Yellowbellies: All The In Between ★★★☆☆☆

0
126
views

Yellowbellies er tilbage, nu på 4. album, hvor de forsætter stilen med blød, voksenrock efter engelsk/amerikansk forbillede. Det starter tilforladeligt ud, men bliver lidt for hurtigt en lidt for anonym omgang rent musikalsk.

Danske Yellowbellies debuterede helt tilbage i 1997, men udsendte deres kun 3. album, Anywhere But Here for knap 3 år siden: Et album der, trods de gode intentioner og et ønske om, at besynge den daværende flygtningekrise, eller “medmenneskelighedskatastrofen”, som de selv døbte den, kun modtog 2 stjerner fra undertegnede.

Nu er de så klar med nyt, denne gang uden, at der bliver slået så store tematikker op på forhånd. Og efter første gennemlytningen var jeg igen klar med 2 stjerner og nogle knap så positive vendinger om deres rolige rocktoner…. men, nu har jeg jo 5-lyts reglen, inden jeg fælder en dom, så All The In Between blev pakket lidt væk, fundet frem igen, og igen og jeg må konstaterer, at mit førstehåndsindtryk var lidt for negativt. Det her er ikke noget revolutionerende nybrud indenfor den blødere rock, eller noget der direkte får min puls i vejret, men giver man Yellowbellies lidt tid og rum, og ikke mindst mulighed for, at få ørenlyd på egne præmisser, så er det habilt håndværk. De ejer en ro, som man ikke kan lære, men må erhverve sig gennem årene. Det er velspillet og veludført og så virker det, ikke mindst, som om de selv tror på det.

Det sidste er ikke helt uvæsentligt, for nok kunne jeg godt tænke mig, at der blev gået lidt mere til stålet, at indpakningen var lidt mere krøllet og alt det jazz, men, det her lyder i hvert fald ærligt og som noget der leveres med oprigtighed. Yellowbellies prøver ikke på, at lyde smarte eller som noget de ikke er, det fortjener også respekt. Det ændrer dog ikke på, at det hele lige bliver en kende for høfligt og glat, som pladen skrider frem.

Mod slut er det lige før, at pladen går helt i stå med de to langsomme sange “All In This Life” og “Three Days In Rome”, der suger tempoet lidt for meget ud af albummet. De er sådan set flot sunget, men her bliver det ganske enkelt for stillestående og musikalks anonymt for mig. Den afsluttende julesang, “If We All Come Home For Christmas”, er sådan set fin og stemningsfuld, trods sin minimalisme, men får ikke ligefrem skubbet pladen i gang igen efter de 2 foregående numre. Den havde måske været bedre som en art bonusnummer, hvis den da ikke helt skulle have været undladt her og levet et liv for sig selv som julesingle.

Til gengæld kommer pladen godt fra land, der åbnes med det ret fængende titelnummer, der beskrives som “en bittersød hyldest til København før og nu”. Det er et vellydende nummer, der trods at tempoet ikke ligefrem oser af hektisk storby, har en velvirkende fremdrift. Det er et nummer der kort og godt bare flyder godt, på stille og rolig vis. Herefter skrues der op for tempoet med “Not Around”, hvor Yellowbellies pludselig lyder som et rockband, der godt kan komme op i fart. Melodien er egentlig ret simpel og repeterende, men på en smittende måde, så man sidder og vipper med. Det gør man også senere på pladen under den luftige “Great Hair”, men her bliver sangen om “en ældre rock’n’roll kustode på Guggenheim Museum i New York City” måske lidt for 90er til mig. Ikke en dårlig sang, bare sådan lidt… ja… den føles lidt gammeldags og som noget man ville kunne have hørt på P3 sidst i 90erne – så må man selv beslutte om det er godt eller skidt.

Midt på pladen, hvor stilstanden allerede begynder at true i glimt med, igen fint udførte, numre som “Cruise Ship Captain” og “In My Blood”, finder man den for bandet lidt atypiske “Never Dream”. Den har fanget min opmærksomhed under de gentagende afspilninger, den kan sgu’ et eller andet. På overflade gør den måske ikke så meget væsen af sig, armbevægelserne er i hvert fald ikke voldsomme. Den har ikke rigtig et tydeligt markeret omkvæd og føles egentlig mere som én, lang, flydende bevægelse eller strøm, men det er også dens styrke. Den får nemlig fat og jeg bliver taget med i den drømmende tankestrøm, sangene virker som, mens man bagageligt glider mod horisonten.

All The In Between er i sidste ende, desværre, ikke en plade der for alvor bliver medrivende, men det er langtfra nogen dårlig plade. Den kaldes i pressematerialet for bandets hidtil mest varierede og personlige plade. Varieret, jo, både og, musikalsk kommer vi faktisk lidt omkring, men det er som om, at der nogle døde perioder, eller steder, hvor der bare sker for lidt, som får fat i mig, så jeg spidser ører. Det går så ud over mit engagement i hvad der rent faktisk synges om, personligt eller ej.

Måske mangler der bare lige lidt krydderi til, at give den ellers solide ret et pift og en mere gennemtrængende smag? Det bliver, uden at det skal lyde som en fornærmelse, lidt en omgang musikalsk havregrød. Smagen er OK, jeg bliver nogenlunde mæt, men det er lidt en små-kedelig omgang at komme helt igennem.

Det giver 3 neutrale stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Warning: A non-numeric value encountered in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/ionMag/includes/wp_booster/td_block.php on line 1008

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.