Beneath The Silence: Phoenix (EP) ★★★★★☆

0
849
views

Det melodiske metalband Beneath The Silence er klar med EP nummer to, hvor hele pakken har fået en flot overhaling. Det spiller!

Melodisk metal og melodisk metal, OK, det var lidt vagt. Her er en stærk kvindevokal a la Amy Lee, tunge, melodiske riffs og en ret knusende rytmesektion. Det har også lidt af det symfonisk/gotiske skær fra Evanescence, men også nogle mere moderne strømninger, der godt kunne dufte en smule af djent og metalcore.

Hvilken kasse man end ønsker, at putte Beneath The Silence i, så synes jeg de er vokset siden sidst (jeg anmeldte en EP fra Aarhusbandet i 2016). Sangskrivningen er stærkere, melodierne mere slidstærke og lyden generelt større og mere fyldig. Nicklas Sonne fra Defecto har produceret, mens Mirza Radonjica (frontmand i Siamese, boss på Prime Collective) er krediteret som vokalproducer på Mette Hessellund i front. Og det kan altså mærkes på den samlede pakke, at bandet har omgivet sig med nogle folk der kunne bidrage med et løft siden første EP.

MEN, uden sange, så kan indpakningen jo være nok så flot. Og her har Beneath The Silence også rykket sig. Der er ingen svage led blandt de 5 numre der udgør denne EP, faktisk ville jeg påstå, at de alle falder indenfor spektret gode til glimrende.

Der lægges rigtig stærkt fra land med hårdtslående “From The Inside”, der for genren, hvor ting godt kan lyde lidt fine og delikate af og til, er lidt af en brunstig basse. Der er sgu nosser i det her, beklager udtrykket (#metoo), men det er der altså. Læg dertil en fængende melodi, et godt omkvæd og en klædeligt tøjlet, men stadig luftig og højstemt vokalpræstation.

Hvor åbneren blev spillet ud som et nogenlunde sikkert kort, en medrivende, men dog ret klassisk skåret sag, så aner man nyere inspirationskilder og tiltag på den efterfølgende “Ashes”. Der huserer noget hakkende djent og noget mere core-klingende i henholdsvis rytme og stilen. Det overtager ikke direkte nummereret, hvor de store linjer stadig tegnes af den melodisk metalliske melodi og den markante vokal. Men blandingen fungerer rigtig godt, så det, ja, faktisk ikke lyder som en blanding, men et godt, sammenhængende nummer.

Der skrues op for armbevægelserne og der bliver højere til loftet på “Can You Hear Me”. Det er mere storladent og Anthem-præget, den får godt med kul, men motoren kan heldigvis klare det. Samtidig bibeholdes nogle af de hakkende og bølgende elementer fra før, især tydeligt i trommerne, det fungerer igen mægtig godt og føles, ikke mindst, naturligt. Flot nummer. “Break The Circle” er mere primitiv og direkte i sit udtryk, og også en anelse mere konventionel, uden at det skulle lyde negativt. En lige ud af landevejen basker, der rydder vejen for lukkeren.

På den, “Hate Me”, sættes tempoet lidt ned, til gengæld skrues der en smule op for tyngden. Den rykker og trykker sgu godt, men vokalen lægger sig i et mere melodisk og leje, i hvert fald i verset, der bygger kompetent op til et effektivt omkvæd.

Et band der har rykket sig og udviklet deres lyd siden sidst, god produktion og ingen svage stunder. Der er er ingen slinger i valsen her, hvad mere kan man næsten forlange af en EP? Ikke meget, så det må være 5 stjerner værd.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.