De Forbandede: De Forbandede ★★★★★☆

0
1693
views

De Forbandede samler op på de seneste 1 ½ års arbejde med et debutalbum, der består af re-mixede numre fra bandets 3 EP’er, samt 2 nye numre. Det er dansk, det er syre, det er virkelig godt – også hvis man har hørt sangene før.

Og det har jeg, “desværre”. Faktisk er de 3 EP’er, der her er blevet samlet og udgør hovedparten af det 12 numre lange album, nogle af de udgivelser jeg har lyttet mest til, siden jeg blev opmærksom på bandet sidste sommer.

Derfor er det også lidt svært helt at løsrive sig fra, at jeg kender de 10 numre af ældre dato rigtig godt, og de dermed ikke længere har den samme nyhedsværdi, eller friskhed over sig, som et sæt nye ører måske ville opleve. Heller ikke selvom de nu lyder mere strømlinede og “ensartede” med det nye miks (foretaget af bandet selv), der får glattet de ujævnheder der var i lyden fra EP til EP flot ud.

Så det er lidt som at mødes med en gammel, kær ven det her. Så er spørgsmålet, om det på nogen måde burde trække op eller ned i den samlede dom. Bandet kan jo ikke gøre for, at jeg har hørt numrene meget. Og sangene bliver jo objektivt ikke dårligere af, at jeg kender dem.

Så det er med de forbehold og forhindringer jeg er gået til De Forbandede, og som måske også vil gøre sig gældende for ældre fans af fynboerne.

De manglende overraskelser til trods, så er en ting sikkert. Det her band kan finde ud af at skrive sange. Både tekster, melodier, omkvæd, hooks, riffs og hele baduljen. Lyrikken er af den mere svævende og ikke-konkrete slags, en slags syrede digte, som matcher den psykedeliske, til tider tungt huggende rock rigtig godt.

Hæse stemmer hvisker ordene bort
Slukker dagen, drukner blandede indtryk
I efterklang af baggrundsmusik

Sådan lyder det blandt andet i den langsomt udviklende, men stort klingende og semi-episke “Trancebindende Susen”.

Jeg  har egentlig ikke lyst til, at dykke for meget ned i teksterne her og begynde at analysere på dem. De er af den slags, som jeg synes skal være åbne for fortolkning, og hvad man egentlig måtte synes om dem. Men personligt synes jeg, at de passer fremragende til musikken, og skaber noget, der måske ikke er decideret originalt, men så i hvert fald har et personligt særpræg.

Skal man sige noget mere overordnet, så er det, at bandet synes at kredse om flygtighed og ting der på hver sin vis forgår. Vind, ild, selvom den også kan være evig, som i den forrygende “Evig Ild”, de “Flygtige Saltopløsninger” i den ligeledes forrygende sang af samme navn, og “Alt og Ingenting”.

Denne følelse af noget der er kraftfuldt i nuet, men som alt andet ender med at forgå, måske ikke nu, men et sted ude i fremtiden, gennemstrømmer også musikken. Jeg har andetsteds kaldt stemningen i et nummer som “Evig Ild” “hjemsøgt”, men samtidig er det også et enormt kraftfuldt, stålsat og egentlig bastant nummer, som galoperer hen over én som en flok vilde heste.

I et nummer som dette, er det især guitaren som får plads, samt den lettere distancerede og “svævende” vokal der også er et af gruppens varemærker, men overordnet er det her en bandplade. En anden af bandets forcer er nemlig, at bandet lyder som et band og numrene ligeså. Alle får mulighed for at skinne lidt, og alle virker som en vigtig og ligevægtig del af lydbilledet.

Ikke på samme tid, men eksempelvis det dejlige orgel, det får mulighed for at fylde i nogle numre, andre gange træder det lidt mere i baggrunden, men det er konstant til stede og bidrager med noget der i den konkrete sang virker logisk eller passende.

En af fordelene ved, at have det hele samlet på en plade er, at man måske i endnu højere grad opdager, hvor forholdsvis varierede De Forbandedes numre egentlig er. Der er de pågående, nærmest trampende eller pumpende numre som “Alt og Ingenting” eller  “Et Glimt Af Forventning”, de mere regulært rockede stunder som den nye “Nuets Æoner”, helt over til det store, atmosfæriske trip på afslutteren “Det Kan Blive Stort”.

Og som jeg kækt konkluderede i min live-anmeldelse af bandets optræden på Gutter Island Garage Rock Festival tilbage i august måend, hvor de også lukkede og slukkede med dette nummer, så kan det, ja, godt gå hen at blive stort det her.

I hvert fald indenfor den temmelig brede og diffuse “psych-rock scene”. Jeg synes i hvert fald, at bandet har mindst lige så stærke og interessante numre som mange af de navne fra den “scene”, der allerede har fået hul igennem til et bredere publikum, medier og radioen. Og så synes jeg måske endda, de er lidt foran en del af dem på tekstfronten, fordi de kommer med noget der lyder helt som deres eget og ikke noget der skriver sig ind i en slut-60’er/start-70’er hippie/beat/rock/poesi tradition.

Det er også det, der i sidste ende hiver det samlede indtryk op på 5 upcoming stjerner. Om du så allerede er inde i musikken eller ej.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg De Forbandede på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.