lige måtte gælde for det pågældende nummer. Det giver overordnet et mere homogent udtryk, hvor der måske ikke er så mange numre der stikker tydeligt ud, til gengæld er bundniveauet ekstremt højt. Man burde nærmere tale om topniveau hele vejen igennem.

Bandet er eventyrlystne og fordomsfri, hvad genrer og stilarter inden for metalrocken angår. Kernen består stadig af bister blackened heavy metal, men nu, måske, en kende mindre black og endnu mere klassisk Heavy. Kald det hvad man vil, bandet spiller og lyder helt fantastisk, så man flere steder sidder med et bredt smil og ens bedste “yiiiiiarh tak” fjæs låst fast i en flot grimasse.

“I have to find a way, to turn this night into day”, lyder det på et tidspunkt på den glubske åbner “Being Born (Is Going Blind)”. Så er vi ligesom i gang og introduceret til den generelle stemning på pladen. Vi er bestemt ikke ude i lyset endnu, og kommer det måske aldrig, jævnfør titlen på nummeret. Så er spørgsmålet vel om denne blindhed kan helbredes mens man stadig er i live, om det er døden der giver en klarsynet tilbage eller om der bare ikke er noget at se, på noget tidspunkt? Det tænkte jeg meget over den dag…

Lige som man sidder der og stener sig væk, så fyrer Slægt den vildeste guitarbredside af i nummerets sidste halvdel og man bliver flået tilbage i virkeligheden. Hold da kæft de spiller fedt, fik jeg sagt det? Det er sgu næsten ulækkert! Både fordi det lyder overlegent, ubesværet og fuldkommen naturligt, der er ikke noget forceret eller “smart” over det bandet og medlemmerne foretager sig. Det harmonerer fint med den der følelse af, at der ikke er et sæt faste regler for, hvilke genre der må eksperimenteres med hos Slægt. Det er den gamle Bart Simpson regel: if it feels good, do it.

Derfor føles det heller ikke leflende, eller fortænkt, når “Masician” slår ind på et mere melodisk og storladent spor indledningsvis og ender ud i ren akustisk vellyd – det nummer SKAL bare lyde sådan, fordi det er det der klæder sangen. I stedet for, at føle at nu må man hellere bruge alle de seje tricks i metalbogen, så virker Slægt meget mere forhippet på, at få det bedste ud af sangene og bandet i stedet for. Og det vinder de stort på.

Det er også en plade i balance og med et enormt godt og virkningsfuldt flow og drive hele vejen igennem. Den flyver afsted, så jeg faktisk endte med bare at lytte de 41 minutter igennem 3 gange i streg uden pause under “første” gennemlytning. Et eksempel på den følelse der gennemstrømmer pladen er nummeret “Citrinitas”, som man finder halvvejs igennem. Den sang føles nærmest som en regulær flyvetur, ikke fordi den kører i et vanvittigt opskruet tempo, jo, det går derudaf, men det er den voldsomt medrivende måde sangen skyder fremad og afsted på, som giver en helt fænomenal fornemmelse af fart. Jeg overdriver ikke, at da jeg en stille stund bare sad med den og skruede helt op for hørebøfferne, så kildede det faktisk lidt i maven og gav et sug, som om man sag i en rutschebane af en art.

På den efterfølgende “V.W.A.” gynger og svajer det så på helt anderledes vis det første minuts tid, inden sluserne til heavy metal helvede (eller himlen) åbnes og Slægt skyller ind over en med altomsluttende mørke. Selvom stemningen og tonen synes, at skifte, så bibeholdes den der flydende, eller glidende, fornemmelse dog og strømmer hele vejen igennem The Wheel. Hele vejen hen til og igennem det forrygende titelnummer, der lukker pladen ned. Det er samtidig albummets længste sang med sine 7 ½ minut, der viser at Slægt ikke helt har droppet de længere udflugter.

Så kunne man sagtens tro, at man ville være helt forpustet efter sådan en tur rundt i hjulet, men det er faktisk ikke tilfældet. Netop fordi balancen og fartfornemmelsen er så vellykket, så vil man have mere. En tur mere og en til, tak!

Slægt virker som om de er inde i en periode, hvor det simpelthen er umuligt for dem, at sætte et ben forkert, eller bare skrive noget der kunne minde om en lidt middelmådig sang. The Wheel er velsmurt, toptunet og ruller videre i tusmørket, hvor Slægt huserer. Karrieremæssigt burde der til gengæld ikke være andet end lys lige om hjørnet, medmindre verden både er blind og døv.

“Show me… how to… kill my… Gods!” (“Citrinitas”).

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.