Ellie: There She Goes (EP) ★★★★☆☆

0
680
views

Ellie neo-folk-rocker med høj kvalitet på EP’en There She Goes. Der er ikke rigtig nye landvindinger for genren, men bundniveauet er højt. 

Neo-folk kalder Ellie selv deres musik, og bekender sig til navne som The Band og Neil Young som inspirationskilder. Det kan man også godt høre, og der gøres blandt andet fin brug af vokalharmonier på EP’en – ligesom der spilles kompetent og i roligt tempo hele vejen igennem på There She Goes.

Således åbner ‘Red River’, ud over nik i retning af de tidligere nævnte, også med nik i retning af Jeff Buckley i vokalarbejdet, mens guitarerne klinger varmt som en lun forårsdag (det gør koret i øvrigt også), og sangen bare lige så stille og tålmodigt flyder derudaf.

På ‘Sobriety’ dukker der, selvfølgelig, en mundharmonika op, og Ellie tager i det hele taget ikke nogen skæve svinkeærinder i deres ridt ud over den nordamerikanske prærie. Det er genre-tro og helt igennem solidt håndværk, men omvendt kan man også spørge hvorfor man skulle finde Ellie frem og ikke tage omgang mere med for eksempel onkel Neil eller The Band.

Det skulle da lige være fordi Ellie faktisk er et ganske behageligt musikalsk bekendtskab. Tag bare netop ‘Sobriety’, hvor trommer og bas får lov at daske afsted i halvdovent tempo, inden guitaren og Morten Rune’s vokal stille og roligt støder til. “Sobriety is painful,” konstaterer Rune, men Ellie excellerer i den lette melankoli, hvor smerte og afsavn giver næring til en udtryksform som på en måde alligevel er vital.

Eller lyt til ‘There She Goes’, hvor Rune med varieret vokalarbejde priser en kvinde med sorte krøller, mens bassen livligt vibrerer og der igen fyldes godt op i lydbilledet med kor, guitar og trommespil.

Nå ja, og det kan da også lige nævnes at Ellie’s numre ikke alene tempomæssigt tager sig tid, de strækker sig faktisk ofte også ud over 5 minutters spilletid, uden man af den grund kører kold i dem – det skyldes blandt andet den overlegne sikkerhed de leveres med og den varme tone i lyden, som man gerne lader sig indhylle af.

Det gælder også på ‘Rainy Day Face’, der ellers indleder med en kant af drama i guitaren, men til gengæld hurtigt finder et mere varmt og roligt leje med vokalarbejdet – det er måske også det nummer på EP’en jeg synes er mindst velafbalanceret. Her er der næsten skruet for meget op for guitarerne, der kommer til at dominere nummeret, og nummeret i sig selv ender med at fremstå lidt skitseagtigt.

Så er det godt Ellie lukker stærkt med ‘Hey My Love’, der er tilbage i den rolige gænge, hvor der tålmodigt broderes af guitarerne omkring en diskret rytmisk bund og Rune’s vokal igen suppleres fint af godt korarbejde.

Det er ikke rigtig et nyskabende ærinde Ellie er ude i, men There She Goes er rigtig godt håndværk og behageligt lytteselskab. Er du sådan én, der syntes amerikanske Whitney var et herligt friskt pust, eller du bare holder af nye takes på en god gennemprøvet genre, så kunne Ellie godt være en lidt sendrægtig dansk fætter, det var værd at tjekke ud. 4 store upcoming-stjerner bliver det til i denne ombæring.

Du kan finde Ellie på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.