The Beardy Durfs: Rocky III (EP) ★★★★★☆

0
454
views

The Beardy Durfs har efter eget udsagn lavet verdens bedste EP nogensinde. Lyden af den musik, der kom ud af bilradioen i den Ford Cortina, hvor Captain Beefhearts lettere retarderede lillebror blev snuppet i at tage speedballs sammen med Frank Zappa, i 197hate.

Jeg ville ønske det var mig selv, der havde givet The Beardy Durfs og denne EP den beskrivelse med på vejen, men den ære tilfalder bandet, eller en kæk presseansvarlig. Det er nemlig nogle af de ord, denne EP introduceres med på skrift. På samme tid utroligt rammende og på en anden, slet ikke samme måde, ikke helt dækkende. Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal sige, eller stille op med den her omgang uforsvarlig omgang med musikalske normer og strukturer?

Andet end at opfordre til, at man giver EP’en en chance, eller 4 ½, hvis man er til avantgarde garage, punk, rock, what have you, spillet med stor foragt for almindeligt anerkendte skabeloner og grænser, så det lyder som et syreudslip i en eller anden undergrundskunsthal.

Det kunne nemt blive en højrøvet, elitær, artsy fartsy og generelt “for meget” omgang, maaaand, det er det måske i bund og grund også, men jeg er på. Det er bestemt ikke for alle, det ligger ligesom indbygget i hele avantgarde-tanken og ret langt fra noget man med god samvittighed kunne kalde mainstream. Eller bare sammenhængende. Faktisk er jeg ikke helt sikker på, hvad der egentlig foregår, og hvor man skal starte eller slutte. Det er en del af det sjove!

Sjov, ikke som i useriøst eller “for sjov”, men sjov som i, “jeg tror de har haft det sjovt med det her” eller “det er sjovt at lytte til”. En art undersøgelse, leg, flirt og los i løgene over 6 numre og lidt over en halv times spilletid, hvor regler er til for at blive brudt, ændret hen ad vejen, vendt på hovedet og i det hele taget udfordret – og derigennem udfordre sig selv og i sidste ende lytterne. Der er ved første lyt ikke nogen synlig rød tråd, eller noget lineært forløb EP’en igennem. Numrene er meget forskelligartede i stil, klang og udtryk, og virker som om de kan høres i vilkårlig rækkefølge, hvilket på en måde giver mening i forhold til den nævnte radio setting.

Hvis man altså kan tage det for pålydende, det kan lige så vel være en eller anden fiks formulering, som man lige har fundet på i farten, eller da musikken var færdig, fordi man syntes den lød sjov. At lede efter ledetråde og svar hos The Beardy Durfs virker som et vildspor og en forkert indstilling til, at lytte til Rocky III. Det er i hvert fald nok en, der vil efterlade dig med flere spørgsmål end svar, når de sidste toner af den afsluttende lydkollage “Infinity Is Everything 2” rinder ud. Der er, selvfølgelig, ikke en del 1, i hvert fald ikke på denne udgivelse, men der er en eller anden barok humor over, at uendeligheden har en del 2. Det her lyder som et eksperimenterende post-punk band, der er faret vild i en form for twisted Tivoli, hvor lyde, billeder og stemninger forvrænges, udtværes, blandes sammen og forsvinder ud mod en usynlig horisont.

Du finder ingen løsning her, og heller ikke hvis du spoler tilbage (kan fås på kassettebånd, naturligvis, det 5.-6. bedste medie i verden!) start, hvor The Beardy Durfs droner, stener, snurrer og snøvler EP’en i gang med den over 8 minutter lange “Mellow Ages”. Et af den slags numre, hvor man som anmelder/lytter tager sig i, at tænke: “OK… hvad faen stiller vi op med det her?”. Man lytter og ser hvad der sker! Det kunne være, at der gemmer sig nogle overraskelser på udgivelsen (Pssst… det gør der).

Jeg blev i hvert fald taget på sengen da fjerde nummer “Problems” tøffede ud af højtaleren med en lyd og melodi, der lyder som en TV2 demo fra start 80’erne, mens vokalen pludselig lyder som en (påtaget) halvfuld/delvis bedøvet Las Vegas crooner. Det er voldsomt iørefaldende i forhold til resten af materialet, men mindst ligeså mærkværdigt og fremmedartet, fordi det lidt lyder som om man befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed. WHAT IS THIS PLACE?! Skæve, mere aggressive og faretruende toner fra en guitar sniger sig ind i det besynderlige nummer. Alt er bestemt ikke, som det skal være hos The Beardy Durfs.

Det kan man så synes om, eller ej. Jeg er vild med det, også selvom jeg ikke kan finde hoved eller hale i en del af det, slet ikke det større billede. Men det er måske min tankegang og mit perspektiv den er gal med her, der er ikke nødvendigvis noget større billede – der er kun rejsen, ikke noget mål. Det er fedt.

Ikke mindst fordi, at det ikke lyder fortænkt eller påtaget, det lyder som om The Beardy Durfs selv er med på rejsen og forstår, at morer sig og nyde turen. Hvor den end bringer dem hen. I denne omgang bringer den dem forbi et 5-stjernet anmelderhotel, der muligvis er blevet taget ved næsen, eller har forstuvet hjernen.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.