Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 21

Udvalgte koncerter i København, uge 21

2447
0

Fuld fart mod sol og sommer, eller noget! Der er stadig et bugnende udbud af koncerter, festivaler og “arrangementer” derude, inden det nok begynder at flade lidt ud i juni. Lad os suse lidt rundt i hovedstadsområdet.

Og starter med en tur på Staden, hvor Loppen lokker med lidt halv-skæve danske toner. Denne onsdag får du Skammens Vogn, der tidligere i år udsendte albummet Sukaley, hvor trioen legede med tekster, vokaler, musikken og produktionen. Troels-Henriks anmeldelse kan læses HER

Opvarmningen står  rockbandet Orcas for, hvis album Tunge Sten jeg var ret begejstret for, da jeg sendte 5 stjerner efter det tilbage i oktober måned sidste år:

“Gruppen Orcas album-debuterer med sprogligt sprudlende og lettilgængelige, men små-sære, tekster, dansevenlige beat-rock rytmer, som din far kan svinge boneloc’en til. Der er glimt i øjet og attitude der matcher navnet på Luk Røven Records, der har udgivet labanen. Det svinger og det er herligt!”.

Men der er mere! Du får også lov til at opleve Lorte Giflerne! Jo, det hedder de skam. Navnet dækker over fem 9-12 årige piger der giver den gas.

Loppen // d. 24/5 // Kl. 20.30 // 130 kr.




Vi fortsætter i den lettere kuriøse ende og lægger torsdag ud med en tur til Amager, hvor Beta kan byde på en sjældenhed. 90’er/start-00’er kultorkesteret Bagdad Dagblad er nemlig på landevejene igen, efter en 15 år lang tourpause. Gruppen fusionerede i sin tid den rytmiske rock med elementer fra jazzmusikken.

Det er nok ugens lottokupon!

Beta // d. 25/5 // Kl. 19.00 // 175 kr

Er du en goddamn freeloader, så er der metal for ingen penge i Byhaven ved Pumpehuset, der varmer op til aftenens betalingskoncert indenfor med Bongzilla, Slowjoint og Cacus med en dobbelt whammy.

Du får, ganske gratis, to danske metalnavne, der har fået en fin undergrundshype det seneste års tid (+/-), nemlig en god omgang nedtursdoom fra Dreich og mørk doooom fra Bethmoora.

Så må vi håbe solen skinner denne Kristi Himmelfartsdag!

Byhaven // d. 25/5 // Kl. 18.30 // // Gratis

Så er det tid til nogle tyrkiske krydderi på rockmusikken, når Loppen samme aften kan lokke med potente The Ringo Jets, som en, for en sjælden gangs skyld samlet (og enig), redaktion oplevede rykke Gutter Island Garage Rock Festival rundt i august sidste år.

Som Thomas blandt andet skrev i hans 5-stjernede anmeldelse:

“Anført af trommeslager og frontkvinde, Lale Kardeş, blev der ikke kigget i bakspejlet da først koncerten blev sparket igang. Massivt flankeret af to yderst kompentente guitarister og vokalister, blev der lagt fra land på et særdeles højt niveau, der blev blev holdt koncerten igennem – støj, energi  og melodi i en medrivende blanding”.

Jeg synes måske faktisk det var den bedste koncert på Gutter Island, og en eksplosiv energiudladning du ikke skal snyde dig selv for, hvis du ikke har smagt på The Ringo Jets tidligere.

Support: Curlee Wurlee

Loppen // d. 25/5 // Kl. 20.30 // 80 kr.




Så hopper vi til fredag, hvor vi også finder to arrangementer/festivaler, der overlapper med lørdag, så dem tager vi lige nederst og klemmer lidt lørdag ind i mellem. SÅ, først ren fredag.

Som du kan bruge på at se hvad en TigerSwan er for en størrelse, når bandet indtager High Voltage. Det kan umiddelbart virke som en lidt besynderlig ramme for gruppen, for den ene gang jeg har oplevet dem live var i Det Røde Rum i Skuespilhuset. Det var omgivelser der egentlig klædte deres rockede toner ganske godt, en rock hvor der er plads til store armbevægelser og matchende følelser.

Du kan lære Tiger/Swan lidt bedre at kende i dette interview fra 2014, da bandet kun havde eksisteret i godt 8 måneder.

High Voltage // d. 16/5 // Kl. 22.00 /// 70 kr.

Så skal vi til lidt af et rocktræf i Pumpehuset, hvor hele 4 bands har sat hinanden stævne, ført an af Blended Brew, der blander klassisk hardrock og noget der minder om Queens of the Stone Age. I hvert fald var det, det Thomas hørte da han anmeldte deres seneste EP:

“Dette høres specielt på EP’ens første sang og titelnummer, “Laughing At Your Feet”, hvor referencerne til Queens Of The Stone Age kan anes, men de holdes nede i forhold til bandets egen lyd og sangskrivning. En hårdtrockende melodisk slambert, båret af en rå og kompetent vokal. Det er tungt, godt balanceret og velkomponeret, ikke den dybe tallerken der bliver opfundet, men nok til at de 2 minutter og 53 sekunder er lige i underkanten, man vil have mere”.




Du får også det alternative rockband Alcabean (tidligere John Alcabean), som jeg sendte 4 stjerner efter for en EP sidste efterår. Jeg indledte anmeldelsen således:

“Der er dømt støjende 90’er rock med en alternativ kant og lidt grunge æltet ind i den solide dej, den unge trio John Alcabean serverer på deres debut-EP Real Time Fiction. En velsmagende blanding, som måske godt kunne klare et par minutter mere i ovnen.” Resten kan læses HER

Er du til klassik heavy-blues rock, så er Stonebird værd at holde øje med. Gruppen udsendte  to glimrende singler sidste år, der fulgte flot op på deres fede EP Who Will Slay The Beast? fra 2015, som jeg sendte 5 stjerner efter. Stefanie gik faktisk endnu længere, da hun anmeldte bandets koncert på Rust tilbage i begyndelsen af december måned 2015. 6 stjerner og ord som:

“Jeg var så tændt, at jeg var ved at eksplodere. Publikum kunne næsten heller ikke klare det. Så fangende, så fandens smukt, så fandenivoldsk”. WUHU, resten kan læses HER

Men det er ikke alt, for der er også Silque.

Pumpehuset // d. 26/5 // Kl. 19.00 // 100 kr.

Temple Days Of Doom, wååårh, lyder vildt nok! Det er to dage i Templet i Lyngby, med masser af gode, tunge sager på plakaten.

Fredag kan du opleve franske PHAZM, Hearteater, Helhorse (som vi omtalte en koncert med i sidste uge, så de får lige arkiv henvisningsbehandlingen her) og endelig et af de mere interessante navne, for mig i hvert fald, på den mørke, danske post-hardcore himmel de seneste år, LLNN.

Jeg har været ret begejstret for deres to hidtidige udgivelser, den kompakte, lille EP Marks fra 2015 og mini-albummet Loss, fra sidste år. Post-apokalyptisk hardcore kalder de selv deres lyd, og det lever den til fulde op til. Lydlandskaberne veksler mellem noget der lyder som nådesløse bombardementer, kloder der går under og galakser der flås fra hinanden, krydret med synth-flader der giver dele af det et klaustrofobisk Alien-soundtrack skær.

Live har jeg oplevet dem larme både i Aarhus og København.




Lørdag lokker med yderligere et udenlandsk navn, Frantic Amber fra Sverige, og tre danske. Her får du Nyt Liv, som vi endnu ikke kender så meget til ud over at de popper op som supportnavn hist og her.

Skal det være mere gammeldags (i ordets bedste forstand), så er thrasherne Impalers et godt bud. Også de udsendte sidste år et rost album, God From The Machine, som vi dog ikke anmeldte. Til gengæld fangede jeg dem live på samme lokation som de spiller på fredag tilbage i maj måned sidste år, hvor de leverede en 5-stjernet optræden, selvom jeg personligt  bare ikke rigtig tænder på bandets kompetent udførste og leverede numre. Det gjorde min sidemand til gengæld, der under koncerten konstaterede: “Impalers er det bedste der er kommet ud af Haderslev, siden Haderslev Garden…”.

Vi bliver i det sydjyske med SlowJoint, som Jonas blandt andet beskrev således, da han  anmeldte et album fra bandet tilbage i december 2014:

En sejltur op ad lorteåen med Slowjoint er en tung, gyngende og mudret affære. Sønderjyderne nævner selv Weedeater og Bongzilla som inspirationskilder, og vi sejler musikalsk i den amerikanske sydstatssump. Tungt, arrigt og sumpet er det mestendels igennem de otte numre på Up Shit Creek – der er ikke plads til de store svinkeærinder i de danske sydstaters marskland.

Templet // d. 26.+27/5 // Kl. 20.00 // 150 kr. pr dag, 200 kr. for begge dage




Så er solen stille og roligt ved at gå ned over denne uges kig på koncerter, men vi mangler da lige Children of the Sun, del 1 af 2 af Copenhagen Psych Fests nye udgave. Yes, festivalen har delt sig i to, hvor første del afholdes fredag og lørdag. Del to, der har fået navnet Free Your Mind afholdes til august.

Fredag:

18:00 Summon King Sykes
19:00 Gaia
20:05 Tombstoned
21:20 Causa Sui
22:45 Greenleaf
00:00 Mountain Witch
01:30 TBA (det blev Dirt Forge, som jeg sendte 5 stjerner efter for deres fede nye skive i for ganske nylig)

Lørdag:

17:45 Stone Cadaver
18:50 Moon Coven
20:00 De Forbandede
21:10 Dead Witches
22:30 Yuri Gagarin
00:00 Dopelord
01:20 IAmFire

Festivalen afholdes i en hal i nærheden af Enghave Station, der har været brugt som depot til toge, der er 750 billetter i salg og så slutter vi lige med et kæmpe shout out til De Forbandede, der spiller lørdag. Det har udsendt tre fede EP’er de seneste par år, samlet dem og shinet lyden op på et debutalbum tidligere i år og så gav de en medrivende koncert på Gutter Island sidste år.

Children of the Sun // d. 26.+27/5 // Kl. 17.00 // 365 kr. pr dag, 635 kr for begge dage




Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Thomas Bonde/GFR, The Ringo Jets på Gutter Island ’16

 

 

Previous articleFløjl: 1981 ★★★☆☆☆
Next articleAlabama Black Snakes: To The Land ★★★★☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.