D/troit: Soul Sound System ★★★★☆☆

0
1185
views

Så er det med at få kridtet de bedste dansesko, for den soul-funk eksplosion danske D/troit leverer på deres debutalbum, får dig med garanti helt op på tæerne… ellers skal du muligvis tjekke om du stadig har en puls.

OK, det var med lidt bange anelser jeg kastede mig ud i de 10 numre på Soul Sound System. For det første begrænser min funky-soul samling og referenceramme sig til de obligatoriske, og en bunke Motown opsamlinger, James Brown best of, Sly and Family Stone og lignende, som er røget med hjem fra musikbutikkerne gennem årene. Og for det andet, så blinkede “blegfunky stivbenet dansk kopi” alarmen kraftigt.

Ingen grund til panik, D/troit spiller og lyder som om de aldrig har lavet andet end, at spille op til svedige fester i en brandvarm amerikansk ghetto i slut-60erne og start 70erne. “Autentisk klingende” er nok den helt rette betegnelse, men også lidt nem at diske op med. Men det her lyder vitterlig “autentisk”, i den forstand, at man fornemmer at bandet i deres lyd, måden de spiller på og sangskrivningen har en intuitiv forståelse for, hvordan denne form for musik skal leveres og klinge.

Én ting er at det, heldigvis, ikke fremstår stift, forceret eller som fesen partyband soul-funk, en anden, helt afgørende, faktor er, at selve lyden og produktionen emmer af varme, glød og har en eller anden stoflig og analog følelse. Det giver lige det sidste touch og gør, at hele pakken fremstår enormt organisk og levende.

Så lever man også med, at D/troit i bund og grund, og sikkert med fuldt overlæg, skamrider genrens konventioner og klange. Der er absolut ingen nybrud eller overraskelser her, nogen ville nok bare kalde det virkelig stilbevidst- og sikkert. Det betyder ingenlunde, at jeg tror det er nemt det D/troit foretager sig, tværtimod faktisk. Der skal sgu’ noget talent til, at få den her slags musik til at swinge ordentligt og samtidig får det til, at lyde så legende let.

Skal man slå ned på nogle svagheder ved Soul Sound System, udover at tonerne er velkendte, så synes jeg albummet oplever et lille formdyk mod slut. Der er ingen dårlige numre på pladen, men det er som om virkningen fortager sig en smule når vi når til fællesskabsopfordringen i “People Need People”, hvor mantraet lyder at “no man is an island” – ja, teksterne er heller ikke videre nyskabende, men igen, bestemt ikke ringe. Herefter følger “Hurricane”, der har et langt instrumentalt indløb, hvor intensiteten langsomt stiger inden der skal svedes igennem i sangens sidste halvdel. Pladen lukkes med den stille godnat fløde sjæler “A Little Kindness”, hvor jeg synes det er lige før det hele bliver lidt for meget.

“People Need People” peger til gengæld fint tilbage til titelnummeret, der falder som nummer to på pladen, efter “Drumbel” har fungeret som en slags feststarter/intro til universet. På “Soul Sound System” er der dømt storbyjungletrommer, flot smotth vokal, “yeah yeah” soul og “hope, love and freedom”. Så er vi satme i gang!

Herefter følger et ret afvekslende album, hvor man kommer igennem alt fra den rolige sjæler “Lay It On Me”, over ren benspjættende James Brown funkyfætter rytmer på “Do Your Thing” og møglummer sommerkammer soul på “Rock Me Baby” – så skal lyset dælme dæmpes, så der kan dyrkes lagengymnastik!

Men det er når D/troit kommer ud i storbyen, og ud i gaderne, som i førnævnte “Soul Sound System” og de to forrygende numre “Roll With The Punches” og “This World (is changing), at jeg synes bandet brænder mest igennem. “Roll With The Punches” er lyden af brunt, stramt 70er læderoutfit, dans rundt i den forfaldne storby og “hard times”, hvor man skal “roll with the punches” til en fed, groovy, melodi. På “This World (is changing)” går der supercoolstreetfunkysoulbro i den med en opfordring om, at “walk to the beat”. Det er svært at lade være!

Alt i alt er Soul Sound System i det hele taget svært ikke, at blive revet med af. Du behøver ikke meget andet end en puls for, at kunne føle det her og der er ingen tvivl om, at D/troit’s banker tungt for sagen. Det er en plade med en lækker og indbydende lyd, hvor alt bare spiller. Det er med til, at give udgivelsen den der lidt udefinerbare grad af troværdighed, der gør at det ikke lyder som pastiche.

Havde det ikke været fordi, at jeg mister pusten lidt mod slut, så havde det været en 5er. Men vi “nøjes” lige med 4 meget store stjerner i denne omgang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg D/troit på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.