Home Festivaler Uhørt’23: Reportage og anmeldelser, lørdag d. 19/8, del 2

Uhørt’23: Reportage og anmeldelser, lørdag d. 19/8, del 2

2049
1

Det blev kun til en visit på årets Uhørt, til gengæld blev der nået 6 koncerter på 4 timer. Ingen faldt helt igennem, nogle var direkte fremragende. I første del blev der luftet lidt overordnede tanker og bragt anmeldelser af Datter, Louis Jarto og Mørkeblødt. Her i anden del skal vi se hvad Sauna Senere, (en lille snert Genocide Doctrine), Lasse Aagaard og Fräulein fik ud af deres halve time i spotlyset.

Reportage og anmeldelserne her bliver delt i to. Denne første med anmeldelser af Datter, Louis Jarto og Mørkeblødt, samt nogle overordnede ord om Uhørt. Kan læses HER. Her i anden del følger de resterende anmeldelser, samt en lille afrunding.

Da vi forlod Uhørt i første del havde jeg lige tømt en Fritz Kola. Den sukkerfri variant, der smager mere af “rigtig” cola end den med sukker af en eller anden grund. Hvordan er det mon lykkes Fritzen at fortrænge Coal mastodonterne fra festivaler som Uhørt og Roskilde?

Der blev skyllet efter med en vand, som nævnt i første del så måtte jeg ofre min medbragte postevand ved indgangen. For at købe postevand til 20 kr. for en halv liter på pladsen?! Ægte, dansk postevand på genbrugskarton, som jeg nysgerrigt kunne læse på emballagen. Vent, havde jeg betalt en 20er for vand fra hanen!?! Hvad pokker er det for en fed fidus? Jo jo, så loves det at hele 3% af profitten går til “miljøet”, hvad det så end dækker over, meeeeen…

Sauna Senere, Skate Scenen

Jeg har været lidt i tvivl hvad Sauna Senere og deres festival mash up af inspirationskilder og stilarter angår. På den ene side har jeg været fascineret, og ganske fænget af nogle af deres singler, især de tidligste. Omvendt var jeg ikke helt solgt på “fyld materialet”, på den EP de udsendte i 2021.

Og så er der hele delen med, hvordan man får sådan en kaotisk rodebutik til at rode tilpas live. Så kunderne i butikken ikke bliver forvirret eller frastødt.

Sauna Senere har NOGET. De er originale og gør tingene på deres helt egen måde. For udenforstående kan det måske være lidt udfordrende at navigere i, eller helt gennemskue meningen. Bandet lader til at have godt med glimt i øjet, og deres egen aparte interne humor. Det kan bare også blive en lukket fest.

Og det blev det desværre i længere perioder på Skate Scenen, hvor bandet lagde slingrende fra land med “Mudder”. Det var vist mit første møde med trioen, der netop opstod i smatten på en festival. Herligt manisk og febrilsk nummer, der i studieversionen glider uimodståeligt ned. Her klistrede den mere fast til scenegulvet og havde underligt svært ved at nå ud.

Det var som om band og publikum var lidt ude af synk. Musikken var naturligt mere skramlet, kantet og rå end på indspilningerne. Det er tit en fordel, her virkede det som en hæmsko. De medrivende passager, som Sauna Seneres sange også besidder, kom ikke til deres ret.

“Og bandet spiller utight…”, som det lyder i ellers smittende “Forskel”, der faldt lidt over halvvejs. Det vil jeg ikke sige at Sauna Senere gjorde, det må gerne være lidt løst og flosset i kanterne. Det giver noget nerve og ungdommelig, urolig energi, der også er en del af denne trios univers. Her var det bare som om at det lukkede koncerten for publikum, frem for at hive dem ind. Det BLEV dog bedre, som koncerten skred frem, da band og publikum lige havde set hinanden an.

Mig mister de til gengæld i de mindre rastløse og forpustede sange. Det kan jo ikke være fuld fart frem hele tiden, men Sauna Seneres materiale, og her leveringen af det, er lige ved at flatline for mig i numre som “Jeg” og nyeste single “Kødsovs”. Sidstnævnte er vist et forsøg på at være finurlig, og lege med overførte betydninger rent lyrisk. Men jeg synes den er klodset og som sang er den bare ikke et godt nummer.

Selvom koncerten som helhed fremstod lidt uforløst, så har Sauna stadig et eller andet. Deres performance sad ikke helt i skabet, noget af materialet er svingende. Men de besidder også en skæv, upoleret charme. De gør tingene på deres helt egen måde, hvilket er prisværdigt i sig selv. Det skal de ikke lave om på.

Men måske skal filen findes frem i saunaen og de mest genstridige kanter lige skal finpudses? Nogle bands kræver også bare lidt mere tid og rutine, inden de helt knækker koden. Sauna Senere live virkede som at overvære en del af den proces.

Jeg fandt løbebenene frem da vi ramte sidste nummer for at nå over og fange det sidste af Genocide Doctrine. Måske kunne man lige nå det sidste på Volumen. Det kunne man, sammen med en begrænset skare, der havde holdt ud.

Måske var bandet blevet lidt forsinket under koncerten, i hvert fald gik de lidt over tid, så jeg trods alt nåede 2 sange. Hvis folk var flygtet, så skyldtes det enten at bandet kradse metal med død og ødelæggelse ikke var dem. Eller at lyden ikke gjorde det til en mere behagelig oplevelse.

Genocide Doctrine var så uheldige, at være udfordret af den mest uskønne lyd jeg oplevede på Uhørt. Det lød ikke videre skønt, til gengæld var det højt og gjorde næsten ondt i ørerne. De buldrede derudaf, det skar i øregangene, så gnisterne fløj. Og så var det slut med en løftet dobbelt langemand fra frontmanden til publikum. Det er sgu’ trve!

Tusmørket begyndte så småt at komme kravlende, da solen gik ned over gårdens hustage. Så var det måske rart at få pulsen lidt ned? Det fik nogle foran Gårdscenen ved at få sig en lille pind i ventetiden foran scenen. SECURITY!!

Lasse Aagaard, Gårdscenen

Aagaard blev blandt andet introduceret som en renæssance mand, hvis sange fra albummet Farvel Tid snart kan høres som soundtrack til en spillefilm. Sange om “tid, sorg og det mørke vi alle får med hjemmefra”. Hyggeligt!

Den jakkesætklædte pianist indledte med at løfte stemningen ved kort at fortælle om Farvel Tid og sangenes baggrund. Han mistede sin far, da han var 15 år gammel. Da han sidste år fyldte 35 gik det op for ham, at han nu havde levet længere uden end med sin far. Farvel Tid er en sangcyklus om og til faderen.

“Masser af Tid” indledte koncerten med Aagaard alene på scenen bag tangenterne. Her kom en af udfordringerne ved open air scenen frem i skumringen. Den slags personlige sange, hvor fokus ligger på lyrikken, kræver lydforhold der gør at man tydeligt kan høre hvert et ord. Det var lidt vanskeligt.

Den efterfølgende “Børn og Fulde Folk” blev dedikeret til alle antennebørn derude, hvad det så skal betyde? Jeg kom straks til at tænke på min barndom i 80erne, hvor alle elektroniske massemedier kom ned i stuen via antennen på taget. I det hele taget var Aagaards sangunivers i høj grad præget af en lettere nostalgisk og længselsfuld tone. Understreget af et nummer som “Landet For Længe Siden”, om hans egen opvækst på Sydfyn.

Inden blev “Børn og Fulde Folk” for mit vedkommende forstyrret lidt af et Uhørt crew medlem, der marcherede op foran scenen med en lang stang med verdens mindste kamera ovenpå. Det var næsten symbolsk at den “antenne” kom i vejen. Den blokerede ikke udsynet til Aagaard og det hvidklædte kor han nu havde hævet på scenen, men det var nok til at få mine tanker til at vandre lidt.

Måske fordi, at jeg på et afgørende punkt kan relatere til Aagaard og disse sange. Jeg er nu 44 og har også levet længere uden end med min far. Det er en underlig tanke, også at jeg nu kun er 7 år yngre end han blev. Det var egentlig et ret kort liv.

Inden “Landet For Længe Siden” kom der mere tempo i koncerten, og en smittende opløftende tone med “Gode Intentioner”. Her rejste Aagaard sig, indtog scenegulvet og gav den som koket dansende og mere løssluppen og frigjort underholder. Straks var der også etableret mere kontakt til det noget reserverede publikum.

I det hele taget virkede det som om at Aagaard og hans fine, følte numre var en anelse fejlplacerede eller fejlcastede til scene og spilletidspunkt. Inden og under “Ridser” kunne man høre, at der var mere lydstyrke på snakken i krogene og rundt om scenen, end der var på selve musikken. Det var altså ikke fordi, at dem der stod og forsøgte at lytte snakkede, det var simpelthen summen fra pladsen man kunne høre. Det gik ud over den stakkels kærlighedssang.

En lidt små-komisk situation, som understregede at Aagaard befandt sig lidt på udebane, opstod da “Landet For Længe Siden” sluttede. Der gik lige ét sekund for lang tid fra at sangen var tonet ud til at klapsalverne kom i gang. Det skabte i et splitsekund tvivl om, om nogen overhovedet hørte efter, eller om folk var i tvivl om, om nummeret var helt slut. Det var nok det sidste, og Aagaard selv trak også lidt på smilebåndet.

Der kunne også godt have været lidt mere tryk på rent volumenmæssigt, selvom det hovedsageligt er musik, som går ret stille med dørene. Jeg stod i længere perioder og savnede mere af koret, at de fyldte mere i lydbilledet, eller bare blev brugt lidt mere aktivt. Heldigvis stemplede de ind mod slut i førnævnte “Ridser”, da den var lige ved at blive overdøvet af snak. Det lød guddommeligt smukt, ja tak.

Aagaard rundede af med et nummer, som tematisk faldt lidt uden for cyklussen. En sang, der oprindeligt blev skrevet i tiden efter 9/11, og om at vokse op i den tid. Nu er den blevet støvet af, da Aagaard følte, at der sker så mange ting i verden nu til dags, at tiden må være endnu vildere at vokse op i for unge mennesker.

Den blev dedikeret til alle unge og “os”. Aagaard efterlod et sympatisk, tænksomt og reflekterende indtryk. Måske ikke oplagt open air musik, men det kan man ikke klandre hverken ham eller hans fine, følte sange for. Som performer var han usvigeligt sikker og man kunne mærke, at han havde flere år på bagen end mange af de øvrige navne.

Så gik aftenen stille og roligt på hæld, i takt med at mørket faldt på over Uhørt. Jeg havde dog lige ét punkt mere på programmet, dagens hovednavn for mit vedkommende. Så vi håbe at jeg virkelig kunne mærke det.

Fräulein, Skate Scenen

Det kunne jeg.

Der var noget i luften inden i den nu prutvarme skaterhal. Ikke bare duften af festival, men den der udefinerbare snert af noget, som kunne være magisk. Jeg tror ikke på magi, men der var sgu’ lidt magi i luften. Og det skyldes både band og publikum. Et band, som også blev introduceret med de helt store lovprisninger og bevingede ord, så man begyndte at blive smånervøs.

Hype er en farlig, farlig størrelse, som så nemt kan blive en bjørnetjeneste for et relativt nyt orkester. Fräulein er dog ikke helt uprøvede hvad opmærksomhed og omtale angår, de har blandt andet leveret slagsangen til Kvindelandsholdet i fodbold til VM denne sommer. Det er da en fed tjans at score for et med al respekt ret ukendt band?

Og ligesom hype noget, som man skal være forsigtig med. I visse kredse vil det sikkert blive opfattet som værende en smule corny, eller blive sidestillet med at stille op i X Factor, Melodi Grand Prix eller hvad ved jeg.

Det kan Fräulein roligt være ligeglade med. For det første er sangen god, og kan sagtens stå på egne ben uden for fodbold-konteksten. Hvilket er en sjældenhed for slagsange, der også har det med at være små-kiksede og klodsede. Fräulein lader til at have gjort tingene i den rigtige rækkefølge. At starte med at skrive en skidegod sang.

Og dem har de imponerende mange af allerede. Faktisk spillede de ikke et eneste nummer i løbet af de 35 minutter, som de tiltuskede sig at spille, som faldt det mindste igennem. Jeg kan faktisk ikke mindes, at have set en koncert på Uhørt, hvor et band på det her tidspunkt i karrieren har så mange fremragende numre?!

Bandet, som mødte hinanden og startede med at lave musik under et andet navn i 2017, har også allerede vundet flere talentpriser. Og er på kontrakt med Warner, som virkelig skal fucke meget op, hvis Fräulein ikke får det velfortjente helt store gennembrud. Som Fräulein har de kun eksisteret siden 2022, hvor producer Ole B. Meyer, der blandt andet også har hjulpet Jung på vej, kom ind i billedet. Om det er hans fingeraftryk, som har gjort en forskel, skal jeg ikke kunne sige, men Fräulein har ramt plet.

En del er centreret om forsanger Anna Halkjærs ret enestående og unikke vokal. Jeg var reelt i tvivl om, der var tale om en kvinde, som sang lidt atypisk, eller en mand, som lød lidt som en kvinde, da jeg hørte bandet første gang. Det var på ingen måde ment som noget negativt i den ene eller anden retning. Det gør det blot mere spændende i mine ører.

Hun sang fantastisk fra start til slut. “Hvis du går tager jeg med”, lød det i første nummer, som blev skubbet en lille smule tilbageholdende i gang. Men det virkede tilsigtet og gennemtænkt, det virkede nemlig som om at der var tænkt over opbygningen og leveringen.

Trioen er ikke bange for, at omfavne den helt store 70er og 80er poprock sang, som en opdateret, yngre dansk udgave af Fleetwood Mac. Men grundet bandets lyd og stil er det svært ikke også at komme til at drage paralleller til en lang række danske koryfæer. Jeg får vibes i større eller mindre grad af alt fra TV2, over Michael Falch til Lars. H.U.G. og mange andre. Men aldrig som en bleg kopi, eller et hult ekko.

Selvom Fräulein og deres lyd giver mig disse associationer, og med en titel som “Elske Dig For Evigt” nærmest selv beder om H.U.G.ene, så virker de dejligt ægte og som sig selv. Det virker så… rent. Og befriet for spekulation og bagtanker, bare syng om “det satans liv”, det har TV2 også gjort. De kyssede det, Fräulein beder dig gentagende gang,  på tværs af sange om at mærke det.

Selv når de falder ned i et “sort hul”, i et nyt nummer, som kunne hedde noget med netop “sort hul”, så slipper lyset ud. Her med uforskammet, akut smittende og opløftende “wååå åhhh” kor mod slut, hvor trommeslageren blev så grebet, at han rejste sig op på taburetten og hamrede sangen i mål stående. Til højlydt jubel fra den pænt fyldte hal. For publikum kunne også mærke det.

For første, og eneste gang denne dag, oplevede jeg hvad jeg lidt kækt vil kalde rigtig koncertstemning. Der hvor alle forbehold droppes, stemningen forplanter sig frem og tilbage, og mellem band og publikum. Der hvor alle kan mærke det. Det gav deja vu til mindeværdige stunder med langt større bands med mere kendte hits. Bandet her troppede op med en frækt boogierockende sag (inklusive en frisk lille koreografi mellem sanger og bassist i starten og slutningen) , som netop besang noget med deja vu. Den kunne sagtens blive endnu et “hit”.

Jeg skriver hit i gåseøjne, for ud over “Vi Gør Det Hele Igen”, ved jeg ikke hvor udbredt trioens øvrige sange er. Eller hvor stort et hit DEN sang er blevet? Men i min optik har de mindst 5 oplagte hits allerede.

“Du Siger Hvad Du Siger” med sin bastunge indledning, er et af dem og fortsatte følelsen af koncert deja vu. Følelsen af at man overværer noget, som rent faktisk brænder sig fast og er mindeværdigt. En af de tidspunkter, hvor man bogstaveligt kan mærke, at publikum har sluppet de sidste tøjler og bare lader sig rive med. Det nærmede sig landskampsstemning. Og så kom den ventede fodbold slagsang og var lige så god og effektiv live, som man kunne have håbet på.

Hvad kan man næsten mere forlange af en koncert på 30 minutter? OK, lidt mere end 30 og vi fik også mere i kraft af den helt forrygende “Hva’ Vil Du Ha'”. Da var jeg kraftedeme lige ved at få krampe i trampe-med-foden og skammede mig ikke over ikke helt at kunne holde dansker-klappe-med-takten.

Publikum nægtede at slippe dem efterfølgende, de ville have mere. Bandet lod heller ikke til at have travlt med at forlade scenen. Heller ikke da konferencieren havde delt hendes begejstring og mere eller mindre diskret, fik dem gennet ud. Hva ville alle ha? Mere. Den perfekte tilstand efter en koncert.

Jeg skammede mig heller ikke over, at jeg havde svært ved at tørre smilet af læberne, da jeg gik ud i den friske aftenluft. Alle kunne mærke magien, hvis man tror på den slags. Jeg tror på Frälein, bravo, perfekt udnyttelse af hvad man kan nå på en halv time.

Hvad mangler Fräulein så? Tja… OK, hvis jeg skulle komme med et lille forslag. Af næsten rent kosmetisk karakter, som har psykologisk indvirkning på, hvordan de opfattes. Hvis de skal op på de større scener, så ville jeg nok føje et livemedlem eller to til trio-opsætningen. Og måske en korsanger eller to ligeså. Jeg ved det kan lyde som pjat, og overfladisk, men et band med så stor og flot en lyd, må også gerne se stort ud på en scene!

Og således opløftet, næsten flyvende, fik jeg befriet min jernhest fra nærgående artsfæller, der var parkeret udenfor Uhørt.  Der var af flere grunde medvind hjemad.

Uhørt i sin egen, fine lille nøddeskal

Det var ikke meget jeg fik smagt på Uhørt i år, det er nærmest ved at blive en dårlig vane. Men ak, tiden og overskuddet, og alt det der. En stor del af søndagen kommer jo også til at stå i Uhørts tegn, når der skal skrives løs. Så 4 timer var måske passende, når man ikke kan styre sig?

Det var også 4 forrygende timer i godt selskab. Og det gav lyst til mere, så det var en personlig succes.

Jeg har måske også heldig at ramme en lille guldåre i programmet. En halv time virker som den helt rette længde for kunstnere af Uhørts støttelse. 30 minutter kan være længe for mange, og for en som tilskuer. Det er ofte lige omkring det punkt, at mange upcoming kunstnere rammer muren. Det oplevede jeg ikke i år, alle kom i mål. Fráulein kunne have holdt den kørende længere, men skulle eller behøvede ikke. Og fremstod endnu stærkere af den grund. De skal nok blive klar til mere snart. Andre bliver det måske aldrig.

Det er noget af det Uhørt kan og er gode til. De giver forskellige bands på upcoming rangstigen muligheden for at livetræne foran et blandet publikum og branchefolk og se hvilket trin de står på lige nu. Så kan man måske med rette argumentere for og imod, hvad en gruppe som eksempelvis Genocide Doctrine reelt får ud af at spille deres ekstreme metal overfor den blandede skare. Og omvendt. Men Uhørt har alle år booket en håndfuld metal, også når andre større, mindre og lige store festivaler har vendt de tungere genre ryggen. Den vedholdende indsats og insisteren på at booke alsidigt, og ikke kun skelne til modeluner, kan jeg kun bifalde.

Muligvis spiller blandingen lidt ind på den generelle opbakning og stemning på Uhørt. Jo, her er hyggeligt, nydeligt og pænt. Men også lidt skizofrent og tamt, hvad stemning angår under de fleste koncerter. Igen dømt ud fra tidligere år og få koncerter, en dag ud af de samlede tre. Men nu prøver vi at vinkle lidt skarpt og generalisere, ikke sandt?

Jeg formoder, at den gennemsnitlige Uhørt gæst er relativt musik interesseret, opsøgende og nysgerrig. Selvom Uhørt stadig er billig, så er 400 kr. for 3 dage med (med al respekt) relativt ukendte navne også en slags penge. Så man kommer vel ikke, hvis man ikke gider ny musik? Så er der billigere alternativer, hvis man vil hygge med vennerne. Derfor går jeg ud fra at publikum, der tropper op foran scenerne faktisk lytter. Det er bare ikke det samme som, at det skaber masser af stemning og atmosfære.

Det mangler Uhørt en lille smule, og har gjort det alle år, jeg har kigget forbi. Nu er det sket så ofte, at det nærmest er det, jeg forbinder med en særlig Uhørt stemning. Og det skal ikke forstås som en kritik af gæster eller festivalen, blot en konstatering. Som jeg heller ikke om man kan ændre, eller hvordan. Jeg bidrager jo selv til den nævnte stemning. Det er måske bare vilkårene, når musikken er upcoming?

Når den lidt tilbageholdende stemningen så brydes, bliver det til gengæld meget tydeligt når noget rammer plet. Og det oplevede jeg heldigvis også i år.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleUhørt’23: Reportage og anmeldelser, lørdag d. 19/8, del 1
Next articleBlue Rose Down: It Might Get Dark (EP/anmeldelse)

1 COMMENT

  1. Fräulein var magisk.
    De virkede næsten som om de allerede var ved at vokse ud af Uhørt-segmentet.
    Mange koncerter gav et indtryk af at bandet er på vej mod noget godt – Fräulein er der allerede!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.