Uhørt ’18: 8 must sees og udvalgte godbidder

0
2303
views

Det er snart tid til årets Uhørt Festival, der fredag og lørdag i denne uge præsenterer 40 navne fra den alsidige danske musikundergrund. Eller vækstlaget, om man vil. Vi har kigget programmet igennem og fundet nogle anbefalinger i forskellige genrer.

Det hele er jo i bund og grund godbidder på en festival som Uhørt, hvor hvert band har omkring 35 minutter til, at efterlade en smag efter mere hos publikum. Der er altså mere tale om showcases end egentlige koncerter, hvor kunstnerne får mulighed for, at vise sig frem for en blandet skare af musikinteresserede og branchefolk.

Branche-elementet har, indtil videre, ikke været specielt synligt på Uhørt, i forhold til en festival som eksempelvis Spot, der godt kan virke som et lidt uoverskueligt kræmmermarked for musikbranchen. Der er (forhåbentlig) nogle branchefolk på pladsen (OK, det er der, for jeg genkender da nogle af de samme folk fra “rundt omkring” efterhånden), men det virker ikke så iøjnefaldende/forstyrrende, som det kan været på lignende festivaler.

Selvom Uhørt sidste år forlod deres græsplæne på Refshaleøen og skiftede den ud med Vesterbros beton, så var hyggen og intimiteten stadig fremtrædende på pladsen. Lidt af et radikalt skifte fra tidligere år, jovist, men også et der virkede nødvendigt og på tide af forskellige årsager. Det lå sgu lidt afsides ude på Refshaleøen, og selvom det var rart med græs under fødderne, så virkede det fornuftigt at få arrangementet rykket ind i byen, hvor det er nemmere og hurtigere for publikum at nå frem og tilbage.

Pladsen fungerede også rigtig fint sidste år, det virkede lidt mere kompakt og komprimeret, ligesom scenerne måske havde fået lidt mere optimale rammer. Der plejer i det hele taget at være godt styr på de overordnede rammer og afviklingen, som er forløbet gnidningsfrit de tidligere 3 gange jeg har besøgt festivalen.

Igen i år er musikprogrammet meget alsidigt, fra rap over pop og electro til metal, 40 navne i alt. Af de 40 navne fik jeg grovsorteret ned til 23, som jeg ville give et nærmere lyt, altså de af dem som jeg ikke kendte i forvejen. De er så blevet kogt ned til 8 anbefalinger, eller must sees, og en række godbidder, som bliver uddelt i mere mundrette størrelser for, at ingen går sultne herfra.

Bookerne skal have stor ros for (igen), at have fået skruet et spændende, alsidigt og umiddelbart kvalitetsmæssigt stærkt musikprogram sammen. Der er både nogle “sikre” kort, nogle navne der allerede har fået lidt hul igennem og prøvet sig af rundt omkring, de nye spirer der er lige ved, at bryde mere frem i lyset og så en række navne som virker dejligt uprøvede. En rigtig god sammensætning og ved mine lyt var der, fordelt over “alle” genrer, ikke rigtig noget hvor jeg tænkte, at det ville jeg under ingen omstændigheder lægge ører til.

Men, vi skal jo forsøge at vælge lidt. Jeg har kigget både mod nogle navne jeg kendte i forvejen, nogle for mig helt ukendte og så også tilstræbt, at variere lidt hvad genre og stil angår. Der er ikke meget rock i år, til gengæld virker det som om metallen har fået en ekstra plads i programmet, og er man til pop i bred forstand er der masser at kaste sig over…

8 must sees

Aysay

Hov, hvad har vi her? Rødder i mellemøstlig folkemusik men med danske tekster? Det lyder ret spændende, det sangerinden Luna Ersahin har gang i her. Blandingen fungerer overaskende godt, både dragende dansabelt og lidt urovækkende på samme tid og ikke mindst ganske original i sin blanding af musikalske udtryk fra forskellige verdensdele.

Bünni

Vi har tidligere været omkring Bünni, eller Bünyamin Eroğlu som er personen bag kunstnernavnet. Både under Bünni-navnet, hvor to af hans singler har været Dagens Track og så som en del af psych-pop bandet Eerie Glue, som vi har anmeldt flere gange. Solomaterialet ligger i naturlig forlængelse deraf, stemmen er, naturligvis, den samme, mens de psykedeliske toner her er en anelse mere melankolske og længselsfulde.

Bünni virker som en kreativ og produktiv herre, det har i hvert fald strømmet ud med sange både i band og solo regi de senere år. Så venter vi bare på et lidt større gennembrud!

Deadnate

Hmm… er det thrashmetal, det her? En slags, men det er også… en del andet? Efter at have lyttet til et par numre på YouTube vil jeg egentlig bare opfordre til, at man giver det et lyt. Det er efterhånden svært, at finde bands der byder på noget nyt indenfor metallen, ikke mindst i Danmark, uden at det skal lyde som en for grov generalisering – men det her har et eller andet, som virker som et friskt pust.

Dirt Forge

Så er Dirt Forge mere gammeldags med deres sludge/doom metal, som jeg oplevede live for ganske nylig da de åbnede Rising Scenen på Roskilde Festival med manér.

Bandet spiller tuuuungt, groft og kantet, så man bliver rusket godt igennem, hvis trioen da ikke lige tromler en ned. Tilmed har de en samling ret stærke numre i baghånden fra deres glimrende debutalbum, Soothsayer, der udkom i maj sidste år. Så de er klar til 35 kompakte minutter, uden svinkeærinder og dikkedarer.

Ida Red

Her kommer der et lille sats fra min side. Ida Red er en korpop-gruppe bestående af 4 kvinder, og jeg har i skrivende stund kun lyttet til den akustiske version af nummeret “Wild Flower”, som ligger på YouTube, men det var nok til, at jeg tænket, “hold da op, der er da noget galt med verden, hvis det her ikke bliver større!”.

Så kom jeg i tanke om, at der er mange ting galt med verden, ikke alle er til nydeligt sunget korpop og at det kan være, at det bliver lidt for pænt i længden. Men, vi satser butikken og siger, at det her kunne blive en smuk oplevelse på Uhørt!

M Rexen

Multiinstrumentalist, globetrotter og excentriker! Det var nogen af ordene der var hæftet på M Rexen, aka Michael Rexen, da han i slutningen af sidste år udsendte første single i eget navn, “Wild Flower” (2 wild flowers i streg?). Rexen har tidligere været musikalsk aktiv i projekter som A Key Is A Key, Den Magnetiske Ørn og senest Mongol.

Rexen er født i De Arabiske Emirater, har været bosat i Købehavn siden han var 22. Når han ikke lige har været ud for, at samle inspiration i Mellemøsten og Afrika, som han har rejst hyppigt i. Det bærer et nummer “Wild Flower” også præg af, en dansabel og energisk sag, der blander afrobeat, mellemøstlige strygere og skæv rock ‘n roll.

Dømt ud fra en række livevideoer med Den Magnetiske Ørn virker han samtidig som lidt af orkan på en scene.

The Bowdashes

Duoen udsendte sidste efterår EP’en Marrow, en tør, western rockende sag, hvor solen stod i øjnene og præriens vinde sandblæste huden. Lyden af livet i en lille flække i det vilde vesten, med de farer og den usikkerhed disse steder rummer – i hvert fald på film. Og der er netop noget filmisk over de damers seje univers, krydret med en lidt punket attitude. Ben i næsen og en seksløber i strømpeholderne.

Jeg havde Marrow på min top 5 over EP’er fra sidste år, men har stadig til gode at opleve duoen live.

ØYA

ØYA, eller Mathias Holm, udsendte tidligere i år en sammenhængende, gennemført og forførende popplade, som jeg sendte 5 stjerner efter:

“Det er svært, og nok heller ikke meningen, at hive enkelte numre ud fremfor andre. Det her er vitterlig en samling sange, hvor det er meningen, at de skal høres ud i et, som et samlet værk. Som en form for musikalsk drøm der starter med titelsangen, “Dreams Rewind” og ender med “Viva Viola”. Vi er ikke konstant inde i en drømmeverden, det føles mere, som titlen antyder, at man tænker tilbage på drømmen, eller drømmene, tanker vendes og drejes, beskues fra forskellige vinkler, man synker hen, suges ind, vågner op igen og spoler tilbage. Som om Holm afsøger og forsøger, at afkode de ting han har oplevet i livet”.

Så er spørgsmålet, hvordan det genskabes/fremføres live?

Udvalgte godbidder

Så hapser vi lidt, hvad med noget blød indie/pop fra A kind Of Man, der lidt er lyden af søde kys og et par skridt videre? Audrey derimod er ovre i det mere rent poppede med en slagside til 80’erne og det syntetiske. Duoen er dermed egentlig også ret tidstypisk, da denne form for opdatering af fortiden har været meget populært blandt nye, unge navne de senere år.

Takykardia er ovre i det mere luftigt poppede, med en matchende kvindevokal. Der er noget lidt laid back og afslappet over lydbillede, i hvert fald på nummeret “Immortalized”, som jeg har brugt som pejlemærke. Godt nummer, men måske lidt for svævende til mig i længden, hvis formlen ikke varieres lidt mere. Wellness-indie? Det var tanken der slog mig, da jeg klikkede på nummeret, og den tilhørende video, “Vowles” fra det aarhusianske band Yune. Beroligende bølgeskvulp, atmosfæriske og flydende flader og en lys, lidt forvrænget og døsigt drømmende vokal.

Hvis det er for moderne og tidstypisk, så kunne man tjekke Askee ud. Aske Kristiansen har i mange år væltet rundt som tangentbasker og råber hos Helhorse, nu er han på egen ben med toner der blander alt fra let-psykedelisk 60’er rock til Mali Blues. Vi bliver i det psykedeliske og smutter tilbage til Aarhus. Vi har både anmeldt en EP og haft numre fra Turquoise Sun som Dagens Track her på siden og savner man sommeren, så er det her rolige og strålende toner som man kan lune sig på. Man kunne også give Moon Mountain et lyt, gruppen har bevæget sig fra det folk-psychede over til noget lidt mere syntetisk 80’er klingende på de udgivelser vi har anmeldt.

Skal man have en god stener på med noget der ikke flirter med det decideret psykedeliske, så virker Bad Birthday som et udmærket bud. Svævende og eksperimenterende popmusik, der lyder som om det kunne stamme fra en anden verden – eller en alternativ dimension. Det er ikke decideret fremmedartet eller uforståeligt, bare… anderledes… Anderledes er Guldimund også. Sangskriver pop eller avantgarde? Begge dele! Det bølger frem og tilbage hos Guldimund, mellem det genkendelige lige-ud-af-landevejen fængende og så pludselige, drømmende og boblende retningsskift. Hvad med noget dansk-etiopisk soul? Så er Cecilie Dimma måske sagen?

Vi slutter af med pop og metalgrupper! Cousin er 4 gutter fra Aarhus der spiller mere rendyrket poprock, hvor der er højt til loftet og masser af albuerum. De har allerede fået rosende ord med på vejen af Gaffa, så det er måske et kig værd? Daze of June er ikke poppede, men så måske iørefaldende. Da bandet hed Archives of Alaska sendte Jonas 5 stjerner efter dem for en EP. Det er ret mange stjerner for et medie, som ellers ikke har deres stærke side indenfor metalcore. Daze of June er dog af den mere “tålelige” slags, hvis man ellers har problemer med den type musik.

Endelig har vi Beneath The Silence, som også flirter med det “poppede” i deres melodiske/symfoniske metal, der også rummer en lille snert af noget djent og metalcore. De udsendte tidligere i år en medrivende EP, som viste at de måske er værd at holde øje med.

Den slags navne er der en del af i Uhørts program, altså nogle der er værd at holde øje med. Dette var et udpluk og nogle nedslag i et generelt, i hvert fald på papiret, interessant program. Så må vi se om det holder i praksis når de 40 navne skal på scenen fredag d. 24 og lørdag d. 25. på Enghavevej 80 på Vesterbro.

Af Ken Damgaard Thomsen

 

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.