Gutter Island ’18: Reportage & korte anmeldelser fra lørdag d. 18/8

0
537
views

Sidste dag på Gutter Island bød på musik af svingende kvalitet, mest godt, stigende skallerhjerne procent blandt gæsterne, tossen rundt på må og få og slag med en grillpølse.

Puha, det er som om at det lige er lidt hårdere at vågne i et telt på Gutter Island end så mange andre steder? Og så synes jeg endda, at jeg kom nogenlunde tidligt i seng og i teorien havde 6 timer i vertikal stilling. Nuvel, lidt vand i hovedet og halsen og afsted mod presseteltet ved Gutters kontor inde på pladsen og lege medietype!

Teltet var gabende tomt da jeg ankom ved halv 10 tiden og der var endnu ikke dukket andre op da jeg forlod det igen omkring klokken 13. Underligt, når det nu stod der, men måske pressen sover længe om lørdagen? Anyway, en venlig Gutter-sjæl kom dog forbi og spurgte om hun skulle hente en kop kaffe til mig?! Øhhm, jooo tak! Fin service, mange tak.

Ellers forløb formiddagen uden de store begivenheder, ud over at vores herlige morgen-råber type, der har cirka 5 sætninger som så råbes på repeat et par timer, pludselig kunne høres på den anden side af hegnet?! Følger han efter mig?? Nå ja, og så lykkes det mig, at vælte af bænken inde i presseteltet… ja… man var lidt for doven da et strømstik skulle nås under bordet og forsøgte at læne så langt som muligt, indtil bænken vippede under presset og et stk. skribent på elegant vis røg på gulvet og slog knolden mod bænken overfor. Pludselig satte man pris på, at være alene i det telt, du godeste…

Tilbage i lejren var der kommet gang i folk, som ventede med fornem morgenmad bestående af æg, bacon, toast og kaffe, hjemmelavet, krydret med dagens første øl. Eller fem. Naboerne, de gode af dem, var også vendt tilbage fra deres åbenbart obligatoriske gåtur ind til Vordingborg for at forpleje, så det endte med at der faktisk kom gang i en lille, god eftermiddagsfest mens vinden tog til og begyndte for alvor at kunne mærkes.

Tiden skred pludselig fremad i rasende tempo, så Stone Cadaver klokken 16.25 på Udescenen blev dagens første koncertmål. Stoner-metal brumme-bandet slap rigtig fint fra deres eftermiddagstjans på den vindblæste scene og fik også fyret godt op under den skare som var dukket op. Det er ikke raketvidenskab det som trioen fra Aarhus disker op med, men det er heller ikke hensigten, den skal bare have én over nakken. Det fik den så. Og nok tunge riffs til, at give en lidt ømme nakkemuskler.

Trio-formatet og den rumlende genre giver måske på papiret en række begrænsninger, i hvert fald over en hel koncert, men bandet lykkes nu alligevel med, at variere formlen og udtrykket ganske godt. Fra den dybe dunkle rumlen, det mere knastørre og stenede 70er rockende til beskidt tons. Slet ikke en dårlig start på musikdagen!

Efterfølgende trak vi ind i teltet, hvor det svenske garage-rock band “Demons” skulle forsøge, at ruske liv i det efterhånden lidt baskede publikum. Fremmødet var også lidt spædt, men det virkede som om den svenske trio fik nogenlunde fat i folk. Igen skulle der ikke nødvendigvis nogen doktorgrad til for, at frembringe det som disse tempofyldte svenskere leverede, men, det er en formel der stadig fungerer.

Også selvom det hele muligvis var netop lidt formularisk. Dog kan man ikke tage fra svenskerne at der, i hvert fald rent lydmæssig, var godt med smæk på. Det blev dog aldrig en overrumplende eller “stor” oplevelse som sådan, men, solidt det var det. Rent personligt er det også bare en genre og stil, hvor det ene nummer hurtigt kommer til at minde om det andet og det hele begynder at mudre sammen. Og så bliver det vare garage-tons med mere garagetons på, uden at noget sådan rigtig rammer eller huskes efterfølgende. Men en fin lille oplevelse, så længe musikken galoperede derudaf.

The Picturebooks ★★★★★☆

Ingen tid at spilde, ud af teltet og over til Udescenen, hvor den tyske duo The Picturebooks stod klar med deres på alle måder meget amerikanske klingende rock. Faktisk virker det næsten helt ulogisk, at duoen er tyskere, da stilen og bandets image er så gennemført motorcykelrebel rockende amerikansk, at det nærmer sig det stereotype. Ligesom der ikke er nogen antydning af accent på guitarist og frontmand Fynn Grabkes sang og snak mellem numrene. Han kunne sagtens have bildt mig ind, at han var from the states, man, okay?

Netop snak var koden til noget af det der lige gav The Picturebooks det sidste skub op på en af de dejlige karakterer. De spillede glimrende og medrivende, og har også en række ret stærke numre i rygsækken, men, igen, så er det bestemt ikke nyskabende eller overraskende det der fyres afsted fra scenen uden rysten på hænderne. Men, Grabke sørgede for, at skabe sympati, forståelse og gøre pakken komplet med sine meget smittende taler mellem sangene. Havde han ikke været så god en taler og kommunikator, så kunne det sagtens være kammet over og være kommet til, at virke kvalmende amerikansk. Det gjorde det bare ikke, han fik i stedet for en til, at sluge præmissen.

Et eksempel var, at han snakkede om at de ikke tjente noget særligt på det her, det var ikke derfor de gjorde det, det var fordi det kom fra hjertet, bla bla bla, og det var gode tider vi levede i, hvor coked up branchetyper ikke længere sad på flæsket, men bands kunne komme ud til folk uden om det system. Alt sammen med til, at skabe en eller anden form for relation mellem duoen og de fremmødte: vi er ens, de er ligesom os og omvendt og vi er sammen om det her og stickin’ it to the man, man. Et par numre senere snakkede han så om, at man forresten kunne købe deres merch og plader efter koncerten. Tricket er så, selvfølgelig, at han allerede har smurt hjulene og skabt en samhørighed med sin snak tidligere og nu nemmere får folk til, at komme og købe deres varer. Udspekuleret, ja, men leveret på en måde, hvor det ikke umiddelbart virkede sådan, fordi han var så god en sælger som han var.

Dermed ikke sagt, at The Picturebooks ikke havde noget at have det i. Jeg synes faktisk, at det var en fremragende rockkoncert og at de svedte og arbejde hårdt for hver en merch krone, men på en topprofessionel og meget smart måde. Tricket er her jo nok, at trods mine “mistanker” og spekulationer, så lod jeg mig “narre” og rive med, for skidtet fungerede jo! Og med numre som “I Need That Oooh”, “Zero Fucks Given”, “The Rabbit and The Wolf” og “Your Kisses Burn Like Fire” havde de også rigeligt med “hits” til, at holde fast i de fremmødte.

Måske er The Picturebooks et eller andet sted for meget og samtidig for lidt, hvad der reelle indhold angår. Det kan næsten virke som om de er en levende musikvideo eller har set Easy Rider for mange gange, men, jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det ikke virkede efter hensigten.

Videre for helvede, tilbage i teltet, det var tid til Baby In Vain! Men da måtte jeg simpelthen koble ud og trække mig efter tre koncerter på kort tid, det var min hjerne ikke helt klar på. Så i mens trioen leverede deres fine bud på Metalicas “For Whom The Bell Tolls” var vi ved, at trække ned mod lejren for, at få noget mere kluns på kroppen, så vinden kunne holdes lidt på afstand. Baby In Vain trak ellers en af dagens største menneskemængde i teltet og lagde også dejligt cool og bistert fra land – jeg skulle, desværre, bare lige have en pause.

Den kom så til, at trække lidt ud fordi vi besluttede os for at prøve på at koge vand til nogle potnudler. Det tog en krig, men det var, naturligvis, det hele værd i forhold til det kongelige festmåltid der blev udbyttet… Gutter Island er et sted for mange gode valg og beslutninger!

Derfor var spanske Guadalupe Plata også godt i gang, da vi nåede tilbage til teltet. Det lød faktisk slet ikke som jeg havde regnet med, eller hørt, dømt ud fra et par numre på Spotify inden festivalen. Vi ramlede muligvis ind i et “uheldigt” sted i sættet, noget sidemanden valgte at beskrive som “jazzet”. Det var mit skrøbelige sind slet ikke gearet til, og da bandet begyndte at stene godt igennem valgte vi, at træde et par skridt ud af teltet igen og teste om vi ikke kunne tåle lidt flere øl.

Det kunne vi, i hvert fald i langt højere grad end den fyr der drattede om i nærheden og tiltrak sig en del opmærksomhed. Det lignede en klassisk selvpåført knock-out, lyset var slukket, BANG, så røg han i græsset. Hjælp sivede hurtigt til, vagter blev tilkaldt, men det hele virkede måske en kende overdrevet i forhold til, at det lignede en mand der “bare” var gået kold, men OK, better safe than sorry og godt der blev reageret. Nå ja, forresten, det var vores kære RÅBE-NABO, så da 6 vagter bar hans kollapsede korpus væk i Jesus-stilling stod jeg og nynnede “nah nah nah naaah, nah nah nah naaah, heee eeey goodbye” for mig selv. Jeg har aldrig sagt, at jeg var et bedre menneske end ham – bare et mere stille et!

I mens alt dette gik ned, så var der brudt et regulært orgel-helvede løs på Udescenen, hvor Archie and The Bunkers fik demonstreret hvor mange forskellige måder et orgel kan lyde irriterende på. Argh, det var da slet ikke noget der faldt i min smag, men der var kraftedeme smæk på, det skal de have. Så det hylede for ørerne med skingre og overgearede orgel-toner.

Knap så påtrængende var King Salami and The Cumberland 3 på teltscenen, til gengæld gik det mig (MINDST) lige så meget på nerverne. Jeg hader sådan noget gøglet gimmick skrammel som det her, hvor der er sjove hatte, indianerfjer og andet ragelse på bandmedlemmers hoveder og man spiller med en eller anden form for overdreven, næsten slesk, ironisk distance. Det er “tryllekunster” syndrom, væk med sådan noget tivoli fis!

Så er der sange med lårklaskende morsomme tilter som “Do The Wurst” (worst – wurst, get it? Det er PØLSE!) eller “The Jelly Butts of Timbuktu”… Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med den slags gøgleri, selvom det blev påstået rundt omkring, at de var “mega festlige”. Og indrømmet, de fik folk med på løjerne i ret stor stil, det var bare ikke min form for fest.

Men måske den der wurst alligevel havde en effekt, i hvert fald trak det op til en Gutter-Slammer, hvilket er en Fernet Branca og et slag i hovedet med en grillet pølse, ja, det er noget man betaler 40 kr. for, don’t ask. Meeeen, redaktionsmedlem Thomas fik et godt klask på kinden i 2016, så det var jo fristende, at gentage succesen, især nu hvor han faktisk sad og småsov lidt på en bænk… Hmm… kan man få en Gutter-slammer to go? Det måtte, efter lidt frem og tilbage snak om rimeligheden i og konsekvenserne ved, at udføre denne handling, afprøves.

Jeg luskede mod Skinkekutteren nede ved fortet, hvor der var gang i lidt af en hovedet-under-armen fest, i og udenfor pølsevognen. Jeg skal ikke spille hellig og klantre folk for, at drikke i arbejdstiden, men den kutter var ude i ren spritsejlads og det sejlede rundt for alle involverede parter. Hold da op. Nå, umiddelbar skal en Gutter-slammer åbenbart udføres under kontrollerede forhold foran foderbrættet, “hvem er det der skal slås”, lød spørgsmålet fra den anden side af skranken. Jeg forsøgte at forklare hvorledes sagen hang sammen, hvilket gjorde at en anden i pølsevognen overulede kassedamen og gik i gang med, at finde en passende pølse frem.

Der opstod forvirring, kutteren var løbet tør for Fernet, hvilket fik kokken til, at udbryde, at så havde jeg da lige scoret mig verdens nemmeste gratis pølse! Så han stak mig pølsen, gratis, som kompensation for den manglende Fernet Branca… som var en del af den kombination man skal slippe 40 kroner for?! Jeg forstod ingenting, nikkede og luskede af med mit slaskede slagvåben.

Og, så var Hr Thomas vågnet op til dåd da jeg nåede tilbage, dammit! Selvom det vel også er lidt tarveligt, at klaske en sovende mand i fjæset med en varm pølse… anyway, min medsammensvorne fik den lyse idé at fingere en selfie sammen med vores offer, hvor han optog en video i stedet for, så vi fik overgrebet foreviget. KLASK, ud af mørket på venstrefløjen ramte pøllen på smukkeste vis tværs over kinden med en meget måbende reaktion til følge. Men skulle nok have været der, men nu fik jeg vrøvlet løs om det i flere afsnit, ha! Nå, hvor kom vi fra?!

Thomas blev sat til, at anmelde Orcas efter det svinekødsrelaterede overfald, så der kommer noget om dem på et senere tidspunkt. Dermed spoler vi frem til lidt efter klokken 1, hvor sidste navn på Gutter Island var det såkaldte hemmelige “surprise act”.

Man burde nok have set den komme, lagt to og to (eller 1/3 og 2/3) sammen dagen før, hvor der var tyrkisk besøg. Eskiz og Cosmic Wings består nemlig blandet andet af de tre medlemmer af Gutter-favoritterne The Ringo Jets. Og når de nu alligevel var i området…

The Ringo Jets ★★★★★★

De er ikke i nærheden af, at være verdens mest kendte eller populære rockband, men det burde de være, for live er det et af de bedste man kan fange på en scene. Jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan de gør det, eller for den sags skyld, hvad der gør det, for de har HELLER ikke opfundet den dybe rocktallerken. Men for helvede hvor er de fede!

De har LYDEN og rammer et energi og spændingsniveau, hvor materialet bare løfter sig og man gentagende gange tager sig selv i at tænke, “ja for saaaatan, det er sådan rock skal lyde!”. Det gjorde de sådan set også da de spillede på den seneste Gutter Island Festival i 2016, men her var det som om de bare var endnu bedre. Det er måske bare ikke mere indviklet end, at de har en super fed lyd, der er smæk på lortet og det bliver fyret lige i smasken på en uden så mange dikkedarer. Og det virker.

Selvom jeg (stadig) ikke har fået sat mig specielt meget ind i deres materiale, heller ikke efter koncerten i 2016, som jeg også var meget begejstret for, så gik sangene lige i nakken og bentøjet. Jeg føler faktisk ikke det store behov for, at kende sangene bedre, jeg vil bare se dem fyrer deres retro-rockende numre af live og så ruller det sgu’ bare fremad med et smittende drive og energi fra de tre bandmedlemmer.

De to herrer, Tarkan Mertoğlu og Deniz Ağan, forreste på scenen på hver deres fløj, skiftes til at synge og betjene henholdvis bas og guitar, mens Lale Kardeş, bandets kvindelig indslag, troner i midten på trommer og vokal. De gør det alle ganske glimrende på hver deres måde, hvilket også er med til at skabe en god dynamik og hele tiden friske sagerne op, når der skiftes mellem vokalister. Og så er Kardes en sand, lille tornado på det trommesæt, der bliver dæleme ikke holdt igen der.

Et højdepunkt, OK, man kunne nærmest nævne hele sættet, var en tung og krads version af The Beatles “Helter Skelter”, sådan har jeg i hvert fald ikke fået en før – heller ikke selvom den ikke ligefrem er et sjældent covernummer. Mod slut blev der, helt som det sig hør og bør ved en rock og rul koncert, skruet op for hele baduljen så trykket fra scenen nærmede sig det punkt, hvor jeg begyndte at overveje om min hørelse kunne klare meget mere. Det gik lige, og koncerten blev lukket ned med et velplaceret ekstranummer, der lige gav os det sidste stød til, at vælte ud i mørket.

Nej, The Ringo Jets er ikke kommet for, at forny, men de viser godt nok hvor rock-skabet skal stå, så ud fra disse parametre kan det ikke gøres meget mere overbevisende. Det må give en Gutter-topkarakter til de tyrkiske yndlinge. Kom endelig tilbage igen snart!

Så blev det også tid til, at snige sig mod lejren i en uforsonlig sidevinde, der havde fået rigtig godt fat i teltene rundt omkring. Det blev lige til en nat-øl ved teltene, mens vinden susede en om ørerne og så var det ellers ind i ligge og kokse rundt i det blafrende sovekammer.

Godnat og på gensyn, Gutter.

Minus til plus

Som en lille afrunding følger her lidt hurtige tanker, stikord og betragtninger om Gutter Island, tag det for hvad det er.

Minusser

– Maden er stadig et lidt svagt punkt i min optik, og jeg ved jeg ikke er alene. Udvalget er skrabet og halv-dyr, det er nok ved at være normal standard på festivaler. Jeg forstår idéen i, at man ikke vil virke for “discount”, men så nytter det ikke, at det der serveres alligevel føles sådan – bare forsøgt pakket pænere ind. Så hellere smække en pastakødsovs og chili con carne bod op, så vi voksne kan få lagt en ordenlig bund.

– Logistikken omkring maden er heller ikke lige optimal. 2 ud af de 3 madsteder lukker klokken 23.00, hvilket virker grotesk tidligt. Så er der kun Skinkekutteren og dens udbud af pølser og fritter tilbage indtil klokken 4 om natten. Det kunne gå an, hvis det ikke var fordi, at den løb tør for begge dele inden klokken 1 den sidste aften. Det er simpelthen for dåsk og går ikke. Så, var du sulten efter klokken 1, tough luck, sov godt!

– Jeg ved det sikkert er et pengespørgsmål, eller manglende overblik som festivalen skrider frem, men en toilettømning og tjek på om der mangler toiletpapir ville være rart når vi rammer lørdag eftermiddag.

– Pissoires til de tissetrængende herrer på selve pladsen. Når det er mørkt strinter mange jo på må og få, det er hvad det er, men, i dagslys omkring Udescenen ville et alternativ til, at stå og kigge ned i lokumstønden mens man lader vandet være top nice!

Plusser

– Stemningen. Den trumfer det meste man kan finde rundt omkring, både på campingpladsen og festivalområdet. Jo, der kunne godt være mere koncentration fra publikum under visse koncerter, men den snakkeklub der findes i nærheden, eller foran scenerne, bliver fuldstændig overdøvet af musikken, så det er ikke et problem på Gutter.

Folk er generelt venlige og imødekommende, selvom tonen godt kan virke lidt kontant og barsk af og til, men der er alligevel noget varme tilstede, så det er bare stilen – og den passer godt til hele Gutter Island generelt. Her er højt til loftet, meget frihed og nærmest ingen restriktioner, går en enkelt over strengen i kampens hede, så falder der en skideballe og så er man ellers gode venner igen.

Selvfølgelig er der nogle ordenlig branderter ude af kontrol og enkelte “tosser”, som man nok helst ville undgå kontakt med, men det bliver aldrig ubehageligt og bidrager også til den overordnede følelse af, at her skal være plads til “alle”.

– De frivillige og folkene der får alt det her til, at ske og løbe rundt. Ikke nok med, at de selvfølgelig lægger et kæmpe inden, under og efter festivalen for, at det overhovedet kan lade sig gøre. Men de er også altid smilende, hjælpsomme og, nå ja, lige så fulde (mindst) som resten af os. Det giver sikkert nogle udfordringer hist og her, når man skal passe en vagt dagen efter osv., men det medvirker også i høj grad til “alle er lige/i samme båd” følelsen, der dominerer festivalen.

– Denne flade struktur, lad os kalde den det, går også igen i bookingerne og programmets sammensætning. Der er ingen åbenlyse hovednavne som sådan på Gutter, alle bands er i princippet ligeværdige, selvom om nogle måske er lidt mere berømte – men ingen bliver forfordelt eller vægtes mere i programmet af den grund. Så kan det godt være, at jeg ikke så meget er til når det bliver for “gimmick gøglet”, men synes generelt at programmet var ret varieret og afvekslende i år.

– Og så en all rounder, Gutter Island er sgu’ bare et rart sted at være og tilstand at befinde sig i! Det er noget ganske særligt de har gang i hvert andet år omkring det Fort og så tager man også gerne de små udfald og skæverter med.

Gutter se jer, ses i 2020!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.