Ufrankeret: Ufrankeret (EP) ★★☆☆☆☆

0
263
views

Ufrankeret er klar med en dansksproget popudgivelse, der desværre efterlader et noget underfrankeret indtryk…

Det starter sådan set ganske udmærket med “Postkort Fra København”, hvor jeg drysser rundt i lejligheden og gør mig klar til, at tage mig et bad, mens de bløde, fornøjelige poprock toner stille og roligt smyger sig ud af højtaleren. Jeg griber den, højtaleren, sætter kursen mod badeværelset, uden helt at fange andet end den nogenlunde fængende melodi, der tøffer fremad i jævnt tempo.

Cut til sang nummer tre, “Sang Om Livet”, hvor jeg står og bakser rundt under den varme hane og pludselig bliver ramt, med paraderne nede, eller skulle man sige oppe, da jeg var ved at ælte shampoo i håret, af følgende åbningslinjer:

Har du nogensinde tænkt på hvad det er, der får dit hjerte til at slå?
Eller hvad der skulle til for, at få tiden til at gå i stå?
Mon vi er her af nogen særlig grund?
Har vi noget at skulle have sagt, eller bliver Jorden bare ved, at dreje rundt?

Øh, ja, ja det har jeg faktisk! Og på et noget højere plan, hvis jeg selv skulle sige det (indrømmet, jeg kan også være en indbildsk, arrogant stodder), end den her flade, lommefilosofiske omgang. OK, en sangtekst behøver ikke være en videnskabelig afhandling, eller dybt kompliceret, men det her provokerede mig alligevel i voldsom grad. Faktisk så meget, at jeg nok tabte mere hår under den hårvask end jeg plejer!

Det ender også med, at jeg tørrer mig så hårdt med håndklædet under den afsluttende “Lang Vej Hjem”, at det efterlader store, spredte røde plamager på mit blegfede korpus. Jeg kogte faktisk, ikke kun fordi jeg skruede godt op for blandingsbatteriet for at blive kogt helt igennem, mens Ufrankeret forsøgte at dreje deres musik i mere dyster og mørk retning. Det virker underligt påtaget, set i lyset af de øvrige 4 sanges pussenussede univers, der var tæt på at kvæle mig med vellyde. Jeg tror simpelthen ikke på det jeg præsenteres for i “Lang Vej Hjem”, der langsomt svajer og knejser i en dunkel nordisk americana setting, Det minder mig lidt om nyere Michael Falch, efter hans revival, men uden troværdigheden. Ikke mindst den ellers hæderlige popvokal irriterer mig, leveringen grænser til rørstrømsk melodrama, hvor hensigten vist er, at det skal lyde indfølt og emotionelt.

Lille Marie, så fuld af kærlighed
Du virker så fri, når du smiler til ham
Så sig mig, Marie, hvad er det han gør ved dig
Jeg ikke kan gi?

ER DET RASMUS SEEBACH, DET HER?! Jeg har faktisk ikke det store i mod Seebach, men jeg vil gerne lige advares inden han svinger forbi mine øregange, bare så man lige kan få dem ryddet og lagt lidt plastik ud, så honningen ikke sætter sig fast. “Lille Marie” er første forsøg på EP’en på, at skrue op for følelserne og give den en ekstra sjat balladesovs. Men det virker for det første lidt tidligt, sangen falder efter åbneren, “Postkort Fra København”, og får EP’en til at bremse op. Faktisk er det som om, at Ufrankeret aldrig kommer helt op i tempo igen efter denne opbremsning. For det andet, så er der et eller andet der bare, helt overordnet, nærmest provokerer mig ved det her?! Efter badet, satte jeg mig ned med vådt hår og lyttede sangene igennem mere koncentreret og jeg var ikke blevet mindre irriteret, da mit hår endelig var blevet tørt (og det er langt, så det tager to timer…).

En pakket kuffert i min entré
Jeg troede, du havde set det ske
For jeg er ikke forelsket mere

OK, selvom Ufrankeret bare helt overordnet går mig på nerverne, så synes jeg, at det lille lyriske twist her med, at det er vores fortæller der smutter fra “Villa Melankoli”, giver sangen noget finesse. “Jeg skal være alene med mig selv // vi to slår bare tiden ihjel”, det er heller ikke helt ueffent af en popsang at være, men der er ganske enkelt noget i leveringen og udførelsen, som bliver for klistret og klæg til mig.

Ufrankeret er ikke dårlige musikere, eller for den sags skyld sangskrivere, tingene hænger sammen, også teksterne, hvor man i hvert fald ikke falder over versefødderne, eller snubler over kluntede formuleringer. Men jeg kæmper virkelig med det her, så EP’en og dens 5 numre føles markant længere.

Det er ikke fordi, at jeg ikke kan lide popmusik, jeg sætter faktisk stor pris på et godt popnummer, som også er en svær disciplin at mestre. Ufrankeret er ikke dårlig pop, men det er pop, hvis indpakning får hårene (dem der er tilbage efter hårvasken) til, at rejse sig på mig, på en dårlig måde. Når jeg så når ind til pakkens indhold, så tænker jeg, at der også kan være tale om, at den er landet hos den forkerte modtager… det her har jeg helt klart ikke bestilt!

Den endelige dom bliver, indrømmet, meget subjektivt farvet, så der medfølger også en opfordring til, at folk der synes om dansksproget pop giver det et lyt og ser om det er badenymfen her, der har drukket af badevandet. Min oplevelse bliver det jeg høfligt ville kalde “under middel” og vi ender på to, måske misvisende, stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.