RF ’18: Reportage & korte anmeldelser fra søndag d. 1/7

0
581
views

Første dag med musik på Roskilde Festival bød, vanen tro, på en række varierede og lidt svingende musikalske oplevelser på Rising, hvor man kunne opleve Dirt Forge, Eera, Addisabababand, Clarissa Connelly, Alcabean, Slægt og Sista Bossen.

Men, inden man nåede så vidt var det tid til, at slå den reducerede GFR-redaktionscamp op i pressecampingområdet. I år reduceret med 50 %, da min faste partner in crime, Jonas, tager en Roskilde fra bænken pga. familieforøgelse. Nå, jamen så må man jo klare sig selv (inkl. fotograf og 6 årig “assistent” i dagtimerne).

Det gør også, at dækningen måske bliver lidt tilpasset omstændighederne i år, vi plejer at fordele koncerterne nogenlunde jævnligt imellem os, selvom vi ser de fleste sammen, så med mindre mandskab, men cirka det samme antal koncerter må man skære et sted. Bliver det så med kortere anmeldelser end sædvanligt, så vi stadig får “det hele” med, eller må vi springe over nogen hist og her? Vi får se, det afhænger nok lidt af dages formen! Hvor jeg nu skal side og bitche med mig selv i medieladen og prøve, at holde dampen oppe.

Anyway, teltet røg op, der blev svedt, udstyr skulle dumpes i garderoben i Backstage Village, som allerede var bemandet og kørte uden problemer i år?! Ingen håndværkere i laden? Ingen våd maling? Jeg så endda, at kaffemaskinen var koblet til! What is this place?? Nå, men eftersom der ikke var noget, at brokke over her, så gik det i rask tempo mod Rising Scenen, og dens nye placering oppe i hjørnet af camping vest, i nærheden af det gamle skateområde.

Noget af det første, som fangede mit allerede støvramte blik, var en grotesk lang kø ved Tuborg salget, i ved, der hvor man kan få øl og sodavand. Og sprut. Det er så også det eneste de sælger, og du kan kun købe i større partier, som eksempelvis rammer og 1 ½ liter cola. Plus, salget har kun to salgsskranker… der var nok 100 meter kø da jeg ankom?! Det salgssted har “altid” ligget der, men, hvor er det store salgssted, som lå i Vest tidligere? Hvorfor er det ikke rykket med resten af Bycentreret? Og hvor er kiosken/mini-markedet? Så… vil man have en cola, så kan man stille sig i dræber køen og købe 1 ½ liter til 45 kr.? Brainfart søger ejermand, hvem har sluppet den her stinker?

Ellers lignede udbuddet det sædvanlige, Eat Beer, Burger dit og dat, Spejdersport og en bar…. hvor de kun serverer drinks med Redbull. C O L A? Nej? Nå… Alright, så tagr jeg min støv dry and crunchy i sidevinden. Damn, det var da en knastør omgang, hvad? Det gik rigtig godt til den hals-virus snotforstoppelse jeg samlede op i kølvandet på Copenhell, så man faktisk begyndte, at overveje en støvmaske/tørklæde, som øjensynlig er på højeste mode i år. Sammen med den obligatoriske “bæltetaske over skulderen/tværs over brystkassen”. Det bliver den altså aldrig nogensinde mere smart af, jeg siger det bare. Vælger du bæltetaksen, then OWN it, og bær den som min far. Som et bælte med en taske på! Men men men, du har jo selv en campingstol, det er da også kikset. Sandt nok, men jeg sidder i den, når min fede, slidte anmelderkorpus skal hviles, jeg står ikke med den på hovedet, for der hører den ikke hjemme!

Bæltetasker eller ej, solskin, med eller uden støv (findes sidstnævnte?), så gør det bare et eller andet godt for Roskilde Festival. Alle smiler lidt mere og alle ser bare lidt mere brandgodt ud, ikke sandt? Også den brogede flok der mødte op til første koncert på Rising klokken 14.00.

Dirt Forge ★★★★☆☆

Sludge/doom-metallerne, mest det første, Dirt Forge havde fået æren af, at åbne årets Rising program med nogle beskidte toner, som måske ikke helt passede til solskin, men som buldrende soundtrack til støvstormen var det nu ikke helt ved siden af.

Det var den tunge trios præstation heldigvis heller ikke. Og hvad man kunne have frygtet ville være en tur på udebane, både hvad angår omgivelser, spilletidspunkt og publikum endte med en lille sejr på en lille, hård hjemmebane. For at blive ved den slidte fodbold metafor lidt endnu, der kom mere bold i vejen senere på dagen, så er Dirt Forge måske ikke ligefrem FC Barcelona eller Brasilien, de er mere et klassisk engelsk arbejderklassehold. Muligvis ikke de dygtigste eller største på banen, men bloody hell om de ikke kæmper med det de nu har og vinder på fight og holdindsats.

Dermed ikke sagt, at bandet spiller dårligt, eller på anden vis bør undervurderes, det er bare en af den slags orkestre, hvor man føler, at viljen og ånden er mindst lige så vigtig for succesen, som det reelle talent og evnerne. Det kan lyde som en underligt bagvendt kompliment, men sådan er det ikke ment – det er bare sådan jeg opfatter det. Det gør også, at man hepper på dem og ønsker, at de klarer skærene, man under dem det simpelthen.

Viljen strålede ud af bandet, da de fik gang i en lille mosh pit, der som koncerten skred frem i glimt voksede i størrelse. Et par crowd surfere blev det også til. I det hele taget virkede det som om, at bandet havde en ret dedikeret skare samlet foran scenen, mens der ude på de mere tyndtbefolkede rækker blev nikket mere med end moslet rundt.

Bandet kom tuuuuungt buldrende fra land med “Rust & Copper”, hvor der under nummerets lange indløb var tid nok til, at får justeret lyd og volumen i tilstrækkelig grad. Det begyndte lidt blafrende, ikke usædvanligt på Rising, men blev hurtigt helt godt, i hvert fald så godt som man nu kan forklange med en jævn til frisk vind over pladsen. Jævn til frisk spiller Dirt Forge ikke, det er med omdrejningstælleren i vejret og 4-hjulstrækket slået til. “Stone” ramte tungt og fik for alvor rusket gang i publikum inden koncerten nåede et logisk peak under “Fortress Burning” lidt over halvvejs igennem sættet.

Logisk fordi, det er bandets, hvis ikke bedste nummer, så i hvert fald bedste og mest iørefaldende riff. Det er bare en fuldtræffer og et de i livesammenhæng måske faktisk godt kunne malke yderligere? I hvert fald var en gut ved siden af mig kommet godt op at støde under det der viste sig, at være sangens afrunding, at han udbrød, “nej, for helvede, FORTSÆT, nu havde I mig lige!”. Det må være et kvalitetsstempel.

“THE FUTURE ECHOES THE PAST, THE PRESENT HOLDS IT’S BREATH”, koncerten blev lukket ned på behørig vis med dette mantra og “Soothsayer III: For Our End”. “LIFE IS A SYMPTOM OF DEAAAAATH”, BOOOM, RUMLE RUMLE RUMLE. Slut.

Det må blive til 4 stjerner for arbejdssejren i solen.

Så gik der tid med, at stene lidt i solen, kigge på mennesker, blandt andet en meget glad midaldrende svensk mand og hans begejstring over sæbebobler. Det trak op til næste koncert, en norsk en af slagsen, hvor en yngre flok festivalgæster i minutterne op til koncertstart forsøgte, at lokalisere hinanden via deres telefoner. Det lykkedes, lige inden klokken 15.30, til stor glæde… indtil de fandt ud af, at det ikke var Apollo de stod ved….

EERA ★★☆☆☆☆

Det bliver en af de korte, for jeg stod da og overvejede om Apollo måske havde været en bedre destination lige på dette tidspunkt af dagen. Gud fader i skuret, hvor var det voldsomt kedeligt!

EERA er norsk, men spiller en form for britisk inspireret, atmosfærisk støjpop af den slags, som nok aldrig går helt af mode, men i den grad trænger til en opkvikker, hvis den skal leve videre i nye bands som dette. Der var lidt flere elektroniske/keyboard elementer og flader indover med jævne mellemrum, men ellers stod den på søvndyssende lydsovs med kvindevokal fra Anna Lena Bruland i centrum.

Hvorfor var de booket til denne eftermiddagstjans? Svaret blafrede i vinden og blev aldrig rigtig adresseret eller besvaret på scenen, hvor bandet langsomt bevægede sig igennem den ene ørkenvandring efter den anden foran en, lad os formulere det diplomatisk, meget begrænset publikumsskare. Som bestemt ikke voksede som koncerten skred frem. EERA gav, desværre, heller ikke folk nogen grund til, at blive hængende.

Der blev forsøgt med lidt snak fra Bruland hist og her, så som, at Roskilde var den første festival hun var på, da hun var 18 år gammel. Og, at hun ville anbefale, at folk så My Bloody Valentine, som var blandt hendes største inspirationskilder. Ikke just den bedste anbefaling, i så fald…

Det her var ikke talentløst, det var bare uforløst og virkelig, virkelig kedeligt.

Så kom der straks mere gang i det sidste på eftermiddagen, da 13 mand skulle stuves sammen på scenen og give den et skud afrobeat via Aarhus. Men først skulle jeg have lidt mad i mavsen, så her kommer den første madanmeldelse!

Det blev Gigant Burgeren der fik et skud, for der var slet ingen kø, hvilket af og til dikterer dagens menu for mig. Den var… ikke uegnet som menneskeføde! 70 kr. for varianten med ost, som i hvert fald levede op til sit navn i kraft af størrelsen på bollen, der var en relativt tør ciabatta lignende omgang hvidt brød. Så er det vel mere en sandwich? Nuvel, hvad den havde i størrelse, manglede den fuldstændig i smag. Måske var det min fucked op hals og mund der gjorde det, men den smagte egentlig mest af… bolle. Vi regner sammen og smider den igennem “value for money” ligningen og ender på… 3 store stjerner – den fyldte et eller andet i maven.

Addisabababand ★★★★☆☆

13 mand på scenen, det giver sgu ikke meget albuerum på Rising, til gengæld var der liv på det støvede dansegulv foran pyramiden. Underligt nok, så blev det overskyet lige som solen brød frem på scenen, da de afro-funky toner og rytmer strømmede ud over pladsen.

Så kom der satme gang i dansebenene derude! Der er nu ikke noget, som en stor forsamling virkeligt hvide nordeuropæere, som bliver smittet af rytmerne fra de varme lande og må overgive sig til deres helende kraft. Lige kønt var det bestemt ikke, men det virkede. Og det var vel også det, som var hovedformålet med denne booking? Ikke for, at tage noget fra bandet, de spillede faktisk ganske fremragende og undgik, at falde i den fesne blegfunky fælde, men det var heller ikke ligefrem et uimodtageligt publikum de stod overfor.

Gør det, det så til en lidt “nem” sejr, mjaaah, både og, ikke? For bandet skal, selvfølgelig, stadig levere, men jeg stod da og funderede over, om et mindre dygtigt orkester næsten ikke kunne være sluppet afsted med det samme, med færre evner. For Addisabababand ER virkelig dygtige og har, hovedsageligt i den instrumentale ende af spektret, også en række ret fængende numre, som ikke bliver trukket i langdrag, men rammer som små, sprudlende udbrud.

Bandet startede stærkt, der kom et lille dyk henover midten af koncerten, inden der blev lukket godt og effektivt ned med først den rammende betitlede “Mass Confusion on the Dancefloor” og dernæst “Cinematic Afro”. Sidstnævnte mente bandet selv definerede deres lyd ret præcist, hvilket jeg kun kan være enig i. Her spredte dansen sig for alvor igen og det lykkedes endda bandet, at få folk til, at sætte sig, uden med ord at skulle opfordre til det, så det bliver en slags frivillig tvang, og hoppe på det rigtige tidspunkt. Set før, men her virkede det faktisk rigtig fint.

Schnell schnell, videre til det næste, som var Clarissa Connelly.

Clarissa Connelly ★★★☆☆☆

Det viste sig, at dække over langt mere end blot en kvinde med en guitar, det var fuldt band, en dygtig korsanger/andenstemme og endda nogle strygere bagerst på scenen.

De numre jeg havde nået at smuglytte til inden koncerten kunne jeg egentlig ret godt lide, men jeg synes også de adskilte sig ret så væsenlig fra det Connelly og band præsenterede en for i liveudgaven. Det mindede til tider om en art eksperimenterende vokal kunstpop, hvor Connelly blandt andet kørte hendes stemme igennem et eller andet effektræs, der fik det til, at lyde som en søvndrukken mandsperson. Det ved jeg ikke lige om jeg helt forstod pointen i, eller værdsatte på den helt rigtige måde?

Så var jeg mere med, når andenstemmen bakkede Connelly op, da lød det momentvis smukt og højtragende, så man følte et lille løft i bagpartiet. Det faldt dog lidt for hurtigt til jorden igen, når bandet og Connelly bevægede sig ud i nogle mere langsomt opbyggende og udsvævende klangflader. Bestemt veludført og ikke mindst ambitiøst, men måske også noget, der ikke havde de bedste vilkår i open air sidevind. Stemningerne nåede ikke langt ud over scenekanten, inden de blæste bort, så helt indfanget og tryllebundet blev jeg aldrig.

Retfærdigvis skal nævnes, at nok var skaren foran Rising ikke voldsomt stor, men dem der var søgt helt op foran blev der koncerten ud og lavede imponerende meget larm mellem numrene – så nogen blev i hvert fald ramt og blæst bagover af andet end vinden.

Desværre bare ikke mig, vi ender på en jævn 3’er.

Så var det tid til udskifting i personalet og dejlig ventetid, mens Danmark spillede mod Kroatien langt borte ovre på Øst. Fotografen og assisten satte kursen hjemad og jeg sad og ventede på back up fra vores gode, gamle wingman Mongo, der efter at have droppet Copenhell i år havde trang til, at komme på græs overraskende tidligt i år.

Jeg forstår sagtens beslutningen om, at rykke rundt i Rising spilleplanen, så to bands ikke skulle op i mod en dansk VM-kamp, men, på den anden side: det er Roskilde, så må man vælge hvad man vil. Og, som det skulle vise sig, så gik kampen i forlænget spilletid m.m., hvilket gjorde, at nogen alligevel kom til, at spille koncert i direkte konkurrence med kampen. Så havde man bare udsat det scenarie, ikke løst det.

Anyway, jeg orkede ikke lige, at gå det ene hjørne af campingpladsen til det andet og så tilbage igen inden kampen sluttede for, at kunne nå Alcabean klokken 21.55. Så jeg blev siddende og blev underholdt af morfar wingman.

Alcabean ★★★★☆☆

Man kan da ikke sige, at bandet ikke havde godt tid til lydprøver eftersom de oprindeligt var programsat til klokken 20.00. Til gengæld er jeg ikke helt sikker på om det gjorde nogen forskel på lead vokalen, som jeg ikke var helt solgt på under koncerten. Måske fordi jeg synes, at det hele, inklusiv vokalen, er ret skrapt produceret og sidder lige i skabet på bandets studieindspilninger.

Alcabean blev præsenteret som noget i retning af “Danmarks hårdeste rockband”, det ved jeg ikke hvor det kom fra? Altså, de unge herrer rocker da fint igennem med deres alternative 90’er klingende rock, men landets hårdeste? OK… Nå, men, elsker du 90’erne lige så meget som P6 Beat, så er det her bandet for dig. Som snydt ud af Sune Wagners sønderjyske tud i midt 90’erne, med nogle afstikkere til de støjende dele af de britiske øer.

Er det en dårlig ting? Ikke nødvendigvis, og slet ikke hvis man ikke er miljøskadet af, at have været teenager i det årti Alcabean musikalsk læner sig tungt op af. Eller, hvis du bare er meget stor fan af stilen. De rammer den tids klang ret godt og gør det med noget ungdommelig energi og gåpåmod, der lejlighedsvis også er nok til, at kompensere for, at det hele er hørt før.

“Head Down” kickstartede koncerten på effektiv vis, men jeg synes vokalen lød lidt famlende, måske er det bare et biprodukt af den hårdere og mere flossede livelyd? Nuvel, det fik gang i de vibrerende rockben og nakker rundt omkring, på en Rising plads der stadig virkede lidt affolket pga. fodboldkampen, som forsangeren også spurgte ind til resultatet af et par gange. Bare spil, fuck den kamp, nu var folk mødt op!

Bandets “hit”, “Still Remember”, blev fyret af i højt tempo relativt tidligt i sættet, så man stod og frygtede, at nu havde de fyret deres bedste krudt af for tidligt. Det havde de på sin vis også, i hvert fald hvad kvaliteten af numrene angår, til gengæld var det som om, at bandet skruede bissen yderligere på og skruede op for intensiteten som koncerten skred frem. Så, der hvor man måske stod og savnede en lidt større ørehænger eller to, fik bandet holdt kursen ved, at sætte mere tryk på kedlerne, især under den afsluttende “Biker Song”.

Alcabean er klart på vej, de har alderen, de har den der ungdommelige energi og drive og det lyder også som om de har troen på det. De mangler bare endnu flere rigtig gode sange og måske også, at komme lidt mere ud af 90’er skyggen – i hvert fald til min smag. Vi sniger os op på en lille 4’er for det samlede indtryk.

Og så faldt mørket på, vinden lagde sig og det blev tid til satans musik på Rising.

Slægt ★★★★★☆

Burde de ikke have spillet på den “rigtige” festival? De er i hver t fald dygtige nok efterhånden og har vel været “klar” et år eller to.

Anyway, så kunne de jo vise hvordan man barberer og ofrer en ged på Rising, og det gjorde de så med vanlig sikkerhed og overbevisende indsats. Det koncerten, måske, lidt manglede var, at pladsen lod sig rive helt med hele vejen rundt, men det er muligvis også ønsketænkning, den brogede flok der udgør et Rising publikum in mente. Et band som Baest gjorde det sidste år, men deres dødsmetal er, trods alt, også meget mere involverende og imødekommende. Slægt er en mere mørkt og mystisk, og med deres blanding af klassisk heavy metal, rock og black også en størrelse, som de uindviede lige skal tune sig ind på.

Det lod nu ikke til, at rage Slægt en disse. De kom, spillede med en flintrende og frådende appetit og lod musikken tale sit eget, tydelige sprog. Mand, hvor spiller de blæret når skidtet kører og det virker som om, at det nærmest er en selvfølge, at det gør det. Kører. Slægt er både ondsindede og fængende, melodiske og arrige og et virkelig, virkelig velsmurt orkester. Der var en lille smule knas med lyden under ellers mægtige “The Tower”, hvor der var en udefinerbar, irriterende klikkende/stikkende lyd fra et eller andet i trommesættet, som skar noget i de støvede øregange. Men ellers blev lytteapparatet da blæst noget så eftertrykkelig igennem.

“The Tower” tronede midt i det lidt over 50 minutter lange sæt, dermed fik de også lidt mere tid end de øvrige, men har også mere end rigelig materiale til, at fylde spilletiden, eller det dobbelte, ud. De satte de en led, fed streg under ved, at 2 ud af 5 numre var sange de aldrig havde spillet live før, det tolkede jeg som, at det var nye numre. Modigt, men måske også lidt ligemeget for den del af publikum, som alligevel ikke var bekendt med bandets materiale på forhånd.

Slægt åbnede som død og helvede med “klassikeren” “Move In Chaos”, der både fungerer fortrinligt som sætåbner og som generelt introduktion til gruppens ret alsidige univers. Der er både rum til det melodiske, det opbyggende, det atmosfæriske og de voldsomme, arrige udbrud og, ikke mindst, bandets veludviklede sans for noget så gammeldags som den gode melodi.

Derefter landede første ny sang, og det virker mere end lovende for fremtiden. Det var som om, at Slægt her var endnu mere klassiske heavy rockende, eller i hvert fald er gået endnu længere ud af denne sti, der allerede er ret fremtrædende i numrene fra sidste års mesterlige album Domus Mysterium. Derfra fik vi, som nævnt, “The Tower”, inden bandet præsenterede endnu et nyt nummer. Med en melodisk metallisk intro, noget bandet også er stærke ud i, inden helvede for alvor brød løs og der blev raset igennem og af. Nummeret blev lukket ned af en lang, ret stenet outro, som næsten kunne virke som en naturlig bro over til afslutteren og titelnummeret fra sidste års album.

“Domus Mysterium” starter også med et langt, opbyggende og stemningssættende instrumentalstykke inden vi kommer godt rundt i hele Slægts musikalske univers. Et næsten 15 minutter langt udstyrsstykke, der kunne tangere lir og blær, hvis det ikke var fordi det er så fandens medrivende og fedt leveret. OK, og blæret. Det er blæret.

Det må være dagens 5-stjernede oplevelse, og lad os så få Slægt ind på festivalpladsen næste gang.

Så var jeg da godt nok ved, at være sulten igen, til gengæld var midnat åbenbart aftensmadstid for rigtig mange. I hvert fald var der voldsomt meget kø overalt, så jeg brugte “den ser korteste ud” pejlingen som beslutningsafgørende da der skulle vælges . Eat Beer, deres chili con carne er da vist spiselig, ikke mindst til prisen?

Mand, det tog da en krig, mens Sista Bossen og deres hylende og råbende forsanger gik på med deres højoktan svensker-punk på Rising. Vente vente vente… chili con carne udsolgt, da jeg nåede kassen. NÅ. Så måtte det blive chicken rice something something, hvor man med i prisen på 45 kr. fik sig et hvidløgsbrød (som ellers kostede en 20’er) som kompensation for den manglende carne-ret. Glimrende og prisværdigt tiltag, især fordi risretten vekslede mellem ikke at smage af en dyt og fremstå lettere ubehagelig. Hvad var dens problem, hva?! 45 kr. er i den billigere ende herude, og den gled da ned… de grønne bønner var ikke splattede. Det var resten. Hvidløgsbrødet manglede egentlig bare smagen af hvidløg for, at være en acceptabel sidevogn. 2 stjerner.

Og så fik jeg maverumlen og telttrang, og satte kursen ud i natten med forventningsglæde om en omgang akut og hyppigt afbrudt stress-søvn med en dunkende festival i baggrunden. I love it!

Af Ken Damgaard Thomsen (ord + mobil fotos)

Foto: Lene Damgaard

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.