Yellowbellies: Anywhere But Here ★★☆☆☆☆

2
1007
views

Indie-pop/rockerne Yellowbellies er ude med deres 3. album (de debuterede helt tilbage i 1997), Anywhere But Here, hvis indspilningsproces og sange pludselig ændrede sig i ly af flygtningekrisen. Numrene ændrede karakter, og uden at tage et partipolitisk standpunkt besynger bandet tingenes tilstand og leverer et opråb og en opfordring til at være humanistiske. Desværre er musikken ikke videre ophidsende, de gode intentioner tiltrods.

Faktisk er pladen både fattig på mindeværdige melodier, og stærke sange i det hele taget, og trods de aktuelle tematikker der tages op, og det bestemt prisværdige og behjertede budskab, så føles det hele underligt bedaget og uvedkommende rent musikalsk. Desværre, for “medmenneskelighedskatastrofen”, som de kalder det, opfordringen til næstekærlighed og kampen mod dansk selvtilstrækkelighed, i kølvandet på flygtningesituationen fra september sidste år og frem, er budskaber og tanker jeg i vid udstrækning er meget enig i. Gode intentioner giver beklageligvis bare ikke nødvendigvis et godt album.

Yellowbellies har ingen problemer med at håndtere deres instrumenter, det hele lyder fint, professionelt og sikkert, men også uspektakulært og velfriseret – der sker simpelthen for lidt, rent musikalsk, til at de kan holde min interesse fanget over 11 skæringer. Når sangskrivningen så samtidig er så konventionel, konservativ og fattig på kulhydrater, som tilfældet er her, så er Anywhere But Here en noget træg omgang at lytte sig igennem.

Et eksempel herpå er netop titelnummeret, det luftigt 90’er radiorock klingende arrangement er sådan set fint, om end en kende blødt og upersonligt, men det tilbagelænede tempo og en matchende levering får ganske enkelt nummeret til at døse hen i anonymitet. Det bliver faktisk så diskret og tilbageholdende i sin klang og fremtoning, at det tirrer mig en smule. Bedre bliver det ikke på den søvndyssende “Everybody’s Lips”, en sagte og følt semi-sjæler, hvor jeg virkelig kæmper imod min trang til at uddele flade til musikken for at ruske lidt op i den. Sjælerstemning og tyste og afdæmpede virkemidler er fint, men det her fungerer bare ikke rigtig. Kom nu lidt!

Men i stedet for følges der op med den endnu mere afdæmpede “In My Hands”, hvor der skrues helt ned for blusset, lyset dæmpes og…. vi skal til at sove…. Beklager, det her er ganske enkelt for vattet og intetsigende. Jeg vil påstå, at der skal en rigtig stor og gribende vokalpræstation til, at redde noget i land der er så trivielt, men vokalen her, og albummet igennem, hæver sig ligesom musikken aldrig rigtig over det jævne og uspændende.

Hvor er saften, kraften og bare en lille smule peps hos Yellowbellies? Og her mener jeg ikke store armbevægelser eller farvestrålende festfyrværkeri, men bare noget nerve i musikken, der kan matche de nævnte ambitioner og det kreative brændstof. Åbneren “1000 Churches” har en lille smule, ikke mindst den kække klappe-med rytme der indleder nummeret, vokalen hænger lidt indledningsvis, men synger sig op. Men trods at der her er lidt skæve idéer og et hæderligt tempo, så bliver det aldrig decideret medrivende eller fængslende.

“Landing Part”, tredje nummer i den stillestående midterdel på pladen rammer endelig en nedtonet stemning der fungerer, med lidt distanceret og let forvrænget vokal, der sammen med den atmosfærisk svævende musik giver en følelse af, netop, at svæve ud og op og lidt væk. På den efterfølgende “Malibu Directly” skal vi, som titlen antyder, under lidt mere lune himmelstrøg, med en nogenlunde velfungerende afslappet “dase i skyggen” melodi. Men jeg er her ikke helt solgt på vokalen, som jeg ganske enkelt ikke synes rammer tonen og stemningen i nummeret, så den kommer til at lyde en smule off.

Yellowbellies lukker fornuftigt af med den midttempo pop-rockende “Without Me”, men inden man kommer derhen er man næsten blevet bedøvet, eller i hvert fald pacificeret af numre som “The First Days of August” og “What Love Can Do”, så pladen, trods den godkendte afslutning, føles som om den aldrig vil ende. Vel at mærke samtidig med, at albummet føles som om det heller aldrig rigtig kommer ordentlig i gang!

Jeg savner fremdrift, jeg savner noget der musikalsk føles meget mere vedkommende, jeg savner lidt nytænkning hvad sangskrivning og hele udførelsen angår, jeg savner bedre sange og jeg savner bare en eller anden grund til at vende tilbage til Anywhere But Here. Jeg kan bare ikke rigtig finde den.

Håndværksmæssigt er det ikke direkte dårligt det Yellowbellies leverer, det føles bare overflødigt og unødvendigt, når materialet ikke er bedre. De gode intentioner er ellers tilstede og bandet virker, om ikke andet, bundsympatiske og venlige. Men det rykker bare ikke ved, at for mig, falder det her et godt stykke under middel.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Yellowbellies på facebook

2 COMMENTS

  1. Når man så total tonedøv og uden glæde over musik, som du helt åbenlys er, skal man afholde sig fra at anmelde musik….!!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.