RF ’19: De sidste ord og tanker om Roskilde Festival 2019

0
744
views

Hvordan var den så? Roskilde Festival 2019? Lidt lige som vejret der blev budt på: godt, skidt og lidt for meget midt imellem…

Roskilde Festival 2019 er i bogen, men vil nok ikke gå over i historiebøgerne som en af de helt store årgange. Nu er det jo i bund og grund en fuldstændig individuel oplevelse og bedømmelse, med 80.000 gæster og langt over 100.000 mennesker på festivalen alt i alt, så er der jo lige så mange meninger. Jeg er blot ét menneske, der kan være på et sted af gangen, hvilket især giver et meget lille udsnit af indtryk, når det gælder bedømmelsen af programmet.

Meget afhænger af valg, tilfældigheder, subjektiv farvning, forsøg på at være objektiv og personlig smag. Hvordan man håndterer og får tacklet utallige indtryk, både fra musikken og omgivelserne, i løbet af en uge med dårlig søvn og en masse øvrige stressfaktorer. Måske er du bare kommet for festen? Cool nok, så havde du en markant anderledes festival end undertegnede.

Det jeg prøver, at sige er at en samlet bedømmelse af et Roskilde år er og bliver en individuel ting og måske i virkeligheden en umulig, hvis ikke overflødig øvelse, Men jeg vil alligevel kaste mig ud i, at komme med en lille, hvis ikke “dom”, så da en form for afrunding, også for min egen skyld. Jeg bruger rigtig, rigtig meget tid op til festivalen på at lyttet til så meget af programmet som muligt og skrive om det, så jeg mangler på en måde et punktum og en opsummering, når støvet har lagt sig. Men det ER baseret på én mands oplevelser og indtryk, som jeg prøver at trække nogle generelle betragtninger ud af.

Roskilde Festival 2019 var en blandet størrelse. Ikke mindst programmet, hvor Roskildes problem med, at finde store og egnede hovednavne i den grad blev udstillet. Der er simpelthen for langt mellem snapsene når det gælder de store, samlende oplevelser. Der er massevis af små og mellemstore oplevelser af høj kvalitet at finde rundt omkring på de mindre scener. Men når det gælder især Orange, så er “That Orange Feeling” en sjælden gæst efterhånden. Vi kender allesammen forklaringerne og grundene, for få hovednavne i udbud, for mange festivaler, stigende priser, kunstnere der arrangerer deres egne, store koncerter osv, men det ændrer ikke på, at Orange hungrer efter hovednavne i disse år. Navne som kan samle “HELE” pladsen og ikke “bare” et vist segment.

Er der noget, at gøre ved det? Er tiden bare løbet fra/ikke til den slags koncertoplevelser længere? Vender det på et tidspunkt? Jeg har ingen svar, jeg trækker det nemme kort her og peger blot på noget en masse vel selv kan se og føler. Orange er ved, at være en klods om benet for Roskilde. Den skal, selvfølgelig, ikke afskaffes, det er jo festivalens varemærke og NÅR et navn rammer den der, så er der ingen bedre steder at overvære en koncert. Kunne man skære antallet af navne yderligere ned? Hvad gør man så? Der er ikke plads til to telte af Arenas størrelse, og er det en løsning? Så står Orange Scene der og bliver kun brugt et par gange om dagen, det virker som spild… og hvad er et stort Orange navn så egentlig? Ingen anelse, men det er ikke et navn som Bob Dylan, eller Nick Cave sidste år. De tider er forbi, hvor min og tidligere generationers rocknavne kunne favne Orange- let it go.

Men, er man bare lidt opsøgende, modsat visse anmeldere fra dagspressen som kun kommer for, at levere clickbait overskrifter, der skal trække annoncekroner i samspil med artikler om “bare patter, tissemænd, lort og vold”, så er Roskilde stadig en næsten utømmelig kilde af potentielt store oplever. Torsdag lykkedes det mig faktisk, at se koncerter på samtlige scener, det er ikke altid det lige arter sig på den måde. Koncerterne jeg oplevede på de mindre scener var også i det store hele velbesøgte, så det var ikke fordi folk gemte sig ude i deres telte når det regnede, eller dasede for meget i solen når den var fremme. Og ros til metalprogrammet og den “hårdere” musik, de koncerter jeg kom omkring med navne som Power Trip, Misery Index og Testament, ligesom Alkymist, Konvent og Xenoblight på Rising, leverede alle.

Men det ER noget af et lotteri, at kaste sig ud i når man går på opdagelse i den helt små navne, men også med til, at give det en uforudsigelighed du ikke får, når Bob Dylan, som forventet virker komplet malplaceret på Orange i 2019. Til gengæld kan du så vælte ind i et absurd kaos som The Armed en lørdag eftermiddag uden at ane hvad du egentlig gik ind til. Eller få en skøn oplevelse, helt tæt på en tilfældig middag med et navn som Stella Donnelly inde i intime Gloria.

Og trods mine forbehold overfor den øverste del af plakaten, så endte den største oplevelse på selve festivalen jo med, at være gode, gamle Robert Plant på Arena… selvmodsigelserne og de modstridende følelser står i kø. Kan man forlange meget mere end at få bare én af den slags oplevelser i løbet af en festival, eller ville det være grådigt??

Pop!

På Rising var der masser af lyspunkter, det er jo som regel dygtige navne, også lidt FOR dygtige til Rising, måske, som hives ind. Derfor var det glædeligt at det absolutte højdepunkt for mig, blev leveret af det navn som virkede mest uskolet og “mindst parat”, efter en masse parametre. Men op i røven med alle mulige målestokke, Girlcrush leverede en mindeværdig koncert, på ren glæde, begejstring, charme og en følelse af, at “leve drømmen ud” ved at spille på Roskilde. Det smittede, det var rørerende, jeg var helt solgt.

Egentlig lavpunkter var der ikke nogen af, det er der sjældent på Rising, hvilket på en eller anden måde godt kan være et lille problem. Det kan lyde underligt, men af og til savner man faktisk en decideret dårlig koncert, et eller andet der bare fejler. Ikke at jeg ønsker det for nogen af de optrædende, men for gøre det lidt mere uforudsigeligt. Der er altid noget, der ikke lige falder i min smag, men sjældent er der tale om virkelig dårlige koncerter i warm up dagene.

Modsat sidste år, så fik Rising i år selskab af Bycenter Vest, der rykkede fra broen op i det gamle skaterbane område med blandet succes. Er det VIRKELIG hvad der er af madboder på hele vest?! Udover et par tarvelige foodtrucks ved broen, men foodtrucks er ikke mad. Det ved jeg heller ikke om man kan kalde alt der serveres i Bycenteret. Ikke nok med at udvalget er magert, når man skal opholde sig foran Rising i 3 dage, jeg tør slet ikke tænke på, hvis det var en uge, som de arme campister, men kvaliteten er mildt sagt svingende. Kun den solide Halifax Burger kan være sig selv bekendt i forholdet “value for money”, men det virker som et sats at leve af dem i en uge. Men, så kan man jo bare gå over broen, hvor der ligger masser af boder? Jo jo, men mentalt er det alligevel lidt en tur.

Tidligere var der, mindst, Bycenteret ved broen og nogle boder oppe ved skate, nu er det hele lagt sammen og halvdelen fjernet. Var der generelt ikke lidt mere skrabede forhold på campingpladsen i år? Er det et spørgsmål om mangel på frivillige, mandskab til boderne eller foreninger der har opgivet, at stable noget på benene??

Wooo, regn!

Til gengæld er der så endnu flere kommercielle tiltag, som har gjort deres markante indtog, især på festivalpladsen, med bar det ene og det andet, fancy spisesteder og Gorm’s, der nu er vokset til restaurant størrelse. Det er mildt sagt ikke kønt at kigge på… nødvendigt, måske, men det vil jeg da helst ikke støtte på en non-profit festival, hvor man også kan støtte en lokal håndboldklubs bod (hvis de kan finde ud af at koge ris eller lignende)? Pis til Tinderbox og Northside med det lort…

Som festivalen har samarbejdet med om det nye, mere miljø-venlige, genbrugsplastkrussystem med. Hvor godt det fungerede er svært, at bedømme, det sparer vel miljøet for noget plastaffald, and that’s cool, men det lugter også af en fin forretning når de koster 5 kr. i pant pr. stk., dem får man jo tilbage, hvis man ombytter til en fyldt. Det var der mange der IKKE gjorde.

I det hele taget er det jo svinedyrt, at tage på festival efterhånden, om man så prøver på, at styre sig lidt fordi økonomien skal holde til en hel uge eller bare maxer ud med chipkortet i 3-4 dage. Det er ingen hemmelighed, at madpriserne har været på himmelflugt i nogle år, men det er ved at nå absurde højder for helt almindelige ting og mere “discount” relaterede retter. 75 kr. for et mikroskopisk stykke paplasagne på Camping Vest, det nærmer sig det rene tyveri. Burgere, der hvis de skal være “luksus” med ost og bacon, hvilket burde være standardudstyr (!), der løber op i 85-100 kr.? Det er ingen burger jeg har smagt på Roskilde værd. Toast hos Hjaltes, som engang kunne erhverves til 15 kr. stykket koster nu det dobbelte. For to skiver toast med skinke og ost… Så er der steder som Food For Fifty, der snarrådigt prøver at gå mod strømmen med Boller i Karry og Brændende Kærlighed til en 50’er. Prisen er ikke løgn, resten er: det er ikke mad.

Men den tendens kan jeg vist brokke mig over indtil jeg bliver blå i hovedet og maven rumler højere end mit brok. Det gør det dog stadig ikke i orden. Hvis I laver noget mad der er prisen værd, så kan vi snakke om det.

Noget andet vi lige skal snakke om, Roskilde, i mens vi er i brokke-hjørnet, så var der en udpræget mangel på pissoirs til mænd overalt på pladsen, inkl. ved Rising. Så skal man ikke blive chokeret, hvis mænd begynder at bruge dem der var til kvinderne, eller instruere vagterne i at få folk til at lade være med, at pisse op af hegn ved Service Centeret. På selve festivalpladsen var pissoirs næsten lige så svære at opdrive som en ½ liter cola i plastflaske. Dem ved Arena var fjernet, der hang et lille trug ved siden af en toiletvogn, men det var lidt af en sump, ellers, nada. Dem ved Orange, på begge sider? Væk. Ovre mellem Pavilion og Apollo stod den vanlige lille klase pissoirs, men de blev spærret af i løbet af førstedagen og blev ikke genåbnet…

Det virker som et lidt underligt sted at spare? Måske er tankegangen, at, nå ja, de pisser alligevel over det hele, så hvorfor bøvle… det er det altså ikke alle mænd der gør. Og det gør bare omgivelserne endnu mere udelikate for alle.

Et delikat tiltag var til gengæld den storstilede flytning af Avalon, der nu ligger i placeret i et smukt, grønt område bag Arena. Et områder det matcher den i forvejen flot udsmykkede scene, og noget der fremstod som en dejlig oase på pladsen. Selvom der var en del koncerter, hvor kapaciteten var lidt presset og området godt fyldt op, men den slags planlægning af hvor de forskellige navne skal spille er jo altid tricky, Nogle navne er bare for store til Avalon, men for små til Arena, og omvendt, det giver overfyldte koncerter det ene sted og lidt halv-tomme det andet.

Noget der bør gøres noget drastisk ved er dog planlægningen af koncerterne på Pavilion og Apollo, der ligger klods op af hinanden. Man kan nok ikke gøre det store ved, at Orange buldrer løs i baggrunden (der blev spillet tilpas højt de fleste gange jeg var ved Orange i øvrigt!), men at Apollo ofte overdøvede Pavilion var synd. Eller at de to sceners lyd generelt var mudret sammen virker unødvendigt for, behøver der være koncerter samtidig på dem? Kan de ikke spille forskudt. Jeg er klar over, at festivalen forsøger, at sprede publikum ud på scenerne ved, at have koncerter på samme tid, men lige hvad angår disse to scener er der måske ikke lige det store overlap i kernepublikummet?

Uargh…

Næste år kan Roskilde Festival fejre 50 års jubilæum, hvilket jo i sig selv er vildt nok. Men hvad er kernepublikummet efterhånden? Lidt af hvert og de skal alle samme tilfredsstille og tilgodeses på en eller anden vis, både hvad angår rammerne og især musikken. Det er ikke kun grusgravens tilbagevenden, nu endnu mere sulten end tidligere efter at æde store dele af Campingpladsen, som er en stor udfordring. Men KAN ikke stille alle tilfreds, heller ikke mig og det skal Roskilde heller ikke. Men et jubilæum sætter nok alligevel folks forventninger til programmet (urealistisk) op. Lad os nu se, hvad der overhovedet er muligt.

Den ender også med, at ligge hos en selv. Udbuddet er stort nok på Roskilde, hvis man ser bort fra det jeg helst ikke vil kalde et Orange problem (men det er det, shhh), så er det bare med, at gå på eventyr. Det kræver også en portion held, og rene tilfældigheder kan være skyld i, hvordan ens samlede indtryk af en festival ender med at være. Havde man droppet Bobs ekstranummer og taget benene på nakken, havde man måske set poppens fremtid i form af Rosalía. Var man ikke gået død efter Power Trip og gået ind i teltet til Christine And The Queens midnatskoncert på Arena, i stedet for at dreje væk og gå seng, så havde onsdagen måske været en af de helt mindeværdige Roskilde dage? Modsat, hvis jeg havde droppet Robert Plant, fordi jeg var lidt lunken på forhånd, så havde jeg misset mit highlight på pladsen i år…

Så jeg må vel hellere prøve igen næste år og se om jeg har held i den store Roskilde-roulette?

Dækning fra Roskilde Festival 2019:

Søndag på Rising med: Hjalte Ross, Arre! Arre!, Konvent, Girlcrush, Søn, Hjalmer

Mandag på Rising med: Gullo Gullo, Kogekunst, Josiah Konder, Rebecca Lou, M. Rexen, Xenoblight

Tirsdag på Rising med: Ipek Yulo, Linn Koch-Emmery, Alkymist, Boundaries, Collider, Brenn.

Onsdag fra pladsen med: Tears For Fears, Bob Dylan and his band, Power Trip

Torsdag fra pladsen med: Stella Donnelly, Sharon Van Etten, Testament, Parquet Courts, Julien Baker, Robert Plant and The Sensational Space Shifters, Speaker Bite Me

Fredag fra pladsen med: Lankum, Weyes Blood, Vampire Weekend, Black MIDI, Misery Index

Lørdag fra pladsen med: The Armed, Whores., Bikstok, Noel Gallaghers’ High Flying Birds

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.