Repeat #7

0
794
views

Så er der singlenyt, denne gang helt tidsvarende med et nummer til kvindernes internationale kampdag fra Nye Mennesker, rock fra Skin Tuxedo, soul’et pop fra Fred Seul, alt-pop fra Tårn, bodegarock fra Farlige Typer I Modlys og mere moderne soul fra Alexander Woods.

Sidstnævnte er en form for genudsendelse, da jeg kom til, at inkludere Alexander Woods og hans nye single i en tidligere Repeat, lige en postgang for tidligt, da den først udkom her i begyndelsen af marts. Så den får lige en runde mere, efter den diskret forduftede fra den tidligere artikel.

Men det bringer mig over til en anden lille ting, vi får tilsendt en hel del singler og der er mange datoer, at holde styr på, men jeg prøver at holde tungen lige i munden og også få de her anmeldelser ud i et jævnt tempo – men der er altså lidt kø. Dette er udgave 7, udgave nummer 11 er i skrivende stund ved, at blive fyldt op, så…

Nye Mennesker – “Vi Siger Det Bare”

Vi lægger ud med et lidt særligt indslag, i anledning af at det er kvindernes internationale kampdag. Under navnet Nye Mennesker har Ann Falden og Line Bøgh kigget på Gaffa’s forsider (det trykte magasin) fra de seneste 14 år og lavet en satirisk sang ud fra kønsfordelingen og hvordan mænd og kvinder fremstilles.

Duoen gør opmærksom på, at nummeret faktisk er skrevet for to år siden, “Før Gaffa fik en kvindelig chefredaktør, hvormed kønsfordelingen på bladets forsider muligvis har ændret sig. Det ændrer dog ikke ved at kønsdebatten stadig er meget aktuel, og Line og Ann vil gerne gøre deres til at skabe opmærksomhed omkring de forskellige oplevelser, vi har som mænd og kvinder i den verden”.

Det gør måske også præmissen lidt sårbar for angreb, men, sådan ligger landet altså… ligesom det forvirrer mig lidt, hvorfor det lige er 14 år?

Førstehåndsindtryk: Den er da både skæg og tankevækkende. En stor del af sangen er mere oplæsning af fakta og forskellige statistikker duoen har talt sig frem til ved, at kigge på forsiderne, indtil vi rammer et simpelt, iørefaldende omkvæd i dansabel “festmusik” indpakning. Det hele leveret med godt med glimt i øjet og ironisk distance. Ganske effektivt nummer, selvom det er ment mere som et debatindlæg end et forsøg på, at lave et singlehit.

Efter flere lyt: Altså, konceptet og leveringen er jo så direkte, at der ikke er såååå meget at komme efter ved gentagende lyt. Der hvor nummeret får sin holdbarhed er, hvis den kan skabe lidt debat og fokus. I den forbindelse må jeg jo gøre klart, at ja, jeg er mand, endda hvid! Og, det her handler ikke bare om Gaffa, det kunne være mange andre magasiner eller medier generelt, så det er helt klart bare et eksempel. Men et der bør give lidt stof eftertanke…

Jeg er ikke så interesseret i hele debatten om, at mænd og kvinder fremstilles forskelligt og i hvor stor en grad sex sælger, det er nok “bare” basic facts. Men, hvad kan man gøre for, at ændre det? Og hvorfor gør man ikke mere? Jeg er så naiv, at håbe på, at der er ved, at ske et skred i hvordan mænd og kvinder fremstilles i medierne, og behandles til daglig ude i virkeligheden, forresten. Men det kommer til, at kræve meget mere end at lige så mange kvinder optræder i vinterfrakker, som mænd, på Gaffa’s forside.

Hvorfor er det, at det har været så bredt accepteret, at det er OK, at kvinder optræder helt eller delvist afklædt på forsider? Hvorfor har man ikke sagt noget? Hvorfor har jeg ikke sagt noget? Fordi “sådan var det bare”… det er den indgroede tankegang vi skal have ændret, hvis der skal ske reelle ændringer.

Konklusion: Det gik Nye Mennesker mig lige til, at sidde og tænke lidt over, så, nummeret virker?

Skin Tuxedo – “Sleep Paralysis”

Skin Tuxedo fra Esbjerg er lidt en sjov størrelse, som vi har fulgt og anmeldt mens det er vokset fra et een-mands projekt til på seneste udgivelse, at være et fuldt band. Stilistisk er der også sket en del i løbet af årene, hvor det har vekslet mellem alt-rock, det mere melankolske, Muse-lignende melodrama og senest noget mere stoner-heavy-grunge klingende på EPen Transition, fra 2015.

Nu er de så tilbage med singlen “Sleep Paralysis”.

Førstehåndsindtryk: Hmm, tungt, melodisk og emotionelt synes at være kodeordene denne gang? Alle tre elementer fungerer sgu meget godt her. Og så er nummeret en helt tilpas længde! Er det godt eller skidt, at jeg måske ikke har så meget mere at sige til det?

Efter flere lyt: Det er ikke raketvidenskab, der Skin Tuxedo laver her. Men det lyder alligevel lidt som om de har regnet formlen ud. I hvert fald den for et virkelig driftssikkert og vellydende rocknummer af den semi-pompøse slags. Det kammer aldrig over, til nogen sider, og kører efter en velkendt og afprøvet skabelon for den slags – men det virker.

Måske er det næsten i virkeligheden lidt FOR sikkert skåret det her? Eller også mangler der lige det aller, aller sidste hemmelige krydderi, som giver nummeret det sidste, afgørende pift.

Konklusion: God single, ikke fremragende. Og så lyder trommerne rigtige fede!

Fred Seul – “Capable”

Fred Seul er i dag (d. 8/3) ude med en ny single, hvor der loves “optimistisk melankoli” og “Capable handler om vandet, der stiger i oceanerne. Det er et pop nummer med ekstraordinære hooks og en lyd, der giver dig lyst til at vende tilbage”.

Førstehåndsindtryk: Jeg synes, at det kræver en vis portion mod og selvtillid, at betegne noget som ekstraordinært. Det er det ikke, men mod og selvtillid er da godt, at have med i bagagen!

Efter flere lyt: OK, sarkasmen pakket lidt væk. “Capable” er et fint, velproduceret og veludført, langsomt udviklende semi-soulet elektro poppet nummer, hvor vokalen får meget plads og skal trække det meste af læsset. Det slipper Fred Seul godt fra. Nummeret er nogenlunde iørefaldende, trods det lidt adstadige tempo og, ja, jeg kan godt holde ud, at høre det flere gange i træk.

Måske ikke så meget fordi de der hooks er “ekstraordinære”, men selve indpakningen ER ret indbydende. Og jo mere man lytter, jo mere sætter man pris på de små ting Seul gør med vokalen, det er ikke flashy, men meget elegant doseret.

Konklusion: Jeg kan lide det, men som single kræver den måske en del gennemlytninger, inden man opdager kvaliteterne. På den anden side giver det noget slidstyrke.

Tårn – “Farver & Vanvid”

Tårn kaster sig over kærligheden på deres nye single, og den kommende EP, der lander senere i år. På “Farver & Vanvid” er et begyndelsen og beruselsen, forelskelsen, der er i fokus. Fra forsanger Erik Apollo lyder det:

”Kærligheden er i forandring. Ikke bare i mig, men i verden omkring mig. Jeg har brugt meget tid på at begribe kærligheden som en kraft og som overlevelses-mekanisme. Udspringet til de nye sange er et brud, og hele den proces, der følger efter. Fortællingen slutter – og begynder – der hvor ringen er sluttet, og jeg har et åbent hjerte igen”.

Førstehåndsindtryk: Mmm, blødt og luftigt… tror Apollo er ramt af Amors pil? “Gennem dine læber kan du fortrylle”, men han/hun skal åbenbart et andet sted hen? Uha uha, ender det her lykkeligt? Ret fed “stigning” nummeret igennem, især i anden halvdel hvor det løfter sig helt op i den lyse himmel.

Efter flere lyt: Det er sgu et ret stærkt nummer det her… hvert lyt afslører flere små, fine detaljer, uden at det kommer til, at virke overlæsset. Der sker faktisk en hel del, selvom nummeret virker meget roligt, er det i nærmest konstant forandring – måske ligesom den der forelskelse der synges om?

Det er både atmosfærisk og iørefaldende, uden at blive decideret “hittet”, det er mere den luftige og svævende stemning der er smittende, end noget direkte fængende i melodien. Samtidig med, at jeg synes teksten og udviklingen i den er godt skruet sammen og passer utroligt godt til det der sker i musikken, hvilket ikke altid er en selvfølge. Her går det hele ligesom lidt i symbiose.

Konklusion: Lige når man troede, at man ikke orkede eller behøvede en sang mere om kærlighed, så dukker der sådan en skinnende, lille popperle op.

Farlige Typer i Modlys – “Kom Du Med Mig”

Så skal vi have noget Aarhus-rock fra Farlige Typer I Modlys, som jeg anmeldte EPen Sorg fra tilbage i 2017. Stjerner blev der ikke til så mange af, men ikke fordi, at jeg egentlig ikke syntes om den lidt bodega-rockede stil bandet lagde for dagen. Mere fordi, at jeg ikke syntes det hele gik op i en højere enhed.

Nu barsler de med en debutplade, der skal udkomme sidst på året. Inden da vil numrene udkomme drypvis for til sidste, at blive samlet på albummet. Meget tidsvarende i denne streamingtid!

Førstehåndsindtryk: … det spiller sgu stadig ikke rigtig for mig, det her. “I et rum af falske smil, ser jeg lige gennem dit”… “kom du med mig, kom tag min hånd, så tager vi hjem og hører mine kassettebånd”, lyder det blandt andet i sangen, mens rocken brøler afsted. Det… er da noget?

Efter flere lyt: Jeg synes ikke det er særligt godt det her… Teksten er i bedste fald “brugbar”, men føles som noget der bare ikke helt gider løfte sig op fra papiret. Musikken ville sikkert fungerer udmærket live, på en lille beværtning, men når man sidder og lytter til det hjemme i sofaen, føles det, desværre, som om ens bagdel synker længere og længere ned i underlagt, fremfor, at man springer op og kaster sig ud i en guitarsolo.

Konklusion: Det er, igen, sådan en situation, hvor jeg bestemt ikke hader det jeg hører, men jeg synes bare ikke det er godt. Det lyder, lidt groft sagt, som om der er mere hjerte end egentlig talent. Men hjerte er også vigtigt!

Alexander Woods – “Undone & Hollow”

Vi har tidligere anmeldt et par EPer fra Woods, hvor han har bevæget sig rundt i et moderne soul univers, noget mere sfærisk og en snert af noget poppet, stedvis ikke helt ulig en kunstner som Alex Vagas. Altså ret “tidstypisk”, hvor meget er båret af vokalen og produktionen af nummeret, “Undone & Hollow” ligger i naturlig forlængelse af dette.

Førstehåndsindtryk: Det starter lidt langsomt ud og der bygges tålmodigt op, i det næsten 5 minutter lange nummer. Men heldigvis føles det som om man belønnes, som sangen skrider frem, vokser og udvikler sig – tilmed på en meget organisk vis.

Efter flere lyt: Det her er et virkelig stærkt nummer. Med sin spilletid på lige knap 5 minutter er det i den længere ende for en single. Man kunne muligvis lave et “radioedit”, men jeg ved ikke rigtig hvor man skulle skære fra, da en af sangens store forcer er, at være del virker vigtig og nødvendig for udvikling og det endelige klimaks.

Der lægges ud med roligt bælgende guitar og tangenter, Woods falder i med hans fine klang og veldoserede vokal, i noget man kunne kalde et soul-poppet univers. Den del af sangen er god og vellydende, uden at det bliver klægt, men omkring 2½ minut inde er det som om sangen stopper lidt op, nogle marchtrommer falder i og sangen begynder, at stige mod en veltimet forløsning.

Konklusion: Min eneste anke er længden, hvad en single angår, men ellers burde det her sagtens kunne begå sig i radioen. Den mangler måske det helt store hook i omkvædet, men alt i alt en stærk sang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Zuhal Kocan, Tårn pressefoto

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.