RF ’19: Reportage & anmeldelser, torsdag d. 4/7

0
421
views

Anden dag på Roskilde Festival bød på nærmest konstant regn og en byge af gode til glimrende koncerter fra navne som Stella Donnelly, Sharon van Etten, Testament, Parquet Courts, Julien Baker, Speaker Bite Me og så var der en over dem alle: Robert Plant.

Travl dag kan jeg se, nu jeg remser navnene op? Det føles også sådan her til formiddag, haha ha ha… pffff… skribenthjerne overload. Lad os se hvordan det her kommer i mål.

Efter de sædvanlige dagsritualer med bad det ene og skriverier det andet, var jeg faktisk i nogenlunde god tid, for én gangs skyld. Dermed havde jeg tid i overskud inden første punkt med kryds ved i programmet, australske Stella Donnelly på Gloria. Så vi vælter direkte over i en lille anmeldelse af morgenmaden, en beef-burger fra Hungry Dame, beliggende i Glorias nærområde, nabo til Gaza Grill, som jeg omtalte i går. Den var, nå ja, den var i hvert fald dyr! 89 kr. for modellen med en skive ost, yderligere 10 kr. hvis du vil pimpe den med lidt bacon. 99 kr for en relativt lille burger? Mine jydegener græmmer sig. Bollen var af en lidt særpræget karakter, den mindede egenlig mere om min bedstemors te-boller end en burger-bolle, blød og lidt sødlig i smagen. Men, det gik egentlig OK sammen med det der beef, der var en bunke strimlet kød af ukendt, men fin nok herkomst. Men prisen trækker ned på “value for money” skalaen, så vi ender på en lille 3’er.

Således nogenlunde ikke-sulten stillede jeg mig i kø ved Gloria og stod og kiggede lidt på den tiltagende regn og årets mode indenfor praktisk påklædning. Jeg havde, åbenbart, valgt den gode kø, på siden over mod Avalon, for her var relativt få da dørene blev åbnet, mens indstrømningen fra modsatte side i salen var ganske massiv. Så jeg fik en god plads, yay!

Stellaaaaaa!

Stella Donnelly ★★★★★☆

Den australske sangerinde, og bandleder, startede alene på scenen, inden pianist/guitarist George også kom snigende i Glorias intime mørke. Der er godt nok virkelig mørkt og en helt speciel stemning i det lokale, som kommer lidt bag på mig hvert år. Man mærkede straks, at vi havde at gøre med en kunstner, som både virkede afslappet, i fuldstændig kontrol og som i begyndelsen af karrieren spillede barerne i Perth og omegn tynde og også har ernæret sig som bartender. Hun var tydeligvis vant til den der slags small talk, ping pong og “sazzy coolness”, som kan være en fordel i den slags omgivelser.

Det gjorde, at atmosfæren fra start var i det afslappende hjørne og publikum følte sig i øjenhøjde med Donnelly, George og de 2 sidste bandmedlemmer der kom på scenen efter et par numre. Publikum kvitterede ved, at være forbilledligt stille under og mellem sangene og rent faktisk virkede opmærksomt lyttende. Under koncertens mest stille passager, som åbneren “Grey”, eller Donnellys nok stadig største “hit”, “Boys Will Be Boys”, kunne man høre en knappenål falde til jorden og mærke ens egen hjerterytme. En fantastisk oplevelse på en festival med konstant larm.

Det skyldes måske både, at Gloria er så lille, at skaren er begrænset og man må formode, at dem der er villige til, at stille sig i kø er dem der virkelig VIL den specifikke kunstner, men det skyldes, naturligvis, også kunstneren på scenen. Her greb Donnelly muligheden for, at charme sig ind på flokken fra start. Hun introduceret et nummer med ord om, at den inkluderede nævnelsen af den australske øl WB (VB, Victoria Bitter, og ja, den er shitty, red.), “yeah, it’s a shit beer”, hvorefter hun spurgte om vi havde nogen lorteøl her? “SLOTS” råbte en gut mod scenen, mens Donnelly forsatte med, at forklare, at da hun spurgte om det samme i Belgien til en tidligere koncert og blev mødt med en vis uvilje. Det kunne være en indstuderet kommentar, eller i hvert fald en hvor hun kan have en “skabelon” klar og så skifter man bare lidt ud i navne og lande. Men i kraft af, at Donnelly virker som en selvsikker fortæller, trods hendes generelt sympatiske udstråling, så landede den slags små “skits” mellem sangene alligevel.

Og så sang hun som en drøm! Wow, den gik da rent ind og igennem, så man fik kuldegysninger, når man ikke lige stod og smågrinede over en sangintroduktion som, “this one is called ‘Seasons Greeting’, and it’s about spending Christmas with racists”. Et andet nummer kom omkring en dildo i en skuffe, så vidt jeg kunne høre, hvilket hun efter nummeret forklarede var et familiearvestykke, der blev “passed on through the generations”. Alt i mens guitarist George, der også var udsat for lidt voksenmobning fra Donnellys side, spankulerede rundt på scenen med buksebenene stoppet ned i et par store røjsere. Han troede de skulle spille i et eller andet mudderhul på en festival, så “I brought them all the way from Australia, I’m gonna use ’em”. Rock on, George!

Banddelen af sættet var stærk, og meget varieret, den her gruppe kan sgu lidt af hvert, leveret ikke for flashy og ikke for anonymt, så fokus ikke stjæles fra Donnelly. Stilistisk kom vi godt omkring, fra de mere afdæmpede fortællingsbaserede numre over et goofy uptempo nummer, “Die”, hvor der gik aerobics-klasse i den på scenen og blandt publikum, mens bandet syrede lidt ud på nummeret “Tricks” mod slut, inden en a capella udgave af Cindy Laupers “Time After Time” lukkede ballet.

Højdepunktet, og Donnellys bedste nummer, er og bliver dog den gribende hymne om misbrug “Boys Will Be Boys”, der pludselig blev et hit i slipstrømmen af MeToo bølgen. Da fik jeg sgu dagens første klump i halsen og kunne næsten ikke få luft! 5 små funklende stjerner og lidt åndenød herfra.

For satan det er lyst, når man kommer ud efter lidt over en time i Glorias bug?! Godt det var overskyet og regnede, ellers var jeg da blevet helt rundt på gulvet af alt det dagslys. Jeg fandt læ under et træ mens der blev etableret kontakt med fotografen, som var på vej gennem mylderet…

Sharoooon!

Sharon van Etten ★★★★☆☆

Avalon har altid været en fed scene, men den lå tidligere i lidt ucharmerende omgivelser, det golde månelandskab ovre ved siden af Pavilion, som nu huser Apollo. En scene der passer meget bedre til det mere rå udtryk derovre, mens det nye, grønne Avalon område er rigtig lækkert, så – vellykket flytning.

Som iiiiiintet har med Sharon van Etten at gøre. Anmeldelsen her er baseret på det meste af koncerten, stak af mod Arena før sidste nummer for, at nå starten af Testament, der gik på en time senere. Der kommer lidt af den slags anmelder-unoder i disse dage, hvor jeg forsøger, at nå så meget som muligt og helst i så store bidder som muligt. Det er ikke helt nemt og man skal lige holde tungen lige i munden! Det gjorde van Etten også, der ikke lod sig mærkbart mærke af al den forbandede sniksnak og pludren der var i teltet. OK, det regnede, det lokker altid folk ind til scenerne, i læ, som ellers ikke ville have stået der. Dog er jeg ret sikker på, at folk havde snakket uanset, inklusive de folk som er “kendt fra medierne, eller en del af samme branche”, som stod spredt rundt omkring i teltet. Sådan går man foran med et godt eksempel…

Det gjorde van Etten også, helt cool, på hendes egen lidt tilknappede facon, hvor man aner en eller anden lurende farlighed og desperation lige under overfladen. Og så sang hun, ikke mindst, skidegodt, bum, ikke så meget pis der – ligesom den generelle performance. Det gjorde også, at det måske virkede lidt sikkert og, ja, hvis ikke rutinepræget så i hvert fald rutineret på en måde, hvor man ikke fornemmede at hun overanstrengte sig. Hun kunne sikkert også mærke den ufokuserede vibe fra en stor del af de fremmødte.

En del af sættet var præget af en dronende og ulmende elektronisk understrøm, der gav van Ettens numre et lettere ildevarslende skær. Eller som noget der kunne være en del af soundtracket til en dystopisk 80’er scifi-film eller en serie som Stranger Things, ikke mindst et nummer som den hjemsøgende åbner “Jupiter 4”. Det blev mere dunkende, men stadig 80’er klingende (i mine ører) på den efterfølgende “Comeback Kid”, der drypper af noget af den der nævnte desperation, som er en stor del af van Ettens udtryk.

Senere i sættet forsøgte hun sig med et velment og iltsugende cover af Sinéad O’Connors “Blackk Boys on Mopheds”, med en indledende anti-hate speech og en lille stikpille til Trumps Amerika, you know, the usual! Den faldt desværre lidt til jorden i teltet, sangen, ikke talen, eller skulle man nærmere sige, fløj henover hovederne af den forstærkede snakkeklub. Den kunne heldigvis ikke dræbe eller overdøve en overvældende udgave af “Seventeen”, der gav mig dagens anden klump i halsen og fugt i øjenkrogene, forbandede sidevind! Og forbandede papvin, som gør en mere grådlabil dagen efter! En besked fra den anden side af teltet afslørede, at jeg ikke var den eneste, den kære wingman var ramt på tårekanalerne.

Den næsten lige så fantastiske “Every Time The Sun Comes Up” fulgte op som et voldsomt one-two punch i koncertens afsluttende del. Da havde jeg heldigvis fået slugt klumpen og fået styr på hormonerne, så den stod jeg igennem med “blot” en smule gåsehud.

People say I’m a one-hit wonder
But what happens when I have two?
I washed your dishes
But I shitted in your bathroom

Lyder det i nummeret, van Etten er hverken et one-hit wonder eller gjorde i nælder eller på badeværelser af nogen art, men i den store del af koncerten jeg overværede kæmpede hun en lidt ulige kamp mod et knævrende publikum i stort overtal. Lille 4’er for det samlede indtryk, tak til klubben for at trække ting ned… igen.

Wooo, regn!

Argh, schnell schnell videre til Testament, et dejligt thrash-metal band hvis medlemmer er ældre end mig og i visse tilfælde lige så godt i stand – what’s not to like?!

Testament ★★★★☆☆

Og de californiske veteraner, den måske lidt oversete del af thrashens Big 4, gjorde så det de gør. Tonsede og tæskede bundsolidt løs uden de store dikkedarer, i samtlige 50 minutter denne lille anmeldelse er baseret på. I en sådan grad, at jeg i et anfald af tabloidpresse overskriftonitis skrev “tæskament” i mine noter. Man bliver helt tilfreds med sig selv i den slags lysende øjeblikke!

Arena var indledningsvist pænt fyldt og der var i hvert fald fint tryk på i pitten, mens det måske ikke forplantede sig helt ned på de bageste rækker. Det er lidt vilkårene for den slags koncerter på festivalens næststørste scene. Det telt er altså enormt og metal er bare ikke en kæmpe genre for store dele af publikum længere, slet ikke når det er et navn der ikke vækker bred genkendelse. Selvom det burde. Testament spiller stadig røvfedt, frontmand Chuck Billy (og hans mikrofonstok) har stadig godt med damp i rørene og materialet fejler bestemt ikke noget. Om noget så er Testaments niveau på pladerne, også de nye, uden de store udskridninger og konstant højt.

Der er sådan set ikke de store overraskelser, det er klassisk thrash og lige så klassisk hovedruskende leveret. Bare afsted, ud over stepperne, eller i ring foran scenen med 120 i timen og et ordenligt lydtryk. Om det så er “”D.N.R.”, “Low” eller “The Preacher”. Stemningen og energien peakede under to af de ældre, stadig friske og fængende, hits “Into The Pit” og “Over The Wall”. Nok tyndede det ud i publikum undervejs, jeg skulle jo, desværre, også selv videre, men bandets dedikation til materialet og måden det blev serveret på lod ikke til, at tabe pusten. Det opskruede tempo til trods, ganske imponerende, de herrer er jo ikke ligefrem vårharer længere!

Parquet Courts

Jeg skulle dog over og fange noget af, eller hele (alt efter gut feeling), New Yorker rockerne Parquet Courts sæt på Avalon kl. 17, så det gik i raske skridt tilbage til den scene med et par minutter at løbe på. Nu var jeg også ved, at være en kende mør og ør, 3 koncerter på 4 timer er lidt af en mundfuld, især hvis man prøver på, at forholde sig til dem og skal have gemt nok indtryk i skallen til at kunne skrive noget nogenlunde dækkende om det.

Det satte nok lidt sit præg, i hvert fald kom jeg aldrig helt i stødet, selvom bandet spillede fedt og den rette blanding af løst og slingrende, uden at det faldt fra hinanden. De var heldigvis så venlige, at de spillede en lille håndfuld af de numre jeg bedst kan lide indenfor koncertens første halve time, så jeg med nogenlunde god samvittighed kunne trække mig og sammen med fotografen og vores 7 årige assistent trække over mod Pavilion – og lige få hvilet koncert-ørerne en smule på vejen. Således nåede jeg en fin dosis Parquet Courts i form af fine numre som “Total Football”, “Almost Had To Start a Figth/In and Out of Patience” og den herligt dinglende “Freebird II”.

På vej mod Pavilion krydsede vi Orange, hvor brasilianske Jorge Ben Jor var i gang med en regnvejrssambafest foran en meget, meget lille men smilende og dansende rengtøjsklædt skare. Vi stødte næsten ind i den lange conga-line der på festlig vis slangede sig henover området foran pitten og de to Orange-barer. Hvordan opstår den slags ting? Jeg elsker Roskilde når den slags sker…

Julien alene i verden…

Julien Baker ★★★☆☆☆

Julien Baker var knap så heldig stillet, jo OK, i det mindste havde hun og hendes afdæmpede el-guitar singer/songwriter numre tørvejr. Men hun havde IKKE et koncentreret publikum, selvom teltet var fyldt ud over den tørvejrsgivende teltdug, da hun gik på. Hun gjorde det måske heller ikke nemmere for sig selv ved, at lægge ud med et nummer der syntes at strække sig over næsten 10 minutter uden mange andre udsving end hendes ord. Teksterne er klart i fokus hos unge Baker, mens musikken mere er en art underlægning, stemningssætter og tæppet der pakker lyrikken ind.

Det fungerer på plade, hvor man kan høre hvad der bliver sunget og hvor man kan komme helt tæt på musikken. Det kunne man ikke her. Muren af et utålmodigt og snakkende publikum var for tyk, Apollo begyndte at dunke i nabolaget og Baker havde ikke værktøjerne, personligheden eller viljen til, at trænge igennem. Desværre. I glimt gik vokalen igennem forhindringerne, ligesom musikken i korte passager blev så intenst støjende, at der et kort sekund var hul igennem. Men det forsvandt inden nogen form for momentum eller kontakt mellem sangerinden og publikum kunne etableres.

Der gemte sig sikkert en rigtig stærk koncert deroppe et sted, hvor Baker fremstod mere og mere mut og indesluttet, og man kunne se, at dele af de fremmødte rent faktisk prøvede at lytte og få noget ud af koncerten. Om det lykkedes i højere grad for dem end undertegnede aner jeg af gode grunde ikke, men for mig blev det en underlig ikke-oplevelse.

… Julien havde i hvert fald én ven med sig

Så var jeg dæleme blev sulten og eftersom jeg kørte “alkoholfridag” efter onsdagens vin-uheld, var festivalhullet i maven også mere mærkbart end når man giver den en fake-mæthedsfornemmelse med øller og happy vino. Jeg trak det sikre kort, efter en tur på tværs af Orange, hvor Empire of The Sun stod og kæmpede med regnen og en mindre end halv-fyldt plads. Falafel fra Gaza Grillen. Den var god dagen før og god ved mig igen idag, det bliver nok festivalens go-to “mad på farten”. Og så lige en White Russian (nummer to på dagen) ovre fra Arena Baren. OK, “alkoholfridag” betyder “under 5 genstande”…

Robert Plant and The Sensational Space Shifters ★★★★★★

Jeg havde egentlig ikke de store forventninger inden koncerten med den tidligere Led Zeppelin forsanger. Ikke i mangel af respekt, eller fordi jeg synes, at hans materiale efter Led Zeppelin er dårligt, det jeg har hørt af det. Men jeg havde sådan en idé om, og indtryk af, at det måske kunne blive en “hyggelig, mellow og måske lidt kedelig” omgang, hvor der gik lidt for meget tilbagelænet space-morfar i den.

Jeg tog fejl.

Fra det øjeblik bandet (der spillede helt igennem forrygende!) startede koncerten foran et propfyldt, og lidt til, telt, med “When The Levee Breaks” og de første toner af Plants vokal bragede ud fra scenen i et helt rent, højt og fyldigt lydbillede vidste jeg hvilken vej det gik. Man kunne mærke det, den var der, det her bliver noget særligt. Plants vokal virkede stadig stærk, havde gennemslagskraft og overraskende meget spændvidde for en mand der trods alt har rundet de 70. Respektindgydende er næsten for fattigt et ord, det gav akut gåsehud og kriblen i hele kroppen, da han åbnede for sluserne.

Tilmed virkede han i glimrende humør, momentvis storsmilende, kontaktsøgende, tilstede og stadig med glimtvis ild i blikket og den krøllede, grålige manke. Hanløven var stadig sulten og ikke klar til at abdicere. De yngre konkurrenter til “tronen” ude på de andre scener gør også klogt i, at tage ved lære og træde varsomt. Det her var en opvisning fra og audiens hos en af rockhistoriens sværvægtsmestre.

At han så havde et band i ryggen som både kunne spille, fik lov til at få deres del af rampelyset (hvor Plant nok også klogeligt kunne dosere og hvile stemmen lidt) og lod til, at have den der herlige intuitive forståelse for musikken og Plants vision, fik løftet sceancen yderligere. Hvis det ikke var fordi, at Arena crewet kan deres kram, så var der vel en reel risiko for, at det ovenud begejstrede og medlevende publikum havde blæst toppen af teltet. Bandet og Plant ville det her, publikum mærkede det straks og greb den og omvendt. Det er her koncertmagi kan opstå, den synergi-effekt, hvor kunstner og publikum smelter sammen, føder på hinanden og får det til at lette. Brølene, fællessangen og den generelle respons op mod scenen kunne føles og høres HELE vejen nede bagfra, rullende som en lavine af ren kærlighed op mod Plant og band. Det var så det rumlede.

Jo, vi fik nogle af de gamle Zeppelin numre, som det nævnte åbningsnummer, “Black Dog”, “Going To California” og “Ramble On”, som lukkede sættet. Men ikke helt som man kender dem, Plant og band havde pillet ved arvesølvet, givet det et mere klassisk skær i form af elementer fra country, blues, folkemusik, østens mystik og alt det der Plant nu har svævet rundt i de sidste 30 år. Men modsat Dylan, dagen før, så fungerede det. Sangene var ikke uigenkendelige og så radikalt fortolket, at det nærmede sig manglende respekt overfor publikum og sangene selv. De lød i stedet for friske og vitale igen, og jeg vil gå så vidt, at påstå at jeg hellere vil høre Plant og hans Sensational Space Shifters levere de her sange, på denne indlevende og levende måde end et gendannet, halv-stift Led Zeppelin, som bare gør som de nu gjorde engang.

Det eneste tidspunkt, hvor de tabte mig en lille smule var under gode, gamle “Little Maggie”, ved ikke hvorfor, og det er ikke noget der skal trække ned på det samlede indtryk. En “OK” oplevelse op imod 10, der rakte op mod den regnvåde nattehimmel, er en imponerende frekvens i et koncertsæt. Måske var det fordi koncerten for mig peakede i de to numre der ledte op til? Kombinationen, der sendte mig helt ud i tovene, eller verdensrummet, bestod af en sanseberusende “Carry Fire”, hvor jeg blev totalt opslugt af det omsluttende og massive lydbillede og så en lang, komplet overrumplende version af “Babe, I’m Gonna Leave You”. Der blev bygget perfekt op til koncertens absolutte højdepunkt, hvor Plant slap løvebrølet frit i al sin magt og vælde, så der gik et mærkbart SUS igennem publikum. Fucking hell mand, undskyld sproget, wauw. Bare det. WAUW.

Plant og orkesteret takkede af med den gamle “traditional”, “Gallows Pole” som ekstranummer og på den måde endte rejsen fra fortiden, op til nutiden, hvor Plant tydeligvis befinder sig i forholdet til hans fortid, tilbage ved udgangspunktet på en eller anden måde. Den musikalske kilde, hvorfra mange af de indtryk og genre der har formet Plant og hans kunstneriske virke udspringer. Tak.

Apollo, pew pew pew, lys og dakkedak

Alt herefter ville nok blive et anti-klimaks, hvad skal man stille op, når ens festival, i hvert fald den dag, nok har peaket? I kombination med en vis koncert-mæthed og en snigende træthed er det en potentiel festivaldags-killer, der skal behandles med forsigtighed. Ellers kan man lige så godt gå hjem i seng. Efter at have vendt Plant med nogle lige så begejstrede publikummer, gik jeg derfor i reboot-mode. Systemet måtte nulstilles, eller i hvert fald genstartes på en måde…

Jeg valgte, at trisse lidt på solotur, omkring den bageste del af Orange, hvor MØ var godt i gang, bagom over mod Pavilion. Her faldt jeg over Time Out Burger og deres Fish ‘N Chips. En festivalklassiker, som jeg af en eller anden grund mener, at jeg skal udsætte mig selv for bare én gang pr. festival. Og det kan ikke være pga. produktets kvalitet eller prisen. Den er blevet værre og værre og mere sørgelig at kigge på for hvert år, samtidig med, at prisen nu er vokset til astronomiske 60 kr. + 4 kr. for dip… pr. lille pose! Det er mindst en fordobling af prisen, så vidt jeg husker, samtidig med, at kvaliteten, især af de suspekte fiskestykker, er mere end halveret. Og den var i forvejen ret tvivlsom. Hvorfor gør jeg det her mod mig selv år efter år?! 1 stjerne, og et officielt farvel til en gammel, gusten Roskilde tradition. Permanent time out til den.

Så nappede jeg en cola fra et af Tuborg salgene, heller ikke her køres der med ½ liter i praktisk flaske i år men 0.4 cl. i krus, grrrrr! Er det pga. det nye pantsystem? Goddammit #colagate stopper vist først når jeg kommer hjem. Jeg hørte hjernelammende, monotone dunkelyde fra Apollo, som jeg endnu ikke har været omkring så trak over til den scene for, at få blæst knolden igennem. Det er sgu en temmelig vild scene, med en plads, nu med fliseunderlag, rammet ind af store containere og lys og røg, der lader til, at gå hele vejen rundt så man nærmest får et 360 graders sansebombardement. Og der stod jeg så og blev ventileret igennem en 20 minutters tid til noget der måske hed “Giorgia Angiuli”.

Tilbage ved Pavilion var der pludselig samling omkring flaget for en stor del af den gamle lejr, men jeg trak ned langs siden, da Speaker Bite Me gik på for at komme tættere på scenen og undgå den bageste del af teltet aka snakkeklubben. Den var af en eller anden grund kraftedeme også mødt op til støjrocken?!

Speaker Bite Me

Jeg var egentlig en færdig mand, dead anmelder walking og vidste det. Der blev kæmpet med koncentrationen og for at holde dampen oppe, eller bare finde mere plads til musik og indtryk i hovedet. Reboot-processen var åbenbart ikke lykkedes helt og krævede mere tid. Bandet spillede ellers fedt og med et ganske massivt lydtryk, der når der blev larmet igennem også formåede at overdøve de bøvede snakkehoveder ude i teltet. I de mere stille stunder kørte knævrekværnen med forstyrrende høj volumen og nu havde jeg ikke længere energi nok til, at abstrahere nok fra det til, at det ikke gik mig på klingen.

Lige da jeg ikke kunne blive gammel, ynkelig og selvmedlidende nok kom der nogle grumme rygsmerter snigende?! What the fuck, jeg trak mig lidt tilbage og fandt en pæl i udkanten at læne mig opad og se om jeg kunne læne mig UD af skidtet. Nope, den låste bare, så jeg stod og blev lidt skæv i skuret, mens bandet savede løs på imponerende vis. De havde fortjent et lidt bedre publikum (og her mener jeg ikke dem i teltet der rent faktisk havde opmærksomheden rettet mod scenen, og ikke sidemanden) og de havde fortjent en bedre og mere frisk anmelder. Ham her var færdig og kom ikke op igen, indså nederlaget og kapitulerede 45 minutter inde i det velspillede sæt. Det må blive en raincheck, den her fugtige og møre anmelder skulle ned og ligge.

På vej hjem til teltet passerede jeg pressecampings toiletvogn, som var helt mørkelagt og afspærret med tape… øhm… det var noget med, at vandet til vognen var røget, kunne servicevagten informere mig om… Bliver den mon klar til i morgen? For ellers ville nogen, inklusive undertegnede, da starte fredagen i ekstremt presset tilstand! I det mindste havde teltet holdt tæt.

Fortsættelse følger… bare det ikke ender virkelig skidt!?

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR + måske mobilfoto fra et redaktionsmedlem hist og her

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.