RF ’19: Reportage & anmeldelser, søndag d. 30/6

0
717
views

Første dag på Rising bød på en stille start med Hjalte Ross, dobbelt op på punk fra Arre! Arre! og Girlcrush, doom fra Konvent og kringlet pop fra Søn. Samt en gigantisk burger skuffelse, hvor man blev forsøgt druknet i ketchup. Det og mere, lige her.

Herlev ekspressen pakket og afsted fra forstaden inden klokken havde rundet 10, alt gik efter planen. Også ankomsten forløb nogenlunde glat, trods lidt forvirring hos vagterne om hvor lang tid vi måtte parkere på plads nær medie check in.

I dette check in var jeg lige ved, at møde den første alvorlige forhindring, da personalet påstod at de ikke kunne scanne den billet, som gav mig adgang til pressecamping. Det er et særskilt køb, som giver et grimt papirarmbånd, så man må slå sit medbragte telt op på en nærliggende boldbane. De damer ved disken mente bestemt, at det skulle ordnes ved restricted camping og ikke her. Jeg insisterede og forklarede, at gik jeg derned, så ville jeg blive mødt af to unge servicevagter, som ville sende mig tilbage her til Media Check In. Jeg har gjort det her før, de damer… Heldigvis dukkede en medarbejder fra skranken ved siden af op og forklarede dem, at de skulle scanne min billet og give mig mit armbånd. See?! Spøg til side, informer lige jeres medarbejdere bedre, Roskilde, det hjælper alle…

Telt blev slået op, sved blev svedt i de omkring 30 grader og så gik det ellers mod Rising ad små omveje, i roligt tempo. No stress! Orange er ved at være klar, mhmm, meget andet ligner stadig en kæmpe byggeplads. Det er vildt hvad der bliver bygget op fra bunden, “bare” for 4 dage… Men Rising stod, nu omgivet af Bycenter Vest, så handelsmulighederne i området var da lidt mere mangfoldige end sidste år!

Vi nåede også lige at runde Backstage området ved Rising, en lille oase for kunstnerne og mediesvin som os. Her tabte jeg i bordfodbold til den 7-årige assistent, der havde sin Roskilde debut sidste år, som hjælper for fotografen, pantsamler og gøgler. Jeg STINKER til bordfodbold…

Hjalte Ross

Hjalte Ross ★★★☆☆☆

På flere måder havde den nordjyske sanger og sangskriver, hans band og strygergruppen måske lidt omgivelserne imod sig. Hvis de da ikke var en smule fejlcastet. Forstå mig ret, musikken og dens udførelse er der ikke mange fingre at sætte på. Men spørgsmålet, som jeg stod med som den næsten 50 minutter lange koncert skred frem var om den her slags musik er specielt godt egnet til en open air scene. Og så på en campingplads i bagende sol den første eftermiddag.

Ross’ stil og udtryk blander noget meget intimt, sart og stille med momentvis brusende storhed. Musikken ulmer som en vulkan, men sprutter kun lidt i glimt og går aldrig for alvor i udbrud. Det kan være meget virkningsfuldt, men kræver også koncentration fra publikum og at man bliver fanget af det delikate musikalske univers. Indledningsvis vil jeg gerne rose det lidt sparsomme fremmøde for, at virke på interesserede og lyttende, selvom Ross’ lagde meget sagte ud, så man frygtede at koncerten aldrig rigtig ville komme i gang. Modigt valg og det blev ikke meget vildere da stryger ensemblet Who Killed Bambi gjorde deres entré efter nummeret. Ross er ikke typen, hverken som personlighed på scenen eller igennem sin musik, som gør brug af nogen former for flashy virkemidler.

Der bygges op og på, sangene stiger diskret indtil de nærmer sig noget storladent og så lukker Ross luften ud af dem igen uden det store, ventede pay-off. Det KAN være ekstremt virkningsfuldt og sikkert tage luften helt fra en når det rammer, eller suge luften ud af et lokale på den gode måde. Men der er virkelig meget luft omkring og over Rising, så den effekt indtrådte aldrig for alvor og så var det, lidt forventeligt, som om publikum i stedet for mistede pusten og koncentrationsevnen. Godt nok roste Ross netop publikums evne til at lytte i en af hans få kommentarer mellem sangene,men på det tidspunkt, cirka 5 rækker ude, hvor jeg stod, var snakken kommet snigende fra de bageste rækker og nået frem til alt undtagen den absolut forreste. En skam, det gjorde at en af de få sange Ross spillede, som har en snert af noget “hittet” over sig, som måske kunne indfange de tabte igen, “Summertime”, forduftede i solen uden den store effekt

Man kunne næsten ikke fortænke publikum i det, den intimitet og nærvær som denne smagfulde form for musik kræver er nærmest umulig, at genskabe i rammer som Risings. Det er IKKE scenens force. Ross er både dygtig nok og havde været bedre tjent med Glorias fortættede mørke, ligesom det publikum som virkelig VIL ham og hans musik havde haft bedre forudsætninger for, at opsøge den aktivt og tage den ind. Derfor lander vi også på en lidt misvisende middel Rising-karakter til en kunstner, der MÅ have en stigende karriere foran sig. Han skal bare ikke spille open air i bagende sol.

Så gik der ellers mere eller mindre kaotisk meet and greet i den, pludselig, ud af det blå dukkede vores trofaste Rising (og Roskilde) wingman, Mongo, op med hele følget fra den lejr, der var landet dagen før. Og havde fejret deres mange timer i diverse køer for, at nå ind i deres Get A tent område med en solid omgang Roskilde-druk, party like we are not twice as old as the others around here style! Det havde sat sine spor på snakketøjet, i en sådan grad, at jeg blev fanget af stemningen, fik en øl eller to indenbords og kun fik Arre! Arre! med, med et halvt øje og øre. På lovlig snakkeafstand, naturligvis, man skal jo huske at feje for egen teltdug, når man kritiserer andre for, at snakke.

Mod slut fik jeg sneget mig lidt længere frem, og oplevede 4 svenske kvinder, der faktisk gav en rigtig fin, små-rodet og skramlet, som den slags nu skal være, punkrock koncert. Selvom fremmødet var endnu mindre end til Ross, så skal bandet have ros for, at tage den dvaske Roskilde-tyr ved hornene og give den et behjertet forsøg på, at gejle en stemning op med diverse tilråb og kommentarer, blandt andet, at de var rejst hele vejen “from across the ocean” for, at spille her, det havde taget noget i retning af 20 minutter (de er fra Malmö), så nu skulle den sgu have en skalle. Det gik også “ud over” blandt andet Judas Priests’ “Breaking The Law” og Fatih No Mores “Be Aggressive”, som på forskellig vis blev viklet ind i sættet.

Arre! Arre!

Søreme om de ikke også fik gang i dagens første moshpit oppe foran! Man kan ikke påstå, at de ikke arbejdede og svedte for sagen.

Mere sniksnak og gøglen rundt fulgte, mens der blev gjort klar til dagens første mere elektronisk prægede indslag, sangerinden Zaar (eller er det et bandnavn). Meget moderne og alt det der, med dunkende rytmer, store, atmosfæriske flader, kor og svævende vokal. Ikke noget for mig som sådan og et navn jeg havde udset mig som “her er der spisepause” i programmet, ikke for at fornærme nogen. Jeg slugte dog lige første nummer, som fangede mig overraskende godt, men derefter døde det lidt for mig og jeg vendte tilbage til plan A: madjagt med Mongo!

Jeg røg på en klassiker, chili con carne fra Eat Beer boden og den skuffede ikke! Altså hvis man havde regnet med, at den sikkert var lige så smagsforladt og kedelig som den plejer at være… Det er ris. De er hvide. Det er bønner. De er lilla. Det er kød. Det er underfrankeret i saltafdelingen og generelt frarøvet anden smag end “opvarmet”. Men, det gled da ned og fik lagt en dæmper på sulten, så som en “udsæt problemet til senere” spise, kan man godt gå mere galt i byen for 60 kroner her i byen. Blandt andet den kyllingeret Mongo valgte fra samme bod. Den så sateme skrabet, på grænsen af ikke eksisterende, ud! 3 stjerner til den smagsløse herlighed på “value for money” skalaen.

Således opstemt var det tid til, at sænke blikket, stramme mavemusklerne og få maden helt ned inden næste orkester var klar på Rising. Det var doooooom tid.

Doooom

Konvent ★★★★☆☆

Ligesom tilfældet var med Hjalte Ross, så kunne man godt frygte, at de 4 kvinder i Konvent ville være en kende overmatchet af omgivelserne. Klassisk klingende dunkel doom metal i dagslys med højt til himlen foran et feststemt/basket søndagspublikum på Roskilde? Held og lykke!

Det behøvede de faktisk ikke. De hev en smal sejr i land ved bare at gøre det de gør: doome igennem med bister attitude og ikke så meget bullshit. En del af de fremmødte var nok kommet for, at se giraffen, 4 kvinder der spiller langsom metal med dyb, ond growl i front, som kontrast til deres overvejende lyse lokker. uha, hvor særligt og eksotisk! Men, dem der var kommet for at lege metal-zoo lod til, at lade sig overbevise og blive hængende for musikkens skyld, på dens egne præmisser i en ret imponerende grad.

I hvert fald fik Konvent rigtig godt fat, jo jo, opmærksomheden et stykke fra scenen dalede måske en smule, som koncerten skred frem, men det må være forventeligt, når bandet stadig ikke har et bredt arsenal af virkemidler, hvad deres performance angår. Eller måske ikke helt har peaket sangskrivningsmæssigt endnu. Der ligger lidt arbejde forude endnu, hvis Konvent skal bide sig fast, eller vokse indenfor denne gren af metallen, men, fundamentet er mere end godkendt.

På en måde er det også dejligt, at se et orkester som måske ikke er helt formet og “låst fast” endnu, hvor man kan se, at det er lyst, vilje og passion der driver værket og bærer dele af en koncert hjem, hvor sangene måske bliver lidt for konventionelle. Ikke dårlige, men måske bare lidt for enkle i deres opbygning, selvom jeg godt er klar over, at det ensformige kan være en del af genrens udtryk. Og performancedelen, hvad kan man gøre, det er jo ikke spræl og spjæt partymusik, men noget hvor det mest går ud på, at stå og se alvorlig ud og ikke kigge for meget op. Det der mangler der, er måske bare lidt mere, jeg ved ikke hvad man kan kalde det, udstråling? Mere frygtindgydende autoritet? Selvom frontbrøleren gjorde hvad hun kunne, også ved at brumme-skrige det obligatoriske “hva’ så Rooooskilde” i et grumt toneleje.

Et højdepunkt indtraf da Tue Krebs Roikjer fra bandet Morild pludselig tromlede ind på scenen, som gæstevokalist på et nummer, der vel så egentlig blev en form for ondsindet duet? Det gav både et pift til hvad der skete på scenen og skabte noget dynamik i musikken, hvor han som en sjov kontrast sørgede for skrig og arrige passager i et lysere toneleje, mens kvindevokalen var det dybe, sorte hul man kunne falde i, når den lyse vokal havde skreget en hen til kanten. Effektivt!

Hvor Konvent godt kunne have lidt en lidt træls skæbne og været smeltet i aftensolen, så formåede de at skrabe en lille, velfortjent sejr i hus. Og så blev det endda, på hel symbolsk vis, overskyet og en mere køligt, i det bandet sendte deres formørkede doom ud over pladsen. Det kunne næsten ikke være mere passende.

Søg skygge!

Damn, kaffen er da lidt tynd her i pressecenteret i dag, hva? Nå, vi beklager den korte afbrydelse fra “nutiden” og iler tilbage foran Rising i går aftes. Her fik jeg i musikpauserne blandt andet serveret guldkorn og visdom, som at alle store, holdbare civilisationer er bygget på rugbrødsmadder og snaps. De skandinaviske lande blev fremhævet som positive eksempler på dette, mens det jo kniber lidt i eksempelvis England, hvor vikingerne måske ikke fik udbredt rugbrød og snaps i høj nok grad? Er der mon noget om snakken? Og kan vi evt. få Pernille Vermund på sagen? Det ville også være et fint nationalt slogan: Danmark, bygget på rugbrød og snaps.

Anyway, man falder ind og ud af de underligste snakke på Roskilde… ligesom man kan få en hel festival til at gå med, at sidde og kigge på folk. Hvor er der dog mange forskellige slags, hva?! Jeg stenede blandt andet lidt over en, lad os kalde det “små-kvabset” (OK, han var overvægtig), gøgler, som stod med det der slynge-pinde-danse-tovs-ting. Hov hov, jeg er selv en stor dreng, så det er ikke fatshaming, jeg synes blot, at de fleste af den slags festivalgøglere er nogle små, magre typer, som ser ud som om de gøgler for mad! Not this one! Derfor var han sgu nok ikke sådan en RIGTIG gøgler, hvilket bare rejste flere spørgsmål: hvem klæder sig frivilligt ud som gøgler, bar overkrop, en form for vest og noget det lignede et slidt håndklæde om understellet?! Mens jeg sad og grublede over om “fake-gøglere” er en ting, gjorde Girlcrush sig klar på scenen til, at leverer dagens anden kvinde punkede indslag.

Girlcrush, Mongos Mobilfoto Service

Girlcrush ★★★★★★

Jeg var solgt. Fuldstændig solgt fra de første toner af deres første single, “Take Your Clothes Off”, som du måske har hørt på P6, til de lukkede med deres nye single nummer to, den selvbetitlede “Girlcrush”. Det her var nærmest en perfekt Rising koncert i al sin uperfekthed, forstået på den måde, at det er DET her jeg tænder på, på Rising.

Det er muligt, at jeg har set utallige bands, som muligvis var dygtigere på deres instrumenter, har en mere skarpt defineret optræden og et sæt der virker mere “professionelt”, end det denne trio stadig kan mønstre. Men, hvis jeg skulle give bare ét lille råd, og det kan åbenbart være farligt, i det bandet har skrevet nummeret “Start Your Own Fucking Band” til en der har givet dem “konstruktiv kritik”, som de spøgefuldt forklarede fra scenen: don’t ever change!

Sikkert en umulig øvelse, hvis og når man vokser som band, sangskrivere og performere på en scene, men, så vil jeg ytre et lille håb om, at den smittende begejstring, glæde over at være tilstede lige her og nu og deres helt igennem drøn charmerende udstråling og “aura” kan bevares i en eller anden form. Musik er også følelser, glæde, entusiasme og kærlighed. Der var det hele i luften her, i en sådan grad at det strålede ud af de tre medlemmer, Nat på guitar, Marie på bas og Andrea på trommer, og alle skiftende på vokal og kor og gjorde store dele af publikum bløde i knæene og varme om hjertet. Også det kolde anmelderhjerte og hans sidemand, der flere gang himlede op om hvor godt det var, hvor rørende det var at se hvor meget de nød det på scenen og at nu fik han gåsehud/tårer i øjnene. På DERES vegne, fordi de virkede så forbandet ægte og havde det der forbaskede “autencitet”, som det mest naturlige i verden og i så rige mål, at de, som her, gavmildt kunne dele ud af det til et villigt publikum.

Man skal være godt forstokket, hvis man ikke netop stod og blev lidt rørt, på den gode måde, mens bandet høvlede sig mere eller mindre kønt igennem numre med titler som “Animal Instinct” og et der som måske kunne hedde “Wolves Are My Friends”. Lige kønt var det ikke hele vejen igennem rent teknisk og alt det der, men ikke på en måde hvor det virkede som ren amatørtime, bare lidt “uskolet” og godt flosset i kanterne. Det har OGSÅ sin charme og bidrog egentlig bare, sammen med den kolossale følelse af varme der strømmede fra scenen, og publikums velvillige indstilling overfor trioen, til at gøre det hele endnu bedre. I al sin skønne, uperfekte samhørighed.

Egentlig lidt pudsigt, at numre der handler om alt fra kæmpe med psykisk sygdom, ens forvirrende følelser og andet mentalt vraggods, kan virke så livsbekræftende? Indpakningen med den mere tyggegummipoppede punkindpakning hjælper, naturligvis, men det her er altså ikke kun “fis og ballade”, Girlcrush virker som om der er noget på hjertet og sangene dyppet i deres hjerteblod. Også selvom trommeslager Andrea periodevis havde svært ved, at holde masken og få undertrykt noget der virkede som et mindre grineflip, da hun kæmpede sig igennem tidligere nævnte “Start Your Own Fucking Band”. Uprofessionelt? Måske, ville nogen mene. Endnu et eksempel på noget meget ægte og en oprigtig, overvældende glæde ved, at være på scenen? I dén grad!

Og kan Girlcrush holde fast i dette, bare i en eller anden grad, så tilgiver de fleste dem nok, at de spiller et af de mindst smukke coverudgaver af The Cure’s “Boys Don’t Cry”. Til enhver tid, vil jeg lægge ører til den slingretur igennem en klassiker, hvis jeg bare får lov til, at sole mig lidt i deres skinnende lys fra scenen. Hvordan kan man ikke holde af et band, som introducerer en af deres numre med, at forklare at det handler om at kysse med Nat. Og hendes kys er “blødere end vandet i Nordjylland. Og det er blødt! I hvert fald meget blødere end vandet her i København”.

Jeg stod med en underlig følelse og ømme kinder efter koncerten?! Hvad helvede, jeg tror sgu det skyldes, at jeg havde stået med et kæmpestort, bredt smil i 40 minutter!? Tak til Girlcrush for, at være dem de er og gøre det de gør på deres måde. Jeg kvitterer, helt uhørt (!!!) med en uperfekt topkarakter til en fortryllende koncert.

Således opstemte blev der ladet op til Søn med lidt drinks og en sær begejstring blandt nogle af lejr-folkene over synet af en udstoppet ræv. De har en ting med ræve i år, man skulle måske have været der?!

Woooo

Søn ★★★★★☆

Jeg har tidligere set og rost Søn for en overbevisende koncert i Krist Kirken under Fortovsfestival sidste år. Sidenhen har de udsendt det glimrende debutalbum Det Skandinaviske Design og fået endnu bredere hul igennem til mere etablerede medier end vores bette magasin. Så det var et band med en vis hype og forventningspres, som indtog Rising da mørket stille og roligt begyndte, at komme snigende over Rising.

Det kunne man også se på fremmødte, der var dagens indtil videre mest talrige, hvilket jo giver lidt flere strenge for et band, at spille på, så at sige. Hvis man kan få dem med. Det kunne Søn, ikke mindst i den høje, ranglede og kronragede frontmand Kristoffer Jessen, indledningsvis klædt helt i hvidt indtil overtøjet og skjorten røg i løbet af koncerten. Bandet lagde ganske modigt fra land med den ret afdæmpede “5 Fingre”, som måske kunne tabe nogen i kraft af sit tempo og lidt tyste udtryk. Men frontmanden viste straks, at det ikke var et tilfælde, da han fangede min opmærksomhed sidste år. Der er en helt naturlig performer og frontmand gemt her. Eller, faktisk ikke særligt “gemt”, som sådan, men en mand, som forstår at bruge sin krop til maksimal effekt, ved at vride den til musikken, krænke musikken ud og på en måde legemliggøre bandets tekster om ungdommelig rastløs- utilstrækkelig – usikker og utilpassethed i en moderne verden, hvor forventningspres og andres øjne hviler på en nærmest 24 timer i døgnet. Fra kæresten under dynen til du logger på internettet og diverse sociale medier.

Instagram, Spofity, selfies, “jeg savner et godt billede af mig selv” og “de uoverskueligt mange hjerter”, som der blev sunget om i det helt nye nummer, “I Wanna Be Seen”, der blev luftet denne aften, en uendelig strøm af øjne der hviler på en, skærme, der flimrer og et spejlbillede, der stirrer nådesløst tilbage. Pakket ind i en skæv, skiftevis pulserende og mere atmosfærisk svævende pop, med en slagside mod noget The Smiths jangly eller Morrissey’sk teatralsk croonende og vrængende. Det er en effektiv pakke Søn allerede kan servere på indbydende vis fra en scene, med fængende numre som “Dan Bilzarian”og “Når Pornofilmen Er Færdig”, den desperate “Hospice” (som ligesom i studieudgaven sluttede brat) eller den afsluttende “Malmö”, som den farverige indpakning af budskaberne.

Skulle man sige noget kritisk om det hele, så kunne det være, at det nye nummer, hverken musikalsk eller lyrisk, pegede særligt meget fremad. Det virkede på godt og lidt ondt, som mere af det samme, hvilket på sigt måske kan komme til at virke en kende begrænsende. Ligesom bandet nok ikke slipper for Morrissey-prædikatet, hvis de ikke får styret lidt væk fra den del i deres udtryk, især på¨den ellers stærke vokal.

Som optræden og koncert er der ingen tvivl om, at Søn har noget og at de har potentialet til, at drive det videre end landets Rising Scener. Nu skal retningen fremad bare udstikkes og den bliver forhåbentlig mere end “I Wanna Be Seen” og de budskaber vi allerede kender. De er dog stadig til 5 af de gode Rising-stjerner.

Søn spillede efter fotografens arbejdstid, så her er et billede af en cykel.

Hvis Søn trak dagens største publikumsskare, så blev den toppet af Hjalmer 45 minutter senere, hvor mængden bredte sig godt ud bag lydteltet. Han er åbenbart en populær herre blandt nutidens unge? Jeg er måske ikke helt solgt endnu, mest fordi sangene, trods deres driftsikkerhed, virker skåret efter en ret klassisk pop-skabelon og teksterne en omgang ungdomsræs, som jeg slet ikke kan relatere til længere. Så forstår jeg bedre Søns måde, at besynge tilværelsen på. Og da der blev disket op med et “Dig og Mig” cover, så blev jeg pludselig sulten og styrede mod Gigant Burgeren.

Den var mest giga i sin størrelse af bollen, som desværre var hård som en tvebakke og meget vanskelig at bide sig igennem. Og hey, elsker du smagen af ketchup som det dominerende element hele vejen igennem, så er det her burgeren for dig! Den virkede som om den var marineret i skidtet, endda af den noget søde og kvalme slags. Yrk. Det kan man da kalde en gigantisk skuffelse til omkring 70 kr, oplevelsen med den knastørre bolle var muligvis et uheldigt tilfælde, resten i uinspireret, snasket omgang, som jeg kun kæmpede mig igennem pga. stædighed og en modstand mod at spilde mad.1 stjerne, tak for mad.

Så gik turen ned mod teltet i rask tempo mens jeg gik og fjernede ketchuppletter fra alle mulige og umulige steder på tøjet. Velvidende at teltet og mit tøj sikkert ville lugte af en skøn blanding af sved, prut og meget søde, syntetiske “tomater” et par timer senere… En del af Roskilde-oplevelsen. Endelig hjemme igen…

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR + et mobilfoto hist og her.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.