RF ’19: Reportage & anmeldelser, tirsdag d. 2/7

0
431
views

Sidste dag på Rising var allerede over os, hvor Roskilde Festival lokkede med varme tyrkiske toner fra Ipek Yolu, indierock fra Linn Koch-Emmery, dagslysdoom fra Alkymist, post-punkede Boundaries og ungdommelig norsk kådhed fra Brenn.

Men inden man nåede dertil skulle jeg lige igennem de sædvanlige morgenritualer, alt bliver jo på en måde rutine herude med årene. Man skulle dog være et skarn, hvis man ikke satte pris på et varmt bad! Det var der åbenbart flere på pressecamping der syntes, i hvert fald lå der tomme øl-dåser inde i badet… morgenbajer eller en dejlig våd nattefest? Ingen ved det!

Afsted mod det NYE Pressecenter, partyteltet placeret i umiddelbar nærhed af Orange, hvilket sådan set er fedt nok. Knap så fedt: at der stod en ret strid og ikke mindst kold sidevind gennem teltet hele formiddagen, så jeg måtte sidde med hætten oppe og begyndte at overveje, hvor man mon kunne skaffe et par handsker?! Jeg er normalt ikke en frossenpind, men jeeeez, det var breezy.

Efter at have tømt skrivetanken var det tid til, at fylde maddittoen og grundet overraskende smooth skriverafvikling havde jeg lidt tid til overs til, at gå på opdagelse og måske komme ud af kløerne på det sparsomme madudvalg ved Rising Scenen. Så jeg dalrede mod det nye Central Park område, en del af den indre plads, på en måde, der nu huser Countdown Scenen og dermed er åben for publikum og ender med, at smelte sammen med de velkendte boder på Camping Øst i nærheden af broen.

Området virkede som en ganske vellykket og hyggelig oase, men der var heller ikke ligefrem proppet med folk endnu. I et anfald af overmod kastede jeg mig over en White Russian inden “morgenmaden”. Det toppede jeg så af med, at teste årets Dixie Burger. Den var… fin! Og svinedyr! 83 kr. for en model med ost og bacon, så var den da også betalt og prisen trækker den også ned på en lille 4’er på “value for money” skalaen. Men, som sagt, den smager fint i år. Knap så fint var kombinationen af en kold hvid russer og en varm, OK lunken, halv-tung bruger. Puha.

Hugzzzz

Efter en mindre krise blev afværget gik turen mod Rising, hvor jeg lige nåede at runde Backstage området for at tanke en bette cola. Alt WIFI var nede på festivalen, så boderne, heller ikke backstage, kunne sælge noget. Well, bummer, til gengæld løb jeg på Michael fra Nordsø Records, der havde læst min Girlcrush anmeldelse. Saaay whaaat, der er nogen der læser det her?! Og nogen der ved hvem jeg er?! Det sidste er jeg ikke så vild med, men, OK, når det gælder ros, så tager jeg da i mod, det gør jeg da. Så kan folk kalde mig en idiot for noget andet senere i dag! Nuvel, ikke for at reklamere, men, skal du have presset noget vinyl derude, så giv dem et kald, Michael virkede som en flink og reel dude!

Således opstemt over min popularitet og kendisfaktor driblede jeg ud til scenen.

Ipek Yolu

Ipek Yolu ★★★★★☆

Det betyder silkevejen, det ved jeg fordi det blev sagt fra scenen! Boom, topskribent on a roll, baby! Nå, nok fis og ballade, Ipek Yolu stillede op i 4-mands formation og spørg mig ikke hvad instrumenterne hedder, jeg kan genkende… trommer! Og instrumenter med strenge og et eller andet blæseinstrument, som jeg syntes blev introduceret som en “duk duk”, det blæste lidt væk i sidevinden, men Google fortæller mig, at det er der vist ikke noget der hedder…

Bandet er centreret omkring Orhan Özgür Turan (også en del af blandt andre Hudna, red.), på sang og det jeg tror er en “saz” (sorry, jeg har ikke tid til voldsomt meget research… nu er jeg en middelmådig skribent igen), Olaf Johannes Brinch på trommer, samt Lasse Aagaard på guitar. Både musikalsk og menneskeligt er der altså tale om et møde og en sammensmeltning af forskellige kulturer og musikhistorisk arv. Og det fungerede glimrende. Ikke kun den musikalske del, men hvor Turans præsentationer og snak mellem numrene blev leveret med stille, rolig og måske lidt tilbageholdende stemmeføring, så fungerede en storsmilende Aagaard som en mere højrøstet “hypeman”, der tydeligvis havde glædet sig til at råbe “Hvaaa sååå Roskilde?!”.

Personlighederne på scenen, deres respektive stile og personligheder gav en ret spændende dynamik på scenen. Der blev spillet musik fra varmere himmelstrøg, hvor dansable eller transcenderende rytmer er mere fremtrædende, men det var ikke kun disse grundelementer der gjorde det til en fornøjelse at overvære sceancen en tidlig eftermiddag. Det hele virkede bare dynamisk og som om det svingede på scenen, musikken og musikerne. Og de fik de indledningsvis lidt få fremmødte med på deres smittende toner, som også trak en del flere til da de lokkende flød ud på pladsen.

Numrene blev, behjælpeligt, introduceret både med deres originale titel, som jeg ikke vil fornærme nogen ved, at prøve at gengive og oversat til dansk eller engelsk, så man kunne være med på, at nu blev der spillet “The Moon Man”, eller “Det Tropiske Anatolien”. Vi kom dog også omkring traditionel tyrkisk folkemusik, noget mere afro-beatet og en tur på netop silkevejen i et kompetent sammensat og udført sæt, der gav smagsprøver på en hel del, men aldrig virkede rodet eller forceret. Det kunne for min skyld sagtens have varet længere, og jeg kunne se, at jeg ikke var den eneste der fandt rytmen og blev fanget af den.

Alt i alt burde det her måske slet ikke have fungeret så tidligt på dagen på en open air scene, men det gjorde det! Har du bare lidt nysgerrighed eller smag for musik fra andre verdenshjørner i blodet, så tjek Ipek Yolu ud, hvis de gæster en scene nær dig.

Således endnu mere opstemt gik ventetiden til næste koncert med, at få en lille øl da og få lidt samling på tropperne, aka fotografen, den 7-årige assistent (der havde en noget humørsyg dag i felten!) og den gode, gamle wingman Mongo, der senest blev set ved 18 tiden dagen inden, da han sagde han lige gik ned i sit telt for at få en lur… Men nu var morfar og morfar samlet igen, joined by the bad hips og klar til noget indie!

Linn Koch-Emmery

Linn Koch-Emmery ★★★☆☆☆

Svenske Koch Emmery var et af de navne jeg havde ret høje forventninger til på forhånd, efter at have lyttet til en del af hendes indierockende numre med en slacker slagside, op til koncerten. Ikke, at det gør, at jeg er blevet bedre til at huske sangtitler. Det er Spotifys skyld, ikke? Fordi man ikke længere sidder med coveret, det må være derfor, ikke sandt? Det skyldes ikke alderdom…

Se, nu vrøvler jeg igen. Anyway, performancemæssigt var der ikke det vilde at komme efter fra Koch-Emmery og band, det var måske også forventeligt, det er sådan lidt en “jeg er den introverte pige fra nabolaget, som har cool musiksmag” 90’er vibe hun har kørende. Det matcher jo musikken perfekt, men gør også at det ikke er med vilde fagter og store taler, at hun holder publikum til ilden, hvis musikken lige svigter.

Jeg vil ikke sige, at den svigtede, hun har nogle ret fine numre at gøre godt med, så et show på 40 minutter kan holde nogenlunde momentum. Men trods gode sange som “Waves” eller “Bby Nevermind”, så undgik man ikke en snigende følelse af monotoni i både udtryk og fremgangsmåde. Nå ja, og så lød det hele stort set som noget man har hørt virkelig mange gange før, og man behøver ikke være lige så gammel som undertegnede for, at få den følelse.

Der er intet galt med, at læne sig op ad eller tage udgangspunkt i noget velkendt, fa’en, man skal jo starte et sted og jeg er sikker på, at teksterne byder på en del personlighed, som når “Little Feels” blev introduceret med nogle ord om, at den handlede om en fyr der broke her heart. Men når selve indpakningen virker så velkendt, så skal der bare lidt mere til virkelig at imponere.

Koch-Emmery og band havde styr på sagerne, ingen tvivl om det, der blev leveret slacker-stramt og cool, og der var ingen slinger i valsen på det punkt. Det blev bare aldrig nogen stor koncert som sådan, selvom jeg ikke er i tvivl om potentialet. Måske skal musikken bare have lov til, at modne lidt mere? Medmindre man vitterlig gerne vil lyde som den hel del andre, hvilket ville være en skam.

En skam er det ikke, at være lidt tørstig på Roskilde, men belært af førstedagens lidt for uhæmmede øl-indtag blev håndbremsen, som dagen før, ikke helt sluppet, bare løsnet lidt. Så man kunne være lidt spændstig og lys i sindet til, at mørket skulle sænke sig lidt på forskud over Rising.

Alkymist

Alkymist ★★★★★☆

Bandet blev råbt på scenen med nogle ord om, at vi skulle forestille os, at det var mørkt, klokken 3 om natten og iskoldt. Det sørgede Alkymist for ikke var den store udfordring, med en dynamisk, tuuuuung og dunkel mavepumper. Netop dynamikken i deres doomede metal er en kæmpe force, og uden at sammenligne for meget, noget af det jeg måske savnede lidt i Konvents sæt og sange på samme scene i søndags.

Alkymists numre er generelt lange, de udvider sig, trækker sig sammen, går næsten i stå, ulmer på stedet for så at “eksplodere” i en møghamrende tung og ond udladning, der får både ører og bukseben til at blafre. Det er som at blive suget ind i et kulsort, plaget sind, hvor der synges om, at man fortjener at forlade denne verden, som i den næsten 10 minutter lange åbner “Myling” Det er tanker og følelser der er “eating me alive”, som det forpint bliver dybdebrølet af frontmand Peter Bjørneg i den lige så lange, her endda lidt forlængede “Djinn”, som fulgte op. Et mægtigt nummer, der voksede sig endnu større, grummere og knusende live med flere “pauser”, hvor man troede sangen måske var slut for så at begynde, at gumle løs på ens ømme knogler igen.

De var ikke kommet for at danse, men for at fortære Rising, en øvelse der kan være lidt en udfordring i dagslys foran en muligvis broget skare. Alkymist åd skidtet med hud og hår, “Set my spirit free and open up the sky and show me paradise”, lyder det i den også næsten 10 minutter lange “Paradise”. Det er mere lyden af helvede på jord end paradiset. Hvem er så skyld i al den ubehag og undergang? “I blame myself for what I’ve become” og “The ghost I have inside, is here to stay”, lyder det på “Ghost”, et af de “kortere” numre Alkymist smed ind i sættet.

Det kunne sådan set sagtens blot have været ét lidt over 40 minutter langt nummer bandet rumlede ud fra scenen og huggede folk midtover med. Sådan virkede det. Og det kunne næsten ikke have været udført bedre i disse rammer end det blev her. Mørket KAN også triumfere på Rising i dagslys!

Så var det sgu også tid til en anmelderpause og få tømt hjernebarken lidt. Derfor blev den efterfølgende energiudladning fra Mall Girl indtaget fra behørig afstand, HOLD DA KÆFT LYDPRØVERNE PÅ ORANGE LARMER I PRESSETELTET I SKRIVENDE STUND?! ARGH, hvad sker der, maaaand?!

Tid er egentlig et underligt koncept på Roskilde, eller, mere underligt end ellers. Den føles både lang og virkelig kort sådan en festival, også på Rising, hvor der er tidspunkter der kan føles som om tiden står stille. Det næste øjeblik kan man braine lidt over, at nu er der næsten gået 3 dage og første halvleg af festivalen slut, hvordan gik det så hurtigt?!

Boundaries ★★★☆☆☆

OK, det her bliver nok dagens “delen af vandene”, for det bliver temmelig subjektivt. Men skal journalister ikke være objektive og anmeldere også? Jo, men jeg er ikke journalist, ha, og nej, anmelderi er også i høj grad en subjektiv ting, dem der siger andet lyver.

Objektivt kan jeg godt sige, at Boundaries spiller sikkert, har en vision for det de laver og at jeg godt kunne fornemme idéen og ambitionen med deres sæt på Rising. Subjektivt, og den vinder her, synes jeg ikke det fungerede helt efter hensigten, deres musik og virkemidler virker særdeles velkendte og jeg blev ikke fanget af koncerten.

Boundaries havde helt klart tænkt i opbygning og en form for spændingskurve, om den lykkedes eller ej er nok en smagssag, derfor al denne udenomssnak og disclaimer.. Bandet brugte rigtig lang tid på, at strække numrene ud, bygge op og forsøge at levere en form for klimaks. De stolede i imponerende grad på deres materiale, også i en grad hvor jeg tænkte, at det her kunne sangene sgu alligevel ikke helt bære. OK, de stolede så ikke mere på materialet, end at de kastede sig ud i en coverversion af nogle af deres forbilleder, Swans, og deres “You Know Nothing”.

Og det er helt klart muligt, at jeg intet ved, men når man trækker coverkortet, så risikerer man også at ens version af nummeret ikke lever op til originalen, eller at ens egne sange blegner i forhold til. Sidemanden kommenterede, at “det her er det bedste nummer de har spillet indtil videre”. Boundaries har ellers nogle fine numre, at byde ind med, men den alenlange udgave at en sang som “Always A Way” fungerede bare ikke for undertegnede. Ligesom den voksende og klimaks-søgende afslutter “Push” endte med, at føles som om den aldrig ville slutte, frem for at få mig op at støde og give mig en form for forløsning.

Hvad det end skyldes, så fik det bare ikke fat i mig og forblev stort set virkningsløst, men jeg har fuld forståelse og respekt for, hvis man er af en helt anden opfattelse. Det her var min. Og det er så her man kan kalde mig en idiot. Boundaries havde tydeligvis en slagplan, jeg synes ikke den mundede ud i en sejr på Rising. Vi ender på 3 vejledende, eller måske vildledende, stjerner.

Eftersom Collider har givet mig lidt stresssymptomer på forhånd, så nedlagde jeg veto overfor mig selv om at anmelde koncerten. I’m my own boss! Derfor gik gammelfar og gammelfar på jagt efter lidt læ og en kop kaffe… med sprut i… det blev til kaffen og læ i et par minutter, inden vores bænk stille og roligt blev kapret af nogle godt stive unge mennesker. Alderdommen måtte gå sig til varmen, så vi trissede lidt rundt på må og få uden den store plan ud over at holde den kølige vind på afstand og kigge lidt på… “livet”. Det endte dog med, at vi bare stod og glanede lidt i ingenmandsland og småsludrede om klassiske Roskilde emner og dernæst sludrede om, hvorfor man altid sludrer om de samme ting: mad, søvn, alkohol og toiletterne. Roskilde small talk og small talk…

Hey, der kom resten af den flok Mongo har delt lejr med hele ugen og de skulle dæleme se Brenn., som de har fået snakket godt op og havde planer om, at affyre der medbragte konfettirør under. Yes, hvis du så en ladning konfetti skyde i vejret mod slut i koncerten, så var det dem. Gale mennesker!

Inden Brenn. faldt vi også i snak med en gut der havde brug for nogle ældre menneskers ekspertise og hjælp. Han kunne ikke åbne sin pakke cigaretter. Det viste sig, at pakken VAR åben og han forgæves havde stået og ledt efter den røde snor til, at få den ikke-eksisterende plastik af pakken… mja… først tænkte man, at det nok var et smart trick til, at falde i snak med folk, men da han for 5. gang på 10 minutter spurgte om, om vi havde været på Copenhell og om det var fedt, faldt mistanken mere på, at han nok bare var en kende beruset. Flink, stille og rolig gut ellers, mød ham til Bob Dylan og så hurtigt over til Rosalia senere i dag!

Brenn., mobilfoto fra pitgirl Kristina Bonde

Brenn. ★★★★★☆

Brenn. fik jeg ikke taget nogen noter til, de var egentlig ikke på anmeldelses-bruttolisten fordi jeg ikke lige helt “fattede” de par numre, jeg havde lyttet til inden festivalen. Så havde egentlig givet mig selv tidligt fri, så jeg kunne være udhvilet til dagen efter, som er lige nu, jo?!

Men, det var en artig norsk overraskelse der ventede, må jeg indrømme. Langt mere smadret, hårdt rockende og flosset i kanterne, end jeg havde regnet med. Jeg kan ikke titlerne på numrene, og jeg fik ikke lige alt med hvad de ævlede fra scenen og de ævlede virkelig en del, men vi var ikke langt inde i koncerten, da jeg tænkte at “dem her kommer man nok til, at se på Pavilion i nær fremtid”.

De kan skrive ret habile numre, de har en voldsom energi og fandenivoldskhed og ikke mindst noget scene- og publikumstække, som man kan komme rigtig langt med. OK, talerne og deres ping pong på scenen blev nok lige i overkanten, især når man kun har 40 minutter, eller lidt over, til rådighed, men, de virkede oprigtigt begejstrede og godt oppe at køre over, at spille på Roskilde, som de har været på som gæster de seneste 3 år.

Både snak, musik og hele performance pakken blev leveret med en passende mængde selvtillid, kækhed og løssluppen attitude, der virkede i øjenhøjde med publikum. Det kammede kort sagt ikke over i noget, som virkede for selvfedt. Det kan man også komme langt med. Og hvis de så fortsætter med, at forfine det musikalske udtryk, så har de altså en ret letantændelig og sprængfarlig pakke, som kan få sat fut under bentøjet i endnu flere end den eksalterede flok, der maxede totalt ud oppe foran.

Bandet blev så grebet af stemningen, at flere af dem endte ude i publikum under og efter sidste nummer, hvor bandet forlod scenen hoppende, dansende og tumlende rundt til de dunkende toner af omkvædet af Rasmus Seebachs dunkende “Natteravn”?! Skørt? En smule! På en måde underligt passende? Også det!

Hold øje med Brenn., dem havde jeg undervurderet, i hvert fald som liveband.

Og SÅ var det pludselig slut på Rising, første halvleg af Roskilde klar til, at blive fløjtet af, hvilket jeg markerede med en omgang natmad. Denne gang det sikre valg, ingen sats: Halifaxen. Skyllet ned med en HALV LITER COLA, special import fra virkeligheden, tak til fotografen, fordi denne nu mytologiske drik ikke findes i ½ liter form på det område at campingpladsen jeg har skridtet af. #colagate “stillsearchingformycoke

Goddammit, mit telt var søreme blevet forulempet lidt af blæsten, så man måtte rage lidt rundt i mørket inden man kunne søge læ i kabinen. Det sidste jeg hørte fra Roskilde de næste par timer, var en mand der kom gående alene i mørket, mens han råbte “DET ER DERFOR I SVENSKERE ALDRIG BLIVER RIGTIG PUNK”.

Lights out, mister, i morgen åbner pladsen og resten af min gamle Roskilde lejr lander… puha.

Af Ken Damgaard Thomsn

Foto: Lene Damgaard/GFR + mobilfotos fra Brenn., venligst udlånt af Kristina aka Mini Mongo

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.