Sons Of Cain: Re:Sons Of Cain (EP) ★★★★☆☆

0
626
views

Sons Of Cain eksisterede i første omgang kun i kort periode i midt-90erne, hvor de blandt andet bidrog med sange til Portland soundtracket. Siden har deres dystre rockmusik dog inspireret adskillige musikere og nu er numrene fra dengang genudgivet, klar til at inspirere en ny generation.

På mange måder må fortællingen om Sons Of Cain og deres karriere, i hvert fald første kapitel, være ret klassisk i musikbranchen. Et ungt band kommer frem, for smagt lidt på succes, et gennembrud synes at vente lige omkring næste hjørne, men de når aldrig at tage de sidste skridt, inden de går i opløsning. Lige ved og næsten.

Det er så ikke så tit, at der rent faktisk kommer et kapitel mere, eller hvad det her nu ender med, at blive for Aalborg mørkerockerne Sons Of Cain. Måske er det “bare” et efterskrift, som de selv får lov til, at skrive og sætte punktum for, i form af denne EP og 3 koncerter landet over.

Numrene der udgør Re:Sons Of Cain har, så vidt jeg har forstået det, kun været tilgængelige i begrænset omfang på gamle cder, der udkom i stærkt begrænset oplag og i svingende kvalitet på nettet. Alligevel er musikken nået ud, ikke mindst til folk fra Kellermensch, der ikke blot dannede bands direkte inspireret af Sons Of Cains musik, men fik bandet gendannet for en stund, da de inviterede dem med som opvarmning til en enkelt koncert sidste år. Det lagde åbenbart kimen til det arbejde Indisciplinarian nu har fået fuldført, så Sons Of Cain for første gang er ude på vinyl og digitalt.

Det er jo så alt sammen mægtig fint og, om ikke andet, end sød historie, men har musikken været værd at vente på og er der noget at komme efter, her 22-23 år senere? Ja. Der skal lyde et rungende “JA” herfra.

Jeg skal sige, at ved første gennemlytning skulle jeg liiiige tune mig ind på, hvad vi havde med at gøre her og næsten igennem hele første nummer, inden jeg var på. Men som jeg lyttede mig igennem den dystre, lidt luskende og afventende åbner, “Reasons”, så blev jeg stille og roligt suget ind i Sons Of Cains univers. Efter flere lyt, så er jeg hooked fra starten, hvor bandet lyder som om dønningerne fra grungen ikke er helt overstået, men vi er på vej væk fra skovmandsskjorten og fedtet hår ned i øjnene og over mod noget endnu mere… tja… lyden af kold beton, forladte industrikvarterer og lukkede fabrikker?

“Reasons” benytter sig egentlig af en velkendt stille-larmende-stille-larmende opbygning, men det er ikke Nirvana, eller Pixies, det her. Det er på en måde mørkere, mere trøstesløst og dystopisk? Er det noget, som ellers også trækker i dig, så er det her porten ind til 6 yderligere numre i mørkeland. “Edge” er mere flosset og endnu mere forpint i sin lyd, hvor især vokalen lyder som om den kan bryde sammen hvornår det skal være, mens musikken hugger tungt og nådesløst fremad i et tungt slæbende tempo. Det her lyder ikke som dunkel rock, der uddriver dæmonerne, det lyder som en dans med dem, hvor de ikke fordrives men klistre sig til og hjemsøger sangene.

Det lysner ikke på “Sleepwalker”, tværtimod føles det som om turen ind i de sortnede kroge foretages med endnu tungere og tyngede skridt. Her leges der igen med nogle effektive temposkift, men indenfor forskellige grader af “tungt og langsomt”. Af en eller anden grund kom jeg her til, at tænke på et band som Crowbar? Det ved jeg ikke om er en rimelig sammenligning, men vægten af musikken, den knugende stemning og følelsen af at det hele er ved, at ramle sammen sender mine tanker i den retning.

Godt nok består Re:Sons Of Cain af 7 numre, men to af dem er kortere sager på henholdsvis 1 og lige under 2 minutter, der sikkert har været brugt til sekvenser i Portland? Den kun 1 minut og 45 sekunder lange “Cracks” er dog en modbydelig lille satan i sin egen ret, der kompenserer for den manglende længde ved at være tung og grum som bare pokker.

I det hele taget, er der ikke meget lys at spore hos Sons Of Cain, heller ikke på “Portland”; hvor vi skal omkring 3 minutter ind i det næsten 5 minutter lange titelnummer fra filmen, inden der dukker noget snakke/hviskende vokal op. Her viser bandet deres, i mangel på bedre og mere opfindsomme termer, deres filmiske side. Hvor jeg tidligere nævnte grå beton og industri som en fysisk ramme, så lyder det her som indersiden af hovedet hos en plaget sjæl. Farverne er de samme og sindsstemningen cirka lige så optimistisk, som nummeret langsomt sniger sig fremad og bygger op mod et sammenbrud, der aldrig helt indtræffer.

I stedet for forsætter vi over i lukkeren, “Dead End”, hvor der heller ikke er meget hjælp, at hente. Re:Sons Of Cain ender ikke med et brag eller en udfrielse af nogen art… bare gråt i gråt indtil mørket falder på og kvæler de sidste lyde.

Skal man sætte en finger på noget her, så kunne det være, at udgivelsen lidt følelsen som endel af noget større. Ikke mindst med opbygningen, hvor de første 3 numre er hvad man kunne kalde regulære sange og de resterende 4 virker lidt mere taget ud af en sammenhæng, så føles det samlet set, som om man sidder med 3/4 album, eller soundtrack. Spørgsmålet er så, om det også ville føles sådan, hvis man ikke vidste hvor numrene stammede fra?

Man kommer måske heller ikke helt ud over, at Sons Of Cain lyder som et produkt af deres tid, der er noget 90er over deres klang. Ikke på en bedaget måde, men ekkoerne er der. Det dominerende indtryk er dog, at her var et dansk band, der ikke lød som om de bare løb efter nogle amerikanske forbilleder, eller red med på nogen grøn bølge, eller hvilken farve den nu kunne have.

Det ville jeg gerne have hørt mere af, også her, hvor man kan glæde sig over det der nu er reddet for eftertiden i form af de 7 numre. Og være ærgerlig over, at der “kun” er det her.

4 meget store, grådige stjerner til Re:Sons Of Cain.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.