RF ’19: Reportage & anmeldelser, onsdag d. 3/7

0
318
views

Roskilde Festival blev for alvor skudt i gang på en onsdag, hvor Tears For Fears festede som var det 1980’erne, Bob var megameget Bob og Powertrip viste, at old school sagtens kan være new school når det gælder metal. Det og en hel del mere kan du læse om her.

Onsdag er altid en underlig dag på Roskilde Festival, OK, de fleste dage er underlige på hver deres måde, men, onsdagen især. Den første del af festivalen, alt med Countdown det ene og Rising det andet er i bakspejlet og allerede ved, at blive en lille smule utydeligt. Onsdag åbner pladsen og det er også dagen hvor de fleste af de sidste gæster (minus én-dags billetterne) ankommer.

I mange år har det også været den store ankomstdag for “min” gamle lejr, der nu ligger ovre i Get a Tent på Øst, så det er også en dag for goddawer og modtagelsen af nogle friske kræfter, der er klar på at sætte det lange ben foran hvad Roskilde indtagelse angår. Derfor har jeg tit, lidt for sjov, kaldt onsdag for min “fridag”. Jeg ved, at det nok ender lidt galt og at jeg får lidt for meget happy vino under vesten. Jeg forsøger stadig, at holde fokus på den musikalske del, men onsdag er MIN “campingfest” og lille druktur – det giver jeg mig selv lov til, det hører med til oplevelsen.

Blandt andet derfor havde jeg også givet fotografen (og den unge assistent på 7) en fridag, der var noget tandlæge der skulle passes og med en fyraften der skal tilpasses afkommet, så ville det blive en meget kort musikdag at hive dem herud for, når musikken først begynder klokken 17. Så vi overlever på en kombination på mobilskud!

Kaffen i Pressecenteret er blevet lidt stærkere dag for dag, måske et tilfælde, måske er min mund bare ved, at være en smule øm efter 4 dages mishandling? Nuvel, skrive skrive skrive, onsdag er også dagen hvor man begynder at føle det store presserykind. I ved, den RIGTIGE presse og alle de dovne hunde, som kun dækker musikken på pladsen! Så man sidder i perioder tæt i partyteltet, mens Orange prøver lyd med noget forfærdeligt dunkende musik, der var lige ved, at give mig en hjernerystelse – siddende.

Backstage Village summer i det hele taget om onsdagen, alt skal spille, det sidste skal være klar, lige om lidt kommer Burhan G og skal have en siddeplads, hvor han kan nyde sine bobler! Jeg har dog, indtil videre, kun fået tjekket pressedelen af Backstage Village ud, fordi… well… fordi resten rager mig en høstblomst og jeg ikke skal bruge den til noget?Jaha, når jeg fester så foregår det ude blandt pøblen, på den anden side af hegnet. Gør det mig til et bedre menneske? Ja (marginalt, red.).

Apropos, så var der inviteret til stor 25-års Roskilde Jubilæum i den gamle camp, hvor redaktionsmedlem Thomas kunne fejre sin 25. gang på Festivalen. 25 år på marken… how old IS that guy? Nuvel, det krævede jo en gave og i en kombination af travl- og glemsomhed, havde jeg da ikke lige fået købt noget hjemmefra. Hvad gør man så? Man daffer en omvej om til øst i den nærmeste Aldi og køber klassiske festivallækkerier! Således tilfreds med mig selv og mit storsind dinglede jeg i skiftende vejr, regn, blæst, sol, for varmt, for køligt, for lyst (!) om mod Øst og landede planmæssigt lige inden jubilarens ankomst.

Den gamle jubilar, gavebordet og grisefesten

Og så gik der lige en eftermiddag i en ruf, hvor gæster kom dumpende, nogen gik igen, der var bobler og bajere, og masser af saltede snacks, en lille konkurrence og søreme om nogen ikke havde digtet en lejlighedssang i dagens anledning. Fællessang på Orange niveau var det nok ikke, argh, shit, tiden løb, det nåede vi ikke! Så måtte det bliver Tears For Fears der blev første musikalske punkt på dagsordnen. Et eller andet skal man jo starte dagen med?

Tears For Fears ★★★☆☆☆

Bandet, der blev dannet i Bath, i England helt tilbage i 1981, var et af de større navne på den synth-pop/rockede scene op gennem 80’erne. Alright, deres største hits er nok nærmere ovre i noget stadion poprocket end domineret af synth i lige så høj grad som samtidige bands som Depeche Mode og lignende. Men jeg har lidt på fornemmelsen, at de aldrig helt opnåede, dengang eller sidenhen, samme agtelse som nogle af de beslægtede kolleger. Jeg mindes Tears For Fears som noget man i høj grad kunne høre i radioen og som musik ens mor (gisp!) kunne finde på, at lytte til. Altså: not cool.

Derfor virkede det også på forhånd som en lidt underlig booking, bevares de har et mindre arsenal af velkendte numre at fyre af. Men på en festival som Roskilde, hvor det ofte virker som om de aktivt værger sig i mod, at booke navne man enten kunne kalde “for folkelige”, eller ovre i det lidt corny og outdatede, som hører hjemme på andre, mindre og netop mere folkelige festivaler i provinsen, da syntes Tears For Fears at stikke lidt ud. Årets mest u-hippe Roskilde booking?

Hvordan var det så? Tjaaa, lidt som man kunne forvente på godt og ondt, vel egentlig? De spillede fint nok og sangstemmerne har stadig lidt saft, kraft og spændvidde tilbage, selvom den naturlige ældning og årenes slid, selvfølgelig, godt kunne høres. Det gør egentlig ikke så meget, det giver tit noget patina til materialet, især når som i dette tilfælde er nogle sange som i dén grad er præget af 80’ernes storladne lyd og til tider bombastiske produktion.

Den kan være svær, at genskabe, så et nummer som “Mad World”, nok min personlige favorit, hvis jeg da har sådan en for det her band, ikke ramte helt så plet, som man kunne have håbet på. Den savnede noget… “OMPF” og endte med, at føles lidt for, hmm, blød, i sin indpakning måske? Som om den lænede sig lidt over i mod Gary Jules’ mindst lige så kendte coverudgave af sangen, men stadig prøvede på samtidig at være en mere pumpet synth-basker. Det gav en lidt halv-underlig mellemting, der ikke ramte helt plet.

De kom ellers solidt fra land med “Everybody Wants To Rule The World”, “Secret World” og “Sowing The Seeds of Love”, men så var det som om de tabte en smule momentum og den enorme publikumsskare i og udenfor teltet også begyndte, at miste koncentrationen lidt. Midt i sættet trak de endda covernummerkortet, så vi af en eller anden grund fik en blød og lit nedtonet fortolkning af Radioheads “Creep”?! Unødvendigt? Utidigt? Ja og ja, hey, det lød ikke dårligt, men, hvad var meningen med, at fortolke Radiohead og hvorfor så et af bandets mest outdatede numre, der i den grad virker af sin tid? Det kom lidt til, at virke som en ældre onkel, der prøver at være smart med de unge og smider om sig med popkulturelle referencer fra mindst et årti for langt bagud i tiden.

Måske en introduktion af sangen kunne have gjort det lidt mere meningsfyldt, men som det blev proklameret fra scenen under en hurtig bandintroduktion mod slut, så “we are Tears For Fears, we don’t talk much”. Næh, det var vist det eneste der blev sagt fra scenen hele koncerten igennem? En koncert der blev kørt sikkert i hus efter det halv-lange momentumtabt med to hits, “Head Over Heals” og en god udgave af deres velnok største hit, “Shout”.

Alt i alt i en lidt ujævn, periodevis ganske hyggelig, men også noget bedaget omgang, leveret sikkert, men også en kende rutinepræget af et band, som nok er ved, at have overskredet sidste salgsdato. I hvert fald på en festival som Roskilde. 3 af de jævne stjerner.

Sol over Bob

Men ikke i lige så høj grad som gamle Onkel Bob fra Amerika, som var næste stop, efter en hurtig optankning af hvidvin! Der var godt med folk, men ikke voldsomt pakket og pres på lige midt for scenen, mellem de to forreste barer, hvor vi fik parkeret bussen og flagstangen.

Bob Dylan ★★☆☆☆☆

Jeg har tidligere, i optaktsartiklerne, udtryk min bekymring om at booke Bob Dylan og især smide ham på Orange i primetime, på en åbningaften. Om noget, blev disse indfriet og lidt til. Bob kom og gjorde sin Bob ting, som han nu gør og har gjort i mange år, knirker, knager og driller sig igennem sine numre, inklusive en række af hans største hits, i versioner der mindst var kraftigt omarrangeret og i lange stræk nærmest ukendelige. Det er det han gør. Det ved alle, som har fulgt ham lidt og selvfølgelig også bookerne.

Derfor virkede det her, fra samtlige involverede og ansvarlige partner, næsten som en bevidst provokation, ikke mindst Dylan selv, der i glimt sad med et skælmsk smil og en kæmpestor ræv bag øret, parkeret bag sit klaver, hvor han klimpede løs som en pensionsklar barpianist. Med vilje. Jo, hans velmagtsdage hvad vokalen angår, som altid har været et stridspunkt, jeg hører til dem der mener, at han sagtens kan synge uanset hvilken Dylan periode vi taler om, er forbi. Men nu virker det næsten som om han med vilje hvisker sig igennem lange perioder af de 90 minutter lange sæt. Eller bræger i dybe, halv-kvalte gurglelyde. Det er hvad det er, men hans lemfældige omgang med sine egne sange nærmede sig stedvis bevidst sabotage, bare fordi han kan.

Dylan er IKKE et hovednavn for de unge, mange kendte ham sikkert ikke, de blev væk eller gav hurtigt op, da de havde set giraffen. Dylanisterne, som der lod til at være en del af, nød givetvis mesterens rebelske leg med numrene, mens flertallet, den gennemsnitlige festivalgæst, nok bare stod og undrede sig lidt over hvad pokker der foregik? Det var nok kun de mest dedikerede, og koncentrerede, som opdagede, at han lagde ud med 4 hits på stribe.

En langsom, gyngestolsrokkende åbner i form af “Things Have Changed”, “i used to care, but things have changed”, som Dylan selv synger i det herlige nummer. Indeed, Bob lader ikke svaret blafre i vinden (som han dog netop gjorde i næstsidste nummer, “Blowing In The Wind” i en så uigenkendelig version, at den fløj over hovedet på de fleste), han siger det selv fra start. Hvis man kunne høre ham. “It Ain’t Me Babe” forsatte i samme stil, “Highway 61” sneglede og slingrede sig afsted inden “Simple Twist of Fate” nærmest blev skilt ad i enkeltdele og lagt i graven. Det var sådan set, rent kunstnerisk, slet ikke uinteressant, at være vidne til, ligesom man må være lidt imponeret over, hvor meget man egentlig kan lave om på kendte numre. Men, man undslap heller ikke fornemmelsen af, at den gamle gnavpot nød, at tage publikum ved næsen og leverede sine gamle travere i disse udgaver med en eller anden pervers fryd eller forskruet selv-ironi?

Det helt store problem var bare, at ligegyldigt om dele af det er én store intern joke, en lille langemand til publikum, eller et modigt, kunstnerisk statement af en art. så faldt det noget til jorden på Orange. Hvis det kun er et fåtal, inklusive Dylan og hans noget suppe-steg-is spillende band, som “get’s it”, så er missionen, hvad den end er, jo mislykkedes? Hvis det bliver mødt med bred ligegyldighed fra store dele af de fremmødte, som her, så bliver det netop meningsløst. Hvilket er en forbandet skam.

De meste brutale ofre for Dylans solomission var (udover “Blowing In The Wind”) nok “Like a Rolling Stone”, et af mine personlige all time yndlingsnumre. Jeg havde tjekket sætlister, jeg vidste den kom, og jeg vidste, at den nok ville få en ordenlig overhaling fra his Bobness. Men her nærmede legelysten og drillesygen sig ren trodsighed, når nummeret blev frarøvet samtlig genkendelige elementer udover de dele af teksten som kunne afkodes. Der var ikke antydningen af bare en stump melodi eller et lille bitte hook fra originaludgave, men jeg overgav mig ikke frivilligt og fik gennemtrumfet, at jeg nød sangen alligevel, no thanks to you Bob, din gamle røver!

Men det er ikke ligefrem en feststarter, eller bare noget der minder om en stor, samlende oplevelse, når man forlanger af publikum, at de skal kæmpe sig igennem sang efter sang og selv stå for al “nydelsen”. Det er urimelige krav og forventninger til et førstedagspublikum på Roskilde foran så stor en scene.

Og den falder tilbage på bookeren og planlæggerne. En lørdag eftermiddag i et old timer spot, havde det måske gået an. Som headliner inden Cardi B en onsdag aften virkede det absurd, hvis ikke komplet dumdristigt. Jo jo, Roskilde vil også gerne bryde med forventningerne, lade det være op til publikum selv at få noget ud af koncerterne og også stå for en “historietime” for ungdommen og alt det der. Det er fair nok, men hver ting til sin tid og det her var fuldstændig mal- og fejlplaceret med en fejlcastet kunstner på scenen, som lod til at hygge sig i sit eget selskab.

Tiden med navne som Bob Dylan på Orange Scene i primetime BØR stoppe her og nu. De 2 stjerner er ikke nødvendigvis for det kunstneriske indhold og Bob’s dagsform men for den samlede oplevelse og i et lidt større perspektiv. Hvis det giver mening.

Fontains D.C.

Jeg var egentlig hverken vred eller skuffet da vi dalrede væk fra Orange og over mod Pavilion, det var nærmest helt som forventet/frygtet. Alligevel kørte der alle mulige tanker og følelser rundt i hoved og kroppen på mig (så… en eller anden effekt havde det da), så Fountains D.C. og deres irske post-punk blev indtaget i en lidt ukoncentreret tilstand, hvor lydtrykket bankede løs på legemet, men ikke helt fangede eller trængte ind. De har vist hørt både The Fall og Joy Division, yes? De gjorde egentlig det de nu gør rigtig fint, men det er også hørt og set før og med mere mindeværdige sange. Men den tilknappede og bistre coolness faktor kan man da ikke tage fra dem. En anden gang og et andet sted, måske, jeg smuttede efter omkring 40 minutter og havde brug for, at være lidt alene med mig selv… i menneskemylderet.

Damn, det er som at være en kugle i flippermaskine, at bevæge sig fra Pavilion til Orange, eller bare rundt på pladsen generelt. Jeg gik, lidt formålsløst, mod Orange igen og stillede mig til, at glo op mod scenen i mens Cardi B ungdomscrowden voksede… skulle man tage en fest med de unge? Men Miss B lod vente på sig og da klokken havde rundet 23.10 og fruen dermed allerede var 10 minutter forsinket (måske et trick for, at få koncerten til at vare en time? Lad folk vente i 15 og spil 45 minutter, boom, farvel) kastede jeg et blik på min telefon. Wingman Mongo var på soloridt mod Avalon og Powertrip. ARGH, Powertrip, i dagens forvirring havde jeg totalt glemt, at der var old school metal fra nutidens Texas på plakaten denne aften!

Afsted mod det nye, lækre, Avalon område med raske skridt, hvor jeg helt tilfældigt fandt den kære Wingman ved et tishegn. Således fredfyldte satte vi kurs ind i teltet, hvor vi ramlede ind i endnu en bekendt, som er en del af det team, der har været i gang med at opbygge Dream City siden april måned. Så nu har han fri, ud over at sørge for, at komme og åbne “kontoret”, hver morgen. Yay, metaltrio dannet!

Metaaaaaaaaaal

Powertrip ★★★★★☆

De texanske heavyhoveder kvitterede med, at fyre en fuldstændig forrygende og medrivende koncert af, hvor deres time på scenen fløj afsted i samme tempo som der old school metal/thrash toner blev skudt afsted. De var på, publikum var på og sammen fik de stablet en af den bedre metalfester på benene, som jeg har overværet på Roskilde de senere år.

Nej, der er absolut intet nyt under den texanske sol hvad deres stil, udtryk, sangskrivning, performance og de koncertritualer der følger med, angår. Men hele lortet spillede og gik op i den der højere enhed denne aften, så man nemt kunne tilgive den manglede originalitet. Der skal alligevel noget til, at få en så traditionel lyd og fremgangsmåde til, at fremstå frisk og rørig. Det lykkes for et tændt Powertip i samarbejde med et godt ophedet publikum.

Bandet virker temmelig samfundskritiske og bevidste om deres holdninger, samt USA’s placering og anskuelse i og af verden, med heftige numre som “Manifest Defimation” mod slut og det heftige, nye nummer “Hornets Nest”, midt i sættet. Her fik de for alvor sat fut i det halv-store og godt fyldte Avalon telt, så gulvbrædderne gyngede under den hoppende, moshende og cirklende folkemængde. Og så påstår onde tunger (inklusive min egen) at metallen er ved, at være en, hvis ikke uddød, så meget truet musikalsk race på Roskilde?

Ikke når et tændt band fra Texas svinger øksen i monstrøst effektive energiudladninger som “Executioners Tax (Swing of The Axe)” eller “Waiting Around To Die”. De galopperede ud over et medlevende og modtageligt publikum, så man nærmest havde følelsen af, at sidde og rokke i sadlen på en løssluppen, brunstig hingst.

Der er sådan set ikke så meget, at sige til det. Det var en  metalfest man sultede efter og jeg vil anbefale alle med bare lidt jern i blodet, at tjekke Powertip ud næste gang de er i området. Copenhell, book dem her.

Så var jeg også så småt ved, at være mør, trioen begyndte at gå i opløsning med en generel enighed om, at den koncert sgu nok blev svær at toppe, så hvorfor udsætte sig for risikoen. Sulten begyndte også, at melde sig, efter en lang dag med kun lidt bagværk fra Aldi i tanken. En lille, lettere diffus, omvej omkring Arena, hvor Christine and The Queens var godt i gang, førte til den endelig opløsning af det der nu var en duo bestående af undertegnede og Mongo Wingman.

Han skulle, “noget”, jeg skulle spise og i seng. Valget faldt på en rulle falafel fra Gaza Grill, placeret i et område med en del andre boder mellem Arena og Avalon. Den smagte… ganske fremragende?! Og mættede også nogenlunde, trods et ret stort hul i maven som skulle fyldes ud, men det var jo ikke den stakkels rulles skyld, at jeg er for dum til at passe mine spisetider. Var det ikke for den lidt heftige, men efterhånden “normalt niveau” pris for mad herude, på 59 kr. så havde det været en 5’er. I stedet ender vi på en meget stor 4’er og en tilfreds mave.

Så var det kraftedeme også sengetid, klokken var på en eller anden måde blevet halv 2 inden jeg væltede ind i teltets mørke. Og med en lang musikdag, og noget der lignede en lidt træls omgang hvad vejret angår, i vente, var det måske lidt over den optimale sengetid for en lettere slidt skrivekarl?

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: En herlig blanding af GFR mobilfotos

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.