The Many Worlds Interpretations: Pretty Much Something (EP) ★★★★★☆

0
114
views

Det hænder af og til, at vi får musik, der overrasker, ind til anmeldelse. Musik, man ikke vidste at man havde brug for – men som giver uhyre meget mening.
Sådan noget musik har The Many Worlds Interpretations begået på debut-EPen, Pretty Much Something.

For hvem skulle have troet, at man lige stod og manglede en slacker-rocket, skrabet EP – hvor vokalen med sin stærke amerikanske udtale og lette han til noget nasalt minder om noget. Tænk hvad der ville ske, hvis Grandaddy blev krydset med Smashing Pumpkins’ Pisces Iscariot.

For på én gang virker det hele færdigt i den den skrabede, slackede og alligevel kontrollerede aftapning. Men samtidig er der også bare en lille smule fornemmelsen af, at det ikke var de numre, der var med på mesterværket…

Men nok med referencerne – fokus på musikken!

Der åbnes med en enkelt akkord, der tæskes godt igennem på en guitar på nummeret ’Intro’, som langsomt bygger ovenpå denne ene akkord med trommer og en anden guitar og noget sært synth. Instrumental åbner med titlen Intro? Jeps. Men det sætter stemningen: EPen er – det lidt fjollede navn til trods – både legende, men også klassisk slacker… Én akkord må være nok…

Allerede på andet nummer, Theory of Anything, får vi dog introduceret Frederik Kroghs Corgan-agtige vokal. Og det er fremragende! Langsomt folder et nummer med en ambitiøs titel sig ud til at være konstaterende uden at gøre for megen væsen af sig selv. Underfundigt hvordan sådan et tilsyneladende uinteresseret udtryk på den måde kan tiltrække sig opmærksomheden.

Did you see the show / it was really something” går det næsten poppede refræn og det indkapsler på fin vis det upræcise men alligevel insisterende, genren – og hermed EPen, byder på.

Titelnummeret har et dreampoppet udtryk, og falder på den måde lidt ved siden af resten af æstetikken – uden at falde igennem. Det er stadig Kroghs vokal, der sætter kursen – nu med masser af rumklang. Der er noget over det her. Man sigter uhyrlig højt med titler som Theory of Anything og Super Opposition (og bandets navn!) – men som EPens titel stærkt indikerer, så forholder man sig også lidt skuldertrækkende til det hele.

Førnævnte Super Opposition byder i øvrigt på en god gang grunget lo-fi crunch-guitar og fremdrift – men stadig med følingen af, at jo, det er da vigtigt – men whatever. Havde det været produceret mindre lo-fi og mere aggressivt, havde det været klokkeklar grunge. Men tak for at gøre noget andet!!

De to afsluttende numre, Go og You, har en upbeat feeling og en vis pop-appeal, men falder ikke en millimeter uden for æstetikken: Refrænet på Go går ”This world is spinning / spinning around / Makes it hard / to keep your feet on the ground. / It doesn’t work / to wait it out”. Nå. Ok. Jamen fint nok, så.

Men sagen er, det fungerer. Ja, det fungerer endda rigtig fint!

Denne EP har elementer af kat over sig: For ved sin nærmest aggressive distance og uinteresserethed bliver den netop interessant. Man får lyst at vende tilbage, forstå en måske dybereliggende mening, som måske, måske ikke, er der.

Pretty Much Something laver aldrig helt kattetricket med at vende røvhullet til. Dermed når man heller ikke dertil, hvor man siger ”nej, nu er det fandme for meget!”. Nej. Man vender tilbage. Og dét er en kunst i sig selv at lave en EP, der får lytteren til dét!

Anmeldt af: Troels-Henrik Balslev Krag

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.