Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Brimheim: Ratking (Album/Anmeldelse)

Brimheim: Ratking (Album/Anmeldelse)

187
0

Brimheim er aktuel med fuldlængde album nummer to, der bærer den delikate titel Ratking. Et album, hvor den dansk-færøske kunstner bygger ovenpå den glimrende debut og kommer godt rundt i de musikalske kroge.

Ratking relaterer til, når rotter, der lever i tæt kontakt, får sammenfiltrede haler og lever videre som en form for levende rotterede. Det er jo ganske delikat og giver masser af tolkningsmuligheder.

Det er ellers ikke fordi at Brimheim pakker tingene ind, følelserne er store og ofte helt uden på tøjet. Hvilket høres både i sangerindens prægtige vokal, den rige instrumentering og den til tider storladne stemning. Men pladen kommer godt rundt i følelses- og stemningsregistret, de stille stunder vægtes også højt på et nummer som eksempelvis “Snow Angels” midt på pladen.

En lille “advarsel” skal dog lyde: har man en lav tolerance over for det emotionelle, så er det her nok ikke for dig. Godt. Er du til indie, pop, rock, det atmosfæriske og selv det dansable, så er der mange genremæssige rottehaler, der flettes sammen på Ratking.

Det kunne nemt være endt i en rodet plade, men efter et par lyt giver det meste fin mening. Der var dog lige en indlæringskurve for mig, hvor jeg syntes at pladen brækkede lidt over på midten. Og anden halvdel ikke var helt så stærk og homogen som første del. Det har dog udlignet sig, og var måske en dagsform eller smagssag.

Det er muligvis fordi, at første halvdel af Ratking ligger i naturlig forlængelse af forgængeren. Vi får endda et fremragende nummer som “Keep Bleeding Diamonds”, der næsten kunne lyde som en art nær slægtning til det forrygende titelnummer fra “I Can’t Hate Myself Into A Different Shape”. Den følges op af ovennævnte “Snow Angels”, hvor pulsen skal helt ned. Et intimt nummer, hvor man næsten kan se Brimheims ånde i den kølige vinterluft.

I første omgang syntes jeg, at den bremsede pladens fremdrift, men nu virker den som en naturlig puster efter den heftige start. Pladen indledes nemlig med den glimrende “Dancing In The Rubble”, hvor Brimheim skruer helt op for virkemidlerne. Horn, orkester-følelse og klang, store armbevægelser og et insisterende, brummende drive. Der følges op af den lidt mere afdæmpede, men ikke mindre fængende single “Normies”.

Videre på “Fell Through the Ice”, der indie-rocker sejt frem, mens der bygges en stemning op af noget, der ulmer og venter på at bryde ud. Eller ryge gennem isen. Inden der danses poppet og iørefaldende under blinkende lys på den labre førstesingle “Literally Everything”. Der virker som et frigørende islæt, inden vi skal være intime og tæt på igen i nævnte “Keep Bleeding Diamonds”. Det er virkelig et højt bundniveau, hvis man overhovedet kan tale om et sådant, på albummets første halvdel.

Anden del er lidt mere søgende og eksperimenterende, ud over de nævnte numre går der indie-rock i den igen på den jagende “Into the Ooze”. Måske lidt FOR meget indie-rock af 00er skolen til der, hvor mine præferencer ligger for tiden. Inden der så for alvor går udforskning af udtrykket, serveres pladens “banger” i form af “Brand New Woman”, hvor eee gee kigger forbi. Ligesom hun i øvrigt gjorde, da den dengang spritnye sang blev luftet live på sidste års Roskilde Festival. Det er sgu’ et hit!

Det bliver “No Liver, No Lungs” og “Surgeon” nok ikke, men til gengæld præsenteres vi for noget andet. Det har en mere elektronisk følelse, mere minimalistisk, når Brimheim giver sig selv et lægetjek og en operation. “I really am just empty inside”, lyder det på førstnævnte, inden Brimheim forsvinder helt ind i krop og sind på “Surgeon”. Det er lige før man mistænker Brimheim for, at være lidt inspireret af Kid A og Radioheads tilgang, dengang de begyndte at kede sig lidt?

Og her kunne Ratking måske godt være stoppet? De sidste 2 sange ud af albummets 12 er ikke dårlige, de føjer bare ikke noget nyt til udtrykket. Vi vender i stedet lidt tilbage til udgangspunktet, eller det velkendte. Den nedbarberede og sagte afslutter med den umiddelbart misvisende titel, “Hurricane”, er dog et virkelig smukt nummer, så…

De bidrager i hvert fald lidt til den følelse jeg indledningsvis havde af, at første del af Ratking er, hvis ikke stærkest, så mere “ren”. Og anden halvdel mere stilmæssigt strittende, inden det hele alligevel glattes ud. Måske er knuden af livets rottehaler bare blevet filtret ud?

Hvorom alting er, Brimheim får sat en tydelige streg under at I Cant’ Hate Myself Into A Different Shape ikke var en enlig svale. Ratking er mindre strømlinet, der er længere mellem yderpunkterne, der tages chancer og prøves ting af. Alligevel lyder og føles det som Brimheim, der forhåbentlig fortsætter med at bløde musikalske diamanter.

Af Ken Damgaard Thomsen




Previous articleFestivallandskabet del 2: Copenhell, Tinderbox, Roskilde og SmukFest
Next articleOffernat: Where Nothing Grows (album/anmeldelse)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.