Copenhell ’17: Reportage & korte anmeldelser, lørdag d. 24/6

0
1582
views

Sidste dag på Copenhell startede med en mindre syndflod fra oven, men med stærke præstationer fra nogle danske bands. I det hele taget var det de mindre navne der tog kegler, mens de såkaldte hovednavne var en mere blandet fornøjelse.

I dag kom vi afsted i den koreanske raket fra Herlev i lige nøjagtig rette tid, efter en hektisk formiddag med understimulerede husdyr, børn, mormor, skriverier og almindeligt jag og stress – YIIIIHAAAAW.

Fra bilen kunne vi nyde synet af en ordentlig skylle, som i mistænksom grad lod til at stalke os hele vejen ud til Refshaleøen. Der skulle de første bands på scenen, og de standhaftige blandt publikum der var mødt tidligt op tilsyneladende belønnes med et gratis brusebad. Og et til. Og så lidt mere. Og igen…

Baest, Pandæmonium ★★★★★☆

Men lorte vejr, ikke mindst regn i disse mængder har en eller anden magisk indflydelse på et tømmermændsramt publikum, som står i en fucked op situation. Måske netop fordi det hele virker så fucked, at det kan være lige meget – og så kan man jo lige så godt have en fest i regnen!

Så det havde et medlevende publikum, der blev pisket frem af et meget, meget kompetent band fra Aarhus der lod til at være HELT klar over opgaven og hvad der skulle til. Sig fuck det hele, vis du er i samme båd som publikum, grib chancen og bare giv den alt hvad den kan trække. Og det gjorde Baest så på forbilledlig vis, så man stod og blev helt glad inden i. God, gammeldags, tonstung næsehorns-dødsmetal og så ellers bare ud over stepperne.

Pisket frem af en grumt growlende Simon Olsen i front var der dømt lige dele brede smil og sammenbidte attituder der matchede de knusende tunge toner. Men mellem numrene virkede det lidt som om, at bandet havde svært ved at skjule begejstringen over modtagelsen og den stemning de fik spredt på den plaskvåde beton.

Efter bandets allerførste single, “Bones”, var det dog som om intensiteten lige fik et lille dyk, måske fordi der en kort periode kun var småregn? Nogle nye numre fulgte, numre der muligvis bliver at finde på bandets debutalbum, der efter planen lander i 2018. Her fornemmede man, at bandet stadig er under udvikling, de har kun et års tid på bagen og musikken måske går i en lidt mere… kan man kalde det progressiv retning? I hvert fald var der ikke dømt ren knoglerusker rytmer, men også plads til nogle mere komplekse udflugter.

Mod slut lykkedes det endda bandet at få lokket de tidligt fremmødte med på en wall of death. Det lå ligesom også i luften at det var den slags publikum og koncert – og det havde bandet på scenen en kæmpe andel i.

Det var da noget af en morgenvækning (før 15.00 tæller som morgen på Copenhell), men der var ikke meget tid til at fordøje, eller på anden vis læne sig tilbage. Det gik med raske skridt, nu med wingman ved vores side, der vist nok havde haft en heftig aften i Biergarten fredag, mod Hades. Her stod Rising nemlig klar klokken 15.00, og de havde, for en kortere bemærkning, taget lidt solskin med!

Rising, Hades ★★★★☆☆

Lidt paradoksalt egentlig, for deres beskidte sludge-heavyrock er måske ikke lige det man forbinder med blå himmel og dagslys? Nuvel, rammerne var måske ikke helt optimale og scenen. som udgangspunkt, også lidt stor til det jeg forbinder med Rising, som jeg senest oplevede live på Roskilde Festival sidste år, hvor de fik lov til at prøve kræfter med et noget basket middagspublikum på sidstedagen, på Pavilion Scenen.

Derfor tænkte jeg også inden koncerten, at den endnu større Hades Scene måske var lidt stor en mundfuld, men jeg synes faktisk at Rising rent musikalsk havde pondus nok til at fylde den ud. Der var satme også skruet godt op for lyden, så man kunne få pudset næsen og renset ørerne for Copenhell lækkerier fra dagen før. Men med lydtrykket satte monotonien også en lille smule ind som koncerten skred frem, hvor især det afsluttende nummer kom til at virke lidt buldrende.

En lidt antiklimatisk afslutning på en koncert der ellers holdt et solidt niveau, og kom rigtig godt fra start med “All Dirt” og “Old Jealousy”, hvor forsanger Morten Grønnegaard også fik vist at der er godt med kraft og spændvidde i vokalen. Han er stadig lidt en sjov frontmand at se på, på en scene, hvor det ser ud som om han ikke altid helt ved hvor han skal gøre af sig selv – især når han ikke synger. Men hvad han måske mangler af armbevægelser der matcher de til tider bombastiske toner, det kompenseres der så rigeligt for med stemmebåndet. Og så er det på en måde også rart med en forsanger der ikke har trang til at være det absolutte fokus, men giver plads til musikken.

Og Rising er meget et band, hvor musikken får lov til at tale for sig selv. Godt nok fik vi et hint om, at den fremragende “Killers Of The Mind” handler som helvede, “helvede oven i hovedet!”, og et skål eller to, mens ellers var det 45 minutters koncentreret lydoverfald. Ikke noget pjat.

Pjat var der heller ikke noget af hos Hatesphere der havde fået fornøjelsen af, at åbne den store Helviti Scene klokken 16.00, værsgo og spis. Og det lod sgu til, at Aarhus-veteranerne var mødt sultne op og havde tænkt sig at forsøge at æde hele lortet. Om det lykkedes tør jeg ikke helt bedømme, da jeg valgte at trække mig tilbage efter 4 numre og lige hvile stænger, ryg, ører og hjerne lidt. Et kig på spilleplanen afslørede et stramt aftenprogram, så det var med at vælge sine kampe med omhu.

Målet endte med at blive R.I.P området, området til medietyper og andre akkrediterede labaner, som jeg så fik besøgt for allerførste gang. Nogensinde! Ja, jeg har faktisk ikke benyttet mig af muligheden før, fordi jeg hellere vil vælte rundt ude blandt pøblen – og har for travlt med at se de der koncerter. Nå, men lidt tørvejr og nogenlunde ro og orden var da meget rart. Videre.

Lost Society, Pandæmonium ★★★★★☆

Her kan man da tale om en koncert der til fulde levede op til navnet på scenen. Hold da op, de 4 unge thrash-manics fra Finland gav den fuld smadder i de tre kvarter de havde til rådighed. Faktisk nåede forsangeren at lave to flotte badutspring inden musikken overhovedet var gået i gang, og det var ikke fordi de brugte mange sekunder på at slå de første toner an og fræse derudaf.

Men OK, bandet har også udsendt 4 plader på 3 år, så det der med at spilde tiden ligger nok heller ikke til dem. De var da nærmest også så sprængfyldte med energi og spillelyst, at man stod og frygtede at de ville selvantænde i næste øjeblik.

Den slags KAN hurtigt blive lidt trættende og koncerter hvor der lægges ud i så hjernedødt et tempo har det også med at miste momentum som de skrider frem. Enten fordi publikum går døde, bandet ender med at blive deres egen værste fjende eller fremgangsmåden bare mister sin gennemslagskraft. Det skete bare ikke rigtig her?

Lost Society var ikke velsignet med festivalens bedste lyd, den var lige lidt skarp i det til min smag, og der har nok også stået bands på samme scene, der rent teknisk var dygtigere. Men som konferencier Carsten Holm sagde efter koncerten, så er der nogen gange de der koncerter hvor publikum, sted og band bare rammer hinanden (eller noget i den dur). Ja, det var sgu en af den slags koncerter.

Måske også fordi bandet, trods det virkede som om de bare havde travlt med at have det for fedt på scenen og komme ud over kanten af den i en forbandet fart, faktisk havde formået at sammensætte et sæt der var lige som det skulle være. Der var lige en puster hist og her, de helt rigtige steder og så havde de gemt nok slagkraftigt krudt til koncertens afslutning, så den ikke mistede gnist og intensitet mod slut.

Bravo. Kom snart igen!

Hvad fanden lavede jeg så? Oh yeah, tågede over mod Helviti, hvor den sidste nedtælling til Europe på Helviti klokken 18.45 foregik med sidste halvdel af Huldre på Hades som underlægningsmusik. De havde taget planteskolen med på scenen, ligesom sidst. Og så var der ellers dømt folk-metal og mod slut ren folkedans stemning. Det lød som om det var noget publikum kunne lide ovre ved Hades.

Herefter stimlede folk sammen omkring festivalens største scene, der var åbenbart en del der havde sat kryds ved de svenske heavyrockere i programmet? Jeg var en af dem, det var et eller andet sted nok dagens hovednavn for undertegnede. Deres nyere albums er nemlig meget undervurderede i min bog, i hvert fald i bredere kredse.

Europe, Helviti ★★★☆☆☆

Derfor endte deres tidlige aftenkoncert foran en stor publikumsskare også med, at være en moderat skuffelse for mig. Det startede endog meget sløjt i mine ører, med fesen og tynd lyd, uden tyngde og med alt for lidt guitar, ligesom Joey Tempests vokal stod noget utydeligt i lydbilledet.

Faktisk sejlede lyden noget rundt, var vanskelig helt at fange og tune sig ind på og manglede bare noget pondus. Det skyldes måske den forbistrede Copenhell’ske sidevind der var blæst op og sendte Europes første numre hjem mod Sverige. En forbandet skam, for “War of Kings” og “Hole In My Pocket”, fra bandets nyeste album, er ellers nogle rigtig stærke numre på plade. På den efterfølgende “Rock The Night” var det dog bandets situationsfornemmelse der blev det største problem.

Jeg var alvorligt bange for, at den aldrig ville slutte?! Ikke at det er et dårligt nummer, den burde egentlig fungere glimrende som feststarter, men med lunken lyd der hvor jeg stod, tiltagende knævren i snakkeklubben og indpisker/råbe-med-delen af sangen der blev gentaget alt for mange gange, så begyndte jeg at blive bekymret for hvor galt det ville ende.

No worries, Europe er nogle rutinerede herrer, der havde et godt opbygget sæt med og efterhånden fik de lyden mere på deres side. Så da vi nåede “Late Look At Eden” og ikke mindst “Sign of the Times” så var vi for alvor ved at være oppe i omdrejninger. Og så kørte det ellers som nogenlunde smurt for Europe mod den uundgåelige endestation, der næsten blev nået lidt for hurtigt.

Det var som om vi ramte nedtællingen lidt for tidligt, lige da bandet og publikum for alvor virkede varmet op. Men OK, så var det måske alligevel ret godt timet, så man undgik, at afslutningen, som mange sikkert havde ventet på som et højdepunkt på hele festivalen, fes ud i sandet.

Der er, selvfølgelig, tale om 80’er schlageren “The Final Countdown”, der når man kigger på sætlisten virker som om den stammer fra et andet band. Og en meget, meget anden tid. Men virker den stadig live? Oh yes… det er næste synd for bandet, at det nummer er blevet større end dem selv. Men så er der råd til smør på brødet og mere lædertøj!

The Final Countdown + vandpyt = YAY!

Apropos… mad. Så var jeg da blevet lidt brødflov igen og måtte for anden dag i træk indtage fast føde i helvede. Uhørt, jeg drikker tydeligvis ikke nok længere. Nå, efter endt forplejning var jeg faktisk overladt til mig selv, ingen venner? Fedt mand, jeg benyttede pusterummet til bare at stille mig til at stå og glo ud i ingenting, og lidt på flotte metalmennesker, i området omkring Hades i mens det trak op til noget New Jersey thrash kl. 20.15.

Overkill, Hades ★★★★★☆

Der var dobbelt op på mæthedsfornemmelse, da Overkill gik på og opførte sig om de var 30 år yngre end tilfældet var. Maven var fyldt og det var hovedet egentlig også ved at være, her på festivalens tredje dag. Nuvel, det kunne man jo ikke stå der og tude over og Overkill overvandt mig temmelig hurtigt, så jeg glemte mine små luksusproblemer.

“You make me feel like I’m 55 again” lød det fra den 58-årige frontmand, der forresten var leveringsdygtig i indtil flere fine oneliners og kække bemærkninger. Hvis han følte han var 55, så skjulte han det nu overraskende godt. Og man begyndte at blive helt flov over ens egen fysiske forfatning ved tanken om han rent faktisk er 58, og dermed 20 år ældre end mig. Jeeez…

Overkill er thrash metal to a fault, der er bestemt ikke de store nuancer, eller udsving, i deres lyd, men det behøver der heller ikke være hvis sagene er stærke nok. Det er de. Og når de leveres med så meget nerve, spillelyst og strøm på batterierne som her, så er der altså ikke meget der slår den energi der frembringes.

“Mean, Green, Killing Machine”, Rotten To The Core”, “Electric Rattlesnake”, “In Union We Stand”, “Wrecking Crew”, “Ironbound”, flere endnu og ikke mindst “Hello From The Gutter” og “Elimination”, plaffplaffplaff, leveret som præcise maskingeværssalver – så var det metalskab plantet med autoritet.

Rob Zombie, Helviti ★★★☆☆☆

Fra det ene til det andet!? Hvor Overkill var en relativt stram og skarp leveret omgang, så var Rob Zombie’s show kl, 21.30 som at træde ind i et skamløst smagløst tivoli for folk med hang til kitch, discount horror og et ret løst forhold til regler for en koncerts opbygning.

“Are you high?” spurgte den spraglede bestyrer af forlystelsesparken gentagende gange kort inde i koncerten og fulgte op med et, “good, so am I”. Det var lige før man troede ham på ordet, for det var til tider en mildt sagt aparte opførelse og strukturering, eller mangel på samme, af koncerten om Zombie og hans band lagde for dagen.

Det gyngede noget uelegant afsted under første nummer “Dead City Radio and the New Gods of Supertown”, men det var intet imod tredje nummer, der virkede som en form for laaaang freestyle over et simpelt trommebeat, hvor Zombie fik vrøvleren på. “Living Dead Girl” fulgte efter, her var det som om den ellers spændstigt dansende Zombie (rappe fødder!) havde lidt bøvl med at holde takten, ramme rytmen eller også spillede bandet bare lidt gumpetungt i forhold til hvor Zombie var på vej hen?

Han var på vej op i en UFO for at blive anal probed, eller også var det den potentielle risiko for, at festivalgæsterne ville blive udsat for den slags overgreb det handlede om inden “Well, Everybody Is Fucking In A UFO” blev leveret i en lettere rodet udgave. Her blev der også smidt to oppustelige aliens ud i publikum, så de kunne forlyste sig lidt med dem. Vi manglede koen.

En hæslig guitarsolo skulle der også lige smides ind, fordi time management er ikke noget en zombie går op i. Og så fik den industrielle-groove metal hillbilly cowboy pludselig travlt, nå  hov, en bid James Brown, noget med badebolde, et vers af “Schools Out”, because why not? Videre med en række pludseligt ret stramt eksekverede numre, for “they want us to wrap it up”.

Et sted midt i det hele fik vi også White Zombies herlige sexplotation stødende “Thunder Kiss ’65”, der da også er hørt i en mere stram version. Men et eller andet sted gjorde det ikke rigtig noget, for på sin egen rodede, usammenhængende, gøglede og stilforvirrede måde var det ret underholdende. Og det var måske også hele pointen, sat i scene af en garvet entertainer med flair for fis, blålys og carny tricks?

Eller også var han bare knokkelskæv, eller gakkelak.

Således sluttede min Copenhell så lidt tidligt, når det her rammer nettet, så sidder jeg sikkert i en bil med kurs mod Roskilde og udsigten til en uges tid i telt. Med alt for lidt søvn, alt for meget musik, endnu flere indtryk og i bund og grund lidt messed up.

Tak for det Copenhell, det var som altid en fornøjelse at spænde lidt ben for sig selv i jeres selskab!

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.