Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 47

Udvalgte koncerter i København, uge 47

1314
0

Proppet lørdag, så vi skærer koncertkiggeriet ned til fredag og lørdag i denne omgang for ikke, at komme ud i en halv roman. Der er nu stadig nok, at vælge imellem.

Fredag er repræsenteret med 2 arrangementer, vi lægger fra land i Pumpehuset, der fredag aften bliver forvandlet til en svedig soulklub. På plakaten er nemlig danske D/troit (plus gæster), der er aktuelle med albummet Soul Sound System, som jeg sendte 4 stjerner efter tilbage i oktober måned. Selvom gruppen er dansk, så kan man bestemt ikke høre det på deres soul-funky toner:

“Én ting er at det, heldigvis, ikke fremstår stift, forceret eller som fesen partyband soul-funk, en anden, helt afgørende, faktor er, at selve lyden og produktionen emmer af varme, glød og har en eller anden stoflig og analog følelse. Det giver lige det sidste touch og gør, at hele pakken fremstår enormt organisk og levende.

Så lever man også med, at D/troit i bund og grund, og sikkert med fuldt overlæg, skamrider genrens konventioner og klange. Der er absolut ingen nybrud eller overraskelser her, nogen ville nok bare kalde det virkelig stilbevidst- og sikkert. Det betyder ingenlunde, at jeg tror det er nemt det D/troit foretager sig, tværtimod faktisk. Der skal sgu’ noget talent til, at få den her slags musik til at swinge ordentligt og samtidig får det til, at lyde så legende let”.

Pumpehuset // d. 24/11 // Kl. 20.00 // 170 kr.

Så slår vi et smut forbi Amager, hvor der er død og ødelæggelse på Beta. Hovednavnet er det svenske melo-død band Faithful Darkness, mens supporten leveres af danske Caro, som vi har anmeldt en enkelt udgivelse fra. Det var Jonas der tog sig af Sever The 6th Head for 1 ½ års tid siden:

“Caro kan sådan set deres kram. De kan riffe igennem og tæske afsted i højt tempo, og de kan skrue ned og riffe tungt. Indledningen lyder også som indledninger til dødsthrash skal lyde – det starter langsomt, atmosfærisk og tungt, men kun i kort tid, før der hamres igennem på ‘Manufactured Suicide’. På den efterfølgende ‘Life’ bliver på det nærmeste grindet igennem, og selv om intensiteten sådan set er imponerende, og Caro spiller som de skal, så er der et eller andet, der gør at jeg ikke helt er med på de første par numre. Jeg mangler måske at høre Caro’s personlige tilstedeværelse i musikken, for selv om bandet spiller upåklageligt, så er det som om jeg mangler et eller andet at bide mærke i, hvor jeg tænker, nå ja, det er sådan Caro lyder”.

Beta // d. 24/11 // Kl. 20.00 // 95/125 kr.

Så hopper vi til lørdag, hvor der er 5 arrangementer at kaste sig over, eller 5 som er kommet med her. Vi starter med en tur til Lyngby, hvor Templet åbner portene til endnu en omgang Temple of Doom. Her kan du ryste korpus til de intense, norske punkrockere The Good The Bad and The Zugly, samt rocke helt ud til danske Night Fever. Dem har der været lidt stille omkring i et stykke tid, men deres glimrende album Vendetta jeg beskrev jeg engang således:

“Vendetta er 8 stænger dynamit lige i fjæset på dig, hvor hardcore, punk og punk ‘n roll flyder sammen og detonerer – uden at ofre fængende melodier til fordel for ren, rå energi”.

The Good The Bad and The Zugly havde vi en premiere med i sidste uge, “god, gammeldags brøle-bøllepunk, hvor det er ud over stepperne, næverne i vejret og munden på gled”. Læs mere om og hør nummeret HER.

Templet // d. 25/11 // Kl. 20.00 // 100/120 Kr.

Så skal vi have noget cross-over balkan fra Bjonko, der indtager Musikcaféen i Huset-KBH lørdag aften med, ja, balkan toner blandet med rap og rock. Troels-Henrik havde fat i albummet Army of Believers tidligere i år, og skrev blandt andet således i sin 4-stjernede anmeldelse:

“Flere numre har en potent, rocket underlægning, hvor guitarerne får lov at få stærke, kontrollerede gains – og hvor der ikke spilles en millimeter forkert – men stadig sørges for at der er et fedt flow og samspil i musikken.Flere gange kan det lyde som Dave Matthews Band, som uanset om man kan lide manden eller ej, må siges at være afsindigt dygtige musikere”.

Huset-KBH // d. 25/11 // Kl. 20.00 // 75/120 kr.

Så står den på tre gange dansk upcoming på Rust, hvor Aureola blander soul og eksperimenterende kormusik med mere progressive idéer, mens Gordon June lever en portion folkrock. Du får også Before Fire, som vi faktisk har anmeldt en solid EP fra tilbage i begyndelsen af oktober.

4 stjerner blev det til fra undertegnede for den dejligt beton-rockende sag:

“Before Fire spiller rock af den slags, hvor hjulet ikke bliver opfundet påny, men hvad faen, det bliver jo heller ikke meget rundere, så – det kører. Så kunne man himle op og skrive stolpe og ned om hvor mange gange det er hørt før, og også de gange hvor det er hængt op på nogle endnu bedre sange end her. Men, Before Fire har bare fat i noget der i sin essens fungerer. Den del har de luret og formår, at bruge rigtig fornuftigt”.

Rust // d. 25/11 // Kl. 20.30 // 40 kr.

Så skal vi til et band, som vi i tiden løb har bragt en hel del materiale med (også mere end nævnt her), nemlig de nordjyske mørkemænd Get Your Gun. Vi var begejstrede for debutpladen The Worrying Kind tilbage i 2014, hvor bandet også fik deres Roskilde debut på Rising Scenen. En festival, hvor vi også fik os en snak med gruppen. Senere på året oplevede jeg dem suge alt ilt til sig på Refshaleøen under Uhørt Festival.

Så var der mere stille nogle år, hvor bandet gik og puslede med opfølgeren, der endte med at få titlen Doubt Is My Rope Back To You, som Jonas var mindst lige så begejstret for som debuten. 5 stjerner blev det til tilbage i oktober, hvor han også så bandet live i London og fangede dem til en ny snak.

Lørdag aften lader de så den mærke rock indhylde Loppen, hvor der er i forvejen ikke er højt til loftet – så det skal nok blive en intens omgang!

Loppen // d. 25/11 // Kl. 21.00 // 95 kr.

Så skal vi til at runde af, og det gør vi med endnu engang at anbefale, at man får set de aarhusianske dødshoveder BAEST, inden det stikker helt af. Vi har fremhævet bandet før, også i disse koncert guides, og har en hel del materiale i banken med dem. Liveanmeldelser fra blandt andet Copenhell, Roskilde og Uhørt, anmeldelser af deres demo og debut EP og et interview fra Roskilde Festival i år.

Lad os fremhæve lidt fra koncerten på Uhørt, da den måske blev afviklet i lidt mere uvante, og utaknemmlige, rammer end de to triumfer på Copenhell og Roskilde (selvom det måske heller ikke ligefrem var hjemmebanen, der blev pløjet op der). For hvad er det, der gør, at BAEST er så gode live? Jo:

“BAEST spillede og opførte sig nemlig nøjagtig som de ville have gjort på Copenhell, Roskilde eller, er jeg sikker på, et forsamlingshus langt ude på landet. Dem der ville være med, var mere end velkomne, og det ville en lille energisk flok oppe foran, der voksede en smule som koncerten skred frem, og ellers ingen fanger og “no fucks” – fuld smadder som altid.

Det kan måske lyde som om, at bandet ikke har andre gear, eller kan tilpasse sig omstændighederne og situationen, men jeg ser det faktisk modsat. For BAEST får folk med, og når man kiggede rundt og ikke kun betragtede metalkliken oppe foran, så så det blandede publikum faktisk både overrasket, imponerede og, ja, glade ud?! Uden at BAEST behøvede appellerer til laveste fællesnævner, de kørte bare på som de plejer – og det virkede sgu!”.

Lørdag aften er det Lygten Station, der skal udsættes for forsøg på musikalsk manddrab.

Lygten Station // d. 25/11 // Kl. 20.00 // 90/110 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Get You Gun, presse

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.