Home Artikler RF’24, reportage & anmeldelser: Go’ smat for denne gang, lørdag d. 6/7

RF’24, reportage & anmeldelser: Go’ smat for denne gang, lørdag d. 6/7

104
2

Fake-søndag på Roskilde Festival bød på en velkendt stemning af, at nu var det allerede ved at være forbi. Begyndende opbrud, nedbrud, stædig insisteren på at vride den sidste fest ud af smatten, og en snigende mæthedsfornemmelse. Inden der skulle slås mave, nåede man lige en tur fra Barselona til Barbro med mellemlanding i Sverige og en tur til Andesbjergene.

Efter endnu en hektisk og lang dag i pløret i går kunne en uges festival efterhånden mærkes i maskinrummet, da jeg vågnede ved 7-tiden. Teltet stod stadig, trods flere voldsomme regnskyl og vindstød, nå ja, og min tilstedeværelse og hvad den nu medfører.

Jeg begyndte stille og roligt at få lidt styr på de spredte stumper, da jeg endelig besluttede mig for at stå op. Og lægge mulige flugtplaner og exitstrategier til senere. Der var flere muligheder, blandt andet at blive endnu en nat og få et “måske-lit/det finder vi lige ud af senere” aftale søndag middag. Det virkede dog trods acceptabel form lige vel langt ude i fremtiden.

Nogen ting burde sige sig selv, andre er det bedst at skilte med et par gange.

Viljestyrke og gaffatape

Nå, men man skulle jo lige møde på job i Pressecenteret inden man kunne overveje en mulig tidlig fyraften/festivalflugt. På vej ind krydsede jeg veje med de første, der var på vej hjem og ind mod Roskilde by. Festivalpladsens tilstand begyndte også at ligne noget, som efter 3 dages mishandling af gæster og navnligt vind og vejr, som delvist blev holdt kørende og sammen med vilje og gaffatape.

Det lakker mod enden, og lørdag ER bare den nye søndag, lige meget hvad man gør. Ikke helt i samme grad, som afslutningen om søndagen var før i tiden. Da var grænsen til et sammenbrud noget mere synlig og tæt på.

I pressecenteret så de morgen-“friske” efterhånden også lidt medtagede ud. Det blev langt værre senere, når de endnu mere hærgede vågnede op og mødte på job. Fik mig en sludder udenfor i rygeområdet med en tysker, der også lignede et trafikuheld på autobahn, som ikke var helt kørt færdig. I øvrigt en del tysk presse på festivalen, igen, i år, både ansigter jeg genkendte fra tidligere sæsoner og nye, som den flinke gut her.

Og sådan gik der så endnu en dag på kontoret, hvor tiden igen blev faretruende fremskreden. Ikke helt så radikalt som dagen før, hvor jeg nåede første koncert med det yderste af neglene. Men, der var også lidt længere til Barselona, på Arena end Gloira fredag eftermiddag.

Afsted i rask trav igennem mudderlabyrinten mellem staldbygningerne. OK, måske man skulle have taget hovedvejen i dag i stedet for “genvejen”. Men fandt da en Fritz cola på vejen, og var på plads hele 10 minutter inden Barselona indtog et fyldt Arena-telt.

Barselona og venner ved Arena.

Barselona, Arena, kl. 13.30

Det var tidligt, men det var ikke kun et fyldt telt der mødte duoen (opgraderet til bandstørrelse her), men en proppet plads udenfor. Hvor solen skinnede, selvom man ikke var helt tryg ved meldinger om mulige skybrud og torden.

De eneste brag, vi fik den følgende time + kom fra scenen, hvor Barselona bevidste at de var deres Arena spot fortjente og voksne. Deres ungdommelige poptoner, som nærmest har været genre-definerende og trukket et væld af navne med i slipstrømmen de seneste 8 år, er og bliver nok ikke lige min smag.

Men deres numre, især deres nyere materiale er stille og roligt vokset på mig. Der er ved at være langt fra “Vin til Rom” til den lyd og klang duoen har nu. Jeg anerkender dog fuldt ud at et nummer som netop dette har været uhyre populært, vigtigt for Barselona osv., og tog kegler lørdag på Roskilde.

Det var der dog mange der gjorde. Faktisk stod jeg halvvejs gennem koncerten og tænkte, “har de kun hits? Og har de flere tilbage?”. Det havde de, og jeg var ærligt talt lidt overrasket over både styrken og bredden i deres katalog af velkendte numre- OG at jeg selv kendte en stor del af dem, selvom “det ikke lige er min smag”.

Fra den rolige åbner virkede det allerede lovende. Lyden var god, fyldig og tilpas høj, og vokalen gik helt klart igennem. Og da Barselona gled over i “Real Love” måtte jeg allerede stå og tygge lidt på mine ord og holdninger og overveje smagen af dem. Og dermed “min smag”. Hmmm, det her var jo godt! Rigtig godt faktisk.

Roskilde kyssede lidt med livet og Barselona, mens “Et År” fik endnu mere gang i dans og fællessang i- og udenfor det store telt. Damn, the kids kan virkelig lide det her poetiske danse-pop?! Ville de bolle eller slås? Mest bare danse hele vejen til Barcelona med Barselona.

Danse “Ind i mørket Ud af det blå”, mens man blev omfavnet af den store, fyldige og varme lyd af de ellers lidt kølige sange. Der også blev leveret virkelig cool og tilbagelænet, uden at det blev dovent eller nonchalant. Selvom disse ord netop også kunne bruges om forsangerens udstråling, stil og attitude. Der er noget Liam Gallagher “swag” over det, selv når han går ned til publikum. Eller ud til det. Og til sidst surfer en lille tur, mens han ubesværet sang videre.

Der var lyse nætter på en solbeskinnet eftermiddag, et “dansenummer” hvor jeg for første og eneste gang små-kedede mig lidt. Men så blev jeg afledt af en ungmø, der klatrede op skuldrene af en fyr og smed toppen. Straks greb vagter ind. Nok ikke så meget pga. den manglende beklædning, det var mere fordi hun støttede sig til telt barduner og sad på skuldre. Den går IKKE på Roskilde – om du har tøj på eller ej!

Du er min eneste rus, lød det fra scenen. I dette øjeblik var det sandt. Et øjeblik på Roskilde VAR Barselona “Lyden af Livet”. Og jeg KUNNE lide det?! Hvad fanden foregår der.

TKO af tennisbold

Den chokerende oplevelse gjorde mig for alvor sulten på mere. Mest mere mad, eller bare NOGET mad. Morgenmaden kom efter lidt parlamenteren for og imod med mig selv til at stå på noget, som har udviklet sig til et mindre misbrug på denne festival. Jeg faldt i falafel-fælden, igen.

Denne gang en moppedreng af en Falafel “Wrap” fra Gademads bod, som tidligere på ugen serverede en mere end godkendt Falafel tallerken for mig. 90 kr. for sådan en rulle, jeg var lidt mistroisk. Men jøsses man fik noget for pengene. Ingen overraskelser hvad råvare angår, men størrelsen på de 3 falafel-kugler der var presset ind i rullen mindede om tennisbolde.

Samlet set havde rulle en længde, omkreds og tyngde, som lignede en underarms. Der var egentlig ikke plads til al den mad, men “Stop Madspild”. Så den røg ned på viljestyrke og nærighed, nu var den jo betalt. Puha. 5 propfyldte anmeldermaver til den bassemand.

Bassemand her var endnu nærmere TKO efter den kamp.

Mæt, men sulten efter lidt mere

Ikke med mad, forstår sig, men lidt mere musik kunne godt klemmes ned. Især hvis man lige kunne skabe lidt balance mellem mad- og væskeindtag. Så jeg skøjtede ad mudderstien fra Orange i retning af Eos.

Og strøg i baren, alkoholtest nummer et på sidstedagen, så måtte det briste eller bære. Forlæng eller forkorte opholdet, eh, virkede mest af alt som en midlertidig stabilisator af systemet. Der lige kunne tage de værste rystelser og food sweats. Jeg vaklede videre mod scenen, hvor der endnu ikke var mødt mange op for at få en god plads til svenske Dina Ögon.

Der dukkede dog et fortravlet venindepar op, som skulle helt oppe foran og synge med. “Jeg kan ikke hele teksten”, udbrød den ene, “bare rolig, vi bliver ikke filmet. Der er ingen storskærme”, forsikrede den anden. Ungdommen og deres bekymringer!

Også på dette punkt er der for alvor dømt sidste dags syndrom, man fanger i stadig større grad kun brudstykker af samtaler. Løse ord. Det hele summer og mudrer sammen.

Og så var jeg nået det punkt, hvor jeg trak helt ned til scenen inden koncertstart. Lidt længere tilbage inden kunstneren går på. Endnu længere væk når musikken gik i gang. Og så luske væk efter et par numre, fordi, “puha, musik, der kan ikke være mere i hovedet nu”. Blot for at gentage processen ved en anden scene lidt efter…

Dine øjne de skal se, se på det de gerne vil…

Dina Ögon, det blev hurtigt for søvndyssende, blødt og svævende. Der skal ske noget, eller lidt, helst hele tiden. Men heller ikke FOR meget, så bliver man helt ør og udmattet. Følelsen og tilstanden er både velkendt og sikkert som amen i kirken, men nu VAR det jo ikke søndag endnu. Ikke helt.

Fra Andesbjergene til Avalon

Foran Gaia var der flere siddepladser fri, endda ledige bænke ret tæt på teltet. Måske fordi der lige HER åbenbart var en vindtunnel på pladsen, så efterhånden halv-lumre tilstande (der VAR noget i luften, som potentielt kunne blive ubehageligt) lige her var aflyst af kølig træk i nakken.

Oh well, man kan ikke få optimale rammer i år på Roskilde, åbenbart?!

Jeg slog den slidte bagdel i træsædet og genoptog min planlægning af mulige flugt/exit planer- og strategier fra tidligere. Offentlig transport virkede uoverskueligt for en 45-årig med min mentale tilstand. TRIGGER ALERT på stress/angst symptomer. Og så er der det der med, at der er cirka 25 minutter i bil fra Roskilde til min bopæl, men pga. skift og ventetider mindst 90 minutter med det offentlige. BAH. Nå, ifølge Google ville jeg kunne gå hjem på 7-8 timer. En mulighed, men nok ikke med min oppakning.

Pludselig blev min planlægning afbrudt af selveste Mongo Wingman og hans bedre halvdel. Hvor godtfolk er, kommer godtfolk til… og alt det der.

NÅ, Humazapas, traditionel og rituel musik fra Andesbjergene. Så skulle vi have noget magi og andet overnaturligt på scenen, hvilket nok ikke kunne skade på sådan en falsk søndag udenfor normal kirketid?

Det var… anderledes? På et tidspunkt konkluderede jeg bare, “typisk Roskilde”. Bare en helt almindelig dag på festivalkontoret, hvor der danser folk rundt i festlige, traditionsrige gevandter, iført hvide halv-masker, viftende med ting og sager til smittende, monoton trommemusik og andre folkemusikalsk funderede instrumenter. Mens en mand ligger på knæ midt på scenen, og ser ud som om han bliver underkastet en form for ritual eller renselse.

En af den slags oplevelser, der musikalsk, kulturelt og stemningsmæssigt er så fjerne fra noget man kender, at man enten tjekker helt ud, forsøger at afkode hvad der sker eller bare omfavner det. Det var nok lidt for sent på festivalen til fuldstændig overgivelse og omfavnelse for mig. Men jo længere man sad og opholdt sig i det, jo mere fængende virkede mange af rytmerne og melodierne også.

Efter en halv times tid i Andesbjergene kom der en sang, som handlede om “to dance like a bird, jumping”. Den lejlighed benyttede vi til at danse som en flok vingeskudte festivalænder på træk i retning mod Avalon.

På sikker grund med kurs mod afgrunden

Her var der spredt mere flis. Og det meste af den var tilmed ren og tør. Så man kunne sætte sig på jorden! Ahhh…

Det er dog også farligt. 1) man skal jo op igen 2) hvis man kan og gider

Hovsa, da kom Gnu-flaget sørme vandrende, seneste set tågende mod Arena omkring midnat dagen før. Flokken var reduceret til to, men der skulle være forstærkninger på vej. Og dermed en form for (sidste for i år?) samling af tropper, lyst tilknyttede, eller fraflyttere som undertegnede, fra vores gamle Roskilde-lejr.

Man kan i hvert fald aldrig være sikker. Kun på, at man ikke når at få sagt tak for dansen og tak for i år til alle. Der er spredt opbrudsstemning, andre går i udbrud – solo eller i mindre grupper. Og helt andre er pludselig bare forsvundet i smatten?

Barbro, Avalon, kl. 17.00

Det virkede som de retter rammer for Barbro og hendes (deres) atmosfæriske, glimtvis lynende og støjende indie-poprock. Gaia havde måske også gået an, men jeg synes de formåede at fylde den halv-store teltscene ud med deres blålige toner.

Tekstunivers og lydbillede generelt føles ret personlig og intimt med de førnævnte udbrud. Jeg er ikke super grundigt inde i Barbros samlede bagkatalog, men mange af de sange hun havde valgt at tage med til Avalon lader til at følge en form og opbygning hun synes om. Der bygges langt og langsomt op, det får lov til at ulme og simre, mens det samtidig glider roligt fremad og har luft under vingerne.

Barbro selv har en god, tydelig røst, der er lige dele rå, skrøbelig, følsom og kraftfuld, når hun sætter trumf på. Trumf satte hun på med stærke sange, og hits i deres egen ret, som “Fuck the World”, “I’m Fine” og “U Think I’m Strange?”.

Inden førstnævnte fortalte hun, at sidste gang hun spillede på Roskilde (Rising i 2022), var hun ramt af en hjernerystelse og kunne ikke huske noget fra koncerten. Det ville ikke ske denne gang! Her formoder jeg naturligvis, at hun mente at hun ville kunne huske det her og ikke at hun ville blive ramt af endnu en hjernerystelse!

“Fuck the World” og dens nervøse, rystende energi er sgu’ også et nummer, som er svært at ryste af sig. Den mere sarte, enkelt arrangerede og snakke-sungede “I’m Fine”, lige så, men af andre grund og kvaliteter. Her får man lov til at komme endnu tættere på. Og det virkede som om publikum gerne fulgte med. Der kan være langt op til og fra scenen, selv på Avalon, men det blev faktisk intimt og nærværende på de helt rette tidspunkter.

På “U Think I’m Strange?” viste Barbro også hvor flot en vokal hun er i besiddelse af. Det lød fortryllende og ganske vidunderligt. Mens man sejlede med melodiens let-vuggende bevægelse ud mod fjerne horisonter.

Barbro var ikke alene om at sejle os ud mod den imaginære fjerne horisont. Der var blandt andet plads til Mija Milovic (der spillede under First Days på Gaia) i flere roller. Og under den herlige, landlige og skønt svingende “Don’t You Wait For Me”, gæstede Debbie Sings, ligesom på studieindspilningen, scenen. Der var næsten hø og halbalsstemning på den den rigtig fede måde her.

Da Selma Judith mod slut sneg sig på scenen under et nyt nummer (som vi ikke fik titlen på), blev der føjet endnu flere fine nuancer til oplevelsen. Deres stemmer klædte hinanden, og Judith koncerten. Der var noget langsom, emotionel næsten country-rocket over udtrykket og lyden, der ramte mit sweet spot.

Men Barbro kan godt selv, trods ekstra tilføjelser og opbakning. Og hun har god grund til at mindes denne dejlige eftermiddag i solen.

Den allersidste (regn?)dans

Det trak op. Til det ene og det andet. Og der skulle træffes et tungt valg. Som jo egentlig allerede blev truffet inderst inde tidligere på dagen, men nu resulterede i et valg. Et der ikke kan gøre om.

Dagens anden alkoholtest, en hvid russer ved Avalon, havde nogenlunde samme effekt som den første. Og dermed var sagen sådan set klar. Jeg orkede ikke endnu en nat i telt, og min musikharddisk var fyldt. Tilmed havde jeg fået et passende punktum i form af Barbro. Stop mens legen er god.

Der blev bukket, najet og sagt farvel til alle Gnuer, der lige kunne opstøves. De andre fik en hilsen senere på SoME, selvfølgelig. Og så drejede jeg rundt på hælen i smatten, sænkede blikket og gik stålsat mod Pressecenteret for at få min laptop med hjem i tasken. Der var blot et lille sidste problem skulle det vise sig.

Da jeg afleverede mit laptop til opbevaring i middag, havde jeg åbenbart fået udleveret et garderobenummer som IKKE matchede det på laptoppen. 595 kontra det rigtige 596, det var tæt på, men ikke tæt nok selvfølgelig. Jeg kunne endda udpege min computer i sit etui på reolen, og selvom gardeobefyren i middags tydeligvis var kommet til at tage nummeret fra den tomme plads ved siden af mit, så kan de jo ikke bare stikke mig en potentielt andens computer. Jeg KUNNE jo være en værre tyveknægt.

Chefen blev tilkaldt, jeg fik lov til at prøve den gode gamle “kan du beskrive indholdet…” leg. En sølvgrå, ældre HP laptop, hvor bunden af højre hjørne er knækket af og tastaturet mangler “f” og “v” -knapperne, samt en oplader, hvor ledningen kan tages af. Den købte han, vi aftalte at det var MIN computer. Eller at jeg var god til at gætte!

Telt, oppakning og affald blev henholdsvis smidt ud, pakket og smidt ud. Og så var den festival fortid. Jeg skulle bare lige til det ydre Herlev.

En time efter at jeg tog rygsækken på, på Retricted Camping, stod jeg nyvasket i min lokale Netto. Mens en tøjvask var i gang i vaskehuset. Virkeligheden var allerede i gang igen, det virkede helt forkert…

Det trak op, foto: Mike Tylak

Rigtig søndag med og uden Roskilde Blues

Men det var den rigtige beslutning. Selvom jeg endte med at ty til snydekoder for at komme hjem i en fart. En dyr fornøjelse, som hele festivalen. En af de dyreste, i hvert fald helt sikkert i min tid som hobby-presse. Jøsses. Der skal dog ikke lyde som om jeg fortryder det mindste, budgettet skred med flere længder, men det var det hele værd.

Den snak tager vi/jeg senere, når jeg en af de nærmeste dage kommer med en afrunding/evaluering/statusrapport på Roskilde Festival og 2024 udgaven. Delkonklusionen er dog klar, jeg kom bedre igennem og ud end frygtet og jeg gør det kraftedeme igen næste år.

Inden skal jeg lige have en nat eller to mere i min egen seng. Ingen rygspasmer af nævneværdig karakter søndag morgen. Jeg var endda frisk nok til at løbe en lang tur med musik i ørerne, SOM JEG KENDER OG KUNNE SYNGE MED PÅ. Når jeg ikke lige måtte stoppe op og hoste en karton smøger og andre festivalrester op. Alt i alt lader det dog til at systemet klarer festival nummer 24 nogenlunde indtakt.

I 2025 bliver det så 25. Grundet de manglende Corona-år er der kommet mere symmetri i det personlige regnskab.

Jeg ser allerede lidt frem til endnu en, måske fordi jeg slet ikke har sluppet den netop overståede endnu? Tog jeg alligevel hjem for tidligt? Pyha, nu bliver jeg pludselig træt. Tror lige jeg skal have mig en lur. Men jeg skal jo have skrevet reportage og anmeldelser fra sidste dagen.

Åh, det ER hermed klaret? Så skal den bare lige… det stopper aldrig… kommer man nogensinde helt hjem fra Roskilde Festival?

Ord og scheissfotos Ken Damgaard Thomsen

Previous articleRF’24, reportage & anmeldelser: Orange fællesskab og isolerede nedslag, fredag d. 5/7
Next articleRF’24: Favoritter, svipsere og spredte højdepunkter fra hele ugen

2 COMMENTS

  1. Tak for fin festivalrapport! Du skulle nu være blevet til Lankum og PJ Harvey ;-). Jeg snød så for opvarmningsdagene.

    • Hej Søren, tak tak, overvejede også kraftigt at blive hængende til begge, meeeen har set dem tidligere på Roskilde. Ved godt at alle koncerter (forhåbentlig) er forskellige, men det var “tid” 🙂

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.